13.04.2019

Efter Mette Frederiksen blev kørt verbalt over i TV-duellen forrige søndag, er der optimisme i blå blok. Måske man kan få has på den guldfugl, som differentieret pension er blevet for Socialdemokraterne? Jeg tror det ikke. Trods tirsdagens farceagtige pressemøde er udlændingepolitikken Løkkes eneste trumf.

Af Niels Jespersen

Man skal ikke havde lyttet til mange af Folketingets spørgetimer for at tænke, at Mette Frederiksen i hvert fald ikke er en bedre retoriker end Lars Løkke. Alligevel var det hård kost for rød blok at se sin statsministerkandidat kørt verbalt over i TV-duellen på DR1 forrige søndag. Her havde Frederiksen svært ved at svare på, præcis hvilke grupper der ville få gavn af Socialdemokraternes forslag om differentieret pension. S-formandens defensive argumentation kom under krydsild af både værten Kåre Quist, der afbrød Frederiksen hele 18 gange, og Lars Løkke, der afbrød hende 20 gange. Omvendt blev Lars Løkke kun afbrudt af værten syv gange og fire gange af Mette Frederiksen.

Samtidig har regeringen haft held til at få medierne og journalisterne til at købe sin tolkning af pensionsudspillet. Således accepterede Kåre Qvist uden videre statsministerens vurdering af, at kun 2850 borgere vil kunne få gavn af S-forslaget til 3 mia. kr. Det svarer til over 1 mio. kr. pr person. Er Løkke ved at få has på den guldfugl, som differentieret pension er blevet for S?

Søndagsdebatten har nemlig givet det borgerlige Danmark blod på tanden. Der var få Venstre-løjtnanter, der ikke brugte aftenen og mandag morgen på at give deres næsten enslydende vurderinger af debatten på de sociale medier. Både Venstre og tænketanken CEPOS har siden lavet sponsorerede Facebookopslag for at komme bredest muligt ud med budskabet, og de borgerlige aviser har skrevet ekstensivt om svaghederne i S-planen. Der er i blå blok en følelse af momentum. At man er i færd med at afklæde Socialdemokraterne deres sejrskåbe på samme måde, som man gjorde med Fair Løsning i 2011.

 

Ved at sætte fokus på nedslidning og pension fastholder de [borgerlige] vælgernes opmærksomhed på et område, hvor Socialdemokraterne efter alt at dømme står stærkest
_______

 

Spørgsmålet er, om den opfattelse er korrekt. Jeg har tidligere kaldt det socialdemokratiske pensionsudspil for “en vaskeægte gamechanger” og skrevet om, hvordan både journalister, embedsmænd og politikere er blinde for den brutalisering af arbejdslivet, som mange især lavtlønnede danskere oplever i dag. Akkurat som de var blinde for den centraliserings-vrede, der slog igennem i folketingsvalget i 2015, og som gjorde store dele af Provinsdanmark gult.

Vi er hastigt på vej til at blive det land i Europa med den højeste pensionsalder, og stod det til regeringen og De Radikale, skulle pensionsalderen hæves yderligere.

Derfor tror jeg ikke, regeringen og dens støtter får held med deres offensiv mod det socialdemokratiske pensionsudspil. Tværtimod. Ved at sætte fokus på nedslidning og pension fastholder de vælgernes opmærksomhed på et område, hvor Socialdemokraterne efter alt at dømme står stærkest. Det er en spejling af 00’erne, hvor venstrefløjen løb stormløb mod Fogh-regeringens udlændingepolitik. Dengang var der ikke nogen, der gik fra blå til rød blok pga. udlændingepolitikken. På samme måde er det i dag tvivlsomt, hvordan usikkerhed om et rødt pensionsudspil skulle skaffe vælgere over midten til de borgerlige partier. For lige meget hvor dårligt Frederiksen klarer sig i debatten, så vil hun trods alt gøre noget, mens Løkke intet vil gøre. I hvert fald ikke indtil videre. Regeringen kan i bedste fald spille uafgjort på de rødes hjemmebane.

Lige nu arbejder regnedrengene i Finansministeriet på overtid for at finde enhver tænkelig ekstraudgift, S-forslaget kan medføre og når de regnedrengene er gået hjem, så tager den neoliberale spinmølle CEPOS over med beregninger, der viser de katastrofale konsekvenser ved at lade nedslidte håndværkere få lov at trække sig tilbage, mens de stadig er i live.

For at komme ned på, at kun 2850 personer vil få gavn af S-udspillet – som Finansministeriet vurderer – så forudsætter det en antagelse om, at dem, der kommer til at bruge den tidlige pension, alle går fra vellønnede jobs til offentlig forsørgelse. Og at mange danskere føler, at de bør være omfattet af ordningen, er ikke det samme, som at de vil bruge den. Ligesom med efterlønnen, som mange betalte til uden at bruge, så giver den differentierede pensionsordning en sikkerhed: Man håber ikke, man får brug for den, men hvis man gør, er det godt, den er der.

 

Selvfølgelig har S-forslaget sine svagheder. Først og fremmest at pensionsydelsen er så lav, at den er næsten umulig at leve på. Man får ikke megen golfferie for folkepensionens grundbeløb
_______

 

Sandheden er den, at for mange ufaglærte er en fyring i deres 60’ere en afslutning på arbejdslivet. De kan ikke finde ny beskæftigelse og sendes i stedet i cirkler i den nedværdigende og i øvrigt hundedyre udrednings- og mødekarrusel, der udgør vores beskæftigelsessystem. De kommende års såkaldte økonomiske råderum er i lange stræk fiduspenge, for de er baseret på den antagelse, at folk kan arbejde med manuelt arbejde til langt op i 70’erne. Som alle, der har haft et hårdt fysisk arbejde, ved, så er der bare en række jobs, som de færreste almindelige mennesker kan varetage i mere end 40-45 år. Her taler vi om de jobs, der slider mest på bevægelsesapparatet. Det er min oplevelse, at den erkendelse står stærkt i vælgerhavet.

Selvfølgelig har S-forslaget sine svagheder. Først og fremmest at pensionsydelsen er så lav, at den er næsten umulig at leve på. Man får ikke megen golfferie for folkepensionens grundbeløb. Imidlertid er det ikke det, der optager medierne, men præcis hvilke kriterier der skal gælde. Her er Socialdemokraterne bevidst uklare, for det øjeblik de viser deres hånd, så vil regeringen sætte alt ind på at forhindre det, så man kan råbe “løftebrud” efter valget. Samtidig vil medierne sørge for at finde den ene tandlæge, der har tænkt sig at droppe sin slutløn med topskat for i et par år tidligere at dandere den på skatteydernes regning til fyrstelige 6.300 kr. om måneden. Den tandlæge vil så blive kongerigets mest interviewede mand og gjort til repræsentant for alle ældre, der tager den tidlige pension. Akkurat som medierne gjorde med akademikere på efterløn.

Betyder det, at den er hjemme for sosserne? Langt fra. Mette Frederiksen er sårbar, fordi hun selv var med til at forringe førtidspensionen under Thorning-regeringen, og Socialdemokratiet har stadig et problem med troværdigheden. Partiet har vundet to valgsejre de sidste 20 år – 1998 og 2011 – og begge gange er det endt i en massiv løftebrudsdiskussion. Samtidig tyder meget på, at regeringen og DF barsler med en forbedring af seniorførtidspensionen. Gerne noget med lempeligere kriterier til den økonomisk mere attraktive ordning. En sådan forbedring var med garanti ikke kommet i stand, hvis det ikke havde været for S-udspillet, men hvis den er generøs nok, kan den måske tage luften ud af Mettes forslag. Imidlertid tror jeg ikke, det er en kamp, de borgerlige kommer til at gå sejrrigt ud af. De kan højest spille uafgjort.

Derfor kommer vi også til at se en regering, der fra nu af forsøger at dreje alle diskussioner ind på udlændinge. Trods det farceagtige pressemøde i tirsdags kommer blå blok til at satse alt på et udlændingevalg. Hold især øje med diskussionerne om ydelserne til flygtninge og indvandrere. Her er der faktisk en nedre grænse, der gør ondt på Socialdemokraterne, og som kan skabe ballade – ikke kun i rød blok, men også internt i S. Det er Løkkes eneste egentlige trumfkort. ■

 

Trods det farceagtige pressemøde i tirsdags kommer blå blok til at satse alt på et udlændingevalg. Hold især øje med diskussionerne om ydelserne til flygtninge og indvandrere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland