07.05.2019

Regeringens pensionsaftale med DF og R er alt det, højrefløjen kritiserer Socialdemokratiets pensionsudspil for at være: Et ukonkret bluffnummer. Men samtidig er der med aftalen tale om et smart taktisk træk for R, der endda kan give problemer for DF.

Af Niels Jespersen

“Jeg tror på, at vi kan få Danmark ud af Dansk Folkepartis kløer” skrev Morten Østergaard 1. maj i et Facebook-opslag, der siden er blevet taget ned. Dagen efter lukkede han et pensionsforlig med regeringen og Dansk Folkeparti.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, og man kan ikke fortænke den radikale leder i slå til. Ikke alene fik han gennemført en aftale, der tog udgangspunkt i De Radikales eget udspil. Han fik også slået et søm i fortællingen om, at den radikale konfrontationskurs mod S risikerer at føre partiet ud i den parlamentariske glemsel, såfremt DF overtager rollen som midterparti: R og DF er faktisk villige til at indgå forlig sammen på væsentlige politikområder.

Pensionsforliget skal gøre det nemmere for nedslidte lønmodtagere at få førtidspension. Imidlertid er ordningen målrettet lønmodtagere, der allerede er invaliderede af deres arbejdsliv. Der er intet for dem, der tager smertestillende medicin for at stå op om morgenen. For har man så lav en arbejdsevne, at man kun kan virke 15 timer om ugen – altså knap to fulde ugentlige arbejdsdage – er man for længst fyret fra et slagteri eller en byggeplads. Ifølge beregninger fra Jyllands-Posten er det blot 130 danskere, der årligt vil kunne gå fra fuldtidsbeskæftigelse til seniorpension. Det er færre, end der årligt bliver lottomillionærer. Dertil kommer, at adgangen til den tidlige pension går igennem den sædvanlige spidsrod af arbejdsprøvninger og udredninger, hvor ansøgeren skal stå med hatten i hånden og tigge om nådensbrød. Aftaleparterne kalder det ”en ret”, men der er altså reelt tale om retten til at sende en ansøgning.

 

Aftalen skal først og fremmest ses som et forsøg fra Løkkes side på at lægge gift ud for en kommende S-regering, på samme måde som han gjorde i 2011
_______

 

Aftalen skal først og fremmest ses som et forsøg fra Løkkes side på at lægge gift ud for en kommende S-regering, på samme måde som han gjorde i 2011 ved at binde De Radikale til blå bloks økonomiske politik via efterlønsaftalen. Derved håber man i Venstre atter at kunne fremmane billedet af løftebrud og en slagen socialdemokratisk statsminister, der kommer til at bøje sig for radikalerne, som det skete i det sorte tårn efter forrige valg. Underforstået: også de radikale krav på udlændingeområdet. Derfor er aftalen også en stor sejr for De Radikale og en begmand til de socialdemokrater, der håber på en fremtid, hvor R ikke har hals og håndsret over en kommende S-regerings gøren og laden. Det er den kategori, jeg selv tilhører, for jeg tror ikke, at S atter kan overleve ved at føre en politik dikteret af De Radikale.

Er det et stort nederlag for S? Både og. Pensionsaftalen var næppe kommet i stand, hvis det ikke havde været for det populære socialdemokratiske udspil om differentieret pension. Hensigten er åbenlyst at tage luften ud af S-forslaget. Spørgsmålet er imidlertid, hvor alvorlig skaden er, for som Altingets Erik Holstein skriver: ”Aftalen ændrer ikke ved, at Socialdemokraterne stadig har the upper hand i det her spil. Det var det socialdemokratiske udspil efter nytår, der bragte spørgsmålet om pension til nedslidte ind på den politiske dagsorden igen”. Regeringens pensionsaftale er nemlig ikke katastrofal for S, på samme måde som afskaffelsen af efterlønnen og halveringen af dagpengene var det. Hvor der sidst var tale om konkrete forringelser, man tvang ned over en socialdemokratisk statsminister, så er der denne gang tale om velfærdsforbedringer, der muligvis ikke bliver til noget.

DF har til gengæld sat sig i sårbar position, hvor partiet – med henvisning til noget ulogisk Christiansborgs-teknik – blokerer for en reform, dets vælgere efterspørger. Det får Arne Hardis i Weekendavisen til at bemærke, at hvis Thulesen Dahl er populist, så er han en dårlig en af slagsen. Argumentet om, at differentieret folkepension ikke kan indføres uden at åbne Velfærdsforliget fra 2006, klinger hult, eftersom de samme partier, der står bag pensionsaftalen, kunne så godt som afskaffe efterlønnen i 2011 uden at åbne selvsamme forlig. Dertil kommer, at DF’s vælgere i sidste ende næppe er dem, der går mest op i god forligsskik.

 

Så hvad får Thulesen Dahl ud af forliget? Han får først og fremmest demonstreret, at han er en del af den borgerlige blok
_______

 

Så hvad får Thulesen Dahl ud af forliget? Han får først og fremmest demonstreret, at han er en del af den borgerlige blok, der med Kristian Madsens ord i Politiken “binder sig til masten” på det blå skib. I DF håber man, at forliget kan tage luften ud af den socialdemokratiske vælgerfremgang, der kom sammen med lanceringen af forslaget om differentieret pension, og som har medført en tilsvarende tilbagegang for DF. Der er dog indtil videre ikke noget, der tyder på, at vælgerflugten fra DF stopper, og til gengæld blotter man sig for kritik fra S og fagbevægelsen, der er skuffet over Thulesen Dahl.

Problemet for S er, at hvis man går for hårdt til DF, så risikerer man for alvor at forsure forholdet til en kommende samarbejdspartner. DF’erne er notorisk ømskindede over for kritik, og Mette Frederiksen har allerede rigeligt af fjender. Både Morten Østergaard og Uffe Elbæk virker mere optagede af, hvordan de kan forhindre en socialdemokratisk solo-regering end i at komme af med Løkke. Derudover er forholdet til Enhedslisten stadig iskoldt efter Thorning-årene. Hvis Mette Frederiksen også skal til at være uvenner med Thulesen Dahl, så har hun reelt kun én fælle tilbage i Folketinget: Nemlig SF’s Pia Olsen Dyhr, der har udført et imponerende genopretningsarbejde i SF, men som slet ikke er i nærheden af at kunne sikre Frederiksens overlevelse på egen hånd.

Er den relation til Thulesen Dahl, som Mette Frederiksen i Thomas Larsens nye bog kalder “dybfølt” og “ægte”, ødelagt? Nej. Thulesen Dahl har først og fremmest vist, at han er en utilregnelig politisk partner. Han kan nå at skifte hest mange gange i det samme vadested. Hvis mandaterne falder heldigt ud for en eventuelt kommende S-regering, så er der intet til hinder for, at DF atter springer til. ■

 

Hvis mandaterne falder heldigt ud for en eventuelt kommende S-regering, så er der intet til hinder for, at DF atter springer til
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne