07.11.2019

Kan Simon Emil Ammitzbøll-Bille flytte et par radikale mandater over midten, så er det en stor sejr for blå blok. Problemet er bare, at det er langt mere sandsynligt, at Simon Emil bliver manden, der endegyldigt sender LA under spærregrænsen og taber endnu et valg for de borgerlige.

Af Niels Jespersen

Partiet Fremad er ikke mange timer gammelt, og højrefløjen er blevet endnu et af de små blå “smølfepartier” rigere. Som Kristian Jensen (V) skrev på Twitter: ”Nogen er serieiværksættere. Andre er serie-partistiftere. Det er nemlig Simon Emil Ammitzbøll-Billes fjerde parti på 11 år.”

Anledningen til splittelsen af LA er – udover personlige ambitioner – et opgør med den “nationalkonservative” strømning, som partistifterne Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund mener, gennemsyrer de borgerlige partier. Man kan sige at udlændingenissen har holdt flyttedag: Før sad han på det socialdemokratiske høloft og spredte gak og løjer. Nu er han rykket over i blå lejr.

På Twitter opsummerede jeg Fremads politik til “Mindre velfærd og flere terrorister”. Det var ment som en spids kommentar til Simon Emils modstand mod at fratage danske IS-krigere med dobbelt statsborgerskab deres danske pas. Jeg medgiver, det er en skarpvinkling, men det siger noget om, hvor smalt et segment Fremad appellerer til. Vi taler om danskere, der er Lars Seier-liberale, når det kommer til økonomi, men som er enige med Enhedslistens retspolitik. Og som vel at mærke ikke allerede stemmer radikalt.

Når man alligevel lige bør se partiet an, inden man dødsdømmer det, er det ikke alene, fordi kommentator før er kommet galt afsted, når de har dømt liberale småpartier ude. Simon Emils største og nok også eneste chance er ikke, at vælgerne kommer til at elske ham. Han har hidtil ikke just været en stemmesluger. Nej, det er, at vælgerne kommer til at hade de andre partier mere, end de hader Fremad.

 

Ud over et semester som pædagogmedhjælper har Simon Emil levet af systemet hele sin voksne tilværelse. Men som Trump har vist i USA, så behøver man ikke være en mand af folket for at blive en folkeforfører
_______

 

Hvor rammer det næste folkelige vulkanudbrud?
Dansk politik har nemlig meget længe været i opbrud, og under den overraskende opbakning til magtpartierne S, V, K og R ved grundlovsvalget i sommer, så bobler den folkelige modvilje mod de gamle partier. Det tryk fra folkedybet, der skabte vulkanudbruddene “Nok-er-nok” Ny Alliance, “Villymania” SF, “Love-is-in-the-air” Alternativet” og “Du-ved-hvad-vi-står-for” DF eksisterer endnu. Simon Emil skal finde en måde at udnytte den oprørske energi på.

Det er ikke nemt for en mand, der er selve definitionen af en levebrødspolitiker. Ud over et semester som pædagogmedhjælper har Simon Emil levet af systemet hele sin voksne tilværelse. Men som Trump har vist i USA, så behøver man ikke være en mand af folket for at blive en folkeforfører.

Kigger man ud over det politiske landskab, kan man nemlig godt få øje på rodløse vælgere. Det var også det, Lars Løkke så, da han lancerede sin SV-plan. Der er mange danskere, der er trætte af yderfløjenes skingerhed. De vil bare have nogen, der fixer sagerne, så de kan bruge deres tid på noget mere seriøst end den endeløse strøm af symbolpolitik. Et sted derude summer den berømte centrum-venstre-græshoppesværm også rundt. De vil have noget nyt. Alternativet er allerede gammelt. Kan Fremad blive det nye?

Endelig er der radikale vælgere, der er seriøst sure over Socialdemokratiets nyorientering i udlændinge- og kulturpolitikken. De vil elske at se nogen sparke stolen væk under de magtfuldkomne sosser. Det var faktisk det, der i sin tid fik Simon Emil til at melde sig ud af R. Fremad har den fordel, at de retorisk kan tackle hårdere end R mod den rustrøde regeringskolos. Også selv om det sker fra miniput-ligaen og et udgangspunkt længere til højre. Valget af navnet “Fremad” signalerer, at det er her, Simon Emil vil lægge sig. Det er nemlig også navnet på det radikale finanslovsforslag og navnet på det store ideologiske forbillede: Macrons En Marche.

Simon Emil har det problem, at han med sin smalle profil selv er mere yderfløj end midte. Og han har den samme udfordring, som de (andre) radikale, der er trætte af S: Han skal finde en måde at forklare vælgerne, at opgøret med den nationalkonservative bølge går gennem en ny ministerpost til Inger Støjberg. At trække sine mandater ud af ligningen er blevet prøvet af Uffe Elbæk. Det var ikke nogen succes.

 

Ud fra et rent taktisk synspunkt kan man fremføre, at Fremad giver den borgerlige blok en mulighed for at tiltrække globalistiske vælgere, der ser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti som to sider af samme sag
_______

 

Katastrofe for Ellemann-Jensen og Vanopslagh
Ud fra et rent taktisk synspunkt kan man fremføre, at Fremad giver den borgerlige blok en mulighed for at tiltrække globalistiske vælgere, der ser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti som to sider af samme sag. Kan Simon Emil flytte et par radikale mandater over midten, så er det en stor sejr for blå blok. Problemet er bare, at det er langt mere sandsynligt, at Simon Emil bliver manden, der endegyldigt sender LA under spærregrænsen og taber endnu et valg for de borgerlige.

Det er rædderlig nyt for de to ungdommelige formænd Jakob Ellemann-Jensen (V) og Alex Vanopslagh (LA). Begge er åbenlyse begavelser og har potentiale til at blive politiske stjerner i den absolutte superliga. Men nøgleordet er: potentiale. For de er det ikke endnu. Spørgsmålet er, om henholdsvis Lars Løkke og Henrik Dahl har gjort de to liberale formænd en kæmpe bjørnetjeneste ved at kappe hovedet af overgangsfiguren. I Venstres tilfælde Kristian Jensen og i LA’s Simon Emil. Både Ellemann-Jensen og Vanopslagh er blevet forfremmet for hurtigt og leder nu som generaler, der aldrig har kommanderet rundt på mere end et kompagni. De er simpelthen uerfarne.

Mette Frederiksen er en formidabel modstander i sig selv, men hvis blå blok også skal kompensere for endnu flere spildte stemmer og røde nordatlantiske mandater, så ser det helt sort ud. Ja, det bliver nærmest matematisk umuligt at vinde magten.

Der er længe til næste valg, og der kan ske tusind ting, der vender op og ned på dansk politik. Det vil være hybris at dømme nogen ude, men kan Jakob Ellemann-Jensen tåle at tabe et eller to valg og bruge et helt årti i opposition? Hans risiko for at blive Venstres egentlige overgangsfigur er med Fremads opståen kun blevet endnu større. ■

 

Kan Jakob Ellemann-Jensen tåle at tabe et eller to valg og bruge et helt årti i opposition? Hans risiko for at blive Venstres egentlige overgangsfigur er med Fremads opståen kun blevet endnu større
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen