
Niels Jespersen: Kurderne gør sig ingen illusioner om Assad, men aftalen med ham gør det muligt at overleve endnu en dag
14.10.2019
.Hver gang Trump vælter spillepladen med sine uoverlagte beslutninger taber USA et par brikker. Aftalen mellem de syriske kurdere og regimet er dårligt nyt for Islamisk Stat, der ellers et øjeblik vejrede morgenluft – men på den lange bane fremstår iranerne og russerne som de helt store vindere.
Af Niels Jespersen
SØNDAG AFTEN – for få timer siden – besluttede de syriske kurdere at benytte deres eneste mulighed. Nemlig at indgå en aftale med diktatoren Bashar al-Assad, som de ellers med varierende intensitet har bekæmpet siden 2011. Alternativet var at blive nedkæmpet af den tyrkiske hær og derefter udsat for etnisk udrensning af arabiske og turkmenske jihadister i tyrkisk tjeneste. Med Trumps tilbagetrækning af de amerikanske styrker langs grænsen til Tyrkiet var vejen åbnet for Erdogans stormløb mod den lille kurdiske proto-stat i Syrien kaldet Rojava. Nu rykker den syriske hær ind i stedet for den tyrkiske.
Aftalen mellem Assad og kurderne er dårligt nyt for de krigere fra Islamisk Stat, som i stort tal var begyndt at undslippe fra deres fangelejre, i takt med at de kurdiske bevogtningsenheder blev sendt mod fronten. Det kan man glæde sig over som europæer, for op mod 3.000 af de tilfangetagne jihadister er udlændinge, hvoraf mange har vestligt statsborgerskab. Det bedste, der kan ske for vores sikkerhed, er, at de falder i Assads hænder. Det er til gengæld så også det værste, der kan ske for deres egen sikkerhed.
Op mod 3.000 af de tilfangetagne jihadister har vestlige statsborgerskab. Det bedste, der kan ske for vores sikkerhed er, at de falder i Assad’s hænder
_______
HVAD SÅ MED ERDOGAN? Er han taberen – nu, hvor den syriske hær er på vej ind i den 30 km “sikkerhedszone”, Tyrkiet har til hensigt at oprette i Nordsyrien? Dette område havde Erdogan udset til at genbosætte nogle af de 3.6 mio syriske flygtninge i Tyrkiet. Det er i denne ”sikkerhedszone”, at kurdernes største byer og bedste landbrugsjord er placeret. De områder får tyrkerne ikke fat i. Det kunne ligne et nederlag for Erdogans ambitioner, og det er det også, hvis han, som flere vurderer (inklusive mig selv), har planer om permanent at annektere dele af Syrien og indlemme dem i Tyrkiet.
MEN PÅ DEN LANGE BANE vinder tyrkerne alligevel. Deres krigsmål var fra starten af konflikten at undgå en selvstændig kurdisk stat i Syrien under ledelse af PYD/YPG, som de ser som en forlængelse af terrororganisationen PKK. Det er derfor, Erdogan hele to gange indirekte har hjulpet Islamisk Stat. Første gang da han åbnede grænsen til Tyrkiet i 2014, så våben, penge og jihadister kunne strømme ind i det nyoprettede kalifat og tage kampen op med de “ateistiske” kurdere. Anden gang i torsdags, hvor Tyrkiet angreb de selvsamme kurdere, der fortsat bekæmper IS.
Imidlertid er Assad lige så uvenligt stemt over for kurderes frihedsambitioner som Erdogan. Hvis tyrkerne kan få Assadregimet til at stå for ødelæggelsen af Rojava, så har de også vundet. Endda uden at have affyret særligt mange skud.
Hvis tyrkerne kan få Assadregimet til at stå for ødelæggelsen af Rojava så har de også vundet. Endda uden at have affyret særligt mange skud
_______
HVEM ER SÅ TABERNE? Det er først og fremmest kurderne, for de kan se enden på deres efterhånden syv år gamle eksperiment med selvbestemmelse. Assad-regimet har fra starten gjort det klart, at man ikke havde i sinde at gå på kompromis med Syriens territoriale integritet og regimets overherredømme. Assad vil indledende lade kurderne beholde en vis grad af autonomi, men det skyldes udelukkende, at han er for svag til at rive det kurdiske eksperiment op med rode og om nødvendigt drukne det i blod. Den dag, han har orden i sin baghave, kommer han til at stramme grebet om Rojava.
DET VED KURDERNE UDMÆRKET GODT. De gør sig ingen illusioner om Assad, men aftalen med ham gør det muligt for dem at overleve endnu en dag. Når man har løkken om halsen, så er det kun de kortsigtede resultater, der tæller. Kurdernes bedste håb er, at russerne vil garantere de aftaler, de indgår med regimet, og måske på sigt kunne se en fordel i, at Assad ikke bliver for uafhængig. Måske Putin kan se nytten af lokale klienter, hvis overlevelse afhænger af ham?
Hvis Trumps tweets står til troende og man har tænkt sig at forlade Syrien for alvor, så overlader USA landet til iranerne der dermed vil have kontrol med to af Israels landegrænser og for første gang siden præ-islamisk tid havde direkte adgang til Middelhavet
_______
DEN VIRKELIGE TABER kan meget vel vise sig at være USA. Ikke fordi Trumps æreløse optræden i sig selv kommer til at få vidtrækkende konsekvenser. USA har før smidt allierede under bussen, når de var ophørt med at være nyttige. Stabile alliancer er nu engang baseret på fælles interesser, og de fælles interesser ophørte med Raqqas fald. Betyder det, at lande ikke vil stole på USA og lave aftaler med dem i fremtiden? Nej. USA er som hende den afsindigt lækre pige i parallelklassen. Ligegyldigt hvor tarveligt hun opfører sig, så vil alle stadig gerne være kærester med hende.
Nej, den virkelige udfordring er den situation, det sætter USA i. Hvis Trumps tweets står til troende, og man har tænkt sig at forlade Syrien for alvor, så overlader USA landet til iranerne, der dermed vil have kontrol med to af Israels landegrænser og for første gang siden præ-islamisk tid have direkte adgang til Middelhavet. Her vil der være tale om et kæmpe strategisk nederlag for USA på linje med den iranske revolution i 1979. Hvis Rusland er inde over forhandlingerne og agerer mellemmand mellem regimet, kurderne og Tyrkiet – hvad meget tyder på – så har Putin atter udmanøvreret Trump diplomatisk og slået sig fast som manden, man skal gå til, hvis man vil lave resultater i Mellemøsten.
Og hvis USA alligevel vil fastholde soldater i Syrien for at modvirke både iranerne og IS? De amerikanske soldater kan ikke operere uden lokale værter, og det er næsten for groft atter at bede kurderne om at forestå det grove arbejde. Når det alligevel kan blive tilfældet, så er det, fordi kurderne trods alt har en interesse i at holde så mange amerikanere i Syrien som muligt. På samme måde som amerikanere var en buffer mod tyrkerne mod nord, vil kurderne også få brug for en buffer mod irakerne mod øst og Assad mod vest. Alt sammen indtil Trump atter tager en uoverlagt beslutning og vælter spillepladen igen.
SØNDAGENS UDVIKLING repræsenterer en yderligere eskalation af den syriske borgerkrig, og hvis der opstår kampe mellem den tyrkiske og den syriske hær, kan resultatet blive helt uoverskueligt. Det er dog ikke sandsynligt, for det vil ikke være i Ruslands interesse. Hvis man skal tillade sig selv et mål af optimisme, så kan det også være begyndelsen på enden af den ulykkelige syriske borgerkrig. Men en storsejr til den bloddryppende despot Assad og hans iranske sponsorer og et ydmygende nederlag til USA og jihadisterne. Hvad der skal blive af kurderne, er endnu uvist, men deres situation er ikke god. ■
Hvis man skal tillade sig selv et mål af optimisme, så kan det også være begyndelsen på enden af den ulykkelige syriske borgerkrig. Men en storsejr til den bloddryppende despot Assad og hans iranske sponsorer og et ydmygende nederlag til USA og jihadisterne
_______
Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Søndag 13. oktober: Kurdere bærer kisten med politikeren Hevrin Khalaf til begravelsen af ham og andre, der lørdag omkom under et angreb på byen Derik [Foto: Delil SOULEIMAN/AFP/Scanpix]