05.07.2019

Af Niels Jespersen

I 2005 formulerede partisekretær Martin Kolberg i Det norske Arbeiderparti – der er søsterparti til Socialdemokratiet – begrebet ’FrP-koden’, der skulle forklare, hvorfor det norske Fremskrittspartiet havde så godt fat i arbejdervælgerne. I Norge havde FrP på samme måde som Dansk Folkeparti i årevis ædt sig ind på de klassiske socialdemokratiske kernevælgere, hvilket – parallelt i begge lande – medførte et politisk skred mod højre. Venstrefløjsforfatteren Magnus Marsdal udgav i 2008 bogen FrP-koden og populariserede dermed Kolbergs begreb uden for det norske arbejderparti. Her argumenterede han for, at ikke bare de norske socialdemokrater, men venstrefløjspartier over hele Europa mistede arbejdervælgere til højrepopulisterne, fordi de havde accepteret de borgerliges økonomiske politik. Når rød og blå alligevel var enige om det med pengene, var der kun værdipolitikken tilbage, lød logikken. Marsdals anbefaling var, at venstrefløjspartierne rykkede til venstre på fordelingspolitikken, hvorefter arbejdervælgerne ville droppe deres antipati mod indvandringen og atter flokkes om de røde faner.

Jeg deltog selv i et seminar med Marsdal i midten af 2000’erne, hvor også en del unge SF’ere, inklusive den nuværende socialdemokrat Mattias Tesfaye, lyttede interesseret med. For mange af os unge socialister virkede Marsdal som vejen ud af den krise, ikke kun Socialdemokratiet, men alle venstreorienterede med ambitioner om at repræsentere arbejderklassen stod i.

Men set i bagspejlet var analysen naiv. Når vælgerne sagde, at de var optagede af indvandringen, så mente de det. De problemer, som den fejlslagne integration medførte, ramte hårdt i bunden af samfundet. Det var underklassen og arbejderklassen, der betalte prisen. Middelklassen kunne altid flytte deres børn til en ny, mere homogen skole; de mødte kun alle succeshistorierne i deres ejer- og andelskvarterer.

Denne analyse: at indvandringen var en potentiel trussel mod velfærdsstaten og arbejderklassens vilkår, var bærende for Mattias Tesfayes bog „Velkommen Mustafa‟ fra 2017, og den er også bærende for den nyorienterede udlændingepolitik i det danske Socialdemokrati. En udlændingepolitik, der foruden at trække på Tesfayes analyse tilføjer et pessimistisk syn på en asylpolitik, der er gået fra at være hjælp til mennesker i nød til at blive en indvandringsordning, der favoriserer de relativt mest velstillede flygtninge. Denne tilgang til udlændingepolitikken åbnede op for, at Socialdemokratiet kunne tilnærme sig det DF, der var blevet overmodigt efter sin kæmpesejr ved folketingsvalget i 2015. Kinddansen mellem Mette Frederiksen og Thulesen Dahl udviklede sig imidlertid for Dansk Folkepartis vedkommende til noget af en dødedans, og det var som bekendt et noget nært afsjælet Dansk Folkeparti, der drattede om på valgnatten. Hele to procentpoint af vælgerne skiftede i løbet af valgkampen fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet.

Her ligger den egentlige forklaring på, at Danmark tog et markant skridt til venstre på grundlovsdag. Socialdemokratiet brød FrP-koden og hev stemmer over midten. Men de gjorde det modsatte af, hvad norske Marsdal anbefalede. Det var ikke løfterne om velfærd, der fik arbejderklassevælgerne til at ignorere udlændingespørgsmålet og vende hjem. Det var tværtimod løfterne om en fortsat stram udlændingepolitik, der fik vælgerne til at tage imod velfærdsløfterne fra Socialdemokratiet. Ja, i en socialdemokratisk selvopfattelse var det selve årsagen til, at Dansk Folkeparti kollapsede ved valget.

Støttepartierne var dog fundamentalt uenige i Socialdemokratiets analyse. I SF – der efterhånden har udviklet sig til et ’boom or bust’-parti, der enten går vildt frem eller bliver slagtet af vælgerne – tolkede man valgresultatet som et mandat til først og fremmest at bruge flere penge på klima og velfærd. Mens De Radikale anså valget for at være en total tilbagerulning af Foghs systemskifte fra 2001. Det vil sige, at den nuværende situation ifølge De Radikale er den samme som under Nyrup i 1990’erne, hvilket politikken skal afspejle.

En lille, men overset detalje er, at Socialdemokratiets lidet prangende valgresultat også har fået nogle partifæller til at tænke sig om. I 2015 var Helle Thorning kun ét mandat fra at genvinde regeringsmagten. Hvad nu, hvis Socialdemokratiet ikke havde gennemført Frederiksens relancering af partiet som et rigtigt arbejderparti med smag af sovs og kartofler, men i stedet havde fastholdt Thornings mere urbane stil? Kunne man have vundet valget uden at slå kursen til bagbord på velfærd og til styrbord på udlændinge? Kunne man være gået til valg på en SR-regering? Nej, vil Mette Frederiksens støtter sige, for det var nødvendigt at slå hånden af De Radikale for at opnå den nødvendige troværdighed til at lokke DF-vælgere over midten.

 

Et langtrukket formandsopgør i Venstre, hvor alle vogter på alle, og hvor knivene aldrig er gemt langt væk, er noget, der får de røde til at smile forventningsfuldt og række ud efter popcornene
_______

 

Løkke overlever – igen-igen
Venstre – eller måske nærmere Løkke – er en af valgets helt store overraskelser. At korkproppen Løkke er en legendarisk overlever – nogle vil sige opportunist – er ikke en overraskelse, men at han alligevel præsenterede totalt at relancere sig selv til at tiltrække de ikkeideologiske midtervælgere, der bare drømmer om stabilitet, er en eminent præstation.
Lige nu kan de ikke få armene ned i Venstre, men spørgsmålet er, om ikke fremgangen kan vise sig at være omkostningsfuld. Med Løkke på formandsposten fortsætter den magtkamp mellem ham og Kristian Jensen, der har stået på siden 2014, og som reelt har lammet partiet og kvalt enhver intern debat og idéudvikling.

Valget var ikke bare et fravalg af blå blok, men af hele den blokpolitik, som har været kernen i den borgerlige valgsucces siden 2001. Løkke har selv været med hele vejen – i Fogh-årene som troldmandens lærling og siden som kongen af blokpolitik, der lavede alle større reformer med Dansk Folkeparti og ikke en eneste finanslov over midten.

Mandens ideologiske adræthed tilsiger, at han både vil kunne genopfinde sig selv og Venstre atter en gang. Det ændrer imidlertid ikke på, at han fortsat er en kontroversiel person både blandt vælgerne og internt i partiet. Sosserne er i hvert fald ikke bange for at skulle møde ham endnu en gang i 2023, og i Venstre er listen over folk, der har fået nok af Løkke, lang. Selvom også De Konservative gik frem til folketingsvalget, så er det fortsat kun Venstre, der kan levere lederskab i den borgerlige lejr. Her står Løkke også i vejen efter uceremonielt at havde smidt sine støttepartier under valgbussen.

Et langtrukket formandsopgør i Venstre, hvor alle vogter på alle, og hvor knivene aldrig er gemt langt væk, er noget, der får de røde til at smile forventningsfuldt og række ud efter popcornene. Venstre skal hurtigst muligt have orden på sit eget hus og finde ud af, hvordan man vil flytte uoverskueligt mange mandater tilbage over midten. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for afstandene internt i partiet er milelange:

Der er ikke nogen stor ideologisk fællesmængde mellem Inger Støjberg, der lammetævede Kristian Jensens personlige stemmetal, og Løkke. Hun har vælgernes gunst, men har hun også Venstre-folkenes? Det er medlemmerne, der afgør, hvem der skal tage over, og her er både de menige og MF’erne trætte af Støjbergs nationalliberale linje. Et andet bud er Jakob Ellemann-Jensen, der sammen med Tommy Ahlers bærer en stor del af æren for, at Venstre atter er et storbyparti, men han har så til gengæld et dårligt forhold til det traditionelle landbrugsbagland.

DF’erne ligner ingeniørerne fra Tjernobyl: Er kernen stadig intakt?
Set i bakspejlet var derouten allerede tydelig ved kommunalvalget i 2017. Her var det meningen, at Dansk Folkeparti skulle have sit egentlige gennembrud som lokalpolitisk magtfaktor. Den nyslåede alliance med Socialdemokratiet skulle bruges til at kapre borgmesterposter fra det ramponerede Venstre. Det provins-Danmark, der blev malet gult ved folketingsvalget i 2015, skulle få sig endnu en ekstra spand maling. Men sådan gik det ikke. Det blev kun til én borgmesterpost. På Læsø. Dansk Folkeparti gik uventet tilbage fra 10,1 til 8,8 pct. på landsplan. For første gang havde målingsinstitutterne overvurderet Dansk Folkeparti – som de skulle komme til igen. Ved valget i juni blev partiet slået tilbage til start. 20 års fremgang blev sat over styr på en enkelt dag. DF’erne, der på Christiansborg fulgte valgresultaterne tikke ind, lignede mandskabet i kontrolrummet på Tjernobyl: Hvad gik galt? Er kernen stadig intakt?

I blå blok begyndte kampen om at placere skylden for nederlaget længe inden valgdagen. Siden det for de andre blå partier selvsagt ikke har kunne være regeringens skyld, så har man entydigt peget på Dansk Folkeparti flirt med og legitimering af Mette Frederiksens nye, hårde udlændingelinje som forklaringen på rød bloks sejr. Det forklarer bare ikke, hvordan det kan hænge sammen, at de ’ægte borgerlige’ partier – det vil sige Liberal Alliance og De Konservative – tilsammen kun fik omkring 9 pct. af stemmerne. Idéen om, at Thulesen Dahl kunne holde vælgerne væk fra Socialdemokratiet, når nu Mette Frederiksen faktisk var oprigtig med sine udlændingestramninger, smager af ønsketænkning.

Når et parti går tilbage, så myldrer det altid frem med miskendte genier i baglandet, der kræver en tilbagevenden til en mere ideologisk ren vej, og det er da også fristende for et parti at vende tilbage til det, som man ved virker, fx den nationalkonservative kurs som formuleret af Søren Krarup og de andre sorte højrepræster i Dansk Folkeparti i 2000’erne. Problemet er bare, at der ikke er nogen vej tilbage:

 

Hvis Dansk Folkeparti har is i maven, så holder de sig til den oprindelige plan: nemlig at fortsætte forvandlingen til et midterparti, der med tiden kan gøre De Radikale pladsen som kongemager stridig
_______

 

2000’erne er ovre, og lige så lidt som Dansk Folkepartis vælgere kan opfinde en tidsmaskine tilbage til Morten Korch-Danmark, kan Dansk Folkepartis politikere rejse tilbage til VKO-dagene, hvor finanslovene blev koreograferet sammen med Venstre og De Konservative, og udlændingestramninger kunne veksles til skattelettelser. Dansk Folkeparti kan og skal ikke opgive det islamkritiske segment, men det er omvendt ikke stort nok til, at partiet for alvor kan vokse på den baggrund. Slet ikke, efter at Dansk Folkeparti har fået følgeskab af en endnu mere skinger værdikriger i form af Pernille Vermund og Nye Borgerlige. Hvis Dansk Folkeparti har is i maven, så holder de sig til den oprindelige plan: nemlig at fortsætte forvandlingen til et midterparti, der med tiden kan gøre De Radikale pladsen som kongemager stridig. Er det realistisk at komme dertil? Nok ikke inden for de første par valg, men dansk politik er i opbrud, som Løkkes SV-tilbud viser. Hvis samarbejdet med De Radikale atter er nær ved at koste Socialdemokratiet livet, så bliver de nødt til at kigge efter alternativer.

Problemet for Dansk Folkeparti er, at det koster at springe ud som midterparti. I Sverige tabte de to borgerlige partier Centerpartiet og Liberalerna opbakning, efter at de brød med den borgerlige alliance og leverede støtte til en rød-grøn regering, der så siden har skullet modtage deres diktater. Centerpartiet er nogenlunde tilbage på valgresultatet omkring de 9 pct. efter at have dykket i nogle måneder, mens Liberalerna siden har flirtet med spærregrænsen på 4 pct. (ved valget fik de 5.5). Kun i Finland har landbopartiet KESK, der sidder i regering med socialdemokraterne, tocifret opbakning, men også her er tendensen nedadgående. En undtagelse kunne være de tyske grønne, der er gået fra at være et venstrefløjsparti til også at kunne samarbejde med højrefløjen.

Dansk Folkepartis vælgere er ikke dem, der går mest op i politik. De har travlt med alt muligt andet og kan godt lide at få deres valg serveret så binært som muligt. Rød eller blå.
Man kan imidlertid med en vis sort humor sige, at vælgerne har løst det problem for Dansk Folkeparti. I hvert fald delvist.

Der forestår fortsat et gevaldigt oprydningsarbejde, men det er et noget mere manøvredygtigt Dansk Folkeparti, som indtager den nye folketingssamling. Tiden vil vise, om DF’erne vil kravle helt op i højre hjørne og konkurrere med Vermund og Paludan om at bashe muslimer, eller om de vil fortsætte normaliseringen og kursen mod midten.

Men selvom man mange steder både til højre og venstre jubler over Dansk Folkepartis ulykke, så er det ikke nødvendigvis ovre for partiet, og hvis de dygtigt kan udnytte radikalt overmod, så har vi end ikke set begyndelsen på Dansk Folkepartis indflydelse. Dansk Folkeparti fik gode resultater ud af samarbejdet med Venstre i 2000’erne, men hvis partiet kan sætte sig på de afgørende mandater og byde sig til hos både Venstre og Socialdemokratiet, kan partiet få den magt i det 21. århundrede, som De Radikale havde i det forrige.

Liberal uriaspost til Alex Vanopslagh
Valgets største taber blev dog Liberal Alliance, der blev fuldkommen udraderet med sølle 2,3 pct. og en politisk leder – landets udenrigsminister – der ganske uhørt ikke engang kunne sikre sig genvalg. Man spørger: Ved vælgerne virkelig ikke, hvor mange pokaler den mand har? Samuelsen er nemlig ikke en politiker, der sætter sit lys under en skæppe. Hverken med udtalelser om at være den mest kompetente udenrigsminister nogensinde eller da han forærede sig selv pokaler for regeringens skattelettelser.

 

Liberal Alliance kunne ikke have håbet på et bedre udgangspunkt for en valgkamp. Affyringsrampen var perfekt anlagt, men det var kun med nød og næppe, at den liberale raket hakkede og spruttede sig i mål
_______

 

Det er nemt at gøre sig munter over Liberal Alliance deroute og faktisk også helt på sin plads, for intet parti har opført sig mere hovent i folketingssalen. Således er hele Liberal Alliances selvforståelse bygget på en latterliggørelse af Venstres, men i særdeleshed også De Konservatives indsats i 2000’erne. Set i det perspektiv er det ikke overraskende, at partiets snuptagsløsninger kom dårligt ud af mødet med virkeligheden. Den bedste analyse af partiet kom dog fra Henrik Dahl, der leverede en uforbeholden sviner til Anders Samuelsen og alle hans gerninger, da han beskyldte partistifteren for på nepotistisk vis at udpege familie og venner til sjove ministerier og sammenlignede Thyra Frank med både Caligulas hest og bondemanden der bytter en anden hest til en pose rådne æbler.

Nederlaget er så meget mere voldsomt, taget i betragtning at Løkke flere gange i løbet af valgperioden opløste blå blok for at søge samarbejde med Socialdemokratiet. Først med en SV-regering og siden med en regering over midten, der måtte antages at inkludere enten De Radikale eller DF. Liberal Alliance kunne ikke have håbet på et bedre udgangspunkt for en valgkamp. Affyringsrampen var perfekt anlagt, men det var kun med nød og næppe, at den liberale raket hakkede og spruttede sig i mål.

Liberal Alliance satsede i 2016 hele butikken på det, som partiet er dårligst til, og ignorerede helt de værdikampe, som i sin tid havde sikret gennembruddet. Thyra Frank blev minister, mens Joachim B. Olsen, hvis Carina-debat sikrede partiets folkelige gennembrud, måtte sidde over som almindelig folketingsmand. Den åndsløse Mette Bock fik lov til at smadre løs på public service-stationerne, og Simon Emil gik som økonomi og indenrigsminister helt i et med embedsværket.

Nu er det kun 27-årige nyslåede folketingsmedlem Alex Vanopslagh overraskende blevet partiets formand. Han lever på overfladen op til alle fordomme om at være en smart i en fart-ungdomsliberalist, og i offentligheden er han mest kendt for at argumentere for, at kvinders hang til seksuel underkastelse forklarer, hvorfor de får mindre i løn. I en Politiken-klumme gik han direkte fra kvinders lyst til gruppesex til at konkludere, at ”En sådan basal, naturlig og biologisk forskel kan være med til at forklare, hvorfor flere mænd end kvinder er topledere” – direkte citat. Men ingen, der har mødt Vanopslagh, er dog i tvivl om, at han trods sin unge alder er et politisk talent i særklasse. Han er retorisk knivskarp, og med tiden kommer han formodentlig også til at lægge noget af sin ungdommelige arrogance fra sig. Med ham i spidsen bør Liberal Alliance forsøge at generobre positionen som blå bloks ideologiske vagthund, der tager alle de værdidebatter, som de andre partier forsømmer. Her er Vanopslagh faktisk allerede godt i gang. Han beskyldte før jul fagforeningen 3F for at benytte sig at ’mafiametoder’.

Kampen mod de røde fagforeninger – dem, der var samlet i det tidligere LO, nu FH – er en højrefløjsklassiker. I 2012 fx blev den hevet af hylden under Vejlegårdsagen, hvor hele det borgerlige Danmark, inklusive arbejderlederen Kristian Thulesen-Dahl, spiste stegt flæsk på den blokaderamte restaurant. Siden dengang er der blevet tomt om bordet. Dansk Folkeparti jagede Uber ud af landet pga. manglende overenskomster, og senest har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har udtrykt sin kærlighed til FH-fagbevægelsen, og De Konservative har med deres forbindelser til arbejdsgiverforeningerne altid været tilhængere af et organiseret arbejdsmarked.

Det efterlader en traditionel borgerlig mærkesag uden nogen til at varetage den, og det er bl.a. dét, som Liberal Alliance har set. Den slags symbolske kampe kan få massiv omtale, som lukningen af KVINFO-biblioteket viste. Selvom FH-fagforeningerne generelt nyder folkelig opbakning, så er der en gruppe af vælgere, der er modstandere af den rolle, de spiller på det gennemregulerede danske arbejdsmarked. Og dette er en gruppe vælgere, der kan gøre forskellen på succes eller fiasko for det trængte liberale parti, der lovede alverden.

 

Det er ikke penge, der er den begrænsende faktor for De Konservative. Udfordringen er, at der ikke rigtig er nogen, der kan svare på, hvad det vil sige at være konservativ i det 21. århundrede
_______

 

Fagbevægelsen er en taknemmelig modstander, for den giver mulighed for at tage netop de ideologiske kampe, der i sin tid nærede tilslutningen til Liberal Alliance. Samtidig har fagforeningerne en tendens til at agere Bambi på isen i den offentlige debat. Under Vejlegårdskonflikten lykkedes det fagbevægelsen, der ellers bruger rigeligt af midler på mediestrategier og PR, totalt at tabe kampen om den offentlige opinion på gulvet.

Vanopslaghs arbejdsmarkedserfaring er naturligvis ret begrænset. Han taler om ’det konkrete Danmark’ med arbejdende mennesker, der skaber noget af håndgribelig værdi. Den slags er der et publikum for, men afsenderen er ikke uvæsentlig. Det lærte SF’s direktørsøn Thor Möger Pedersen, der i sin tid blev til grin for at tale om leverpostejssmørende arbejdere i kanvas-tøj. Tilsvarende har slagtersønnen Vanopslagh aldrig selv bedrevet noget mere konkret end politik og lobbyisme. På sigt skal appellen derfor gøres bredere end Ayn Rand-fans, der vil afskaffe staten og fagforeningshadere, for der er ikke nok af dem i landet til at sikre Liberal Alliance fremgang. Samtidig er Vanopslaghs kometagtige karriere ikke uden farer. Det risikerer at blive en uriaspost, han indtager. Han er ukendt i offentligheden, og genrejsningen af Liberal Alliance er et ambitiøst projekt, som mange mere erfarne politikere ville takke nej til. Risikoen for at blive associeret med et taberprojekt er stor, og hvis Liberal Alliance lukker og slukker, som der er en reel risiko for, så vil Vanopslaghs karriere få sig et banesår, før den rigtigt er begyndt.

De Konservative kan til gengæld glæde sig over at være det parti i blå blok, der procentuelt gik mest frem. Det tilskrives den såkaldte ’Pape-effekt’, men sandheden er nok, at det ville være underligt, hvis ikke De Konservative kunne gå frem, når nu det gik så dårligt for både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Med valget får den konservative gruppe dog en velkommen saltvandsindsprøjtning, og de ekstra støttemidler kan omsættes til flere rådgivere og bedre reklamefolk.

Som flere valgkampe har vist, så er det imidlertid ikke penge, der er den begrænsende faktor for De Konservative. Udfordringen er, at der ikke rigtig er nogen, der kan svare på, hvad det vil sige at være konservativ i det 21. århundrede. Er det noget med at sikre erhvervslivet gode vækstmuligheder og samtidig satse på en teknologisk løsning af klimakrisen? Eller er Danmark som så ofte før i en overlevelseskamp og i risiko for at gå under i en bølge af ukontrollabel ikkevestlig indvandring og EU-centralisme? Begge opfattelser eksisterer i partiet, og med valget er den første position blevet styrket.

Fraværet af en samlende fortælling og ikke mindst fraværet af konservative politikere, der er i stand til at levere den fortælling, betyder, at den latente borgerkrig, der altid har martret De Konservative, stadig kan bryde ud. Pape skal først og fremmest sætte sin lid til, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke bliver genrejst lige foreløbig. Til gengæld er der faktisk en flertalsmulighed i det nye Folketing, som de fleste valganalytikere har overset. Nemlig den mellem Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og De Konservative. Eller Socialdemokratiet, SF, De Radikale og De Konservative. Hvis Pape har modet til at svinge over midten, kan han med ét slag gøre De Konservative til en hovedaktør i dansk politik, som Hans Engell gjorde i 1990’erne, da han indgik finanslove med Mogens Lykketoft (S): Spørgsmålet er, hvilken pris han vil skulle betale. Pape har ikke Engells karisma eller næse for politiske manøvrer.

Oppositionen til oppositionen tog luften ud af forandringsblokken
For Enhedslisten var folketingsvalget samt EP-valget udset til at blive det egentlige gennembrud for det nyligt strømlinede parti. Et af moderniseringstiltagene var selvstændig opstilling til EP-valget og medfølgende aflivning af den såkaldt tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU. Missionen lykkedes, men det er værd at bemærke, at det samlede stemmeantal for Enhedslisten og Folkebevægelsen ikke engang krøb op på 10 pct. Ved folketingsvalget blev det til 6.9 pct. – et resultat, der ikke stod mål med ambitionerne, og slet ikke et, der høstede gevinsten af valgets massive venstresving. Enhedslisten er gået fra at være det helt store socialistiske oppositionsparti til et af de tre mellemvægtspartier i rød blok. Hvad gik galt?

Der er to oplagte forklaringer: Rotationsprincippet, der sendte mange af de kendte politikere ud af Folketinget, og et genrejst SF, der hev mange af de stemmer hjem, som forlod partiet ved sidste valg. Men der er også en dybere – og for Enhedslisten mere bekymrende – forklaring. For at forstå den skal man forstå mentaliteten hos den nuværende ledelse i Enhedslisten, der blev formet af de traumatiske år under Thorning. Især Thor Mögers skatteaftale fra 2012, hvor Enhedslisten i sidste øjeblik blev udmanøvreret til fordel for Venstre, har efterladt en generation af Enhedslisten-politikere med et ’aldrig igen’-syndrom.

 

Problemet er, at Enhedslistens sværeste stund også var partiets bedste. Da Johanne Schmidt-Nielsen stod med lynild i øjnene og proklamerede, at regeringen “pisser på vælgerne”, ramte hun rent ind på venstrefløjsvælgernes følelser […] Partiet har det bedst, når det er i hård opposition
_______

 

Problemet er, at Enhedslistens sværeste stund også var partiets bedste. Da Johanne Schmidt-Nielsen stod med lynild i øjnene og proklamerede, at regeringen “pisser på vælgerne”, ramte hun rent ind på venstrefløjsvælgernes følelser. Enhedslisten havde aldrig været længere fra magten, men aldrig tættere på de røde hjerter – herunder ikke så få skuffede socialdemokrater. Her ligger det store dilemma for Enhedslisten: Partiet har det bedst, når det er i hård opposition til ikke bare Socialdemokratiet, men til hele det politiske system. På den måde var Thorning-årene partiets fineste stund. Man bed store lunser af det socialdemokratiske og folkesocialistiske vælgerkorps.

Udfordringen er bare, at rollen som vagthund ikke tilfredsstiller Pelle Dragsted og de andre ledende kadrer. De vil – med Thor Mögers udtryk – ind at være ’magthunde’ og skabe røde politiske resultater. Med inspiration fra især spanske Podemos er intentionen at skabe et nyt magtcenter til venstre for Socialdemokratiet. Et magtcenter, der med tiden skal vokse sig større end Socialdemokratiet og udfordre sossernes rolle som minister- og borgmesterparti til venstre for midten. I øvrigt akkurat den samme langsigtede strategi, som SF’erne forfulgte i de glade Villy Søvndal-dage.

Første skridt var skabelsen af en ’folkefront’, der skulle tage udgangspunkt i det tætte samarbejde, der var opstået mellem Enhedslisten og Alternativet i begyndelsen af valgperioden.
Som nyt parti med uprøvede politikere havde Alternativet efter valget i 2015 behov for nogen at sparre med, og her stød Enhedslisten klar med åbne arme. Og med bagtanker. For Enhedslistens partistrateg Pelle Dragsted havde en plan om at omfavne Alternativet ihjel. Hvor især Socialdemokratiet, men også SF og De Radikale brugte stokken, når de kritiserede Alternativet, så havde Dragsted luret, at de vælgere, der flokkedes om Elbæk, netop var dem, der var lede og kede af den negative retorik.

På sigt var det Enhedslistens plan at stå klar til at opsuge Alternativets-vælgere, når gassen gik af festballonen. Indtil da skulle Alternativet gøre nytte som fyld i den såkaldte ’forandringsblok’. Det var planen, at en Enhedslisten-ledet blok – der altså talte SF og Alternativet – i meningsmålingerne kunne vokse sig større end Socialdemokratiet og derved udfordre socialdemokraternes førstefødselsret til statsministerposten.

Forandringsblokken kom dog aldrig fra start, da Pia Olsen Dyhr pænt frasagde sig det kærlige kvælertag, og blokken døde helt, da Morten Østergaard og Uffe Elbæk udråbte sig selv til ’oppositionen til oppositionen’ i protest mod den socialdemokratiske udlændingepolitik. Elbæks statsministerambitioner løsrev i sommeren 2018 Alternativet fra Enhedslisten og sendte partiet i retning af De Radikale. Den alliance kulminerede ved EP-valget, hvor Alternativet – der var i valgforbund med De Radikale – med sine stemmer sikrede et ekstra radikalt mandat og altså et ekstra dansk medlem af den liberale ALDE-gruppe. Enhedslisten derimod måtte nøjes med et enkelt mandat, hugget ud af den døende Folkebevægelse.

De Radikales hårde linje mod Socialdemokratiet og Elbæks statsministerkandidatur satte Enhedslisten i en slem pine, for nu lignede man uden egen kandidat pludselig et halehæng til Socialdemokratiet. Pernille Skipper blev nødsaget til at bedyre, at hun skam også gik efter landets højeste embede. Problemet for Enhedslisten er, at ikke engang de selv troede på det budskab – og så er det lidt svært at sælge den store drøm om forandring.

Enhedslisten gik ind i valgkampen med øjnene stift rettet mod de forhandlinger, man vidste, der ventede med Socialdemokratiet efter en rød sejr. Man vil for alt i verden undgå atter at blive rullet ud på et sidespor. Det betød imidlertid også, at man i valgkampen overlod det til De Radikale at sætte hårdt mod hårdt, når det kom til Socialdemokratiet. I Enhedslisten var analysen, at partiets stejle tilgang til forlig alt for ofte blev brugt som undskyldning af Socialdemokratiet og De Radikale til at ignorere Enhedslisten. Denne kursændring medførte imidlertid, at Enhedslisten i valgkampen optrådte meget lidt populistisk og i stedet afprøvede argumenter, der skulle bruges i den kommende regeringsforhandling. De Radikale derimod gik omvendt benhårdt efter at mandatoptimere med populære budskaber til vælgerne. Et eksempel: På grund af sin støtte til ophævelsen af blasfemiparagraffen tabte Enhedslisten mange muslimske stemmer til De Radikale, der havde stor succes med en række symbolpolitiske markeringer som ghettobesøg og svømmeture til Lindholm.

 

Det er endnu for tidligt at erklære Alternativet dødt, for der kan sagtens opstå en krise under en rød regering som partiet kan udnytte til at genetablere populariteten, men det er omvendt også en nødvendighed, hvis partiet også skal sidde i Folketinget efter næste valg
_______

 

I valgkampen var Enhedslisten altså hæmmet af, at de trods masser af revolutionær retorik aldrig vil kunne gå lige så langt som Alternativet og De Radikale i afstandtagen fra Socialdemokratiet. For Enhedslisten kan ikke tåle at blive set som nogle, der bringer de borgerlige til magten. Ikke engang grønne, anstændige, humanistiske borgerlige. Det kan Alternativet godt, og selvom der ikke er udsigt til noget, der bare minder om et borgerligt flertal uden om Dansk Folkeparti, så lever håbet – også for Alternativet.

Håb byder valgresultatet imidlertid ikke på, for i løbet af valgkampen lykkedes det slet ikke en træt og rundtosset Uffe Elbæk at skabe den hype, der skulle til for atter at sætte gang i festen.

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, var hurtig til at udråbe valget til at være et klimavalg. Det virker som ønsketænkning, eftersom både Enhedslisten og Alternativet, der stod for de mest ambitiøse klimaplaner, begge gik tilbage. Samtidig hældte vælgerne Elbæks statsministerdrømme ned ad brættet ved at trække hans mandater ud af ligningen, før han selv kunne gøre det. Der er ikke mange – ingen? – realistiske flertalskonstellationer, hvor Alternatives mandater er afgørende.

I partiet lever fortællingen om skabelsen af en grøn blok fortsat. Den har bare ikke den store gennemslagskraft andre steder, og eftersom Alternativet har besluttet at stå uden for forhandlingerne om den ambitiøse klimaindsats, som Enhedslisten,, SF, Socialdemokratiet og De Radikale laver, så fremstår Alternativet mere og mere som et dumpet afgangsprojekt fra kaospilotskolen. Udfordringen de kommende år bliver at normalisere partiet uden samtidig helt at slukke den energi og magi, der oprindeligt trak det ind i Folketinget. Alternativet bør bruge de næste fire år på at køre en ny leder i stilling og så ellers finde på noget, man er god til, som Enhedslisten og SF ikke kan gøre bedre. Det er endnu for tidligt at erklære partiet dødt, for der kan sagtens opstå en krise eller situation under en rød regering som Alternativet kan udnytte til at genetablere populariteten, men det er omvendt også en nødvendighed, hvis partiet også skal sidde i Folketinget efter næste valg.

Mette Frederiksen kan ikke nøjes med at udfylde Thornings stiletter
Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet, blev det tolket som afslutningen på en æra. Nemlig Thorning-årene, hvor Socialdemokratiet skulle moderniseres og vaskes ren for industrisamfundets patina. Thorning var på mange måder en tilpasning til Fogh-årenes designerpolitiske tilgang til samfundsudviklingen (der så igen var en tilpasning af Tony Blairs), mens Mette Frederiksen er en modreaktion. Thorning anså kontraktpolitikken for at være gåsen, der lagde blå bloks guldæg, hvorfor hun sørgede for at få sin egen. Gåsen blev imidlertid til en albatros om halsen, og det blev Thornings forbandelse at skulle videreføre kontraktpolitikken på et tidspunkt, hvor forudsætningen – nemlig et stabilt flertal som det, der havde eksisteret mellem Venstre og De Konservative – ikke eksisterede.

Mette Frederiksen er ikke kontraktpolitiker. Hun har i det hele taget ikke lovet vælgerne særlig meget, ud over at udlændingepolitikken fortsat vil være stram. For hende er det udlændingepolitikken, der er hemmeligheden bag blå bloks succes, hvorfor det er den, hun søger at lægge sig op ad.

Frederiksen skal ikke alene kunne udfylde Helle Thornings stiletter. Hun skal også kunne vise, at hun kan gå meget længere og skabe et samarbejde til venstre for midten, der er i stand til at genvinde magten i 2023. Her er løfterne om differentieret pension afgørende, for de vil vise, om Socialdemokratiet kan levere til de vælgere, det har lokket over midten. En rød regering, som De Radikale, når det kommer til stykket, ikke vil tillade at føre venstreorienteret fordelingspolitik, men som samtidig hæver de grønne afgifter, der rammer de fattige hårdest. Den vil ikke havde bedre overlevelsesmuligheder end Thornings. ■

 

Frederiksen skal ikke alene kunne udfylde Helle Thornings stiletter. Hun skal også kunne vise, at hun kan gå meget længere og skabe et samarbejde til venstre for midten, der er i stand til at genvinde magten i 2023
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland