01.06.2019

EP-resultatet tyder på, at S-strategien virker. Man hiver borgerlige stemmer over midten og afleverer så til støttepartierne. Men hvis S-vælgerne tror, regeringsmagten er i hus, og overgår til at stemme på “påvirkningspartierne” SF og R, så risikerer en solo S-regering at komme rigtig dårligt fra start.

Af Niels Jespersen

På Nørrebro stemte næsten hver tredje vælger på SF til EP-valget. Også De Radikale, Alternativet og Enhedslisten fik fremragende valg. Det samme gjorde sig gældende i resten af København, hvor der flere steder var rødt flertal helt uden om Socialdemokraterne, der i flere kredse knap blev større end Venstre. Den historiske arbejderby, der i mere end et århundrede har været juvelen i den socialdemokratiske turban, er ved at vende sit gamle arbejderparti ryggen. Er det arbejderne, den er galt med? Ingenlunde. S er atter suverænt det største parti blandt faglærte og ufaglærte vælgere.

Det er i kvartererne med mange akademikere, indvandrere og studerende, at det kniber med at hive stemmerne hjem. Så ved dette EP-valg spejlede København og til dels også Aarhus venstrefløjsudgaven af de gule valgresultater fra 2014 og 2015, hvor store dele af Jylland stemte på DF og kasserede Venstre. Nu er det i storbyerne, at resultatet stak ud fra landsresultatet, og hvor venstrefløjens traditionelle magtparti fik sig en ordentlig mavepuster.

Der stopper sammenligningen så også, for hvor Venstre ved de sidste valg har blødt ud af begge ender, så kan Mette Frederiksen glæde sig over, at det, hun satte til på gyngerne, vinder hun på karrusellerne. Ja, på landsplan blev det endda til en pæn fremgang, der dog ikke resulterede i et ekstra mandat. S fik et fint valgresultat i provinsbyerne og på landet. Partiet fik opbakning fra netop de vælgere, som man i Socialdemokratiet håber at kunne vinde over fra højrefløjen. Strategien virker: Man hiver stemmer over midten og afleverer så forhenværende sosser til støttepartierne. Primært SF og De Radikale.

 

Blå blok er så langt bagud i meningsmålingerne, at det […] er svært at opretholde spændingen om udfaldet af folketingsvalget. Risikoen for S er, at de derfor begynder at tage sejren for givet og i stedet fordeler sig på “påvirkningspartierne”
_______

 

I et magtparti som S betyder statsministerposten alt. Derfor ville man normalt tage forholdsvis let på at miste stemmer til resten af oppositionen, så længe der er sug ind i modstanderens vælgermasse. En slags cost of doing business. Problemet er, at strategien denne gang kan vise sig at være lidt FOR succesfuld. Blå blok er så langt bagud i meningsmålingerne, at det overfor røde vælgere er svært at opretholde spændingen om udfaldet af folketingsvalget. Risikoen for S er, at de derfor begynder at tage sejren for givet og i stedet fordeler sig på “påvirkningspartierne” SF og R, alt efter om de ønsker at trække S til venstre eller til højre. Her kommer S-strategien om at appellere ind i blå blok til kort, for lige så effektiv den er til at lokke venstrefolk og DF’ere over midten, lige så utiltalende er den for mange traditionelle venstrefløjsvælgere.

Til EP-valget blev SF’s og De Radikales samlede stemmetal højere end Socialdemokratiets. Så galt går det næppe for S til folketingsvalget, men hvis valgresultatet bliver en tilbagegang til S og en fordobling af både SF og R, så vil en solo S-regering risikere at komme rigtig skidt fra start. SF’erne vil man nok kunne slå en handel af med. Deres krav om minimumsnormeringer og fattigdomsydelser sparker åbne døre ind. Men et styrket radikalt parti giver mindelser om mareridtet i det sorte tårn i 2011, hvor Margrethe Vestager uceremonielt rundbarberede sossernes valgløfter. De Radikale vil elske at gentage den manøvre for endnu engang at demonstrere for Socialdemokraterne, hvem der bestemmer. Det bliver som at se Kristian Thulesen Dahl afstraffe Anders Samuelsen.

Det er her, den virkelige fare er for S, for hvis De Radikale atter kommer til at diktere politikken i en ny rød regering, så er der lagt gift ud for regeringens overlevelseschancer. En socialdemokratisk regering, der igen fører en liberal udlændingepolitik og en liberal fordelingspolitik, vil få svært ved at blive genvalgt. Thorning kunne i 2015 ikke engang vinde over den mest utroværdige borgerlige leder i efterkrigstiden. I 2023 kommer Venstre til at stille med en stærkere kandidat. Andet er umuligt.

 

Hvad kan S gøre? Det mest effektive er nok at minde de røde vælgere om, hvor upopulær Margrethe Vestagers “sådan er det jo”-politik var. Problemet her er, at man derved også minder vælgerne om Thorning-tiden
_______

 

Hvad kan S gøre? Det mest effektive er nok at minde de røde vælgere om, hvor upopulær Margrethe Vestagers “sådan er det jo”-politik var. Problemet her er, at man derved også minder vælgerne om Thorning-tiden, som man indædt har forsøgt at distancere sig fra i denne valgperiode.

Spørgsmålet er også, om ikke det er for risikabelt at ændre kurs nu. Mette Frederiksen rammer noget særligt i befolkningen, og med mindre noget helt vanvittigt indtræffer, så vil hun snart kunne kalde sig statsminister. De Radikale bliver et problem, nu hvor det såkaldte FOA-flertal mellem SF, DF og S er endegyldigt forduftet, men DF’s tilbagegang er ikke kun en udfordring for S – for hvor skal De Radikale gå hen, hvis de ikke vil pege på Mette Frederiksen? Alternativet er en borgerlig statsminister med støtte fra både Stram Kurs og Nye Borgerlige.

Betyder det, at S ikke skal bekymre sig om truslen fra Venstre? Nej, det skal de – men ikke nødvendigvis på grund af EP-resultatet. Den store sensation var ikke Venstres fremgang, men Dansk Folkepartis kollaps. Læg dertil dårlige valg for både Liberal Alliance og De Konservative. Det borgerlige Danmark kollapsede, og Venstre var trods fremgangen ikke i nærheden af at opsamle de mange hjemløse blå stemmer. Blå blok gik tilbage fra godt 55 pct. af stemmerne til godt 43 pct. Det er på en dårlig dag også der, man samlet ligger i meningsmålingerne til folketingsvalget. På den måde har EP-valget ikke gjort FT-valget mere spændende. Tværtimod. ■

 

Den store sensation var ikke Venstres fremgang, men Dansk Folkepartis kollaps. Læg dertil dårlige valg for både Liberal Alliance og De Konservative
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden