05.10.2019

Jeg påstår ikke, at nogen skal sendes i fængsel for at lave en fejl – og kan selv grove forbrydelser ikke bevises, så må det være sådan, for loven skal følges. Men det holder ikke, at man som chef i embedsværket kan bryde loven uden konsekvenser. Det er et angreb på vores allesammens retsfølelse.

Af Niels Jespersen

IFØLGE EN REDEGØRELSE fra justitsministeriet bad chefen med det øverste ansvar for teledata hos Rigspolitiet sine ansatte om at lyve for justitsministeriet for at dække over, at teleoplysninger i omkring 10.000 straffesager fra perioden 2012-2019 kan være fejlbehæftede. I tusindvis af retssager er oplysninger anvendt til at placere potentielt uskyldige mennesker på gerningssteder og dermed føre dem til doms. Redegørelsen er en lang opremsning af løgn på løgn, og den indskriver sig som endnu en af de utallige skandaler og myndighedssvigt, vi de sidste år har været ulykkelige vidner til.

Det skulle man tro, ville få konsekvenser for de ansvarlige. Især efter at statsminister Mette Frederiksen har stillet vælgerne i udsigt, at det ikke længere er embedsværket, men de folkevalgte, der skal styre landet. Men nej. Justitsminister Nick Hækkerup (S) lovede på et pressemøde fredag, at der ikke vil komme fyringer som følge af teledataskandalen. Konklusionen er klar: Atter er det slået fast, at Danmark et land, hvor vi straffer nådesløst i bunden, mens dem toppen i praksis er straffri. Vel og mærke samtidig med at de scorer million-gager – blandt andet på grund af deres embedes store ansvar.

Hvorfor er det sådan? Hvordan kan myndighederne være så nådesløse over for den lille mand og hans kone, samtidig med at de udviser en raserifremkaldende largesse over deres egne skurke?

 

Jeg kan sagtens se, hvorfor det på den korte bane ikke er hensigtsmæssigt at straffe i egne rækker. Man risikerer at skabe en kultur, hvor der dækkes over fejl frem for at stå ved dem
_______

 

JEG TROR, AT EN STOR del af svaret er bekvemmelighed. Jeg har selv været embedsmand. Jeg kan sagtens se, hvorfor det på den korte bane ikke er hensigtsmæssigt at straffe i egne rækker. Man risikerer at skabe en kultur, hvor der dækkes over fejl frem for at stå ved dem. Ofte er det ikke engang muligt at straffe, for noget, enhver yngste fuldmægtig i et ministerium lærer som noget af det første, er at dække sin røv af med et spor af papirer, der fører i alle andre retninger. Få dyr i skoven er så adrætte som en dansk embedsmand i fare, og får de færten af retsstatens klappere, graver de sig bare endnu bedre ned.

Samtidig er det vel uretfærdigt, hvis embedsmænd straffes, når politikere går fri? Omvendt kan man kan ikke straffe politikere for at gøre, hvad de har lovet vælgerne. Om det så er – som Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen – at ødelægge SKAT. Det er ikke nemt – og det mener jeg hverken polemisk eller sarkastisk.

Problemet er bare, at alle de enkelte hensyn – hvor gode de end er – har den samlede effekt, at de skaber et de facto risikofrit rum i toppen af samfundet. Ser vi på de sidste mange års kæmpeskandaler: SKAT, DONG, NETS, Statens Serum Institut, Rigspolitiet, DSB, Post Danmark osv., så har de alle det tilfælles, at de er blevet planlagt og udført af en snæver kreds af toppolitikere, embedsmænd – primært i Finansministeriet – og deres venner i de store konsulenthuse. Kendetegnende er det også, at det er umuligt at pege på en enkelt aktør eller beslutning, der er skyld i miseren.

Jeg påstår ikke, at nogen skal sendes i fængsel for at lave en fejl – og kan selv grove forbrydelser ikke bevises, så må det være sådan, for loven skal følges. Men det holder ikke, at man som chef kan bryde loven uden konsekvenser. Det er et angreb på vores allesammens retsfølelse.

 

Dummer man sig, så må man også betale prisen. Det kan ikke være anderledes. […] Det paradoksale er bare, at vi straffer hårdest i bunden, der hvor straffen har mindst præventiv effekt
_______

 

JEG ANSER MIG SELV for at være hardliner, når det kommer til straf og kriminalitet. Dummer man sig, så må man også betale prisen. Det kan ikke være anderledes. Samtidig har jeg haft min gang i miljøer, hvor det at dumme sig var temmelig udbredt. Hvor unge mænd slog hjernen fra i et øjebliks kådhed og i værste fald ødelagde livet for både dem selv og andre. I de tilfælde har jeg ikke haft ondt af gerningsmanden – og jeg har i øvrigt sjældent oplevet piveri fra den kant. En plettet straffeattest kan ellers have katastrofale følger. Især hvis man kun har en dårlig folkeskoleeksamen og hedder Mohammed eller Brian.

Det paradoksale er bare, at vi straffer hårdest i bunden, der hvor straffen har mindst præventiv effekt. De kriminelle, jeg har kendt, har alle selv været ofre for lignende kriminalitet, og de har i hvert fald ikke tænkt et sekund over konsekvenserne, før de handlede. Om straffen havde været ét eller 1000 år, havde de stadig gjort det, og den eneste direkte effekt af at spærre dem inde er, at de vender tilbage til samfundet som endnu mere hårdkogte og kompetente forbrydere.

SÅDAN ER DET IKKE MED ELITEN. Altså dem, der rent faktisk kan overskue konsekvenserne af deres forbrydelser. Her er det socialt selvmord at tilbringe tid i fængsel, og selv en elektronisk fodlænke er et brændende stigma. At blive fyret eller bare forflyttet er i etaten nogenlunde lige så skamfuldt, som når en samurai taber en duel.

Tilbage i 1756 tabte en britisk admiral et søslag til franskmændene i Middelhavet. Det var ikke hans skyld alene, men han kunne godt havde gjort sig mere umage, mente mange af hans kollegaer. Det mente også en militær standret, der dømte Admiral John Byng til døden. Han blev efterfølgende skudt på agterdækket af sit eget skib. Grunden til, at han er berømt i dag, er, at den franske oplysningsfilosof Voltaire skrev, at i England skød man fra tid til anden en admiral for at holde de andre til ilden. Det vakte nemlig ramaskrig i samtiden, for dengang som nu straffede man normalt kun folk på bunden af samfundet.

Det er svært ikke at have medlidenhed med Byng, for hans skæbne blev hård, men den var ikke hårdere, end den man dengang tildelte menigmand. Og de britiske admiraler gjorde sig efterfølgende ekstra umage og vandt mange flere søslag. Måske var det meget motiverende at vide, at man ikke kunne slippe afsted med hvad som helst, selv om man var øverst i hierarkiet? ■

 

Måske var det meget motiverende at vide, at man ikke kunne slippe afsted med hvad som helst, selv om man var øverst i hierarkiet?
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland