13.05.2019

Pia Olsen Dyhrs genrejsning af SF har gjort kommentatorernes pessimisme på partiets vegne til skamme. Hvad der for få år siden lød som en joke – at SF atter kunne blive et regeringsparti – er pludselig ikke nødvendigvis så fjernt.

Af Niels Jespersen

“Hvad kan SF, som Enhedslisten og Alternativet ikke kan gøre bedre?”, spurgte den tidligere Thorning-spindoktor Noa Redington drilsk i 2016. Tro mod sin teknokratiske arv foreslog han nedsættelsen af en “strukturkommission” til udredning af den danske venstrefløj. En sådan samling “kloge kvinder og mænd, der kan se på, om man nu har indrettet sig helt optimalt”, ville ifølge Redington konkludere, at tre partier til venstre for Socialdemokratiet var ét for meget – og at folkesocialisterne var det svageste led.

SF lignede dengang et parti, der fortjente en barmhjertig kugle for panden. Som i en westernfilm, hvor cowboyen vemodigt afliver sin trofaste, men lamme gamle krikke.

I dag er billedet helt anderledes: Hvor der dengang ikke var plads til SF på dansk politiks venstrefløj, er banen i dag åben. Her en lille uge inde i valgkampen står partiet i de vægtede målinger til 6,9 procent af stemmerne, hvilket er en markant fremgang i forhold til valgresultatet i 2015. Side om side med De Radikale, tættere og tættere på Enhedslisten og længder foran Alternativet. Pia Olsen Dyhr har på under én valgperiode genrejst sit lukningstruede parti med en kraftanstrengelse, der næppe er set mage i nyere dansk historie.

Dermed har hun gjort kommentatorerne og de politiske spinatfugles pessimisme til skamme.

 

Pia Olsen Dyhr har på under én valgperiode genrejst sit lukningstruede parti med en kraftanstrengelse, der næppe er set mage i nyere dansk historie
_______

 

Mig selv inklusive, for jeg var dengang i 2016 enig med Redingtons vurdering. SF’s ydmygende regeringsexit skete under de værst tænkelige omstændigheder og var præget af amatørisme og politisk fantasteri. Jeg konkluderede dengang, at SF’ere var nogle fløjlsmaver, der ikke kunne tåle at være i nærheden af reel politisk magt – partiet grundlæggende var overflødigt. Alternativet lå dengang godt i svinget til at blive Folketingets nye store grønne parti, og med Pelle Dragsteds – efter enhedslistestandarder – pragmatiske midterkurs og opgivelse af revolutionen var Enhedslisten groft sagt i færd med at transformere sig til et bedre SF, end SF selv kunne drømme om at blive.

Hvad har så ændret sig? Først og fremmest er luften gået alt andet end stille af Alternativets festballon. Partiet martres af konstante skandalesager og evige lækager, der altid har det med at tage til i styrke op til valgene. Hvis Alternativet slipper ud valgkampen uden skandaler, vil det være første gang, det er sket. Tidligere har sexgynger, peniscollager, overgreb og grænseoverskridende festkultur fyldt mere i medierne end partiets seks grundværdier – hvis nogen skulle have glemt dem: gennemsigtighed, generøsitet, ydmyghed, empati, humor og mod. Også uretfærdigt meget vil alternativisterne hævde, men forude skimtes spærregrænsen. I affekt udråbte Uffe Elbæk sidste sommer sig selv til statsministerkandidat og lovede at “trække sine mandater” ud af ligningen, hvilket mest af alt lignede en gave til den trængte Lars Løkke.

 

I dag sidder lederne af både Ø, Å og R så langt oppe i træet og konkurrerer om, hvem der med den mest skingre tone kan true en endnu ikke valgt S-regering på livet. Resultatet: Olsen Dyhrs pragmatiske tone går rent igennem hos venstrefløjsvælgerne
_______

 

En gave, der bliver ved med at give, for efter at både Morten Østergaard og Pernille Skipper har istemt med ultimative og indbyrdes modstridende krav, er det efterhånden nemmere at opregne, hvilke oppositionspartier der vil vælte Mette Frederiksen end støtte hende. Elbæk går så langt, at han frem for en smal S-regering foretrækker en SV-regering. Altså den konstellation, hvor venstrefløjen vil få mindst indflydelse! I dag sidder lederne af både Ø, Å og R så langt oppe i træet og konkurrerer om, hvem der med den mest skingre tone kan true en endnu ikke valgt S-regering på livet. Resultatet: Olsen Dyhrs pragmatiske tone går rent igennem hos venstrefløjsvælgerne.

Det er selvfølgeligt heldigt for SF, at resten af venstrefløjen er i færd med en selvradikaliseringsproces. Men at SF i dag er i en form, hvor man kan udnytte situationen, var der ikke mange uden for partier, der havde troet tilbage i 2016.

SF er det eneste venstrefløjsparti, man med god samvittighed kan stemme på, hvis man ikke vil risikere at bringe de borgerlige til magten igen gennem parlamentarisk roderi. Der har ganske vist for nylig været et par krav, der var formuleret i retning af det ultimative, hvilket da også udløste de ønskede avisoverskrifter, men det er næppe noget, sosserne alligevel ikke vil kunne indfri. Partiet har transformeret sig selv til at være socialistiske stemmer, der arbejder stabilt og målrettet og dermed en sikker havn for de mange socialdemokratiske vælgere, der måske finder Mette Frederiksens flirteri med DF lige intenst nok, men som er enige i hovedretningen.

 

SF er det eneste venstrefløjsparti, man med god samvittighed kan stemme på, hvis man ikke vil risikere at bringe de borgerlige til magten igen gennem parlamentarisk roderi
_______

 

Længere mellem latteren
Da Olsen Dyhr som nyvalgt formand erklærede, at SF ikke var færdigt som potentielt regeringsparti, udløste det sporadiske klapsalver internt i partiet – og latter alle andre steder. I dag er der længere mellem latteren, mens klapsalverne er øredøvende. Hvis valget resulterer i et såkaldt FOA-flertal med S-DF-SF er SF sikret enorm indflydelse som Mette Frederiksens trofaste venner på venstrefløjen. Det scenarie ser dog efterhånden urealistisk ud efter DF’s vælgermæssige kollaps, men også en svagere S-regering vil have brug for røde venner.

Hvis SF kan holde til at indgå i et tæt og fortroligt samarbejde med Socialdemokraterne, er der på sigt ikke noget til hinder for, at partiet optages i regeringen. Ikke efter dette valg – SF skal først bevise, at de atter kan tåle ansvar – men man kunne godt forestille sig, at en statsminister Mette Frederiksen i 2023 gik til valg på en S-SF-løsning. Det er i hvert fald, hvad Frederiksen selv åbner op for i en ny samtalebog med Berlingskes Thomas Larsen, der har fået kritik for at være et socialdemokratisk bestillingsarbejde. Her udtaler hun, at “SF er i mine øjne regeringsdueligt. Det var de også, da vi sad i regering”. SF’s ministerdrømme er gået fra verdensfjernt drømmeri til noget, der på sigt må tages alvorligt.

Fordelene for S ved at danne regering med SF vil være en mere stabil regering – med stærke kvindelige ministeremner. Ikke mindst Dyhr Olsen selv.

 

SF skal først bevise, at de atter kan tåle ansvar – men man kunne godt forestille sig, at en statsminister Mette Frederiksen i 2023 gik til valg på en S-SF-løsning
_______

 

En bro mellem idealerne og magten
Betyder det, at alt ser godt ud for SF? Nej, for som de politiske analytikere – til SF’ernes evige irritation – aldrig bliver trætte af at påpege, så har SF det med at miste pusten i valgkampene. Man bliver simpelthen klemt mellem S og Ø, hvilket dog indtil videre ikke er sket i valgkampens første uge. Derudover har SF’s vælgere en tendens til at straffe partiet for at indgå kompromiser og opnå indflydelse, mens de omvendt belønner partiet for at slumre i hængekøjen med alle de rigtige meninger.

Men sagen er den, at SF’s nuværende ledelse er pinligt bevidste over risikoen for at gentage fortidens fejltagelser. Pia Olsen Dyhr er om nogen formet af de traumatiserende år i SSFR-regeringen, og hun er fast besluttet på, at denne gang skal det være anderledes. Hun har brugt de sidste fire år på at bearbejde sit eget bagland og forventningsafstemme SF’s næste omfavnelse med S – og med magten. Samtidig har hun gennemført en ideologisk nyorientering mod højre af sit partis udlændingepolitik, der ikke er mindre veludført og ambitiøs, end den Mette Frederiksen har stået for i S. Hun er endvidere fagligt dygtig og afholdt både på Christiansborg og i sit eget kommunale bagland.

Men for at svare på Redingtons oprindelige spørgsmål: Hvad er det, SF kan, som Enhedslisten og Alternativet ikke kan gøre bedre? Forhåbentlig at slå bro mellem idealerne og magten. Skabe markante resultater uden at miste den ideologiske profil. Noget, intet venstrefløjsparti endnu er lykkedes med. Der er heller ingen garanti for, at det lykkes denne gang – historien skræmmer, og en række af SF’s strukturelle problemer består. Hvis resten af venstrefløjen – EL, R, ALT – efter valget kommer ned fra træet, vil SF atter stå i en svær situation. Men hvis nogen før har vist sig i stand til at gøre pessimisterne til skamme, er det Pia Olsen Dyhr. ■

 

[SF kan] slå bro mellem idealerne og magten og skabe markante resultater uden at miste den ideologiske profil. Noget, intet venstrefløjsparti endnu er lykkedes med
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt