11.01.2019

Venstrefløjen kan rette ind og tilpasse deres indvandringspolitik, eller de kan lade højrepopulisterne sætte sig på den politiske magt. Indvandrere og flygtninge taber i begge scenarier. I det sidstnævnte scenarie taber det pluralistiske demokrati også.

Af Niels Jespersen og Mikkel Andersson

TILBAGE I slut-90’erne sad vi i en kælder i en forstad til Aarhus og diskuterede, hvordan vi bedst kunne imødegå det voksende fremmedhad, der i vores optik udgjorde tidens store politiske udfordring. Vi havde begge erfaringer med antiracistisk arbejde, hvor Mikkel brugte størstedelen af sin fritid på at tilbagevise holocaustbenægtere på internettet, mens Niels i sin fødeby Holstebro havde arrangeret demonstrationer mod højrefløjsbevægelsen Dansk Forum, der på det tidspunkt udgjorde Dansk Folkepartis yderste højrefløj.

Vi havde lært hinanden at kende på usenet-gruppen dk.politik, der fungerede som en tidlig slags Reddit, komplet med umodereret vanvid og nynazisme. Her havde vi fundet et fællesskab i noget, der bedst kan betegnes som voksenmobning af datidens mest kulørte højrefløjspersonager. Vi trollede, før det blev hipt.

Nu var der en ny trussel på dagsordenen. Pia Kjærsgaards udbrydergruppe fra Fremskridtspartiet havde ved folketingsvalget i 1998 fået hele 7,4 pct. af stemmerne. Det anså vi som, hvis ikke Det Tredje Riges genkomst, så i hvert fald et opgør med al anstændighed og god tone. Vi lagde derfor en ambitiøs plan for at imødegå ikke bare nynazisterne, men også DF’s vælgermæssige succes. Ikke at vi anså DF for at være nazister, men de udgjorde i vores optik det inderste punkt på en lang linje, der strakte sig helt ud til de øksesvingende nazister, der på det tidspunkt havde arvet et hus i Aalborg. Hvad planen reelt gik ud på, fortaber sig lidt. Det var noget med en hjemmeside. At det ikke blev til noget, var måske også meget godt, for vi har selv flyttet os siden dengang.

Fra et fælles udgangspunkt, hvor vi i slutningen af 1990’erne anså kampen mod Dansk Folkeparti som tidens vigtigste spørgsmål, er vi begge blevet tiltagende skeptiske over for ikke bare den venstrefløj, hvorfra vi begge udspringer, men også det officielle Danmarks tilgang til integration og indvandring. Vi er gået fra at være tilhængere af en åben asylpolitik til at være fortalere for et stop for yderligere asylindvandring til Danmark, fordi vi opfatter et asylstop som en forudsætning for både en velfungerende integration og en mere human flygtningepolitik.

Mange af de grundlæggende antagelser om, hvordan og hvorvidt integration fungerer, og hvilken rolle kultur spiller, har vist sig forfejlede og sågar kontraproduktive. Det er opfattelser, vi selv har abonneret på – og forladt. Men dele af venstrefløjen – særligt partierne Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre – holder, trods efterhånden 35 års evidens for det modsatte, stadig fast i en naiv og skadelig analyse af indvandringen og dens konsekvenser.

 

”De flygter fra vores krige og fra den fattigdom, Vesten er skyld i”. På venstrefløjen er det – groft sagt – det mest populære argument, når man skal forklare, hvorfor så mange flygtninge strømmer til Europa
_______

 

Det er ikke krigene
”De flygter fra vores krige og fra den fattigdom, Vesten er skyld i”. På venstrefløjen er det – groft sagt – det mest populære argument, når man skal forklare, hvorfor så mange flygtninge strømmer til Europa. I fx februar 2018 blev en udgave af dén forklaring leveret af den kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei i The Guardian. Den blev delt på Facebook af Uffe Elbæk (Å) med ordene: ”Det her er pligtlæsning”.

Problemet er bare, at selv om der er sandhed i begge udsagn, så kommer de ikke i nærheden af at give en fyldestgørende forklaring på, hvad der driver mennesker på flugt. Faktisk giver de det forkerte indtryk og leder til den fejlkonklusion, at Vesten har pligt til at hjælpe flygtningene her, indtil Afrika og Mellemøsten kommer på fode igen.

Først argumentet om krig. Det holder ikke. Ifølge FN’s egne tal er størstedelen af dem, der krydser Middelhavet, ikke flygtninge, men økonomiske migranter. Det betyder ikke, at deres lidelser ikke er reelle, men det er misvisende at hævde, at de skulle være på flugt fra krigshandlinger. De, der flygter fra krig, kommer primært fra Syrien. Et land, hvor Vesten har undladt at intervenere for alvor. Det er rigtigt, at USA har bombet ISIL, men det er ikke den konflikt, der har skabt flygtningestrømmen. Det er krigen mellem Assad og oprørerne.

Men hvad med de mennesker, der kommer fra de lande, hvor Vesten har invaderet og væltet diktaturer, såsom Irak, Afghanistan og Libyen? Der er ingen tvivl om, at Irak- og Libyen-krigene har været med til at destabilisere Mellemøsten, men Irak producerede også millioner af flygtninge under Saddam Hussein. Det samme gjorde sig gældende i Afghanistan. Her er mere end fem millioner flygtninge i øvrigt vendt hjem efter Talibans fald i 2002.

Gør det nogen af landene særligt ønskværdige at leve i? Overhovedet ikke. Niels har været udsendt til Afghanistan tre gange og har også besøgt Irak. Vi kender godt vilkårene. Men man kommer ikke uden om at forholde sig til konsekvenserne, hvis man begynder at give asyl til alle irakiske og afghanske flygtninge – eller syriske, som Enhedslisten foreslog i 2013. Der bor 37 millioner mennesker i Irak, 34 millioner i Afghanistan og 17 millioner i Syrien. Hvor mange af dem skal have lov at flytte til Vesten?

Intet af dette betyder, at der ikke er en masse at kritisere ved Vestens krige. Både krigene i Irak, Afghanistan og Libyen har været ufatteligt blodige og kostbare fiaskoer, der har destabiliseret hele den muslimske verden. Men det er også for simpelt at mene, vi bare skal lade være med at blande os. Den seneste krig mod Islamisk Stat blev indledt, da jihadisterne var i færd med at massakrere og slavegøre 25.000 medlemmer af det religiøse yazidi-mindretal. Vi kunne godt havde kigget den anden vej, men det havde været et blodbad. Man kan selvfølgelig spørge, om Islamisk Stat overhovedet havde eksisteret, hvis USA ikke havde væltet Saddam i 2003? Det er en relevant indvending, men ikke én, yazidierne kan bruge til særlig meget her og nu. Vi er ikke ude på at frakende Vesten et medansvar, men det er naivt og udtryk for en form for omvendt kolonialisme at tro, at Mellemøsten havde været problemfrit uden vestlig indblanding. Konflikterne i Mellemøsten har deres egen dynamik og er langt mere påvirkede af, hvad de lokale aktører gør, end Vestens mere eller mindre håbløse interventioner.

Det er heller ikke fattigdommen
Så er der fattigdomsargumentet. Det hænger heller ikke sammen. Aldrig har andelen af verdens fattige været mindre. Også selv om uligheden er steget. At flere migrerer, skyldes faktisk den succeshistorie. Nemlig, at flere har råd til at rejse, og at infrastrukturen er blevet udviklet nok til, at det kan lade sig gøre.

Selvfølgelig er der firmaer, lande og organisationer, der udnytter Afrika, men overordnet set har Den Tredje Verden aldrig været rigere. Det gør det ikke mindre trøstesløst at vokse op som ung i et bundkorrupt og overbefolket land som Nigeria. Vi tror også, at de fleste unge danskere ville drømme sig langt væk, hvis rollerne var byttet om. Men i 2050 vil der være dobbelt så mange mennesker i Afrika som i dag. Til den tid vil der bo 2,4 milliarder mennesker på kontinentet, mens tallet i 1980 var 477 millioner. Nigeria vil til den tid være verdens tredjestørste land med små 400 millioner indbyggere. Hvis ikke de mennesker skal bo i Nigeria, hvor så? I Nigeria er GDP per capita under 2.000 dollars (ifølge Verdensbanken), og det er uden at tage højde for uligheden.

 

Når Vesten over mere end 15 år har fejlet så eklatant med at opbygge det irakiske og det afghanske samfund – trods udgifter på milliarder af dollars – hvad er det så, vi skal kunne bidrage med i Afrika, som vil gøre kontinentet så rigt, at dets indbyggere mister incitamentet til at rejse til Vesten?
_______

 

Det stiller også nogle ubehagelige spørgsmål til strategien om at få Afrika på fode. Når Vesten over mere end 15 år har fejlet så eklatant med at opbygge det irakiske og det afghanske samfund – trods udgifter på milliarder af dollars – hvad er det så, vi skal kunne bidrage med i Afrika, som vil gøre kontinentet så rigt, at dets indbyggere mister incitamentet til at rejse til Vesten? Og hvordan forholder vi os til, at antallet af flygtninge stiger, når velstanden stiger?

Det er i øvrigt ikke kun venstrefløjen, der skal svare på det spørgsmål. Socialdemokraterne taler om en ’Marshall-plan’ til Afrika med henvisning til den hjælp, USA gav Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. En hjælp, der i nutidige priser var på cirka 140 mia. dollars. Det er mindre, end hvad Afrika i dag over 2,5 år modtager i samlet international bistand. Hvis en Marshall-hjælp ville gøre en forskel, så var det nok allerede sket.

Det betyder selvsagt ikke, at vi ikke skal hjælpe, hvor vi kan. Vi skal sætte ind mod skatteunddragelse og korruption og føre en mere fair landbrugs- og handelspolitik. Vi kan bare ikke regne med, at det er nok til at løse problemet.

Hvorfor er dårlige forklaringsmodeller populære?
Så hvorfor er disse forfejlede forklaringsmodeller så populære på venstrefløjen? Et bud kunne være, at de passer godt ind i det populære antikolonialistiske narrativ – altså opfattelsen af, at Vesten med sin imperialisme påførte sine kolonier langvarige skader. En mere nørklet forklaring kunne være, at fortællingen om vores egen skyld giver os fornemmelsen af, at vi har mulighed for at handle i en skræmmende verden. Hvis alt ondt sker på grund af vores egne handlinger, så har vi også muligheden for at stoppe det onde. Det er langt sværere at acceptere, at det hele handler om strukturer, selv om den tanke egentligt burde være mere i tråd med marxistisk tænkning.

Endelig skal man næppe undervurdere, hvad det gør af pragtfulde ting for selvbevidstheden at være heltene i en episk strid mellem godt og ondt. Fx er det interessant at iagttage sprogbruget, som venstrefløjen og De Radikale anvender, når de skal kritisere Socialdemokratiets seneste udlændingeudspil. Josephine Fock fra Alternativet kaldte det ”inhumant”. Jens Rohde fra De Radikale følte, at der blev talt til den indre ”svinehund” og Margrethe Auken (SF) spurgte, om socialdemokraterne havde ”fået forfrysninger i hjertet”. Morten Østergaard kalder samarbejde mellem S og DF for et “rødbrunt kabinet” med henvisning til farven på de nazistiske stormtroppers uniform. I Politiken kunne man læse Kjeld Hybel kritisere Mette Frederiksen (S), der med Hybels ord vil ”sende muslimerne ud af Danmark” og ”kun er interesseret i magt”. Nå ja, og så er der også Carsten Jensens sædvanlige svovlspyende prædikener om kældermennesker og ”den kryptofascistiske regering af inkompetente og korrupte individer”.

Den slags retorik tjener intet andet formål end at udstille modparten som dårlige og amoralske mennesker. Retorikken er et effektivt redskab til at opretholde gejsten i baglandet, men den er værdiløs som politisk analyse. Man indtager den moralske højborg, taler ned til andre og bliver derved blind for anderledes perspektiver og alternative løsninger.

 

Retorikken er et effektivt redskab til at opretholde gejsten i baglandet, men den er værdiløs som politisk analyse. Man indtager den moralske højborg, taler ned til andre og bliver derved blind for anderledes perspektiver og alternative løsninger
_______

 

Venstrefløjens løsning er en dårlig løsning
Problemet er, at de dårlige forklaringer og analyser fører til endnu dårligere løsningsforslag. Venstrefløjens politikere taler om problemet, som om der er tale om en konstant størrelse, der kan afhjælpes ved at modtage flere flygtninge i Europa. Det slår fx Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til lyd for i en kronik i Information. Her foreslår hun at udvide mulighederne for legal bosætning. Primært ved at tage flere flygtninge igennem FN’s kvoteflygtningesystem. På den måde kan flygtninge komme til Europa uden at betale menneskesmuglere, og det er muligt at målrette hjælpen til særligt udsatte grupper, frem for i dag, hvor de unge, stærke og velstillede er de eneste, der har muligheden.

Det lyder godt, men filmen knækker, når Schmidt-Nielsen samtidig vil fortsætte med at tage imod spontane asylansøgere. Altså dem, som henvender sig til danske myndigheder i Danmark eller ved landets grænse for at søge asyl. Ja, man må antage, at Enhedslisten og resten af venstrefløjen plus De Radikale faktisk ønsker at gøre det nemmere at opnå spontant asyl, siden de konsekvent modsætter sig alle stramninger. Schmidt-Nielsens præmis er, at vi ved at acceptere flere kvoteflygtninge vil tage presset af nærområderne, og dermed vil færre mennesker forsøge at få spontant asyl. Det lyder intuitivt rigtigt, men det giver bare ingen mening, når man ser på antallet. Der er millioner af flygtninge i FN-lejre, og Danmark kunne tage nok så mange, uden at det ville gøre et reelt indhug. Til gengæld ville det efter alt at dømme få temmelig voldsomme konsekvenser for dansk politik, hvis man tog imod et større antal end de senere år, når man ser på, hvad tilstrømningen i 2015 har afstedkommet.

 

Bliver det muligt for mennesker at søge asyl i nærområderne – i stedet for først at kunne gøre det, når man står på dansk grund – så vil flygtningestrømmen eksplodere.
_______

 

Dernæst taler både Enhedslisten, Alternativet og SF for at gøre det muligt at søge asyl i nærområderne, så flygtninge kan slippe for den farefulde færd over Middelhavet. Igen lyder det besnærende, men det er ikke gennemtænkt. For selv om der kommer mange flygtninge til Danmark, så er det kun, fordi det er så uforholdsmæssigt svært at komme hertil, at tallet ikke er langt højere. Man skal betale en menneskesmugler mellem 2.000-6.000 euro og derefter krydse Middelhavet samt fem-seks landegrænser for endelig at stå ved grænsen i Kruså eller ved porten til Sandholm.

Bliver det muligt for mennesker at søge asyl i nærområderne – i stedet for først at kunne gøre det, når man står på dansk grund – så vil flygtningestrømmen eksplodere. I hvert fald, hvis man holder fast i den nuværende fortolkning af FN-konventionerne, hvilket både B, Å og Ø er fortalere for. Globalt er der over 65 millioner mennesker på flugt, hvoraf en meget stor andel ville have konventionskrav på asyl i Danmark, hvis de formåede at komme hertil. Alene i Syrien er der tale om flere millioner. Selvsagt er det ikke dem alle, der vil søge om asyl i Danmark, selv hvis de fik muligheden, men der er ingen tvivl om, at antallet ville stige voldsomt, hvis man kunne søge asyl i Istanbul eller Amman.

Den problematik anerkender man trods alt, hvorfor man foreslår en fælleseuropæisk fordeling. Ja – selv Enhedslisten er med, trods deres EU-modstand. Men af oplagte grunde er en sådan plan populær i lande som Danmark og Tyskland, der tager imod mange flygtninge, og tilsvarende upopulær alle andre steder.

En fælles EU-fordeling vil næppe komme til at virke af to simple grunde: Flygtningene vil ikke til Østeuropa, og Østeuropa vil ikke tage imod flygtninge. Det er der i øvrigt ikke nogen befolkninger i EU, der vil, men i Østeuropa er myndighederne stålsatte på at holde grænserne lukkede.

Man kan selvfølgelig prøve at tvinge dem. Tvang brugte Merkel under eurokrisen over for Sydeuropa med austerity-politikken, men Tyskland har historisk ringe succes med at hive fælleseuropæiske løsninger ned over hovedet på sine østlige nabolande. Selv hvis det kunne lade sig gøre, ville østeuropæerne vælte de politikere, der accepterer Merkel og den danske venstrefløjs krav – og derpå vælge endnu mere højreradikale partier, end de i forvejen har for vane. Det ville blive det største højreskred i Europa siden 1930’erne og sandsynligvis det endelige dødsstød til EU.

 

Det vil sige, at i selv det bedste scenarie, hvor den procentvise andel af flygtninge falder, fordi verden bliver bedre, vil det totale antal af flygtninge og migranter stadig vokse
_______

 

Paradokset: Antallet af flygtninge vil vokse, selv om verden bliver rigere og fredeligere
Befolkningerne i Afrika og Mellemøsten er mangedoblet siden Anden Verdenskrig, og denne udvikling står til at fortsætte. Det vil sige, at i selv det bedste scenarie, hvor den procentvise andel af flygtninge falder, fordi verden bliver bedre, vil det totale antal af flygtninge og migranter stadig vokse. Er det realistisk, at de skal bo i Europa, der i forvejen er tættere befolket end Afrika? Er det realistisk, at de europæiske befolkninger vil synes, at det er en god idé?

Tænketanken Pew Forum har for nylig offentliggjort en analyse, der viser, at Sverige sandsynligvis vil have 20 pct. muslimer i 2050. Læg dertil andre ikke-vestlige indvandrere. Selv om langt størstedelen er gode og ærlige mennesker, vil det statistisk set indebære en betydelig forøgelse af kriminalitet og arbejdsløshed. Terror bliver også mere sandsynligt. Og på trods af al vores godhed og al vores humanitære stormagtspolitik, så vil der stadig være flere flygtninge, end før vi åbnede grænserne. Er asyl så ikke blot en ufattelig dyr måde ikke at løse problemet på?

Betyder det, at vi skal lukke Danmark helt af? Bygge en mur og lade afrikanerne betale for den? Ingenlunde. En lille eksportøkonomi som den danske har brug for at blive iltet løbende. Både ved at danskere rejser ud, og at andre kommer hertil. Samtidig bliver der med stor sandsynlighed brug for arbejdskraft i de kommende år, men der er vel at mærke tale om højtuddannet, specialiseret arbejdskraft. Flertallet af flygtninge og migranter har ikke kompetencerne til at begå sig på det danske arbejdsmarked. Det er derfor en tvivlsom idé, at unge migranter i fremtiden skal forsørge en aldrende dansk befolkning. Det omvendte scenarie er mere realistisk: at danskerne skal forsørge migranterne. Derfor skal vi have en kontrolleret indvandring.

Det er ikke holdbart at hjælpe verdens flygtninge ved at genbosætte dem i Vesten
I sidste ende er venstrefløjen nødt til at erkende, at det ikke er holdbart at hjælpe verdens flygtninge ved at genbosætte dem i Vesten. I hvert fald ikke, hvis man vil bevare vores sociale lighed og velfærdsstat. Det er en smertefuld erkendelse, især for humanister og venstreorienterede, for hvem opbakningen til en liberal flygtninge- og indvandrerpolitik er en del af den politiske identitet, men der er ingen vej udenom.

Kæmper man imod reformer af det nuværende system, så er man også medansvarlig for dets grusomhed og negative følgevirkninger:
I nærområderne bliver gangstere rigere og rigere. Vi kan se på Mellemamerika, hvad pengestærke kriminelle netværk gør ved svage stater. Og herhjemme er indvandringen med til at skabe dårlig integration og parallelsamfund. Venstrefløjen nægter at forstå betydningen af kultur, og djøf’erne i centrumpartierne anerkender slet ikke, at kultur findes. For dem er det pølsesnak, hvis det ikke kan måles og sættes i et regneark. Men i takt med at flere mennesker i Danmark har rødder i Mellemøsten, kommer kulturelle træk fra Mellemøsten til at vinde indpas.

Det er den udvikling, mange vælgere modsætter sig, og som risikerer at bringe yderliggående højreekstremister til magten. Venstrefløjen kan rette ind og tilpasse deres indvandringspolitik, eller de kan lade højrepopulisterne sætte sig på den politiske magt. Indvandrere og flygtninge taber i begge scenarier. I det sidstnævnte scenarie taber det pluralistiske demokrati også.

Når store dele af venstrefløjen nægter at indgå i en konstruktiv debat om, hvordan vi løser integrationsproblemerne, mister vi som samfund nogle af de mest kompetente kræfter, der kunne have bidraget til løsningerne. Om socialister kan man mene, hvad man vil, men historisk har netop venstrefløjen fundet drivkraften til at løse de andre sociale problemer, der har eksisteret igennem Danmarkshistorien. Man kommer ikke uden om, at mange socialistiske tillidsfolk, socialarbejdere, lærere og andre af velfærdsstatens kernetropper bidrog til at hive folk ud af underklassen og gøre arbejderklassen til middelklasse, selv om nogen utvivlsomt drømte mere om proletariatets diktatur og Sovjet-lignende styreformer end en socialliberal velfærdsstat.

 

Kæmper man imod reformer af det nuværende system, så er man også medansvarlig for dets grusomhed og negative følgevirkninger
_______

 

Vi har brug for de kræfter. Derfor er vores nye bog også et opråb til venstrefløjen om at melde sig ind i kampen for et bedre fremtidigt Danmark. Både for gammeldanskere og de nytilkomne, der gerne skulle blive en del af vores fællesskab. Derfor fremlægger vi argumenter, data og analyser, som skal muliggøre en mere velfungerende integration og en mere humanistisk asylpolitik.

Det er ingen hemmelighed, at vi er bekymrede over den nuværende udvikling. Selv om regeringen hævder det modsatte, fortsætter indvandringen til Danmark på et relativt stabilt niveau, ikke mindst i kraft af familiesammenføringer. Og der er ikke meget, der tyder på, at vi er blevet bedre til at integrere de mennesker, der kommer hertil, hverken økonomisk eller kulturelt. Man kan selvfølgeligt håbe, at der kommer helt anderledes fut på integrationen over de næste årtier, men det er udtryk for ønsketænkning. Derfor er vores forslag: Stop for tildelingen af spontant asyl og familiesammenføringer. ■

 

Man kan selvfølgeligt håbe, at der kommer helt anderledes fut på integrationen over de næste årtier, men det er udtryk for ønsketænkning. Derfor er vores forslag: Stop for tildelingen af spontant asyl og familiesammenføringer
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland