27.02.2019

Den socialdemokratiske netavis Pio har skabt røre i den mediemæssige andedam. For i takt med at sociale medier marginaliserer aviserne og TV, kommer påvirkningsmedier som Pio til at spille en større rolle. De er nemlig som skabt til tech-giganternes præcise afdækning af forbrugeroplysninger.

Af Niels Jespersen

Det er skæbnens ironi, at en notorisk pressesky politiker som Henrik Sass-Larsen (S) gang på gang ender som hovedhistorien tværs over det danske mediebillede. Pressen er besat af badboys, og senest er det den hårdtslående socialdemokratiske politikers depression, der bliver endevendt af landets journalister.

Nu er jeg – modsat betydelige dele af mit Twitter- og Facebook-feed – ikke ekspert på depressioner, så jeg skal afholde mig fra at mene noget om, hvad Sass-Larsen burde havde gjort under sit sygdomsforløb. Til gengæld finder jeg kampen mellem Sass-Larsens kærlighedsbarn, den socialdemokratiske netavis Pio, og resten af medierne utrolig interessant. Der er nemlig ifølge journalistformanden Lars Werge tale om “Grove løjer fra Socialdemokratiet”, når “man angriber journalisterne og redaktørerne for at vælge vinkler ud fra mediernes ideologiske ståsted.” Mens en bekymret publicist og psykolog i Politiken mener, at “Partiske nyheder er det nye fake news”.

Det var en mail i januar fra S-partisekretær Jan Juul Christensen til de mere end 40.000 S-medlemmer med en direkte anbefaling af Pio, der startede debatten. Her skrev han, at “de fleste medier i Danmark grundlæggende er borgerlige i deres udgangspunkt. De ønsker at fremme samme dagsorden om mindre fælles velfærd til fordel for flere skattelettelser. Derfor bliver mange historier glemt og ignoreret.”

Provokerende ord for en journalist-stand, der oplevede det som et frontalangreb på deres faglighed. Siden har debatten raset: Er vi på vej mod amerikanske tilstande, hvor medierne er politiserede i sådan en grad, at republikanerne får deres nyheder fra Fox News, mens demokraterne ser CNN og læser New York Times?

Jeg tror ikke, vi kommer så langt herhjemme. Først og fremmest fordi der ikke er et markedsgrundlag for partiske nyheder. Der er simpelthen ikke nok læsere og seere, der vil betale for ideologisk farvede nyheder. Der er problemer nok med bare at få dem til at betale for nyheder i al almindelighed. Påvirkningsmedier som Pio har derfor brug for eksterne sponsorer (hvilket de traditionelle medier for den sags skyld også har). Det sætter en naturlig begrænsning for rækkevidden, at budskaberne ikke er selvfinansierende. Desto større medierne er, desto flere penge koster de også sponsorerne.

 

Når påvirkningsmedierne blomstrer frem, er det, fordi vi er vej ind i en tid, hvor det giver større værdi for magthaverne at kommunikere direkte til vælgerne uden om de traditionelle medier
_______

 

IMIDLERTID ER DET min spådom, at påvirkningsmedier og partiske nyheder er på fremmarch. Også herhjemme, selv om det bliver i mindre målestok. Det venstreorienterede netmedie solidaritet.dk går snart i luften med 1.3 mio. kr. i støtte fra innovationspuljen. Samtidig har både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lanceret egne partimedier. Det sidste dog indtil videre kun i form af en podcast. Men tendensen er klar.

Når påvirkningsmedierne blomstrer frem, er det, fordi vi er vej ind i en tid, hvor det giver større værdi for magthaverne at kommunikere direkte til vælgerne uden om de traditionelle medier. Enten som når statsministeren udnævner ministre eller lancerer finanslovsudspil på Facebook, eller som S gør med Pio. Det kan man begræde, for på den måde undslipper politikerne det bullshit-filter, journalisterne trods alt bruger til at frasortere de værste hele og halve løgne. Der er tale om en svækkelse af den demokratiske vagthundsfunktion, som de etablerede medier altid har haft. Det er simpelthen blevet for nemt at gå uden om dem. Det er en udvikling med åbenlyse farer. Mainstreammedierne – eller lamestream-medierne, som kritikerne i USA kalder dem – er trods alle deres fejl og mangler bedre end Breitbart eller Fox News, der leverer ”fair and balanced” nyheder designet til netop deres segment. Prøv at se en pressekonference i Det Hvide Hus og hør, hvordan de Trump-venlige medier i dag agerer servile spytslikkere for magten.

Her tror jeg ikke, det hjælper at skælde ud på politikerne. De kommer til at agere, akkurat som mediernes egne chefer gør, når de har en dårlig sag. Bare tag forhenværende næstformand for koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus Jørgen Ejbøl. Han var i 2016 absolut ikke interesseret i svare Radio24syv på det journalistisk ganske oplagte spørgsmål om, hvorvidt han har brugt sin position til at lægge pres på Bispebjerg Hospital og få en journalist til at granske den akademiske vejleder for en yngre kvindelig læge. ”Jeg siger igen, jeg vil ikke svare på dine spørgsmål!” og ”Hvad er du for en næsvis karl?!” var nogle af de ikke-svar, Ejbøl (der er kendt som ”pansergeneralen”) fyrede af. Når ikke engang branchens egne ledere føler sig forpligtede til at kommunikere igennem medierne, så er det lidt svært at svinge sig op til den helt store moralske forargelse over, at Henrik Sass-Larsen ikke gider give interviews.

MAN KAN DOG påpege, at demokratiet faktisk blev til under partipressens åg, så måske overlever folkestyret trods alt. Påvirkningsmedierne kan også kan være med til at engagere flere borgere og få flere nuancer med i debatten. Medier som Pio skal ikke erstatte de ”ægte medier”, men det kan være et fint supplement, for selvfølgelig har det en betydning, at linjen på samtlige landets dagblade er mod Mette Frederiksen (om end fra hver sin vinkel) Og selvfølgelig medfører det, at tilhængere af landets største parti kommer til at søge informationer andetsteds.

 

Medier som Pio skal ikke erstatte de ”ægte medier”, men det kan være et fint supplement, for selvfølgelig har det en betydning, at linjen på samtlige landets dagblade er mod Mette Frederiksen
_______

 

Betyder det så, at fremtiden byder på rene propagandaorganer, der hælder parti-kuraterede factoids ud over kernen af radikaliserede fans, mens afdankede TV-værter laver sponsorerede interviews som journalistikkens svar på en billig lapdance? Nej, sagen er faktisk den, at de fleste borgere heldigvis har en sund kritisk sans. Et højt uddannelsesniveau, kulturel sammenhængskraft og en konstruktiv politisk diskussion er det bedste værn imod ikke bare usaglige påvirkningsmedier, men også fake news og russiske påvirkningsagenter. De færreste partifunktionærer kan skrive interessante tekster, om så deres liv afhang af det, så er der ingen fare for, at de kommer til at udkonkurrere de etablerede medier lige med det samme. I hvert fald ikke så længe medierne i rollen som den fjerde statsmagt kan holde sig selv på finansloven sammen med de tre andre statsmagter. God journalistik koster penge.

Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se mere til parti- og påvirkningsmedier, for de passer perfekt med den ekstremt præcise afdækning af forbrugernes vaner og værdier, som tech-monopolerne som Google og Facebook lever af. I stedet for at bruge 50.000 på en helsidesannonce i en avis, der intet flytter, fordi alle, der stadig læser aviser, godt ved, hvad de vil stemme, så er det snart muligt at pinpointe lige præcis det vælgersegment, man gerne vil have fat i. Det kan godt være, de ikke læser Politiken, men de er på Facebook, og her kan man skrive en annonceartikel, der som en laser-styret præcisionsbombe rammer netop deres interesser og sympatier: Man kan fx ramme 500 svingvælgere i Vejle, der kan flytte et mandat, og som er optagede af pensionsalder, dyrevelfærd og godt kan lide kvindelige politikere, men ikke klimaafgifter. Bum – sponseret opslag forklædt som nyhedsartikel lige i deres feed.

Så langt er vi ikke endnu, men vi ser allerede, hvordan påvirkningsmedierne er med til at rykke den offentlige debat, hvad enten journalisterne vil det eller ej. For sandheden er, at hvis et påvirkningsmedie kommer med en god sag, så løber alle efter den. Et godt eksempel var, da den højreorienterede ”free speech blog” kunne offentliggøre billeder af Alternativets klima-dronning Carolina Magdalene Maier i færd med at rejse jorden rundt på dykkerferier. Hvem der stod bag, er aldrig kommet frem. Det er sådan set også lige meget. Det centrale var, at alle medier løb med hykler-historien, fordi den var god. Det kommer de også til, hvis Pio laver gode historier, og når det ikke er tilfældet med Den Korte Avis – eller det hedengangne venstreradikale Modkraft – så var det, fordi historierne simpelthen er for dårlige. Påvirkningsmedierne er kun noget værd, hvis de faktisk kan levere noget, som læserne gider bruge tid på. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, hvordan Pio er kommet længere med tre ansatte og en studentermedhjælper end hele det gamle Aktuelt med sin hær af højtlønnede journalister. ■

 

Vi ser allerede, hvordan påvirkningsmedierne er med til at rykke den offentlige debat, hvad enten journalisterne vil det eller ej. For sandheden er, at hvis et påvirkningsmedie kommer med en god sag, så løber alle efter den
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland