08.10.2019

Det ser ud til, at Trump mener det denne gang: Han trækker de amerikanske tropper ud af de kurdiske områder i Syrien og lader dermed sine allierede i stikken. Kurderne kan nu kun gå barfodede til Damaskus for at bede præsident Assad om hjælp, alt imens Erdogan styrker sin regionale magtposition.

Af Niels Jespersen

I december 2018 gennemgik verdenssamfundet nogle nervepirrende døgn, da den respekterede marinegeneral James Mattis trak sig som forsvarsminister. Anledningen var en udmelding fra præsident Trump, som lovede at trække de amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien og derved overlade det kurdiske selvstyreområde i Rojava til ærkefjenden, den tyrkiske præsident Erdogan. Mattis skrev dengang et opsigelsesbrev, der kritiserede præsidentens skamfulde behandling af USA’s allierede i kontrast til den sleske tone over for diktatorer som Putin og Nordkoreas Kim Jung-un.

Dengang spurgte alle, ikke mindst kurderne: “Vil USA svigte sine allierede i Syrien?” Det var YPG/SDF-militsen, der havde båret byrden i kampen mod mareridts-ideologien Islamisk Stat. Det var dem, der havde stoppet salafisternes fremmarch i Kobanis ruindynger for tre år senere at knuse kalifatet i dets hovedby, Raqqa. Var Kobani Stalingrad ved Eufrat, så var Raqqa islamisternes Berlin. Titusindvis af de sortklædte jihadister var dræbt, og endnu flere var taget til fange. IS’ nederlag blev købt med kurdisk blod.

Dengang i 2018 slap kurderne med skrækken, og Trumps tweets om tilbagetrækning kunne skrives på listen over mandens mange usammenhængende udmeldinger. De amerikanske styrker, der fungerer som en bufferzone mod Tyrkiet, blev flyttet lidt rundt, men invasionen fra nord udeblev.

Med den historik in mente skal man være varsom med at konkludere for meget ud fra mandagens præsidentielle tweets, der selv efter Trumps standard var bizarre. Her var meldingen, at amerikanerne ikke ville modsætte sig et tyrkisk angreb på Rojava, hvorefter Trump efterfølgende truede tyrkerne med økonomisk ødelæggelse, hvis ikke de holdt sig inden for de aftalte begrænsninger. Om det er bevidst, at Trump bruger ordet “begrænsninger” (limits) og ikke grænser (borders) er et åbent gæt. Der er efterhånden noget komisk i at forsøge at udlede mening i Trumps tweets.

 

Svigtet er så meget mere ydmygende, fordi amerikanerne i august tvang kurderne til at afmontere deres forsvarsværker ved den tyrkiske grænse. Det er dog et åbent spørgsmål, om feltbefæstninger havde gjort nogen forskel
_______

 

Er det alvor denne gang?
Ikke desto mindre lader konsensus blandt Mellemøstkendere denne gang til at være, at det er alvor. Der er meldinger om både tyrkiske luftangreb og troppebevægelser ind i Rojava, samt at amerikanerne allerede skulle have trukket sig fra flere baser; men i skrivende stund er det ikke nemt at få overblikket.

Indtil videre har amerikanerne efter sigende kun trukket sig tilbage fra de arabiske områder omkring Tell Abyad og Ras al-Ain. Det skulle ikke dreje sig om mere end 100-150 amerikanske soldater, og det er ikke meningen, at de skal forlade Syrien helt. De skal blot flyttes væk fra kampene mellem Tyrkiet og YPG. Det er altså hensigten, at de selvsamme amerikanske specialstyrker, der har kæmpet side om side med kurderne, skal have første parket til deres våbenbrødre og -søstres udslettelse.

Svigtet er så meget mere ydmygende, fordi amerikanerne i august tvang kurderne til at afmontere deres forsvarsværker ved den tyrkiske grænse. Det er dog et åbent spørgsmål, om feltbefæstninger havde gjort nogen forskel. Kampen mod IS har kostet over 10.000 YPG/SDF-soldater livet med mindst det dobbelte antal sårede. De mangler tunge våben, mobilitet og ikke mindst antiluftskyts. Der er ikke mange militæranalytikere, der tror på, at YPG vil kunne holde den tyrkiske hær, der er en af NATO’s stærkeste, stangen.

For 4000 år siden var stridsvognen udbredt i det nordlige Syrien. Terrænet er skabt til kampvogne, og med tyrkisk luftherredømme er slaget givet på forhånd. Kurdernes eneste militære mulighed er at overgå til guerillakrig, som den Hezbollah udsatte Israel for i Sydlibanon fra 1982-2000.

 

Med amerikansk tilbagetrækning er deres forhandlingssituation nu helt til rotterne. Ikke desto mindre er Assad den eneste aktør, som kurderne – efter 8 års blodig borgerkrig – har fælles interesser med
_______

 

Erdogan har neo-osmanniske ambitioner
At USA svigter sine allierede, er ikke nyt. Den tradition går tilbage til indianerkrigene. At det går ud over kurderne, er efterhånden næsten kliché. Det plejer til gengæld at være Kongressen og ikke præsidenten, der fører kniven. Tilbage i oktober 2017 skrev jeg følgende: „Når IS er endeligt nedkæmpet, holder kurderne op med at være nyttige for Vesten”. Jeg forudså samtidig en tilnærmelse mellem YPG og Assad-regimet. Det sidste er (endnu) ikke sket, hvilket jeg mener, er en stor fejl fra kurdernes side. Med amerikansk tilbagetrækning er deres forhandlingssituation nu helt til rotterne. Ikke desto mindre er Assad den eneste aktør, som kurderne – efter 8 års blodig borgerkrig – har fælles interesser med. Han ønsker nemlig ikke at lade Tyrkiet besætte det nordlige Syrien. Også selv om Assad på sigt er fjendtligt indstillet over for kurderes ambitioner.

For Erdogan har neo-osmanniske ambitioner. Han ønsker at annektere det nordlige Syrien og ændre den etniske sammensætning – akkurat som tyrkerne gjorde med Antioch/Antakya i 1939. De mange syriske arabiske flygtninge i Tyrkiet skal genbosættes i det nordlige Syrien (hvor kun få af dem boede før) for derved ændre demografien de steder, hvor kurderne er i flertal.

Hvad skal der så ske med de over 10.000 tilfangetagne jihadister i kurdisk varetægt? Nogle af dem slipper måske væk i forvirringen, for det er tvivlsomt, at YPG vil ofre mandskab på at bevogte dem, når det tyrkiske panser kommer rullende. De fleste vil nok falde i Erdogan hænder, hvorefter han afliver nogle af dem, men flertallet vil blive bevæbnet og brugt som tyrkiske lejesoldater mod kurderne, akkurat som tyrkerne bruger forhenværende IS- og al-Qaeda-krigere som lejesoldater i Afrin-provinsen. De 2.500 tilfangetagne vestlige jihadister? De udgør sammen med kontrollen over flygtningestrømmen, endnu et redskab, Erdogan kan bruge til at sætte Europa på plads. Måske er nogle af de europæiske jihadister endda hjemme tidsnok til at køre lastbiler igennem julemarkederne i Europas hovedstæder?

Trumps udmelding kommer oven på fyringen af sikkerhedsrådgiver John Bolton som endnu et slag mod de neokonservative kræfter i administrationen, såsom udenrigsminister Mike Pompeo. Dem, som Trump sammen med den amerikanske venstrefløj beskylder for at stå bag de såkaldte “Forever Wars” i Mellemøsten.

Problemet for kurderne er, at Trumps beslutning kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Havde amerikanerne trukket sig tilbage i 2016, som det skulle have været Trumps intention, havde kurderne stået i en stærk forhandlingsposition over for Assad og Putin. Sammen kunne de havde dannet en samlet front mod tyrkerne og de mange jihadist-grupper, der fik deres forsyninger fra Tyrkiet. Nu må kurderne gå barfodede til Damaskus for hjælp. Det kan imidlertid også være, at Trump ændrer mening igen, som det er sket så mange gange før. Jeg hælder dog desværre til at tage ham alvorligt denne gang. ■

 

Nu må kurderne gå barfodede til Damaskus for hjælp. Det kan imidlertid også være, at Trump ændrer mening igen, som det er sket så mange gange før. Jeg hælder dog desværre til at tage ham alvorligt denne gang
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden