Niels Jespersen efter ny meningsmåling:  Løkke skal tænke sig godt om, inden han baserer sig på Stram Kurs. Han risikerer at gå over i historien som manden, der satte gang i en uoverskuelig radikaliseringsproces

Niels Jespersen efter ny meningsmåling: Løkke skal tænke sig godt om, inden han baserer sig på Stram Kurs. Han risikerer at gå over i historien som manden, der satte gang i en uoverskuelig radikaliseringsproces

04.05.2019

.

Skrækscenariet for Mette Frederiksen er, at Stram Kurs mobiliserer højrefløjens sofavælgere i en grad, der kan ændre dansk politik fundamentalt. Men Løkke skal tænke sig godt om, inden han baserer sig på Stram Kurs, for han risikerer at gå over i historien som manden, der satte gang i en uoverskuelig radikaliseringsproces.

Af Niels Jespersen

Efter hvad der allerede føles som en uendelig lang valgkamp, trods folketingsvalget endnu ikke er udskrevet, sidder de politiske nerver uden på tøjet, og der skal ikke meget til at sende chok igennem anspændte politikere og journalister. Derfor rammer den seneste YouGov-måling som en bombe: Den racismedømte Rasmus Paludans parti Stram Kurs står til at få hele 3,9 procent af stemmerne, mens Nye Borgerlige ligeledes får opsigtsvækkende 6,3 procent. Oppositionens føring er efter lang tids solidt forspring nede på 50,7 procent. Tager man Uffe Elbæk på ordet og trækker Alternativets mandater ud af ligningen, er der dødt løb mellem blokkene.

Her er det først og fremmest vigtigt at tage alle mulige forbehold. Der er tale om en helt ekstrem meningsmåling, som ligger meget langt fra de seneste måneders generelle billede. Dog er det ikke første måling, der spår, at Paludan kommer i Folketinget. Megafon gav ham tidligere på ugen 2,7 procent, og Stram Kurs’ umiddelbare succes ligger i forlængelse af en bredere tendens: Der er opbrud i de politiske systemer over hele den vestlige verden, og hvad der før var utænkeligt, kan ikke længere afvises på forhånd. Hvis Trump kan blive præsident i USA, så kan Rasmus Paludan også komme i Folketinget. Der ser nemlig ud til, at Paludan kun i mindre grad tager stemmer fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. I stedet mobiliserer han højrefløjens mest ekstreme sofavælgere og slår udlændinge fast som valgkampens altoverskyggende emne. Ser man kynisk på det, så er Stram Kurs’ opstillingsberettigelse en fordel for Lars Løkke og højrefløjen, der er gået fra vælgerspild til vælgerindsprøjtning. Paludan selv er åben for at pege på en borgerlig statsministerkandidat, selv om han er skeptisk over for Lars Løkke pga. bløde Venstre-medlemmer som Jan E. Jørgensen.

 

Ser man kynisk på det, så er Stram Kurs’ opstillingsberettigelse en fordel for Lars Løkke og højrefløjen, der er gået fra vælgerspild til vælgerindsprøjtning
_______

 

Stram Kurs (sparsomme) partiprogram er så ekstremt, at det ikke matcher nogen højrefløjspartier, vi har set siden besættelsen. Om han reelt er nazist, er mere end blot en akademisk diskussion. Alligevel er holdningen i blå blok afventende. Hverken Venstre eller De Konservative vil afvise at basere sig på Stram Kurs’ mandater. Venstres politiske ordfører, Britt Bager, med det bizarre argument, at hun ikke udtaler sig om, hvad der skal ske efter valget, mens Konservatives Naser Khader advarer mod at gøre som i Sverige, hvor det politiske system har isoleret Sverigedemokraterne. Han slår gerne en handel af med Paludan, efter denne i P1 Debat lovede ham permanent ophold i Danmark. Nye Borgerliges Pernille Vermund går skridtet videre og erklærer frejdigt, at hun hellere vil have Stram Kurs i Folketinget end Socialdemokraterne. Dansk Folkepartis Martin Henriksen vil også gerne samarbejde med Ny Borgerlige. Statsministeren, der tidligere ellers nok ville lægge afstand til Paludan, er tavs.

Man må antage, at Lars Løkke lige nu kun har én tanke i hovedet, nemlig at vinde valget. Hvis ikke, så var han ikke den rigtige formand for Venstre. Han bør imidlertid tænke sig meget grundigt om, før han inviterer Paludan ind i den parlamentariske varme. For en gangs skyld er det nemlig ikke bare alle tonerytterne og de politisk korrekte, der vånder sig. Paludan er farlig for demokratiet og vores samfund som helhed, selv om han opfører sig som en klovn og nærmere er en gemen mobber end den næste Mussolini.

Stram Kurs er tilhængere af en “etno-stat”, hvilket vil sige et racerent Danmark. For at opnå det er de villige til at udvise mere end 500.000 danskere med ikke-vestlig baggrund og i samme ombæring i praksis afskaffe Grundloven og religionsfriheden ved bl.a. at forbyde islam. Spørgsmålet er dog, hvor alvorligt man indtil videre skal tage deres program, så længe Paludan mere fremstår som en provokatør end som en politisk tænker. Ikke at det skal være en undskyldning for at negligere ham, for det er før set i historien.

 

Efter at have været håbløst bagud næsten hele valgperioden, er der måske nu håb forude for det borgerlige Danmark. Det vil sige: Hvis man er villig til at betale prisen
_______

 

Hvis YouGov-tallene holder over flere målinger, så kan det være Løkkes bedste chance – og dermed udløse et valg inden for de kommende dage. Efter at have været håbløst bagud næsten hele valgperioden, er der måske nu håb forude for det borgerlige Danmark. Det vil sige: Hvis man er villig til at betale prisen. Lars Løkke er allerede sikret en plads i Danmarkshistorien som manden, der ville være statsminister for enhver pris. Vil han være ham, der sætter gang i en uoverskuelig radikaliseringsproces på højrefløjen?

For det kan virke fristende at slå til og forsøge at sikre Paludan så markant en rolle i valgkampen som muligt. YouGov-målingens store taber er nemlig Socialdemokratiet, der er helt nede på 23 procent efter i lang tid at have ligget oppe omkring 28 procent. DF er nede på 11,2 procent, men deres tilbagegang opvejes af Nye Borgerliges fremgang. Hvis det lykkes at mobilisere de helt ekstreme sofavælgere, som øjensynligt ser et ”danernes lys” i Paludan, kan udlændingespørgsmålet alligevel vise sig at være det wunderwaffe mod Socialdemokraterne, som man håber på i regeringen.

S er imidlertid ikke på sigt de største tabere i den ligning. En ting er, hvis partiet ikke vinder regeringsmagten. Det går nok. Livet i opposition er naturligvis ikke så sjovt som i regeringskontorerne, men der kommer et nyt valg igen om fire år. Hvad værre er, at eksistensen af en ekstrem højrefløj risikerer at sætte gang i en politisk radikaliseringsproces, der ikke vil efterlade megen plads til store folkepartier. Paludan er akkurat lige så slem som de hadprædikanter, regeringen ellers forbyder at rejse ind i Danmark. At andre borgerlige partier føler en slags jovialt fællesskab med Paludan, som det blev demonstreret i tirsdagens afsnit af P1 Debat, er en hån mod det store flertal af lovlydige og arbejdsomme danske muslimer. Det er svært at kræve af dem, at de skal udvise loyalitet over for en eventuel kommende regering, der baserer sig på et parti, der arbejder aktivt for deres landsforvisning. Det samme vil gøre sig gældende for mange etniske danskere, der vil stille spørgsmålet: Hvis højrefløjen ikke respekterer Grundloven, hvorfor skal vi så gøre det? ■

 

Hvad værre er, at eksistensen af en ekstrem højrefløj risikerer at sætte gang i en politisk radikaliseringsproces, der ikke vil efterlade megen plads til store folkepartier
_______

 



Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet, tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Sammen med journalist Mikkel Andersson er han aktuel med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen på Københavns Professionshøjskole, den 28. januar 2019. [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]