16.02.2019

Det er nemt at pege fingre ad de unges klima-paroler, men de har forstået udfordringerne bedre end min egen generation. Vi står over for en massiv omstilling og kommer ikke til at undgå at mærke stormen. Derfor er det nødvendigt med samarbejde mellem alle ansvarlige partier.

Af Niels Jespersen

Fredag den 1. februar gik tusindvis af skoleelever på gaden for at “strejke” for klimaet. Demonstrationen kom som opfølgning på, at den 15-årige, svenske pige Greta Thunberg blev hjemme fra skole de sidste tre uger op til det svenske valg i efteråret sidste år for at få politikerne til at rette fokus mod klimaforandringerne.

Der var tale om en ganske latterlig aktion, kunne man forstå på mit Facebook-feed, der – uden at fornærme nogen – godt kan betegnes som elitært. Jeg følger primært mennesker på min egen alder eller ældre, som lever af politik i bredeste forstand. En kommentator på et af dagbladene berettede om, hvordan han i bil havde kørt sin datter til klimademonstration, og en konsulent i et større public affairs-bureau havde observeret adskillige klimastrejkende unge holde forbrugerismens hjul i gang i Strøgets butikker. Pas jeres skole, lød til at være budskabet.

Men selv om de unges paroler er naive, og deres aktionsmetoder nemme at pege fingre ad, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de har forstået klimaudfordringerne langt bedre end den snakkende klasse, jeg selv er en del af. Vi skændes for tiden om en pensionsordning til nogle få milliarder kroner, mens kloden nærmer sig en overophedning, der kan medføre ødelæggelser på et niveau, man skal tilbage til verdenskrigene for at finde.

Der er nemlig noget i gære i ungdommen. Det oplever man, når man kommer rundt på landets uddannelsesinstitutioner, og når man taler med gymnasieelever. For selv om man skal huske, at flertallet af enhver aldersgruppe altid er aldeles upolitiske, så er der tale om en vaskeægte mobilisering. Det handler om klimapolitik, og ifølge en undersøgelse, som den grønne tænketank Concito har lavet for Politiken, er andelen af 18-29-årige, der mener, at klima-problemet er “meget alvorligt”, steget fra 55 pct. i 2016 til 71 pct. i 2018. Danskerne er også løbende blevet spurgt, hvor enige eller uenige de er i, at “den grønne omstilling må koste penge og kraftanstrengelser på kort sigt, hvis indsatsen giver samfundsmæssig gevinst på lang sigt”. I 2015 var 43 pct. af de yngre “helt enige” i udsagnet, mens tallet i 2018 var steget til 70 pct. Og mens udsagnet “Politikerne bør indføre tiltag, der kan reducere klimapåvirkningerne fra vores madforbrug for eksempel i form af afgifter, mærkning eller oplysningskampagner” fik 30 pct. “helt enige” fra de 18-29-årige i 2015, var tallet i 2018 fordoblet til 60 procent.

 

Imidlertid er jeg ikke i tvivl: Ungdommen er klimabevidst – både i holdning og i handling
_______

 

Nu skal man selvfølgelig tage den slags særkørsler med et gran salt. De laves af interesseorganisationer med en agenda. Samtidig er der tale om en lidt billig omgang, for det er nemt at give tilsagn til den slags spørgsmål, så længe man ikke selv skal have penge op af lommen. Imidlertid er jeg ikke i tvivl: Ungdommen er klimabevidst – både i holdning og i handling. The times, they are-a-changin’. Også i resten af Europa demonstrerer skoleelever, og i USA er det lykkedes den 29-årige demokratiske rock-star Alexandria Ocasio-Cortez at sætte klimadebatten i kog med sit forslag om en green new deal.

Det kan godt være, det er nemt for de voksne i ”eliten” at udpege ungdommens hykleri og selvretfærdighed. Det har det altid været, men hvis det er sådan, at man skal leve et aldeles dadelfrit liv, før man må tage ordet og udøve sine borgerrettigheder, så ser det sort ud. Komplekse problemer er altid svære at skabe folkelig mobilisering omkring, men det bør ikke afholde nogen fra at gøre forsøget.

Til gengæld har det lange udsigter, før ungdommen får mulighed for at sætte sine bekymringer på den politiske dagsorden. Der er tale om nogle små årgange, så de kommer næppe til at afgøre folketingsvalg. Jeg tror imidlertid, at min generation og de, der er ældre, gør klogt i at lytte til de unge – også selv om deres budskab kunne formuleres skarpere. Alternativt risikerer vi en radikalisering som under det sidste ungdomsoprør i ’69. Dengang degenererede dele af det antiautoritære oprør ud i politisk ekstremisme.

Det svære spørgsmål er, hvad vi skal gøre ved klimaproblemerne. Venstrefløjen står klar med et helt katalog af ambitiøse forslag. Det er givetvis også her, man kommer til at høste den vælgermæssige gevinst af den klimabevidste ungdom. Senest har Enhedslisten fremlagt en ambitiøs klimaplan, der skal sikre partiet den grønne førertrøje i valgkampen. I hvert fald indtil Alternativet eller SF spiller ud med endnu mere vidtgående planer.

Problemet med mange af venstrefløjens løsninger er, at man vil kunne afindustrialisere Danmark og nedlægge vores landbrug i morgen, uden at det vil gøre nogen forskel i det globale klimaregnskab. Tværtimod vil Danmark fremstå som et skrækeksempel på, hvordan bæredygtighed fører til fattigdom. En række af venstrefløjens forslag er faktisk direkte kontraproduktive: Hvis man jager produktionsvirksomhederne ud af Danmark med skærpede miljøkrav, flytter de til lande, hvor man bare kan forurene løs.

 

Hvis den voksende kinesiske middelklasse skal begrænse sit forbrug, så dur det ikke, hvis de kan se deres danske klassefæller mæske sig i CO2-tunge forbrugsgoder
_______

 

Det har højrefløjen forstået, men her bliver Danmarks lidenhed til et belejligt argument for slet ikke at gøre noget – i hvert fald ikke før de andre. Det holder heller ikke. Hvis den voksende kinesiske middelklasse skal begrænse sit forbrug, så dur det ikke, hvis de kan se deres danske klassefæller mæske sig i CO2-tunge forbrugsgoder. Det er fint at tale om klima-realisme frem for klimafanatisme, men man skal huske, at politik ikke er rationelt. Det er nødvendigt at walk the talk – også selvom andre ikke gør det. Danmark har et ansvar for at gå forrest, fordi vi er et rigt land.

I sidste ende har vi størst chance for at bidrage til løsningen af klimaproblemerne med eksemplets magt. Hvis vi kan vise resten af verden, at man ikke behøver gå mærkbart ned i levestandard for at skabe et bæredygtigt samfund, så vil det vække interesse i lande som Kina, Indien og Brasilien. Hvis Danmark samtidig fungerer som laboratorium og udstillingsvindue for udviklingen af grøn teknologi, er der endda mulighed for, at vi kan tjene penge på vores miljøbevidsthed. Det sker allerede med vindmølleindustrien, der har været sovset ind i statslige subsidier, men i genererer milliarder i eksportindtægter.

Alt det kommer til at kræve samarbejde, og begge sider af det politiske spektrum kan se frem til at sluge masser af kameler. Højrefløjen kommer til at acceptere at betale for løsninger, der er mere vidtgående end andre landes. Det mener de sikkert allerede, de gør, men det bliver endnu værre. Eller bedre. Samtidig skal venstrefløjen forstå, at den grønne omstilling koster penge, og at de penge skal tjenes af det samme erhvervsliv, der skal reguleres. Først når man når dertil, er der tale om reel bæredygtighed. Der skal rigtig nok bruges tvang, for som det – til ingen andre end miljøminister Jakob Ellemann-Jensens overraskelse – har vist sig, så regulerer landbruget ikke sig selv. Men det er heller ikke en farbar vej at gøre erhvervslivet til sine modstandere.

Når jeg ser tilbage på min ungdom, så blev den i høj grad præget af 9/11. Mit bud er, at den nuværende ungdoms store udfordring bliver klimaforandringer. Akkurat som mine bedsteforældres var verdenskrigen og mine oldeforældres krigen før den. I Danmark har vi, som vi plejer, gode muligheder for atter at blive et puslingeland, der hygger sig i smug. Men vi undgår ikke at blive påvirkede af stormen. Under verdenskrigene vurderede de politiske partier, at truslen var så alvorlig, at de dannede samlingsregeringer. Det er den samme krisebevidsthed, man finder hos ungdommen – og den bør også optage alle ansvarlige partier. ■

 

Under verdenskrigene vurderede de politiske partier, at truslen var så alvorlig, at de dannede samlingsregeringer. Det er den samme krisebevidsthed, man finder hos ungdommen – og den bør også optage alle ansvarlige partier
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland