28.03.2019

Radio24syv lukker ikke, fordi Dansk Folkeparti kræver det, men fordi regeringen ikke ville kæmpe for kanalen. Det borgerlige Danmark er tilbage i den vante rolle som et kulturelt anti-projekt til socialisterne og de kulturradikale.

Af Niels Jespersen

Radio24syv lukker. Det var meldingen fra Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske, her til formiddag. Regeringens og DF’s krav om minimum 70 procent ansatte vest for Storebælt umuliggør i praksis at videreføre kanalen, der således lukker og slukker 31. oktober 2019. Dermed sættes der punktum for det mest ambitiøse mediepolitiske initiativ siden oprettelsen af TV 2 i 1988.

Det er imidlertid ikke kun en radiokanal, der ligger lit de parade på Vester Farimagsgade 41. Det er hele det borgerlige Danmarks kulturpolitik. Regeringen har – i samarbejde med DF – valgt at smadre et af de få markante konservative resultater fra Fogh-årene. Dengang var “Radio Møller”, opkaldt efter kulturminister Per Stig Møller (K), sammen med Brian Mikkelsens (K) kulturkanoner de initiativer, der holdt gang i den borgerlige kulturkamp. Resten – som Irakkrigen, Bjørn Lomborgs klimaobstruktion og Bent Jensens genopførelse af den kolde krig – fyldte meget dengang, men i dag er det svært at finde tilstrækkeligt med borgerlige kustoder til at holde liv i udstillingerne. Søren Pind står tilbage som den borgerlige kulturkamps sidste mohikaner – og han har endda også forladt Folketinget.

Nu skændes man så i blå blok om at udpege den ansvarlige for kapitulationen til DF. Det er i hvert fald ikke den siddende kulturminister, må man forstå. Mette Bock (LA) har nærmest ikke haft noget med beslutningen at gøre, lyder det. I stedet vendes kritikken mod alt fra EU til Socialdemokratiet, der åbenbart evner at styre dansk mediepolitik, selv når de ikke indgår i medieforliget.

 

Sandheden er, at beslutningen om at lukke 24syv ene og alene falder tilbage på regeringen. Man har ikke prioriteret opgaven og har solgt kanalen for håndører
_______

 

Sandheden er, at beslutningen om at lukke 24syv ene og alene falder tilbage på regeringen. Man har ikke prioriteret opgaven og har solgt kanalen for håndører, for regeringen har jo ikke engang fået noget substantielt til gengæld for slagtningen. Den lave pris afspejler det aktuelt ikke-eksisterende kulturpolitiske ambitionsniveau til højre for midten, for med Løkke har blå blok en leder, der aldrig er blevet taget i besiddelse af en kulturpolitisk vision eller ambition. Derved adskiller han sig markant fra sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen, for hvem kulturkampen efter eget udsagn var vigtigere end det daglige hundeslagsmål om tal og finanslove. Ifølge bogen Værdikæmperne opgav det borgerlige Danmark i 00’erne kampen mod velfærdsstaten for i stedet at hellige sig værdikampen. Nu kæmper Venstre for ingen af delene.

Det gør til gengæld Liberal Alliance, som er den sidste skanse, hvorfra der for alvor løbes storm mod velfærdsstatens beton-bastioner. Til gengæld har partiet rent værdipolitisk ikke andet at byde på end nedskæringer og flere reklamer i udsendelserne. Hvad de allerede eksisterende reklamefinansierede kommercielle kanaler siger til den konkurrence, er et åbent spørgsmål. De Konservative er delvist undskyldt ved deres lidenhed og generelle mangel på formåen, men det er alligevel sigende, at LA kan sætte foden ned og nægte Løkke at hæve cigaretpriserne, selv om DF kræver det, mens K er aldeles magtesløst og impotent, når det kommer til bevarelsen af 24syv.

Nederlagets mænd
I efterkrigstidens historie har det borgerlige Danmark konstant været på retræte. Både på det økonomiske og det kulturelle område. Man har endda måttet lide den tort, at de få borgerlige regeringer gennemførte deres modstanderes politik. Således satte VKR-regeringen i 1968-1971 rekord i skattestigninger og liberaliserede både abort og porno. Den evigt tabende kamp mod Socialdemokraternes udbygning af velfærdsstaten og de kulturradikales overtagelse af kultur- og uddannelsesinstitutionerne har frem til i dag gjort borgerlige stemmer bitre og mavesure. Det har skabt en politisk kultur, hvor det eneste, der samlede på højrefløjen, var modstanden mod socialisterne og de kulturradikale. Det borgerlige projekt blev et anti-projekt, hvor man var imod nogle andre, men ikke rigtigt for opbygningen af noget andet. Det medførte, at man forsømte at formulere et alternativ, hvilket i de senere år ivrigt blev italesat af den nu afdøde borgerlige debattør og forfatter Mads Holger.

Resultatet er i dag, at man nok fra borgerligt hold kan kritisere det venstresnoede kulturliv, men man har intet at sætte imod det. Hvor er de borgerlige kunstnere? De borgerlige filminstruktører? De findes, men der er langt imellem dem, for der eksisterer ikke en udklækningsanstalt eller et miljø, der er gennemsyret af et borgerligt livssyn. Det sted, der er kommet tættest på, er Radio24syv.

 

Det fortæller noget om samtiden, at den stærkeste retoriske position er den ukonstruktivt negative
_______

 

Betyder det, at 24syv er en borgerlig radio? Nej, hvis man kan tale om en grundtone i kanalens virvar af magasin- og nyhedsprogrammer, så er den hipster-ironisk og kynisk-sarkastisk i god overensstemmelse med den politisk fremmedgjorte 90’er-generations verdensbillede. Det var ikke nogen tilfældighed, at kanalens flagskib, satire-karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, er en gudsbenådet retorisk nedriver. Hun skyder på politikere og institutionerne med sådan en kraft, at kun ruinerne står tilbage. Det er ikke en kritik, for det er det bedste satire, der er bedrevet i Danmark i evigheder og lysår foran bovlamme DR’s usjove artigheder, men det fortæller noget om samtiden, at den stærkeste retoriske position er den ukonstruktivt negative.

Samtidig har 24syv med sin higen efter det overraskende, engagerende og kulørte standpunkt haft svært ved at rumme det verdensbillede, som mange danskere, der har følt sig fremmedgjorte fra medievirkeligheden, deler. Her er måske kanalens største undladelsessynd, for det er ikke lykkedes i tilstrækkelig grad at få erfaringerne og holdningerne fra magthaverpartiernes vælgere i spil. Dansk Folkeparti har nok kunnet glæde sig over den bramfri dækning af indvandring og islamisme, men det er ikke, fordi partiet har haft særligt mange fortalere blandt de markante holdningsbårne værter. Det er måske ris til egen bag for DF, for hvor er de stærke repræsentanter fra det gule Danmark, der har budt ind? Omvendt har radioen heller ikke gjort meget for at opdyrke dem.

Cementering af DR’s dominans
Men hvad rager det mig, at Radio24syv skal lukke? Jeg er ikke borgerlig og er endda en af dem, der har slået sig på kanalens friske og konfrontatoriske journalistik. Men først og fremmest er jeg en ivrig kulturforbruger, der nyder godt af 24syvs nyskabende programmer. Der er blevet produceret ekstremt meget radio af høj kvalitet til få penge, og som flere har påpeget, så har 24syv også fået DR til at oppe sig. Dernæst mener jeg, det er sundt med pluralisme, og at de kreative miljøer skal iltes. Hvis der de facto kun findes ét taleradio-miljø i Danmark, nemlig i DR, så er der en risiko for, at det miljø sander til i gruppetænkning og social kontrol. Det samme kan i øvrigt ske hos 24syv, men så kan talenterne hoppe fra og få en ny platform hos konkurrenten, hvorfra de kan kritisere deres gamle kanal.

Ironisk nok kommer lukningen af 24syv sandsynligvis til give de borgerliges hadeobjekt i form af Danmarks Radio en endnu mere dominerende position. Akkurat som privatiseringen af TV 2 risikerer at ende i bingo og patter, kan udflytningen af 24syv føre til endnu mere af provinsiel lokal-journalistik som DK4 og TV2 regionerne allerede er storproducenter af. Således har det borgerlige Danmark slået sig selv tilbage til start: De kan enes om at rive ned, men aldrig om at bygge op. ■

 

Således har det borgerlige Danmark slået sig selv tilbage til start: De kan enes om at rive ned, men aldrig om at bygge op
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland