20.06.2019

Socialdemokratiet har klogt nok undgået at udstikke for mange løfter i valgkampen, men er presset af sin ikke overvældende størrelse. Ser man nøgternt på tallene, taler det for en SR-regering, men en sådan vil fungere som en spændetrøje for Mette Frederiksen. Vil det lykkes hende at undslippe?

Af Niels Jespersen

Valgresultatet ligner på mange måder en genopførelse af 2011: Venstre fik en overraskende fremgang, og valget blev endnu et deja vu fra alle tidligere valg, hvor Socialdemokraterne håbede, at denne gang kunne de endelig klare sig uden De Radikale. Sådan gik det ikke. Ser man nøgternt på styrkeforholdene, taler det for en SR-regering. En solo S-regering vil ikke få det nemt, for der er langt til de gamle regeringspartnere fra Thorning-tiden. I SF – der efterhånden har udviklet sig til et “boom or bust”-parti, der enten går vildt frem eller bliver slagtet af vælgerne – tolkede man valgresultatet som et mandat til først og fremmest at bruge flere penge på klima og velfærd. Mens De Radikale anså valget for at være en tilbagerulning af Foghs systemskifte fra 2001. Det vil sige, at den nuværende situation – ifølge R – groft sagt er den samme som under Nyrup i 90’erne, hvilket politikken skal afspejle.

En lille, men overset detalje er, at Socialdemokratiets lidet prangende valgresultat også har fået nogle partifæller til at tænke sig om. I 2015 var Helle Thorning kun ét mandat fra at genvinde regeringsmagten. Hvad nu, hvis S ikke havde gennemført Frederiksens relancering af partiet som et rigtigt arbejderparti med smag af sovs og kartofler, men i stedet havde fastholdt Thornings mere urbane stil? Kunne man have vundet valget uden at slå kursen til bagbord på velfærd og til styrbord på udlændinge? Kunne man være gået til valg på en SR-regering? Nej, vil Mette Frederiksens støtter sige. Det var nødvendigt at slå hånden af R for at opnå den nødvendige troværdighed til at lokke DF-vælgere over midten.

 

Kunne man være gået til valg på en SR-regering? Nej, vil Mette Frederiksens støtter sige. Det var nødvendigt at slå hånden af R for at opnå den nødvendige troværdighed til at lokke DF-vælgere over midten
_______

 

I S diskuterer man ikke med formanden. Overhovedet. Det betyder bare ikke, at der ikke er mange – også i folketingsgruppen – som er kritiske over for linjen og den ledelsesstil, som Frederiksen med sin hird af stabschef Martin Rossen og den nu sygemeldte Sass-Larsen har lagt for dagen. Efter at havde ført sit parti til sejr står en i forvejen stærk Mette Frederiksen endnu stærkere, men dagligdagen og udpegelsen af ministre kan puste til utilfredsheden. Den egenrådige Frederiksen kan finde på at hente ganske mange ministre udefra og udpege såkaldte ”fejlfarver”, dvs. politikere som Rosenkrantz-Theil, Tesfaye, Astrid Krag og Jesper Petersen, der har trådt deres politiske børnesko på venstrefløjen. Den slags er ikke populært blandt folketingsgruppens oversete veteraner. Strategiske overvejelser kan ofte være udtryk for en stedfortræderkamp om partiets ideologiske linje. Hvis Mette Frederiksen kører død i sit regeringsprojekt pga. modstand fra De Radikale, vil hendes interne kritikere give sig til kende.

Situationen minder om 2011, men er ikke den samme
Mens disse ord skrives, er forhandlingerne om et regeringsgrundlag godt i gang, og der er lagt op til mange, lange armlægninger. De Radikale dukker op med endnu mere detaljerede og vidtgående krav end i det sorte tårn i 2011, for denne gang står de ikke til at komme med i regeringen. Det kunne godt ligne en gentagelse af Thorning-tiden, men situationen er ikke helt den samme. For det første mangler der en radikal plan B: Hvis de ikke vil støtte Frederiksen – hvad så? Der er ikke noget borgerligt alternativ, der ikke inkluderer Dansk Folkeparti. Samtidig er balancen en anden denne gang, for både Ø og SF er inviteret med til forhandlingerne om regeringsgrundlaget.

Hvis S er smarte, så bruger de venstrefløjspartierne som modbalance til R, og hvis de er ekstra smarte, så sørger de for at binde venstrefløjen til en samlet pakke, således at Ø og SF ikke blot får lov at fyre penge af på velfærd og klima uden også at sørge for at finde de penge, der skal finansiere initiativerne. Sidst men ikke mindst er det værd at huske, at et regeringsgrundlag ikke er et juridisk bindende dokument. Det viste Løkke til overmåde ved at love LA topskattelettelser for så at slå ud med armene og konstatere, at det var der ikke flertal for. Når først Frederiksen slipper ud af regeringsforhandlingerne, så vil hun stå stærkere og med flere forligsmuligheder. Man kan sige, at støttepartierne Ø, SF og R er stærkere på Amalienborg til dronningerunderne, end de er på Christiansborg. Ikke dermed sagt, at S får det nemt, efter en regering er dannet. Ifølge kilder i R spillede Østergaard hovedrollen som strateg i det sorte tårn i 2011. Han skrev så at sige drejebogen og kommer næppe til at lade S slippe billigere end dengang.

 

Ifølge kilder i R spillede Østergaard hovedrollen som strateg i det sorte tårn i 2011. Han skrev så at sige drejebogen og kommer næppe til at lade S slippe billigere end dengang
_______

 

Men en solo S-regering kan vise sig at være svær at slippe af med igen. Hvor Løkke havde et flertal mod sin politik i befolkningen og i Folketinget, da han skabte den rene V-regering i 2015, forholder det sig omvendt med en S-regering i dag, der som udgangspunkt vil føre en politik, som det bør være muligt at finde flertal for og sælge til vælgerne. Der er selvsagt risikoen for, at et af støttepartierne trækker i bremsen, men når man kigger over midten, så er det ikke, fordi det ligner nogen successtrategi at true med at vælte regeringer. S har klogt nok undgået at udstikke for mange løfter i valgkampen, men er presset af sin ikke overvældende størrelse. Så ser man nøgternt på tallene, vil en SR-regering som nævnt give bedst mening. Det vil bare være et kæmpe tab af ansigt for Mette Frederiksen – og har De Radikale hendes overlevelse i tankerne, så venter de et års tid med at koreografere en radikal indlemmelse i regeringen. Eventuelt sammen med SF.

Der er dog en knast, nemlig løfterne om differentieret pension, der også spillede en vigtig rolle i at lokke DF-vælgere over midten. Den model er der umiddelbart ikke flertal for, for både De Radikale og DF anser det for løftebrud at åbne det seniorpensionsforlig, de kort før valget indgik med regeringen. Tiden vil vise, om vælgerne har tænkt sig at straffe S for ikke at kunne levere. Sporene fra Nyrups efterlønsgaranti skræmmer. Men kritikken af, at S ikke leverer på pensionen, er et tveægget sværd, for nu er det DF, der med henvisning til indspist Christiansborgsnak om forligsskik skal forklare, hvorfor partiet ikke vil være med til at hjælpe nedslidte arbejdere. Der er ingen tvivl om, at det er et nederlag for Frederiksen, hvis hun ikke kan levere på pension, men der er dog den lille gevinst, at forslaget så kan genbruges i næste valgkamp. Især hvis DF kan trækkes med ind i forslaget. Det er svært at se, hvordan DF’erne skal undslå sig og stadig bevare profilen som de ældres parti – og lykkes det at få DF med på vognen, så vil Frederiksen allerede havde slået en af de kiler ned i modstanderes lejr, som Løkke har været mester i at gøre med de røde. ■

 

Lykkes det at få DF med på vognen, så vil Frederiksen allerede havde slået en af de kiler ned i modstanderes lejr, som Løkke har været mester i at gøre med de røde
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland