09.04.2019

En lækket mail fra Niko Grünfeld beskriver en syg kultur, og to afhoppere kritiserer Uffe Elbæk for magtfuldkommenhed og kalder partiet “sektlignende”. I øjeblikket rykker medlemmerne sammen, men hvis der kommer flere afsløringer, kan det for alvor tage luften ud af Alternativet.

Af Niels Jespersen

For hver kendte politiker i hvert eneste parti er der hundredvis af partimedlemmer, som offentligheden aldrig hører om. Det er simpelthen ikke interessant for medierne, hvem der deler roser ud eller sidder i partiernes styrende organer. Det skulle da lige være, hvis man kunne få nogen fra baglandet til at kritisere partitoppens linje. Så bliver folketingskandidater uden skyggen af chance for valg pludselig omtalt som “profiler”. Afdankede has-beens bliver “legender”, mens lokalformænd – for formodentlig første og sidste gang – kan opleve sig selv beskrevet som “magtfulde” og “centralt placerede”.

Af denne grund skal man være skeptisk, når medierne giver ordet til partiernes interne kritikere. De får ofte en tyngde i debatten, der ikke modsvarer den position, de har (eller havde) i deres eget parti. Når det alligevel er værd at spidse ører oven på den sidste uges ballade i Alternativet, skyldes det to ting: Først og fremmest ER der med de to afhoppere og en forhenværende kulturborgmester for en gangs skyld tale om centralt placerede personer. For det andet kan deres udmeldinger være et varsel om nye skandaler i Alternativet.

Den første afhopper, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, var indtil forrige fredag partiets formelle næstkommanderende, inden han meldte sig ud af Alternativet og ind i Socialdemokratiet. Hans udmeldelse blev efterfulgt af Theis Krarup Hansen, der også var medlem af Alternativets hovedbestyrelse. Den har de sidste fem år haft fem forskellige formænd og er nu nede på otte medlemmer.

 

Kritikken er specifikt målrettet formand Uffe Elbæk. Han beskyldes for at opføre sig aggressivt og arrogant, for at hænge kritikere ud offentligt og for at bruge sin personlige autoritet til at tromle interne modstandere
_______

 

Begge afhoppere beskriver en kultur i Alternativet, som de kalder “sektlignende”. Kritikere bliver karaktermyrdet, og der hersker en paranoid angst for “stikkere”. Kritikken er specifikt målrettet formand Uffe Elbæk. Han beskyldes for at opføre sig aggressivt og arrogant, for at hænge kritikere ud offentligt og for at bruge sin personlige autoritet til at tromle interne modstandere. Altså netop den form for magtfuldkommen opførsel, Alternativet – med sin nye politiske kultur – gerne skulle fremstå som modpol til. Elbæk beskyldes samtidig for at holde hånden over medlemmer af sin egen inderkreds.

Ingen af de to afhoppere er konkrete i deres kritik, da der i deres optik er tale om personfølsomme og fortrolige forhold. Det kan der være gode grund til, men det gør det også svært som udenforstående at bedømme, om der er noget om snakken, eller der blot er tale om forsmåede og skuffede brokkehoveder. Hvis det sidste viser sig at være tilfældet, er balladen glemt allerede inden valget, men hvis kritikken dækker over episoder, hvor Elbæk reelt har opført sig kritisabelt, kan det udløse alvorlige problemer for Alternativet.

Her op til valget meldes der om manglende energi og aktivist-flugt. Den hårdeste beskrivelse af den dårlige stemning kommer dog fra den forhenværende københavnske kulturborgmester Niko Grünfeld, der i en lækket email skriver, at “I værste fald har den syge kultur allerede vundet vores parti”. I mailen beklager Grünfeld, at der ikke har været “interne læringer” eller “ekskluderinger”. Han efterlyser desuden en “markant og offensiv plan for at slippe af med den manglende respekt for flertallet, disrespekt for partiets medlemsvalgte ledelsesrum, trusler om læk, trusler om at forlade partiet, rygtedannelse, spredning af mistillid samt læk til medierne”. Grünfelds kritik er ikke ment som en opbakning til de to afhoppere – tværtimod – men han ender uvægerligt med at understøtte deres budskab ganske effektivt.

 

Der er dog ingen tvivl om, at partikulturen er noget, der diskuteres, og at man frygter nye afsløringer om alt fra nye sexkrænkelser til rod i regnskaberne
_______

 

Partiet er nemlig allerede hårdt ramt af endog grove skandaler. I sidste måned stod Alternativets tidligere næstforperson Mathilde Boesen frem og fortalte om en episode i december 2015, hvor den dengang 19-årige kvinde efter en fest i København blev udsat for, hvad hun selv beskriver som en seksuel krænkelse begået af en medarbejder i partiet. Medarbejderen var mere end dobbelt så gammel som hende selv. Hun tog senere sagen op med partiledelsen, der i første omgang lod til at reagere og fyre medarbejderen. Han fik dog alligevel lov at fortsætte sin gang i partiet, da han var vellidt og havde gode forbindelser til flere ledende kræfter. Det var denne (eller en tilsvarende sag), der i 2017 fik Josephine Fock til at trække sig som gruppeformand.

Den slags ballade er ødelæggende for enhver organisation, og særligt i Alternativet, der i den grad er næret af gejst og entusiasme, har den skabt modløshed og politisk desillusion. Når man læser med på Facebook, er der ingen mangel på forhenværende alternativister, der sagtens kan genkende de to afhopperes beskrivelse af partikulturen. Omvendt er der, når jeg taler med aktive medlemmer, i dag en tendens til at rykke sammen om partiet og om formanden. Der er dog ingen tvivl om, at partikulturen er noget, der diskuteres, og at man frygter nye afsløringer om alt fra nye sexkrænkelser til rod i regnskaberne.

Den næste måned vil vise, om der er flere, der står frem med kritik, eller om der kommer nye læk, der understøtter afhoppernes fremstilling. Hvis det sker, kan det blive meget alvorligt. Alternativet er om noget den karismatiske Uffe Elbæks projekt, og han er partiets eneste politiker, der for alvor nyder folkelig popularitet. Derfor er kritik af ham også kritik af selve Alternativets grundfortælling. Hvis den fortsætter og udbredes, er der risiko for, at det kommer til at påvirke valgresultatet negativt. Alternativet er med målinger omkring 3,7 pct. endnu ikke i nærheden af spærregrænsen, men der skal ikke begås mange fejl, før den er faretruende tæt på. ■

 

Alternativet er med målinger omkring 3,7 pct. endnu ikke i nærheden af spærregrænsen, men der skal ikke begås mange fejl, før den er faretruende tæt på
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland