24.03.2019

NY BOG: AMERIKA FØRST. I maj udkommer bogen „Amerika Først‟ (120 sider, 120 kr.) af Niels Bjerre-Poulsen på RÆSONs Forlag. Bogen rummer Bjerre-Poulsens tekst fra „Verdens Magter‟ (der udkom i 2017) udvidet og opdateret bl.a. med et helt nyt kapitel om Mueller-undersøgelsen.

Er du abonnent på RÆSON (eller købte du „Verdens Magter‟) koster bogen i en lanceringsperiode blot 50 kr. – det er en af de fordele, der følger med abonnementet. Normalprisen er 120 kr. Husk: Når du køber bøger og blade fra RÆSONs Webshop er porto og ekspedition altid med i prisen.

Af Niels Bjerre-Poulsen

I en vittighedstegning i tidsskriftet The New Yorker (11. februar 2019), har en mand plastret væggene i sin stue til med navne på personer, der alle har været nævnt – eller allerede er dømt – i forbindelse med Robert Muellers bestræbelser på at komme til bunds i mulige relationer mellem Trump og Rusland. Manden trækker streger rundt mellem mere eller mindre kendte navne som Cohen, Kushner, Kislyak, Goldstone, Wikileaks, Guccifer 2.0, Manafort, Sater, Flynn, Butina, Kilimnik, Deripaska og Stone. Og selvfølgelig Putin og Trump. Hans partner betragter scenariet fra døren til soveværelset og siger: ”Kom nu i seng, skat. Mueller har styr på det!”

Manden på vittighedstegningen er bestemt ikke alene: Millioner af amerikanere (og mange andre rundt om i verden) har fornemmelsen af, at de er blevet stillet overfor en kriminalgåde, hvor nye spor dukker op hver eneste dag. Endnu flere håber, at mandens partner i vittighedstegningen har ret: At Mueller virkelig har styr på det hele – og vel at mærke får lov til at offentliggøre resultatet af sine undersøgelser. Den 22. marts 2019 gik ventetiden ind i sin formodentlig sidste face, da Mueller afleverede sin endelige rapport til justitsminister William Barr. Nu er det op til ham, hvornår – og hvor meget – dens indhold bliver offentligt kendt. Lad os tage et par skridt tilbage og se på rapportens baggrund, og hvad det er for et opdrag Robert Mueller for snart to år siden blev tildelt.

Mueller er tidligere distriktsanklager og chef for FBI. I maj 2017 blev han af Justitsministeriet udpeget som ”særlig undersøger”. Hans opgave var at belyse, hvilken rolle Rusland spillede i det amerikanske præsidentvalg i 2016, og om der var – og er – ulovlige forbindelser mellem Donald Trump og/eller folkene omkring ham og styret i Kreml eller folk med forbindelser til det.

Siden præsident Trumps tiltrædelse har forholdet til Rusland hængt som en tung sky over amerikansk politik. For Trumps støtter ses det som en grundløs heksejagt – et påskud for oppositionen til at chikanere præsidenten. For Trumps mange kritikere er der tale om langt mere end en skandale. De ser det som den største trussel mod den demokratiske orden siden den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).
Allerede i juni 2017 sagde James Clapper, der indtil Trumps indsættelse var chef for efterretningstjenesterne: ”Jeg gennemlevede Watergate. Det var en skræmmende tid, men jeg må sige, at hvis man sammenligner de to [sager], så blegner Watergate i sammenligning med, hvad vi står overfor nu”. Watergate var et internt amerikansk anliggende, mens den aktuelle sag drejer sig om samarbejde med en fremmed – nogle vil endda sige fjendtlig – magt for at afgøre valgets udfald.

Har Clapper ret? Dagligt vendes og drejes alle aspekter af Trumps mulige forbindelser til Rusland, og mens Mueller selv hele tiden har forholdt sig tavs som graven, så gisnes der fortsat på livet løs ud fra den viden, som kan graves frem andre steder: Er præsident Trumps handlinger motiveret af stærke økonomiske bånd til russiske oligarker? Har russerne belastende materiale om ham, eller er han blot drevet af udsigten til fremtidige lukrative forretninger i Rusland? Udspringer hans positive holdning til Putin af en oprigtig tro på behovet for at skabe en ny begyndelse i forholdet mellem Rusland og USA? Eller nærer han blot en generel beundring for autoritære ledere? Spørgsmålene leder alle tilbage til den valgkamp, der gjorde ham til præsident.

Der er selvfølgelig også en interessant beretning om den anden side af ligningen – om Putin-regeringens motiver til at blande sig så aktivt i det amerikanske præsidentvalg. Denne del af historien trækker uden tvivl linjer helt tilbage til 1990’erne og NATO-udvidelsen i Østeuropa, ligesom den inddrager Putins personlige motiver for at ville forhindre netop Hillary Clinton i at blive præsident. I det følgende vil opmærksomheden dog være rettet mod den amerikanske side – eller rettere – fragmenter af den, fordi den efterhånden har så mange forgreninger og et så omfattende persongalleri, at pladsen ikke tillader andet. Først er det værd at se nærmere på det mandat, Mueller fik.

 

De amerikanske efterretningstjenester har for længst fastslået, at Rusland på mange forskellige måder forsøgte at påvirke præsidentvalgets udfald til fordel for Donald Trump
_______

 

Muellers mandat
De amerikanske efterretningstjenester har for længst fastslået, at Rusland på mange forskellige måder forsøgte at påvirke præsidentvalgets udfald til fordel for Donald Trump. Muellers opgave går specifikt ud på at belyse, hvorvidt disse bestræbelser foregik i samarbejde med folk med forbindelse til Trumps egen valgkamp. Hvis det er tilfældet, hvorvidt foregik det så med præsidentkandidatens vidende eller endda med hans aktive deltagelse? Og hvad blev russerne i så fald stillet i udsigt til gengæld for deres hjælp?

Muellers undersøgelser står ikke alene. I begyndelsen af marts 2019 var der hele 17 igangværende undersøgelser, som i en eller anden grad vedrørte præsident Trumps virksomheder, hans valgkamp eller eventuelle bestræbelser på at forhindre rettens gang (”Obstruction of Justice”). De involverede ikke blot medarbejdere fra valgkampen i 2016, men også The Trump Foundation, The Trump Inauguration Committee og The Trump Organization. De forhold, som undersøges i Mueller-undersøgelsen, falder i tre kategorier, der dog ikke nødvendigvis er skarpt adskilte: Den første omhandler et muligt samarbejde mellem folk fra Trump-lejren og russiske hackere og agenter under selve valgkampen. Den anden handler om præsidentens økonomiske forhold og mulige forbindelser til eksempelvis russiske oligarker. Den tredje og sidste handler om forsøg på at forhindre rettens gang og bremse eller afspore undersøgelserne af, hvad der foregik under og efter valget. Det er værd at huske, at det netop var sådanne bestræbelser, der i sin tid under Watergate-skandalen tvang præsident Nixon til at træde tilbage for at undgå at blive dømt i en rigsretssag. Det har været op til Mueller selv at bestemme, hvor snævert han ville fortolke sit mandat, men han har haft mulighed for at videresende oplysninger og uddelegere sager til andre instanser – ikke mindst anklagemyndigheden ithe Southern District of New York, der hører under Justitsministeriet, men har en høj grad af autonomi.

Kort efter Muellers udnævnelse erklærede præsident Trump i et interview med The New York Times, at det for ham var ”en rød linje”, hvis Mueller begyndte at undersøge hans personlige økonomiske forhold. Præsidenten anså dem for irrelevante for ”Ruslands-tingen”. Siden har han gentagne gange hævdet, at Mueller og Demokraterne i Kongressen kun interesserer sig for hans økonomiske forhold, fordi de ikke har kunnet finde noget belæg for nogen form for samarbejde mellem hans kampagne og russerne under valgkampen. Som han udtrykte det på den konservative gruppe Conservative Political Action Committee (CPAC)’s årlige møde i begyndelsen af marts 2019: ”Denne her falske ting [Mueller-undersøgelsen] ser ud til at være ved at dø ud, så de har ikke fundet noget med Rusland dér, intet samarbejde. Så nu forsøger de at ændre det til ”Lad os undersøge enhver forretningsaftale, han nogensinde har lavet. Vi går i lag med hans økonomiske forhold. Vi undersøger de handler, han har indgået […] de folk er syge i hovedet!”.

Sandheden er, at Trumps økonomiske forhold har været i søgelyset fra begyndelsen. Det er ikke noget, der er kommet til efterhånden. I Kongressen har Trump indtil i år været beskyttet af Republikanske udvalgsformænd, der tydeligvis anså det for vigtigere at beskytte deres partis præsident end at varetage den tilsynsførende funktion, som forfatningen pålægger dem. Nu sidder der Demokrater på formandsposterne, og det gør en verden til forskel. Ikke mindst fordi udvalgene i Repræsentanternes Hus har såkaldt ”subpoena power” – retten til at udstede stævninger og forlange dokumenter og vidner indkaldt.

Hvad Mueller har fundet
Hvis Muellers undersøgelse er en heksejagt, så har han indtil nu formået at finde påfaldende mange hekse, der alle har befundet sig påfaldende tæt på præsident Trump. I begyndelsen af marts havde undersøgelserne så vidt vides resulteret i 199 kriminelle anklager mod 36 personer og virksomheder – heraf 28 russere og tre russiske firmaer.

Mens sigtelserne mod de 28 russere mest er af symbolsk karakter, så er seks andre af de anklagede amerikanere, der under og efter valgkampen i 2016, havde betroede hverv i Trump-lejren. Hovedparten af de personer, Mueller har rejst tiltale mod, har indgået aftaler om at samarbejde mod at få strafnedsættelse. Det må formodes, at de til gengæld for strafnedsættelsen har leveret oplysninger om personer, der befandt sig højere oppe i hierarkiet omkring Trump snarere end længere nede.

Af de nuværende sigtede er 12 fra Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU. Det amerikanske justitsministerium har fremlagt detaljerede oplysninger om den omfattende kampagne af misinformation og hacking, som blandt andet blev ført fra en velfungerende og velfinansieret ”troldefabrik” i Sankt Petersborg (Internet Research Agency LLC) med hundredvis af ansatte. Deres aktiviteter havde til formål at skabe yderligere splittelse og mistillid mellem amerikanske vælgergrupper. De russiske agenter arrangerede eksempelvis separate demonstrationer i New York både for og imod Trump på den samme dag. De fokuserede deres indsats på kontroversielle spørgsmål: raceforhold, politivold, homoseksuelles rettigheder, retten til at anskaffe og bære skydevåben. En falsk gruppe, kaldet ’Secure Borders’, lavede reklamer med sloganet ”No Invaders Allowed”. En anden russisk gruppe, der kaldte sig ’South United’, meldte sig ind i debatten om fjernelse af statuer, der hyldede den amerikanske konføderation. Deres slogan var: ”Heritage, not hate. The South will rise again!” Omkring 5 millioner amerikanere så russisk-producerede reklamer før valget. Omkring 126 millioner amerikanere så opslag skabt af russiske ”trolde” på Facebook. Udover alle disse tiltag forsøgte hackere også at skaffe sig adgang direkte ind i valgsystemerne i adskillige stater, især i databaser, hvor vælgerne stod registreret, sandsynligvis for at ændre ID-numre og skabe kaos på valgdagen.

Omfanget af den russiske indblanding er velkendt, men det springende punkt er fortsat, om der var et egentligt samarbejde med folk i Trump-lejren. Muellers undersøgelse skal derfor vise, om der er tale om ”conspiracy” mellem folk i Trump-lejren og en fremmed magt. Det er ikke nemt at bevise: Eksempelvis er det ikke nok at påvise – selvom det selvfølgelig skærper mistanken – de bemærkelsesværdigt mange kontakter mellem folk omkring Trump og folk med forbindelser til Kreml. Nitten folk fra kredsen omkring Trump har haft russiske kontakter under valgkampen i 2016. Det er næppe heller nok, at så mange af de involverede i Trump-kampagnen har haft akut hukommelsessvigt, når de efterfølgende er blevet spurgt om deres kontakter med russere: Mueller skal kunne bevise en eller anden form for koordination mellem de russiske aktiviteter og Trump-lejrens aktiviteter. For at få nogen dømt ved den storjury, Mueller har nedsat, skal han med andre ord kunne sandsynliggøre kriminelle forhold ”hinsides rimelig tvivl”. De anklagepunkter, som der hidtil har ført til sigtelser, har vedrørt andre forhold – eksempelvis mened, dokumentfalsk og forsøg på at påvirke vidner.

 

Det kan meget vel vise sig, at anklagerne i Southern District of New York udgør en større trussel mod præsident Trump og hans familie end Mueller.
_______

 

Ukendt farvand
Ikke alle sager skal føres af Mueller, og en del forhold er allerede videresendt til distriktsanklagere, ikke mindst til Southern District of New York. Det gælder først og fremmest forhold, der måtte have med økonomisk kriminalitet at gøre. Michael Cohen, der fra 2006 til 2018 var Trumps personlige advokat og vicepræsident i The Trump Organization, vil få sine økonomiske forhold behandlet, og det samme gælder mulige forhold, som måtte vedrøre selskaber ejet af Trump og hans svigersøn Jared Kushner. Og det kan meget vel vise sig, at anklagerne i Southern District of New York udgør en større trussel mod præsident Trump og hans familie end Mueller. Gælder anklagerne brud på staten New Yorks lovgivning, kan der komme yderligere sigtelser i den forbindelse, og her har præsidenten ingen mulighed for at anvende sine beføjelser til at benåde de sigtede.

Der er dog endnu et åbent spørgsmål, som for tiden er genstand for en meget levende diskussion blandt førende amerikanske jurister: Om det er muligt at føre straffesager mod en siddende præsident eller om en rigsretssag er den eneste type af sag, som han ikke har immunitet overfor. Kan man på den anden side føre en rigsretssag mod en præsident for ulovligheder begået under valgkampen – altså før han blev præsident? Vel i princippet ikke, men hvad nu, hvis ulovlighederne er selve årsagen til, at han blev præsident? I disse spørgsmål befinder vi os i ukendt juridisk farvand. Men under alle omstændigheder vil eventuelle sager kunne forsegles og føres mod ham, når han ikke længere er præsident.

Sidst, men ikke mindst, har Robert Mueller sandsynligvis mulighed for at videregive oplysninger til de udvalg i Kongressen, som undersøger Donald Trumps forhold. Der gælder ikke de samme krav til at kunne løfte bevisbyrden for at indlede en rigsretssag i Kongressen, som tilfældet er med en straffesag ved domstolene. Det skyldes, at en rigsretssag i sidste ende en politisk sag, og der findes ingen klare definitioner for, hvad kravet for en rigsretssag – ”high crimes and misdemeanors” – er.

Får offentligheden indblik i alt, hvad Mueller og hans undersøgere har erfaret? Der er helt sikkert et væld af oplysninger, som kun er tiltænkt medlemmerne af den storjury, som Mueller har nedsat, og der er sikkert oplysninger, som er klassificerede af hensyn til FBI’s og efterretningstjenesternes videre arbejde. Desuden har Mueller arbejdet under et relativt stramt mandat. Det er i sidste ende den nyudnævnte justitsminister, William Barr, der bestemmer i hvilket omfang Kongressen og offentligheden kommer til at kende resultatet. Måske også derfor har en række kongresudvalg optrappet deres egne undersøgelser og indkaldt mange vidner, som allerede har haft samtaler med Muellers undersøgere. Der synes også at være enighed blandt begge partier i Kongressen om, at så meget som muligt af Muellers rapport skal offentliggøres. Der er dog også en anden rapport, som William Barr har pligt til at informere Kongressen om, nemlig de beslutninger i forbindelse med undersøgelsen, som de tilsynsførende i Justitsministeriet af forskellige grunde ikke gav Mueller grønt lys til at føre ud i livet. Her forlød det (den 22. marts 2019), at Mueller ikke er blevet nægtet nogen undersøgelser.

”Vores dreng kan blive USA’s præsident”
Det er nyttigt at kaste et blik på præsidentvalgkampen i 2015/2016 og se på nogle af de hændelser, som fik FBI til at indlede undersøgelser, der blandt andet omfattede personer fra Donald Trumps valgkampagne. Heriblandt hans søn Donald Trump, Jr., hans svigersøn, Jared Kushner, hans personlige advokat Michael Cohen, hans sikkerhedspolitiske rådgiver Michael Flynn, hans ven og uformelle rådgiver Roger Stone, og ikke mindst hans kampagneleder Paul Manafort.

Mange hæftede sig fra begyndelsen af Trumps valgkamp i 2015 ved, at hans omtale af Vladimir Putin og Ruslands rolle i international politik var så positiv. Det var så påfaldende, at mange kommentatorer begyndte at spekulere i, hvilke forretningsinteresser Trump mon havde i Rusland. ”Ingen”, lød Trumps faste svar. Putin havde blot sagt pæne ting om ham, og derfor sagde han også pæne ting om Putin.
Det var imidlertid ikke sandt, at Trump ingen økonomiske interesser havde i Rusland. Alt imens han førte valgkamp, forhandlede repræsentanter for hans virksomhed, inklusive hans børn og hans advokat Michael Cohen, med pengemænd og myndigheder i Rusland for at få grønt lys til Trumps største byggeprojekt nogensinde: Trump Tower Moskva.

Planerne var langtfra nye. Trump havde igennem adskillige år forsøgt at få etableret sådan et stort byggeprojekt i Moskva. I 2008 fortalte sønnen Donald Trump, Jr. en gruppe tilhørere i Moskva, at ”russere udgør en uforholdsmæssig stor del af mange af vore aktiver. Vi ser masser af penge strømme ind fra Rusland”. Det var en alvorlig hæmsko for Trumps muligheder for nye byggeprojekter, da USA sammen med EU indførte omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim i 2014. Men byggeplanerne døde ikke.

Trumps datter Ivanka var involveret i projektet, men den primære drivkraft var formentlig Felix Sater – en russiskfødt ex-gangster (og senere FBI informant) – der havde kontor på samme etage i Trump Tower som Trump selv, og i flere omgange havde samarbejdet med Trump om byggeprojekter i New York.

Den 3. november 2015 skrev Sater til sin mangeårige ven Michael Cohen: ”Michael, jeg arrangerede, at Ivanka fik lov til at sidde i Putins private stol ved hans skrivebord i Kreml. Jeg vil få Putin med på dette program, og vi vil få Donald valgt. Vi ved begge, at ingen andre kan få dette til at lykkes, uden at stupiditet eller grådighed kommer i vejen. Jeg ved, hvordan det skal ordnes, og vi vil få det gjort. Kammerat, vores dreng kan blive USA’s præsident, og vi kan lægge planerne for det. Jeg vil få hele Putins hold til at engagere sig i dette….”

Måske er Sater, som flere har hævdet, en pralhals, der både overvurderede og overdrev sin egen indflydelse, men koblingen mellem hans rolle i byggeprojektet og hans udsagn om at få ”Putins hold” engageret i at gøre Trump til præsident var ikke desto mindre opsigtsvækkende. Det var i øvrigt også en del af Saters plan, at Putin skulle tilbydes en penthouselejlighed i Trump Tower Moskva kvit og frit. Den anslåede værdi af lejligheden var 50 millioner dollars.

Det er uomtvisteligt, at forhandlingerne om Trump Tower Moskva fortsatte helt frem til valget – og at folkene omkring ham løj om det. Alt imens Trump under hele valgkampen omhyggeligt undgik at sige noget kritisk om Putin – som han tværtimod blev ved med at rose – og russiske kræfter samtidig arbejdede hårdt på at tippe valget til Trumps fordel. Flere af præsidentens talspersoner har gentagne gange efter afsløringen henvist til, at det ikke var ulovligt at fortsætte bestræbelserne på at realisere Trump Tower Moskva under valgkampen – det var jo langt fra sikkert, at han ville vinde præsidentvalget. Men hvorfor strakte Trump sig så langt for at holde det hemmeligt? Hvorfor fortsatte løgnene – ikke blot fra Trump, men også fra folkene omkring ham – i de følgende år? Hvorfor hævdede hans personlige advokat under ed, at forhandlingerne stoppede i januar 2016, når de faktisk fortsatte helt frem til valget i november?

 

Det er uomtvisteligt, at forhandlingerne om Trump Tower Moskva fortsatte helt frem til valget – og at folkene omkring ham løj om det
_______

 

Fra Kiev til Cleveland
I slutningen af marts 2016 overtog Paul Manafort ledelsen af Donald Trumps valgkamp. Ganske vist har Trump og Manafort kendt hinanden i fire årtier, men det var ikke desto mindre overraskende, at Paul Manafort af alle mennesker fik denne post, når man tager i betragtning, hvordan Manaforts karriere tog sig ud i 2016.

Siden hans velmagtsdage i det Republikanske parti i 1980’erne og 1990’erne, havde Manafort primært arbejdet for ledere af tvivlsom moralsk habitus – som Ferdinand Marcos i Philippinerne, Mobuto Sese Seko i Zaire, Mohamed Siad Barre i Somalia og den berygtede partisanleder Jonas Savimbi i Angola. De seneste år havde han fundet en guldgrube i Ukraine, hvor han arbejdede for forskellige russiske og ukrainske oligarker. (Hans nærmeste partner fra Kiev, Rick Gates, er i øvrigt også sigtet af Robert Mueller, har erklæret sig skyldig og har længe samarbejdet med den særlige undersøger mod en forventet nedsættelse af sin straf).

I Ukraine kom Manafort i kontakt med landets rigeste mand, Rinat Akhmetov. Han var hovedsponsor for regeringspartiet, det pro-russiske Regionernes Parti, og Manafort blev hyret som chefstrateg for partiet. Hans vigtigste opgave var at skabe et bedre image i Vesten for partiets præsident, Viktor Yanukovych. Da Yanukovych i 2014 blev jaget ud af landet, førte det også til en økonomisk nedtur for Manafort. Oleg Deripaska, der havde nære forbindelser til Putin, anlagde sag imod ham, fordi millioner af dollars, som Manafort angiveligt havde investeret for ham, syntes at være forsvundet. Det var denne økonomiske knibe, Manafort befandt sig i, da han tilbød Trump at arbejde gratis som hans kampagneleder.

Mens Manafort var leder af Trump-kampagnen, forsøgte han tilsyneladende, gennem sin gamle partner fra Ukraine, Konstantin Kilimnik, at få styr på sit udestående med Oleg Deripaska. Den 7. juli tilbød han private briefinger til oligarken. Senere mødtes Manafort og Rick Gates også med Kilimnik og overdrog data fra Trump-kampagnens interne meningsmålinger (formodentlig) til Depripaska. Hvad formålet var, og hvilken nytte disse data kunne have for Deripaska eller andre i Rusland, er ikke offentligt kendt. Det er heller ikke offentligt kendt, hvorfor Manafort senere var parat til at bryde en aftale med Mueller ved at lyve om mødet. Kilimnik selv er også blevet sigtet af Mueller, blandt andet for at have hjulpet Manafort med at forsøge at påvirke vidner til at ændre forklaring.

På Republikanernes nationale konvent i Cleveland i juli 2016 skete der noget mærkeligt, da partiprogrammet skulle udformes. Trumps folk lod alle fløje i partiet få stort set alle deres mærkesager med. Dog ændrede man ét punkt, der drejede sig om støtte til Ukraine. I erklæringen fjernede man den eksplicitte omtale af våben og støtte til det ukrainske militær. Man erstattede det med et vagt løfte om ”passende hjælp” (appropriate assistance). Det var uklart, hvem der havde foretaget ændringen, men folk, der havde været med i processen, pegede på Trumps kampagneleder Manafort som manden bag ændringerne.

Ændringen af partiprogrammet og det stigende antal historier om hackede emails og andre russiske forsøg på at påvirke valgkampen fik adskillige journalister til at interessere sig for Manaforts forbindelser til Rusland og Ukraine. Efter 144 dage fik Manaforts stilling om kampagneleder dog en brat afslutning, da The New York Times berettede, at han havde modtaget 12,7 millioner dollars i kontanter, alene i årene 2007-2012. Hvorfra pengene kom, var uvist, men de optrådte i hvert fald ikke i Manaforts regnskaber. Manafort benægtede hårdnakket historien, og Trump afviste den ved at kalde The New York Times for ”en skodavis”. Alligevel forsvandt Manafort hurtigt fra posten som kampagneleder, og Trump kunne siden næsten ikke engang huske, at han nogensinde havde været det. På trods af, at han ofte har brystet sig af at have ”en af verdens bedste hukommelser”, kunne Trump heller ikke længere huske, hvorfor Manafort i første omgang havde fået jobbet som kampagneleder.

Den 26. juli 2017 ransagede FBI Manaforts hus i Virginia og beslaglagde en omfattende mængde materiale. Af det anklageskrift, der senere blev udarbejdet mod Manafort, fremgik det, at mere end 75 millioner dollars var passeret gennem diverse offshore bankkonti i hans navn. En stor del var ifølge FBI sorte penge, der var blevet vasket hvide. Manafort blev i marts 2019 idømt i alt omkring syv års fængsel ved to domstole i Virginia og Washington, D.C., men blev samtidig stillet overfor flere nye anklager fra staten New York. Robert Mueller havde – efter at Manafort vedblev med at lyve og forsøge at påvirke andre vidner – brudt den oprindelige samarbejdsaftale med ham og anbefalet, at han fik en straf et sted mellem 19,5 og 21,5 års fængsel. De forhold, Manafort blev dømt for, vedrørte ikke direkte valgkampen i 2016, men hans rolle under denne kunne fortsat atter blive bragt op i Muellers undersøgelse.

”Han må have været en, der hentede kaffe”
Da Donald Trump i marts 2016 blev spurgt i et interview, hvem han konsulterede i udenrigspolitiske spørgsmål, lød hans svar: ”Jeg taler med mig selv, for det første, for jeg har en meget god hjerne, og jeg har sagt mange ting”. Da han senere blev presset til at nævne andre mulige udenrigspolitiske rådgivere, kom en liste frem. Den vakte stor undren blandt mange Republikanere, der beskæftiger sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik, for de færreste havde hørt nogen af navnene på listen før. Blandt dem var Carter Page og George Papadopoulos. Disse nye rådgivere kom hurtigt begge i russernes søgelys – og senere også i FBI’s søgelys.

Carter Page var en tidligere bankmand og energikonsulent, der havde arbejdet for Merrill Lynch i Moskva og investeret i det statslige gasselskab Gazprom. Et par år tidligere var han kommet i myndighedernes søgelys, da to russiske spioner i 2015 forsøgte at rekruttere ham. Siden havde han blandt andet markeret sig ved at beskylde NATO for at provokere Putin og hævde, at det amerikanske udenrigsministeriums Victoria Nuland havde ”ophidset” stemningen ved den revolution, der i 2014 væltede Ukraines regering. Nu blev han introduceret som Trumps Ruslands-ekspert, og snart blev han også inviteret til Rusland. Her talte han den 7. juli 2016 på Moskvas Universitet og kritiserede blandt andet amerikanske politikere og embedsmænd i udenrigsministeriet for deres ”hykleriske fokus på ideer så som demokratisering, ulighed, korruption og regimeskifte”, når det handlede om Rusland. Washington måtte droppe den ”kritiske tone”, mente Carter Page, og i stedet fokusere på fælles interesser.

George Papadopoulos blev den første Trump-medarbejder, der blev sigtet af Mueller. Hans adfærd havde tændt advarselslamperne hos efterretningstjenesterne længe før den såkaldte Steele-dossier (se nedenfor) kom ind i billedet, da han i en brandert i London betroede en australsk diplomat, at russerne havde ”snavs” på Hillary Clinton, og at han via en mellemmand ville få adgang til det. Flere har siden til forsvar for Trump dels forsøgt at bagatellisere Papadopoulos rolle i Trumps kampagne, og dels hævdet at den slags oplysninger om en politisk modstander – selv fra en fremmed magt – ville alle tage imod. Således forholder det sig imidlertid ikke. For at nævne ét kendt eksempel blev Al Gores kampagne i 2000 tilbudt lignende oplysninger om deres politiske modstander, George W. Bush, men valgte straks at rapportere henvendelsen til FBI.

Papadopoulos slap med en mild straf på 14 dages fængsel. Han indrømmede blandt andet, at han havde diskuteret det russiske tilbud med ledende medarbejdere i Trump-lejren. Trump selv, såvel som hans talspersoner reagerede på anklagerne mod Papadopoulos på en måde, som senere ville gentage sig med andre anklagede: Ved at hævde at de intet vidste om vedkommendes aktiviteter og stort set ikke vidste, hvem vedkommende var. ”Han må have været en, der hentede kaffe”, lød et af svarene.

”Rusland, hvis I lytter…”
Et spørgsmål, som er blevet stillet flere gange de seneste to år er, om Trump-lejrens mulige samarbejde faktisk foregik for åbent tæppe (og om det i så fald er ulovligt). Blandt de hændelser, der har givet næring til denne diskussion, er en pressekonference, som Trump holdt i Miami, Florida, den 27. juli 2016. I en kommentar til de hackede emails, som Wikileaks havde offentliggjort måneden før, sagde han: ”Rusland, hvis I lytter, så håber jeg, at I er i stand til at finde de 30.000 [af Hillary Clintons] emails, der mangler. Jeg tror, at I vil blive storartet belønnet af vores presse. Lad os se, om det sker”. Trump forsøgte med andre ord at legitimere hackingen ved at knytte den sammen med spørgsmålet om Hillary Clintons slettede emails.

Den efterfølgende kritik af hans opfordring blev slået hen med, at det jo bare var sarkasme, men MSNBC’s journalist Katy Tur, der dækkede Trump under hele valgkampen, har siden påpeget, at det stod ganske klart på pressekonferencen, at han IKKE fremsatte sin opfordring som en morsomhed. Da hun efterfølgende spurgte ham, om ikke det gav ham nogen betænkeligheder at bede en fremmed magt om at hacke sig ind i et computersystem i USA, svarede Trump: ”De har dem sikkert, og jeg vil gerne have dem offentliggjort”. Da Tur gentog spørgsmålet, lød svaret: ”Niks. Det giver mig ingen betænkeligheder”. Da Robert Mueller to år senere offentliggjorde et anklageskrift mod 13 russiske hackere, fremgik det, at det netop var den 27. juli 2016 eller den følgende dag, at disse hackere havde gjort deres første (forgæves) forsøg på at få adgang til Hillary Clintons server. Ved samme lejlighed havde de også rettet angreb mod 76 email-adresser, der alle hørte under Clinton-kampagnens domæne. Måske lyttede Rusland faktisk.

Vladimir Putins svar på beskyldningerne om, at Rusland stod bag hackerangrebene mod Clinton-lejren, var interessant. Da han på et pressemøde i Moskva i september blev spurgt om den russiske regerings rolle, svarede han: ”Den slags gør vi ikke på det nationale niveau. Og bortset fra det, er det så ikke ligegyldigt, hvem der hackede Fru Clintons valgkampagnes database?” I den amerikanske efterretningstjeneste syntes man ikke, at det var ligegyldigt – og årsagen var, at de stjålne emails efterfølgende blev brugt som et politisk våben til at påvirke valget. Som den tidligere chef for NSA og CIA Michael Hayden påpegede efter Trumps valgsejr, så var det nok en accepteret del af ”ærværdig international spionage”, at man stjal modstandernes emails, men ikke at man anvendte de stjålne data som et politisk våben.

Steele-dossieret
Det såkaldte ”Steele-dossier” er blevet et centralt dokument i spørgsmålet om de mulige forbindelser mellem Trump og russiske statsinteresser. Der er tale om en rapport, som oprindeligt blev bestilt hos firmaet Fusion GPS af den konservative netavis The Washington Free Beacon i slutningen af 2015. Fusion GPS hyrede en tidligere britisk MI6-agent, Christopher Steele, til at udarbejde rapporten. Steele havde arbejdet for den britiske efterretningstjeneste MI6 i 22 år – det meste af tiden med Rusland. Da det stod klart, at Trump ville blive det Republikanske partis præsidentkandidat, opsagde The Washington Free Beacon samarbejdet, og Fusion GPS indledte herefter et samarbejde med Hillary Clintons kampagne og det Demokratiske Partis Nationalkomité (DNC). Det hører med til historien, at Steele efter alt at dømme ikke vidste, hvem der i sidste ende skulle have hans dossier, ligesom ledende medlemmer af Hillary Clintons kampagne og DNC ikke kendte til Steeles arbejde.

Steeles rapport kom til at spille en vigtig rolle for undersøgelserne af et muligt samarbejde mellem Trump-lejren og russiske statslige aktører. Det gør den sandsynligvis stadigvæk. Men den var ikke, som Trump og andre kritikere af Muellers undersøgelse gentagne gange har hævdet, selve årsagen til, at FBI begyndte at interessere sig for Trumps russiske forbindelser – der var nemlig andre henvendelser om mistænkelige aktiviteter, blandt andet fra efterretningstjenester i venligtsindede lande som Holland og Storbritannien.

Men det billede, der tegnede sig i Steele-dossieret var så alarmerende, at man i FBI mente, at det var nødvendigt at forsøge at verificere eller falsificere oplysningerne.

Blandt Steeles påstande var, at styret i Kreml i mindst fem år (senere rettede han det til otte år) havde opdyrket en forbindelse til Donald Trump, og at det overordnede mål var at skabe splittelse i den vestlige alliance. Den mest eksplosive påstand i rapporten var, at russerne ikke blot forsøgte at svække tilliden til det amerikanske demokrati, men at der også var tale om et egentligt samarbejde med folk omkring det Republikanske partis præsidentkandidat. Steele hævdede, at Trump-lejren ifølge hans informanter havde samarbejdet med Rusland om hacker-angrebene mod Hillary Clintons kampagne, og at de i hemmelighed havde været med til at betale for dem.

Steele mente også, at samarbejdet afspejlede sig i Trumps politiske prioriteringer under valgkampen. Trump skulle undlade at diskutere den russiske intervention i Ukraine og i stedet rette skytset mod NATO-samarbejdet samt så tvivl om, hvorvidt USA ville være parate til at forsvare de baltiske lande og andre lande i Østeuropa. En måde at fordreje debatten på ville være at fokusere på de NATO-lande, der endnu ikke brugte 2 procent af deres bruttonationalprodukt på forsvaret – en politisk prioritering, Trump senere har omfavnet. Måske var det politiske prioriteringer, der helt naturligt faldt i tråd med Trumps egen erklærede opfattelse af, at USA blev udnyttet økonomisk af sine allierede, og at NATO-samarbejdet havde mistet sin relevans.

Ifølge Luke Hardings (journalist på den britiske avis The Guardian) bog Collusion: Secret Meetings, Dirty Money, and How Russia Helped Donald Trump Win, var Steele så rystet over de oplysninger, han indsamlede, at han selv henvendte sig til FBI med oplysningerne, fordi han mente, de havde afgørende betydning for USA’s nationale sikkerhed.

Forholdet mellem præsident Trump og efterretningstjenesterne blev kun mere anstrengt, fordi disse ikke pure afviste Steeles arbejde, men i stedet arbejdede på at verificere hans påstande. I december 2018 kunne den respekterede juridiske blog Lawfare konstatere: ”Intet af [dossieret] er, så vidt vi ved, blevet modbevist”.

Snavs
To venner af Trump-familien, Aras Agalarov (russisk-aserbajdsjansk forretningsmand, red.) og hans søn, popsangeren Emin, kontaktede den 3. juni, 2016 Donald Trump Jr, gennem Emins agent, Rob Goldstone. Beskeden lød: ”Godmorgen. Emin ringede lige og bad mig kontakte dig angående noget meget interessant. Ruslands statsanklager mødtes med hans far, Aras, her til morgen, og under deres møde tilbød han at forsyne Trump-kampagnen med nogle officielle dokumenter og information, der ville inkriminere Hillary og hendes affærer med Rusland, og som ville være meget nyttige for din far. Dette er selvsagt følsom information på et meget højt plan, men det er en del af Ruslands og dets regerings støtte til Hr. Trump – hjulpet på vej af Aras og Emin…”

Dette var endnu en situation, hvor andre kandidater formodentlig ville have kontaktet FBI, men det var ikke Donald Trump Jr.s reaktion. Han svarede: ”Tak Rob, jeg påskønner det. Jeg er på tur lige nu, men måske skulle jeg bare tale med Emin først. Det ser ud til, at vi har lidt tid, og hvis det er, hvad du siger, det er, så elsker jeg det, særligt senere på sommeren. Kan vi tales ved i begyndelsen af næste uge, når jeg kommer tilbage?” Derefter fulgte en korrespondance vedrørende planlægningen af et møde i Trump Tower den 9. juni 2016. Donald Trump Jr. kunne oplyse, at Paul Manafort, Jared Kushner og han selv ville være til stede. Såfremt der skulle være nogen tvivl om, hvad Trump-lejren forventede sig af mødet med de russiske repræsentanter, blev der til mødedeltagerne rundsendt en e-mail med overskriften ”Russia-Clinton-private and confidential”.

Da The New York Times et år senere opdagede, at mødet havde fundet sted, var der angiveligt divergerende meninger i Det Hvide Hus om, hvordan situationen burde håndteres. Det, der står klart, er, at præsident Trump i flyet hjem fra G20-topmødet i Hamborg personligt forfattede en pressemeddelelse for sin søn. Den tegnede et falsk billede af mødet i Trump Tower og baggrunden for det. Ifølge pressemeddelelsen havde mødet slet og ret drejet sig om en genoptagelse af et russisk-amerikansk adoptionsprogram. Det havde ikke haft noget med valgkampen at gøre. Det er sandsynligt, at adoptioner blev nævnt, for Rusland havde standset disse som et modtræk, efter Kongressen i 2012 indførte nye sanktioner overfor Rusland, men pressemeddelelsen nævnte hverken Hillary Clinton eller de forudgående løfter om ”snavs” på hende.

Seks dage efter mødet, hvor Trump-lejren fik – eller havde forventet at få – ”snavs” på Hillary Clinton, bragte The Washington Post historien om, at den Demokratiske Nationalkomité var blevet hacket. Trump-kampagnens officielle reaktion var, at det var et svindelnummer, Demokraterne selv havde fundet på: ”Vi tror, at det var DNC, der udførte denne ’hacking’ som en måde at distrahere fra de mange problemer, som deres stærkt mangelfulde kandidat og fiasko af en partileder medfører”.

”Lock her up!”
Michael Flynn var en fremtrædende tre-stjernet general og havde stået i spidsen for the Defence Intelligence Agency (en efterretningstjeneste under det amerikanske forsvarsministerium, red.), indtil han i august 2014, efter gentagne klager fra flere kolleger, blev presset til at tage sin afsked. Nogle tidligere kolleger mente, at han derefter blev bitter, andre mente, at han undergik en form for radikalisering. Under alle omstændigheder synes han i stigende grad at være blevet optændt af ideen om, at USA og Rusland skulle gøre fælles front mod islamismen. Efter en del optrædender som kommentator på Fox News blev han i efteråret 2015 Donald Trumps vigtigste sikkerhedspolitiske rådgiver.

I slutningen af 2015 tog Flynn imod en invitation fra Kreml til at være gæstetaler ved den statsdrevne tv-station RT’s 10-års jubilæum (det kom senere frem, at hans honorar for talen var $33.750 plus rejseomkostninger). Under den efterfølgende middag fik Flynn plads ved siden af Vladimir Putin (en anden amerikansk gæst ved bordet var i øvrigt det Grønne Partis præsidentkandidat Jill Stein).

Michael Flynns tale i Rusland, og hans mange andre efterfølgende taler i USA betalt af russiske interesser, var måske ikke i sig selv odiøse, om end han havde glemt at indhente den nødvendige tilladelse fra det amerikanske forsvar (ligesom han senere under valgkampen ”glemte” at oplyse, at han også var betalt lobbyist for den tyrkiske regering). Det efterfølgende hukommelsessvigt, da talerne senere blev bragt op, var mere problematisk.

Flynn gjorde det ikke nemmere for sig selv, da han på det Republikanske partikonvent i juli 2016 var en af hovedtalerne og lod sig rive med, da folk i salen begyndte at råbe ”Lock her up!” om Hillary Clinton: ”Nemlig! Fuldstændig rigtigt, der er ikke noget galt med det … og ved I, hvorfor vi siger det? Vi siger det, fordi hvis jeg – en fyr, der kender denne branche – gjorde en tiendedel, blot en tiendedel, af, hvad hun gjorde, så ville jeg være i fængsel i dag”. Nogle ville mene, at denne episode senere var med til at bringe Flynns rolle under og efter valgkampen i Robert Muellers søgelys. I december 2017 erklærede Flynn sig skyldig i at afgive falsk vidneudsagn under en FBI-afhøring.

Oktober-overraskelsen
Der var folk i Obama-regeringen, som ønskede at reagere skarpere på de russiske handlinger, og den omstændighed, at Trump offentligt syntes at opmuntre dem. Men Obama-regeringen frygtede, sikkert med rette, at offentlige tiltag i valgkampens hede ville blive udlagt som et forsøg på at anvende efterretningstjenesterne til partipolitiske formål. Den frygt blev kun forstærket, da Obama indkaldte de Demokratiske og Republikanske ledere fra Kongressen til et lukket møde i håb om at kunne forfatte en fælles erklæring, der fordømte Rusland for dets indblanding i det igangværende valg. I det forgiftede politiske miljø, der herskede, nægtede Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, at medvirke. Han var overbevist om, at efterretningstjenesterne overdrev, og at der fra Obamas side var tale om et politisk stunt, der skulle hjælpe Hillary Clinton ved at så tvivl om Trumps nationale loyalitet.

I stedet enedes man i regeringen om, at når de Republikanske ledere ikke ville medvirke til en fælles erklæring, så måtte efterretningstjenesterne gøre det i stedet.

Fredag den 7. oktober 2016 blev en særlig mindeværdig dag i valgkampen – og i nyere amerikansk politisk historie. Fire store nyheder faldt næsten oven i hinanden: Mens de amerikanske tv-stationer afventede, at orkanen Matthew skulle ramme delstaten Florida, rettede den amerikanske regerings Department of Homeland Security (Ministeriet for Indenrigssikkerhed, red.) og de amerikanske efterretningstjenester for første gang nogensinde en formel anklage mod en fremmed magt, nemlig Rusland, for at stå bag både hackingen og distribueringen af stjålne e-mails med det formål at påvirke valgkampen. Næsten samtidig blev et videoklip, lavet under optagelserne til tv-programmet Access Hollywood i 2005, offentliggjort. I klippet talte Donald Trump i særdeles grove vendinger om, hvordan han, fordi han var en ”stjerne”, kunne slippe afsted med at tage kvinder i skridtet og kysse dem, når det passede ham. Videobåndet fyldte de fleste sendeflader i ca. 30 minutter, indtil den fjerde bombe blev udløst: Wikileaks offentliggjorde 2000 nye e-mails, denne gang stjålet fra Hillary Clintons kampagneleder, John Podesta. Sidstnævntes konto var blevet hacket den 19. marts, og indholdet blev nu brugt som et våben i valgkampen. Wikileaks meddelte også, at de var indehavere af i alt 50.000 af Podestas e-mails, og at flere ville blive offentliggjort senere. Timingen var næppe tilfældig: Målet var tydeligvis at distrahere fra to af de andre store historier, nemlig erklæringen fra efterretningstjenesterne og videobåndet fra Access Hollywood.

Mange har siden set det som en klar indikation på, at der var løbende kommunikation mellem Trump-lejren og Wikileaks (der viderebragte, hvad de fik fra russiske hackere). Dette er et af de punkter, som særligt mange håber at få belyst af Muellers rapport.

Offentliggørelsen af Podestas e-mails virkede i hvert fald efter hensigten. Ganske vist bragte de ikke nogen sensationelle afsløringer, men der var betragtninger om Hillarys Clintons problemer som kandidat, der i høj grad var med til at sætte den politiske dagsorden i valgkampens sidste faser.

På valgmøder begyndte Hillary åbent at advare om, at russerne forsøgte at få Trump valgt, fordi de kunne styre ham. Trump gentog, at han intet havde med Rusland at gøre, og ”ingen forretninger havde der”. ”Måske er der slet ingen hacking”, gentog han, ”men de giver altid Rusland skylden”. I den sidste tv-debat mellem de to præsidentkandidater, den 19. oktober 2016, slog Hillary Clinton atter på Trumps forhold til Rusland. Trump forklarede det med, at Putin blot havde sagt ”pæne ting om mig”. Clinton svarede, at det var, fordi han ”hellere ville have en marionetdukke som præsident for USA”. ”Ingen marionetdukke”, svarede Trump, ”Ingen marionetdukke! Du er marionetdukken!”

Sanktionerne
Den 29. december 2016 bekendtgjorde den afgående Obama-regering nye sanktioner mod Rusland for den omfattende indblanding i valget. Mod forventning kom der ikke nogen russisk gengældelse. Det fik FBI til at rette opmærksomheden mod fem samtaler, som Trumps kommende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, havde haft med den russiske ambassadør, Sergey Kislyak.

Skønt Flynn senere hævdede, at de blot havde ønsket hinanden glædeligt nytår, var det svært for de fleste at forestille sig, hvordan man kunne få fem samtaler til at gå med det. I FBI var man da også klar over, at det, de to faktisk havde diskuteret, var de amerikanske sanktioner – og især ophævelsen af dem. Det var sandsynligvis et brud på den såkaldte Logan Act fra 1799, der forbyder private borgere at forhandle med fremmede magter, der har konflikter med USA – og Flynn var fortsat en privat borger.
Det samme var Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, og også han mødtes med Kislyak. På et møde forhørte han sig blandt andet om muligheden for at etablere en sikker kommunikationslinje for Flynns fremtidige samtaler med de russiske generaler om Syrien. Underforstået: En linje, hvor NSA (amerikansk efterretningstjeneste, red.) ikke lyttede med. Selv Kislyak fandt forslaget noget overraskende. Kushner var, som sin kone Ivanka, tiltænkt en rolle som seniorrådgiver for præsident Trump. I mere end et år kunne han imidlertid ikke blive sikkerhedsgodkendt, og talrige gange måtte han rette i sin ansøgning, når han blev gjort opmærksom på møder med udenlandske repræsentanter, som han havde glemt at anføre. Det står nu klart, at han kun fik en sikkerhedsgodkendelse, fordi præsident Trump, stik mod al hidtidig praksis og CIA’s anbefalinger, beordrede, at han skulle have den. Hvad det var for forhold, der fik efterretningstjenesterne til at fraråde det, vides (endnu) ikke.

Donald Trump har utvivlsomt ret, når han hævder, at ledende folk i FBI og efterretningstjenesterne hellere havde set Hillary Clinton vinde valget. Årsagen er dog ikke, som han ofte hævder, at de er ”vrede demokrater”, men derimod, at de var – og formodentlig er – usikre på hans motiver og på hans forhold til fremmede magter. Det er fortsat en utrolig tanke, at FBI i januar 2017, få uger før Trumps indsættelse, ikke turde vise nationens kommende præsident en klassificeret rapport om den russiske indflydelseskampagne i 2015-2016, fordi de frygtede, at vitale oplysninger om deres arbejde ville falde i de forkerte hænder. Tilliden til den kommende præsident blev ikke større, da Trump afviste rapporten som ”fake news”. Hvad Trump reagerede på, var blandt andet følgende konklusion: ”Vi vurderer, at Ruslands præsident Vladimir Putin beordrede iværksættelsen af en indflydelseskampagne i 2016, rettet mod det amerikanske præsidentvalg. Ruslands mål var at undergrave offentlighedens tillid til den demokratiske proces, nedgøre udenrigsminister Clinton og skade hendes muligheder for at blive valgt samt tiltroen til hende som potentiel præsident. Vi vurderer endvidere, at Putin og den russiske regering udviklede en klar præference for den kommende præsident Trump. Alle tre tjenester er enige i denne vurdering.”
Da oplysningerne om Flynns samtaler med Kislyak blev lækket til offentligheden, kunne vicepræsident Mike Pence berolige med, at sanktionerne, ifølge Flynn selv, ikke var blevet diskuteret.

Det var også, hvad Flynn havde fortalt FBI, da han blev indkaldt til samtaler, men her vidste man, at det var løgn, og at lyve for FBI kan i sig selv straffes med op til fem års fængsel. Hvad værre var, gjorde det også Flynn sårbar overfor russisk afpresning, fordi russerne vidste, at han havde løjet overfor Pence, som efterfølgende havde viderebragt løgnen til offentligheden. Dette forhold fik den 30. januar 2017 den fungerende Justitsminister Sally Yates til at drage til Det Hvide Hus for at fremlægge, hvad man havde af beviser mod Flynn, nemlig udskrifter af hans samtaler med Kislyak. Derefter fulgte en fyring – ikke af Flynn, men af Yates. Den officielle begrundelse var, at hun havde undladt at lade Justitsministeriet forsvare regeringens indrejseforbud fra en række overvejende muslimske lande.

Atten dage endnu forblev Flynn i sit job som national sikkerhedsrådgiver. Først da oplysningerne om hans samtaler med Kislyak dukkede op i New York Times, blev han fyret. Den officielle begrundelse var, at han havde løjet overfor Mike Pence, men præsident Trump bebrejdede medierne for fyringen.

To store spørgsmål stod tilbage: Havde Flynn diskuteret en ophævelse af de amerikanske sanktioner på eget initiativ eller handlet på vegne af præsident Trump? Og hvorfor havde han været parat til at risikere en fængselsstraf ved at lyve overfor FBI om sine samtaler med Kislyak?

Flynn erklærede sig skyldig og gik senere med til at samarbejde med Muellers undersøgere. Nitten møder blev det til, og Flynn har ifølge Mueller været til så stor hjælp, at Mueller anbefaler, at han får en meget kort fængselsstraf eller helt slipper for at skulle afsone.

De sanktioner, Flynn angiveligt havde diskuteret med Kislyak, blev ikke ophævet. De blev endda strammet, men det var ikke med præsident Trumps gode vilje. Tværtimod. Hans ønske om ”normalisering” blev bremset af et massivt flertal i Kongressen. Tværtimod blev nye sanktioner vedtaget med stemmerne 419-3 stemmer i Repræsentanternes Hus og 98-2 i Senatet.

”Den dybe stat”
I marts 2017 vidnede FBI-chefen James Comey for Kongressen. Her fortalte han, at FBI siden juli 2016 havde efterforsket Trump-lejrens mulige forbindelser til de russiske bestræbelser på at påvirke udfaldet af præsidentvalget. Det var der utvivlsomt mange, der gerne ville have vidst, mens valgkampen endnu stod på. Oplysningen bekræftede, at der i FBI og efterretningstjenesterne længe havde været mistanke til flere af folkene omkring Trump. Den omstændighed, at de havde holdt undersøgelserne hemmelige, mens de offentligt havde annonceret undersøgelserne af Clintons e-mails, punkterede imidlertid også påstanden om, at ”den dybe stat” havde sat himmel og jord i bevægelse for at forhindre, at Trump blev præsident.

Det er i høj grad lykkedes for præsident Trump at politisere FBI’s arbejde og undergrave mange af sine kernevælgeres tillid til organisationen ved at tale om ”løgne og korruption, som foregår på de højeste niveauer i FBI!” Skønt kritik af FBI historisk set oftere er kommet fra den venstre halvdel af det politiske spektrum, havde kun 38 procent af republikanske vælgere ifølge en meningsmåling i februar 2018 et positivt syn på forbundspolitiet. Blandt demokratiske vælgere var det tilsvarende tal 64 pct.
En præsident, der hævder, at han intet har gjort forkert og derfor heller ikke burde have noget at frygte, har valgt at undergrave tilliden til, at forbundspolitiet handler i nationens interesse, og har nærmest dagligt fortalt offentligheden, at undersøgelsen er grundløs og baseret på svindel.

Præsident Trump har ikke angrebet de andre efterretningstjenester lige så direkte, som han har angrebet FBI, men han har gentagne gange forsøgt at svække tilliden til dem.

Helt galt gik det i Helsinki, den 16. juli 2018, da Trump mødtes på tomandshånd med den russiske leder Vladimir Putin og bagefter gjorde det klart, at han troede mere på Putin end på CIA: ”Mine folk kom til mig, Dan Coats kom til mig og nogle andre, og de sagde, at de tror, det er Rusland (der blandede sig i de amerikanske præsidentvalg, red.). Jeg har præsident Putin her, og han siger, at det ikke er Rusland. Jeg vil sige dette: Jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor det skulle være det”. Trumps udtalelser var så meget desto mere chokerende, fordi de kom få dage efter, at det amerikanske Justitsministerium havde præsenteret detaljerede anklageskrifter mod 12 navngivne personer fra den russiske efterretningstjeneste GRU, der havde været direkte involveret i bestræbelserne på at påvirke det amerikanske præsidentvalg.
Reaktionen betød, at Trump efterfølgende forsøgte sig med et taktisk tilbagetog – en udtrykt sjældenhed.

Dagen efter pressemødet i Helsinki, holdt han et nyt, hvor han forklarede, at der var faldet et ”ikke” ud af en sætning. Der skulle med andre ord have stået: ”Jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor det IKKE skulle være det”. Set i forhold til resten af Trumps tale dagen før, gav den forklaring ikke mening. Pressemødet i Helsinki skabte panik i CIA’s hovedkvarter, og den tidligere CIA-chef John Brennan reagerede ved at kalde præsidentens udtalelser for “intet mindre end landsforræderiske”. Trump svarede igen ved at inddrage Brennans sikkerhedsgodkendelse og true med også at inddrage andre kritikeres godkendelser, hvilket fik en hel stribe af tidligere ledere i Pentagon, CIA og FBI til at underskrive en erklæring til støtte for Brennan.

Fronterne blev yderligere skærpet, da efterretningscheferne – alle udpeget af præsidenten selv – den 29. januar 2019 deltog i en høring i Kongressen, og modsagde præsidenten i centrale spørgsmål om Nordkoreas og Irans atomprogrammer. Trump reagerede ved i et tweet at kalde dem “naive” og foreslå, at de måske skulle “tilbage på skolebænken”.

 

Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon kaldte senere fyringen af Comey for ”den største fejltagelse i moderne politisk historie” – ikke mindst på grund af Trumps handlinger de følgende dage
_______

 

”Den største fejltagelse i moderne politisk historie”
En helt afgørende begivenhed for det dårlige forhold mellem præsident Trump og FBI – og den direkte årsag til udnævnelsen af Robert Mueller – er fyringen af nu tidligere FBI-direktør James Comey.

Comey havde seks år tilbage af en 10-årig kontrakt som chef for FBI, men den 9. maj 2017 oplevede han at se sin egen fyring blive annonceret på tv. Efterfølgende mødte en af præsidentens personlige bodyguards op og overrakte ham selve opsigelsen.

Ordlyden i brevet var bemærkelsesværdig: Officielt var begrundelsen, at Comey havde valgt at offentliggøre genåbningen af Hillary Clintons e-mail-sag en uge før valget – en sag, der om noget havde banet vejen for Trump til Det Hvide Hus. Det var i sig selv meget svært at tro på, at hensynet til Hillary skulle veje så tungt for Trump, at han nu – måneder efter sin tiltrædelse – pludselig havde bestemt sig for at fyre sin FBI-chef. Selve brevets formulering ledte da også de flestes tanker i en ganske anden retning. Trump havde insisteret på, at følgende formulering blev medtaget: ”Skønt jeg sætter stor pris på, at De ved tre forskellige lejligheder har informeret mig om, at jeg ikke er genstand for en undersøgelse…” Han havde tydeligvis Ruslands-undersøgelsen i tankerne.

Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon kaldte senere fyringen for ”den største fejltagelse i moderne politisk historie” – ikke mindst på grund af Trumps handlinger de følgende dage.

Den 11. maj lod præsidenten sig interviewe af Lester Holt fra tv-kanalen NBC. Her skød han selv de sidste rester af dækhistorien om Hillarys e-mails i sænk. Han bedyrede, at han selv havde besluttet at fyre Comey, og at han ville have gjort det under alle omstændigheder: ” Da jeg besluttede mig for at gøre det, sagde jeg til mig selv – jeg sagde, ’du ved, denne her Rusland-ting med Trump og Rusland, det er en opdigtet historie. Det er en undskyldning, som Demokraterne bruger, fordi de tabte et valg, de burde have vundet’”.

Motivet bag fyringen af Comey var tydeligt nok. Præsidentens tilhængere skyndte sig at påpege, at han havde ret til at fyre sin FBI-chef, hvis han ville. Det var formelt set rigtigt nok, men motivet var ikke uvæsentligt. Især ikke, hvis målet var at kvæle en undersøgelse af Trump-lejrens forbindelser til Rusland. FBI skal så vidt muligt være hævet over politisk pression. Det er blandt andet derfor, at chefen ansættes for 10 år ad gangen. Fyringen af Comey kunne – afhængigt af konteksten – ses som et led i eventuelle bestræbelser på at forhindre rettens gang – altså: ”obstruction of justice”.

Det blev værre endnu for præsidenten, da han dagen efter tog imod den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov og den russiske ambassadør Sergey Kislyak i Det Hvide Hus. Amerikansk presse var forment adgang, men et par dage senere blev dele af samtalen lækket. Her fortalte Trump de to russiske topdiplomater, at han lige havde fyret sin FBI-chef. ”Han var skør – a real nut job. Jeg var under stort pres på grund af Rusland. Det er lettet nu. Jeg er ikke genstand for en undersøgelse”.

I dagene efter fyringen kunne Comey berette, at Trump ved flere lejligheder havde kaldt ham i enrum og forsøgt at få garantier for, at han – præsidenten – ikke var genstand for nogen undersøgelse. Comey havde været så utilpas ved dette brud på protokol, at han havde taget udførlige noter om samtalerne, fået dem opbevaret sikkert og sørget for, at andre i FBI også kendte til disse samtaler.

For Trump blev lettelsen over at være sluppet af med Comey kortvarig. Den fik nemlig vicejustitsminister Rod Rosenstein til at beslutte sig for at udpege den særlige undersøger. Trumps vrede over dette rettede sig i første omgang mod justitsminister Jeff Sessions. Sessions havde været den første senator, der støttede Trump i valgkampen, og han var blevet belønnet med posten som justitsminister. Nu regnede Trump med, at han ville rydde op efter fyringen af Comey. Desværre forholdt det sig således, at Sessions, ligesom så mange andre i kredsen omkring Trump, havde fået akut hukommelsestab, da han under høringerne i forbindelse med sin nominering blev spurgt, om han havde været i kontakt med nogle russere under valgkampen. Det mente Sessions ikke, at han havde, men det viste sig, at han havde haft mindst to møder med Kislyak.

Sessions var med nød og næppe sluppet gennem nomineringen og havde fået sin drømmepost alligevel, men i spørgsmålet om russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalg måtte han nu erklære sig inhabil. Han kunne ikke påtage sig at kvæle undersøgelsen for præsidenten.
Til posten som særlig undersøger faldt valget på Robert Mueller, der fra 2001 til 2013 havde været chef for FBI. Mueller er Republikaner, men nyder stor respekt i begge de store politiske partier. Mens politikere fra begge partier roste valget af Mueller, så rasede præsidenten. ”Dette er uden sammenligning den største heksejagt mod nogen politiker i amerikansk historie!”, skrev han på Twitter dagen efter udnævnelsen.

I de følgende knap to år har Trump offentligt angrebet Muellers undersøgelser mere end 1100 gange. I en tale til CPAC’s årlige møde den 2. marts 2019 kaldte præsidenten undersøgelsen slet og ret ”bullshit”. Han beklikkede også Muellers personlige motiver (Mueller havde engang været medlem af en golfklub, Trump ejede), ligesom han betegnede Muellers stab af efterforskere, som ”17 af de vredeste Demokrater”.

Et dilemma for både Demokrater og Republikanere
Benjamin Wittes, der er tilknyttet tænketanken Brookings Institution og chefredaktør på den meget læste juridiske blog Lawfare [se ovenfor, red.], har præsenteret den ide, at forsøget på at forhindre opklaringen af, hvad der foregik under valget i 2016 måske er ”collusion”: dvs. at mulige bestræbelser på at spænde ben for undersøgelserne af russiske handlinger under valget simpelthen er at betragte som en slags fortsat samarbejde mellem folk omkring Trump og Rusland. Måske kunne fyringen af Comey også udlægges som en form for ”collusion”, hvis formålet var at bremse undersøgelsen af et fremmed angreb på det amerikanske demokrati.

Et beslægtet spørgsmål er, om ”obstruction of justice” – at hindre rettens gang – også kan foregå for åbent tæppe. Kan nogle af præsident Trumps Tweets betragtes som et direkte forsøg på at påvirke vidner? Kan det med rimelighed udlægges som en opfordring til ikke at samarbejde med Robert Mueller, når Trump eksempelvis roser Paul Manafort for ikke at være ”knækket” – hvilket vil sige ikke have indvilliget i at samarbejde med anklagemyndigheden? Er det den samme form for kommunikation med potentielle vidner, når præsidenten kalder sin tidligere advokat og fixer Michael Cohen for en ”rotte”, fordi han har valgt at samarbejde med selvsamme anklagemyndighed? Lufter Trump muligheden for, at han vil bruge sin præsidentielle benådningsret på samme måde som værten i et realityshow undervejs udlover en særlig pris? Her er vi i hidtil uudforskede juridiske farvande.

Næsten uanset hvad Robert Mueller fremlægger vil det skabe alvorlige dilemmaer for begge politiske partier. I sidste ende er en eventuel rigsretssag en politisk proces, og at afsætte en præsident kræver to tredjedels flertal i Senatet. Det er endnu aldrig sket – Nixon blev presset til at gå selv – og selv, hvis dette flertal kunne skaffes, ville det få enorme konsekvenser for det politiske system i USA i mange år fremover. Den Demokratiske leder Nancy Pelosi har allerede den 11. marts 2019 meddelt, at hun er modstander af en rigsretssag. Hun har henvist til, at der er præsidentvalg i 2020, og at ”han ikke er det værd”. Ikke desto mindre er der et pres fra store dele af partiet, som slår på, at man ikke kan ignorere åbenlyse ulovligheder, blot fordi man ved, at man ikke kan regne med de fornødne Republikanske stemmer til at få præsidenten afsat. Altså: Er der begået åbenlyse ulovligheder, og står Justitsministeriet og domstolene fortsat fast på, at en præsident ikke kan sigtes efter den almindelige straffelovgivning, mens han endnu er præsident, så mener mange Demokrater, at Kongressen har en pligt, ikke en ret, til at stille ham for en rigsret.

Ifølge en meningsmåling, som Quinnipac offentliggjorde i begyndelsen af marts 2019, ser de fleste amerikanere anderledes på sagen: Nok troede 64 procent, at Trump havde begået forbrydelser, før han blev præsident, og 46 procent mente, at han også har gjort det, mens han har været præsident. Men hele to tredjedele af de adspurgte mente ikke, at der skulle indledes en rigsretssag imod ham. Om det ændrer sig, afhænger nok især af, hvad der står i Muellers rapport. ■

 

Den Demokratiske leder Nancy Pelosi har allerede den 11. marts 2019 meddelt, at hun er modstander af en rigsretssag
_______

 

NY BOG: AMERIKA FØRST. I maj udkommer bogen „Amerika Først‟ (120 sider, 120 kr.) af Niels Bjerre-Poulsen på RÆSONs Forlag. Bogen rummer Bjerre-Poulsens tekst fra „Verdens Magter‟ (der udkom i 2017) udvidet og opdateret bl.a. med et helt nyt kapitel om Mueller-undersøgelsen.

Er du abonnent på RÆSON (eller købte du „Verdens Magter‟) koster bogen i en lanceringsperiode blot 50 kr. – det er en af de fordele, der følger med abonnementet. Normalprisen er 120 kr. Husk: Når du køber bøger og blade fra RÆSONs Webshop er porto og ekspedition altid med i prisen.

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er Ph.d. i amerikansk historie ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er blandt andet forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015), og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2018). I foråret 2019 er han Fulbright Visiting Scholar ved Franklin Delano Roosevelt Presidential Library i New York. REvideret 24/3 kl.10.05. ILLUSTRATION: Mueller i 2012 [foto: H. Darr Beiser-USA TODAY/Sipa USA/Scanpix]