02.04.2019

Hvis ikke DF’erne skålede i champagne til deres morgengruppemøde i dag, så burde de havde gjort det. Efter et par barske måneder med rutsjetur i meningsmålingerne har Morten Østergaard med sit nye ultimatum sikret Dansk Folkeparti hjemmebanefordelen i den kommende valgkamp.

Af Niels Jespersen

Da Mette Frederiksen og Lars Løkke tørnede sammen i den første direkte TV-duel søndag aften, manglede der noget. Det så en kort overgang ud til, at vi var på vej ind i den første valgkamp i 20 år, der ikke handlede om udlændinge. Kun et par døgn senere har det ændret sig. For i aftes tog De Radikales leder, Morten Østergaard, ordet “mistillid” i sin mund, da han krævede et socialdemokratisk opgør med DF’s hjertebarn: det såkaldte paradigmeskifte. Ellers vil han aktivt modsætte sig, at Mette Frederiksen bliver statsminister.

Den melding har skabt jubel i Dansk Folkeparti. Her har man med bæven kunnet iagttage en række katastrofemålinger den seneste tid, samtidig med at socialdemokraterne skovler arbejdervælgere ind med løfter om tidlig pension til nedslidte håndværkere. Men nu kan DF være sikre på, at udlændingespørgsmålet – igen – kommer til at dominere i valgkampen. Det gælder om at holde sig til, og Thulesen Dahl har allerede været ude at fortælle socialdemokraterne, at der bliver holdt nøje øje med deres udlændingepolitiske standhaftighed. Det FOA-flertal mellem SF, S og DF, som risikerer at gøre R overflødigt efter valget, har ellers været i fare med DF’s tilbagegang, men må antages nu at få et boost, for De Radikales udmeldinger på udlændingeområdet et tveægget sværd. De styrker godt nok R på bekostning af resten af venstrefløjen, men styrker samtidig den indvandringskritiske højrefløj.

Østergaards “politiske håndgranat” er sådan set ikke ny. Allerede i august sidste år stillede han et ultimatum til Mette Frederiksen: S-lederen skulle skrive under på at give De Radikale afgørende indflydelse efter næste valg. Ellers lovede Østergaard aktivt at modarbejde, at Mette Frederiksen bliver statsminister. Det er den advarsel, der nu skærpes.

Problemet med Østergaards håndgranat er, at den kommer til at gøre ligeså ondt på ham selv, hvis den går af. Som en atombombe fra den kolde krig er den kun effektiv som afskrækkelsesvåben. De Radikale har kun én chance: at skræmme S til underkastelse med truslen om gensidig udslettelse. Der er nemlig ingen plan B i den radikale strategi. Når først Østergaard har væltet VLAK-regeringen, vil han vælte en S-regering. Derefter vil han ikke selv være statsminister, men han vil heller ikke pege på hverken Uffe Elbæk eller Pernille Skipper, og han vil i øvrigt ikke lave økonomisk politik med venstrefløjen. Hvad der skal ske derfra, er et åbent spørgsmål.

 

Problemet med Østergaards håndgranat er, at den kommer til at gøre ligeså ondt på ham selv, hvis den går af. […] Der er nemlig ingen plan B i den radikale strategi
_______

 

Østergaards udmelding sætter til gengæld især Enhedslisten, men også Alternativet i en svær situation, for nu er det atter R, der bærer førertrøjen i kampen om de mange venstrefløjsvælgere, der raser over Socialdemokraternes nye stramme udlændingepolitik. Man må antage, at De Radikale har lavet målinger, der viser, at en anseelig andel af vælgerne til venstre for midten er så optagede af udlændingepolitik, at de er villige til at lade Løkke fortsætte på statsministerposten, hvis der ikke sker lempelser fra rød bloks side. De vælgere kan Ø og Å ikke tillade sig at slippe, og det bliver spændende at følge, hvordan de vil overgå De Radikales udmelding. Elbæk kan næsten ikke komme højere op i træet, end han allerede er, men han kan skærpe sin retorik og lægge sig tættere op ad R. Enhedslisten står derved i den pine, at de risikerer at fremstå som det mindre kritiske støtteparti til S, hvorfor også de må skærpe deres kritik. Her er måske Løkkes egentlige chance for en valgsejr, for med en rød blok i total nedsmeltning fremstår han trods alt som det stabile alternativ.

Skaber Østergaards udmelding så usikkerhed om Socialdemokraternes udlændingepolitik? Det budskab vil både regeringens spindoktorer og de borgerlige avisers lederskribenter gentage herfra og til lyset slukkes i det sidste valglokale, men situationen er faktisk den modsatte. Hvis Mette Frederiksen bøjer sig for Østergaard, så vil hun stå i en løftebrudsstorm akkurat lige så kraftig, som den Nyrup oplevede i 1998, og Thorning kom ud for i 2011. Analysen i S er, at partiet simpelthen ikke kan overleve at svigte sine kernevælgere endnu en gang. Læg dertil, at S-ledelsen faktisk er oprigtigt overbeviste om retfærdigheden i sin egen strammer-linje. Mette Frederiksen kommer ikke til at bøje sig.

Derfor er det langt mere sandsynligt, at Østergaard skubber Socialdemokraterne i armene på DF. Thulesen Dahl vil da forstå at tage sig godt betalt og vil med næb og klør modsætte sig selv de mindre lempelser, som Socialdemokraterne er villige til at give venstrefløjen. Det gælder forhøjelse af integrationsydelsen, kvoteflygtninge og forbedring af de udviste børnefamiliers vilkår. Dermed er det sikreste, man kan sige om situationen efter valget, at DF vil have afgørende indflydelse. Enten som regeringspartner i en VO-regering eller som sikkerhedsnet for en smal S-regering.

Derfra er det interessant at se, hvad der sker, hvis S vinder og regeringen overlever sin fødsel, for hvis R ikke kan vælte regeringen på udlændingepolitikken, er det muligt, at de vil forsøge at gøre det på den økonomiske politik. Så skal Mette Frederiksen atter engang over midten for at finde hjælp. Sker det, vil DF de facto være støtteparti for en smal S-regering, og partiet vil have indtaget den magtfulde position som Christiansborgs nye midterparti. De Radikale? De vil blive endnu et venstrefløjsparti, der vedtager resolutioner på deres egne landsmøder, men som ingenting bestemmer. ■

 

De Radikale? De vil blive endnu et venstrefløjsparti, der vedtager resolutioner på deres egne landsmøder, men som ingenting bestemmer
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland