02.04.2019

.

Joachim B. Olsen har ret: Relativ fattigdom siger intet om, hvorvidt folk har råd til mad og tøj. En enlig mor bør kunne leve et tåleligt liv på kontanthjælp. Men han tager fejl, når han siger, at der ikke findes fattigdom i Danmark.

Kommentar af Niels Christian Barkholt

KÆRE JOACHIM B. Olsen

Det er med bævende hjerte, at jeg skriver til dig. Du har siden 2011 tårnet dig op i fattigdomsdebatten som et blåt uhyre, usårlig og uden nåde. Som mange andre på venstrefløjen har jeg set på dig med en blanding af afsky, vrede og dyb frustration. Afsky, fordi du er indbegrebet af et borgerligt argument, der skyr vores blødende hjerter for samfundets svageste som vand af en gås. Vrede, fordi du har ydmyget os og vores argumenter i den offentlige debat, som da du udstillede vores uvidenhed om, hvad en kontanthjælpsmodtager egentligt får hver måned. Frustration, fordi du både intellektuelt og ideologisk står som en gigantisk dyne, som vi kan slå løs på uden den mindste effekt.

Når jeg skriver nu, så er det, fordi der er noget, der er gået op for mig – og selvom det piner mig at indrømme det, så siger jeg det nu: Du har ret! I hvert fald et stykke ad vejen. Med de samme få argumenter har I igen og igen stået tilbage som sejrherrerne i fattigdomsdebatten her til lands.

 

Når jeg skriver nu, så er det, fordi der er noget, der er gået op for mig – og selvom det piner mig at indrømme det, så siger jeg det nu: Du har ret!
_______

 

ET AF DE CENTRALE omdrejningspunkter i fattigdomsdebatten i Danmark er den relative fattigdomsgrænse. For eksempel offentliggjorde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidste år i december en analyse, der konstaterede, at vi har 64.500 fattige børn i Danmark. Det gik vi pænt i selvsving over på venstrefløjen. Vores hjerter krympede og vred sig, og vi håbede, at vores jammer ville formilde jer småborgerlige guder på Himmelbjerget, og I ville indse, at det både er synd for disse børn, og at det i længden vil koste samfundet dyrt. Men igen tårnede dine argumenter fra 2011 sig op over debatten. Som du udtalte til Berlingske i 2013:

”At tale om fattigdom i Danmark giver ingen mening. Den her fattigdomsgrænse er helt til grin, for der er ingen fattige i Danmark […] Og desuden er det en relativ grænse, hvor man ser på, om folk har tjent mindre end 50 pct. af medianindkomsten. Det vil sige, at der altid vil være fattige. Man kan i princippet tjene rigtig mange penge og alligevel betegnes som fattig, hvis resten af befolkningen begynder at tjene flere penge.”

Det gør ondt at skulle indrømme det, men disse argumenter er jo rigtige. Det er gået op for mig, at jeres kryptonit i fattigdomsdebatten slet ikke er magisk, den er bare faktuel. Vores frugtesløse angreb på jeres skånselsløse holdning til fattigdom har fejlet, fordi vores argumenter har været styret af følelser og ikke af et rationelt blik.

Jeg forstår nu, at diskussionen om relativ fattigdom er håbløs. Den relative fattigdomsgrænse fortæller os ikke noget om, hvorvidt medborgere har råd til de mest basale fornødenheder for at kunne leve et tåleligt liv.

Relativ fattigdom handler om, hvor mange mennesker der ikke har de samme økonomiske muligheder som flertallet. Relativ fattigdom siger noget om ulighed – ikke om afsavn. Hvis alle danskere fik fordoblet deres indkomst i nat, ville der være lige så mange relativt fattige i morgen som i dag. Når de rige bliver rigere, så kommer der flere relativt fattige, selvom de har den samme indkomst som før. Det fortæller altså noget om ulighed, ikke om folk har råd til brød og medicin.

Vi kan ikke bruge den relative fattigdomsgrænse til at konkludere, at vi har 64.500 børn, der lever med basale afsavn. Det vil kræve, at vi indhenter budgetter for børnene, der viser, at de lever under en bestemt levestandard.

 

Når de rige bliver rigere, så kommer der flere relativt fattige, selvom de har den samme indkomst som før. Det fortæller altså noget om ulighed, ikke om folk har råd til brød og medicin
_______

 

DET NÆSTE, jeg må erklære mig enig med dig i, er, at vi ikke behøver at diskutere, om Carina – omtalt Fattig-Carina – havde penge nok, da debatten om hende kørte i 2011. Hun er faktisk relativt godt stillet. I dag vil en enlig mor som Carina få omkring 18.000 kr. udbetalt om måneden. Hvis hun har kunnet finde en billig bolig, bør hun kunne få et budget til at hænge sammen. Der skal spares, og der skal læses tilbudsaviser, men det burde være muligt at leve et tåleligt, omend meget beskedent liv.

Men der er ét af jeres højrefløjsargumenter, som jeg ikke kan forlige mig med. Det er, når I siger, at der slet ikke findes fattigdom i Danmark. Her har I en logisk brist i jeres argumentation. For hvad er fattigdom egentlig? Er det FN’s grænse på 1,25 dollars om dagen? Skal man bo i jordhytter, før man kan kalde sig fattig? Eller hvad vil det overhovedet sige at være fattig? Som jeg ser det, er den borgerlige tilgang ganske enkelt at benægte fattigdom, men det ændrer ikke på det faktum, at både kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen har konsekvenser, der rækker langt ud over diskussionen om, hvorvidt det er selvforskyldt, at man fx ikke har penge til børnenes julegaver.

Hvad stiller vi op med, at vi i dag har ét kontanthjælpsloft, der ligger fast, og som ikke tager højde for de store udsving, der fx er i huslejepriser fra kommune til kommune? For selvom kontanthjælpsloftet meget behændigt signalerer, at der er en grænse for, hvor meget man kan få som kontanthjælpsmodtager, så rammer boligstøtteloftet skævt, og det åbner en stor lem ned til kælderen. Kontanthjælpsloftet betyder nemlig, at huslejens størrelse spiser sultent af rådighedsbeløbet.

 

Hvad stiller vi op med de mennesker, der lever på integrationsydelse, hvor den ene forælder har en kronisk sygdom og ikke har råd til receptpligtig medicin?
_______

 

RESULTATET ER, at vi i dag ser en stor social eksport af kontanthjælpsmodtagere fra storbyerne til udkantsområderne. I 2016 var der en nettoeksport fra København på næsten 5.000 kontanthjælpsmodtagere. Tænker du, at det blot er udtryk for markedskræfternes usynlige hånd, eller at det måske er en udvikling, der skævvrider Danmark?

Hvad stiller vi op med de mennesker, der lever på integrationsydelse, hvor den ene forælder har en kronisk sygdom og ikke har råd til receptpligtig medicin? De lever med et stort underskud hver måned, hvilket gør, at der ikke er penge nok til at købe mad og tøj. Det er måske ikke absolut fattigdom i dine øjne, men synes du, det er selvforskyldt og derfor acceptabelt?

Jeg savner et bud fra dig på, hvad en fattigdomsgrænse er, frem for hvad den ikke er.

Hvad er et rimeligt rådighedsbeløb? Hvad skal man som minimum have råd til for at leve et liv, der ikke kan beskrives som fattigt? Synes du fx, det er rimeligt, at man som kontanthjælpsmodtager har råd til internet og mobiltelefon? Hvad med forsikring og vinterstøvler? Skal man have penge til den receptpligtige medicin og hvad med rengøringsmidler og krydderier? Skal man overhovedet have råd til en bolig?

Du har helt ret i at den relative fattigdom ikke er et udtryk for reel fattigdom. Men lad mig spørge dig direkte: Hvor går din grænse så? Hvornår mener du, at man har så få penge i dagens Danmark, at man lever i fattigdom?

Med venlig hilsen
Niels Christian Barkholt ■

 

Du har helt ret i at den relative fattigdom ikke er et udtryk for reel fattigdom. Men lad mig spørge dig direkte: Hvor går din grænse så?
_______

 

Niels Christian Barkholt (f. 1971) er folketingskandidat for SF opstillet i Københavns Omegn og bestyrelsesformand i Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Han er uddannet socialrådgiver (1999) og sociolog (2007) ved Aalborg Universitet. ILLUSTRATION: Niels Christian Barkholt [pressefoto]