07.08.2019

Der er bred enighed om, at verden skal gøre langt mere for at forebygge klimaforandringerne. Men der er stor forskel på landenes ambitionsniveauer. Mens Danmark iklæder sig den grønne førertrøje, fører Australien en kulsort klimapolitik. Det bør vække til eftertanke – også blandt klimaaktivister.

Analyse af Nick Ford

”Klimaforandringerne er vores generations største moralske udfordring”, lød det fra Australiens daværende oppositionsleder Kevin Rudd i 2007. Hans Labor-parti havde ikke haft magten i 12 år – men et parlamentsvalg senere samme år ville ændre på situationen. Et af valgkampens store emner var klimaet, og Rudd lovede vælgerne en mere ambitiøs klimapolitik, herunder et mål om at reducere Australiens CO2-udledninger med 60 pct. i 2050.

Godt nok vandt Labor valget i 2007, men det lykkedes ikke partiet at ændre landets kurs i klimapolitikken.

Efter to tumultariske valgperioder i regering tabte Labor valget i 2013 til den Liberal-Nationale centrum-højre-koalition i 2013, som fortsat danner regering i dag. Den nye premierminister blev Tony Abbott – en mand, der har beskrevet brugen af kul som godt for menneskeheden. For blot to år siden tog Scott Morrison, dengang Australiens finansminister og nu landets premierminister, en klump kul med i parlamentets underhus – en rekvisit i en næsten komisk forestilling, hvor han forsikrede oppositionen om, at kul ikke var noget, man skal være bange for.

I dag er der ingen grund til politiske bekymringer for den australske kulindustri. Australien er ikke i fare for at vedtage en omfattende klimapolitik, som betydeligt vil begrænse landets udledninger af drivhusgasser. Jo, Australien har underskrevet Parisaftalen – med et mål om at reducere udledningerne med 26-28 pct. i 2030, ift. hvad landet udledte i 2005. Men som det står lige nu, kommer Australien ikke i mål med den ambition. De seneste prognoser fra landets miljøministerium viser faktisk en stigning i CO2-udledninger i de kommende år.

Så mens lande som Danmark gerne vil iklæde sig den grønne førertrøje, kan man konstatere, at klimakampen i Australien er gået i stå. Det er svært at forestille sig, at de politiske omstændigheder kommer til at ændre sig markant i en overskuelig fremtid. Australien er ikke alene med denne tilgang – hvilket er bare ét eksempel på, hvorfor det er så svært at opnå bred enighed på tværs af lande om klimaspørgsmålet. Australien understreger tydeligt det store dilemma, som verden står over for.

 

Kul var Australiens største eksportprodukt i 2018; naturgas var det tredjestørste. Kulkraftværker bidrager fortsat med den største del af Australiens energiforsyning
_______

 

Et mangfoldigt landskab under én sol
Australien er ikke kun et land, men et helt kontinent, som er kendetegnet af forskellige klimazoner. Ørken, skove og regnskove, bjerge, strande og koralrev indgår alt sammen i Australiens geografiske forhold. Og landet har i den grad masser på spil, når det gælder klimaforandringerne. Australiens dyrkbare jord – og dermed landets store landbrugssektor – er truet af ørkendannelse. Et land, som i forvejen kender til hedebølger og tørke, står over for endnu mere ekstremt vejr med øget risiko for bl.a. kraftige skovbrande til følge. Stigende temperaturer truer også det berømte Great Barrier Reef, og en udbredt revblegning kan allerede ses.

Trods de gode grunde til at tage klimaforandringerne alvorligt, har Australiens geografi også noget at gøre med modviljen mod at gå forrest i klimakampen. Landet er rigt på råstoffer, herunder fossile brændstoffer som kul, gas og (i mindre grad) olie. Kul var Australiens største eksportprodukt i 2018; naturgas var det tredjestørste. Kulkraftværker bidrager fortsat med den største del af Australiens energiforsyning: knap to tredjedele af al energiproduktion i 2017. Gas bidrog med yderligere 20 pct. Vedvarende energi stod for blot 16 pct.

Kort sagt: Fossile brændstoffer har stor betydning for den australske økonomi. Ikke bare på makroniveauet, men også for de enkelte lokale økonomier – de mange små byer og regioner, hvis samfund afhænger af minedrift og energiproduktion. Så dilemmaet lyder: Fossile brændstoffer skader klimaet, men tilbyder et økonomisk grundlag for dele af det regionale Australien, som er svært at erstatte. Den grønne omstilling kan godt betragtes som nødvendig – men for de titusindvis arbejdere indenfor kul- og gasbranchen betyder det arbejdsløshed samt ødelæggelse af deres lokalsamfund.

Det er ikke et hypotetisk spørgsmål: Manglende økonomiske muligheder uden for de store byer er i forvejen et alvorligt problem, som australske politikere og embedsmænd ikke har kunnet løse. For der findes ingen nemme løsninger.

Man kan sagtens argumentere for, at de økonomiske og sociale konsekvenser af nedlæggelsen af energi- og råstofsektoren simpelthen er en pris, man er nødt til at betale, hvis det skal lykkes os at undgå klimaforandringernes værste konsekvenser. På langt sigt kan det være, at de økonomiske gevinster fra den grønne omstilling bliver større end omkostningerne ved at fortsætte med den nuværende kurs – at de bekymringer, folk har i dag, kun handler om den korte bane, mens det er afgørende for verdens fremtid at passe på klimaet. Sagen er bare, at mange arbejdere og deres familier kommer til at betale en højere pris for den grønne omstilling end de fleste. Og de har stemmeret.

 

I modsætning til i Danmark var der ingen konkurrence [ved det australske valg] blandt de store partier om at være grønnest. Tværtimod. Regeringen kritiserede Labors planer for at være alt for dyre
_______

 

Den politiske virkelighed kalder
Midt i Danmarks seneste folketingsvalgkamp gik australske vælgere til stemmeurne. Ligesom i Danmark var der i Australien tale om et ”klimavalg”: Mange politiske kommentatorer lagde mærke til de stigende klimabekymringer, især blandt unge vælgere. Skolestrejker, inspireret af Greta Thunbergs svenske bevægelse, fandt sted Australiens store byer. Labor-partiet, ligesom under Kevin Rudd i 00’erne, lovede en mere ambitiøs klimaplan end den Liberal-Nationale koalitionsregering. Parisaftalen skulle ikke bare nås – Australien skulle reducere sine udledninger af drivhusgasser med 45 pct. i 2030 og være klimaneutral i 2050.

Men i modsætning til i Danmark var der ingen konkurrence blandt de store partier om at være grønnest. Tværtimod. Regeringen kritiserede Labors planer for at være alt for dyre – en mulig Labor-regering ville ifølge koalitionen skade Australiens konkurrencedygtighed og betyde, at helt almindelige husholdninger ville betale højere energipriser. Selv et Labor-forslag om at gøre det mere attraktivt at købe el-biler blev af koalitionen beskrevet som et angreb mod australiernes weekender, fordi man påstod, at det ville være umuligt for folk at trække en båd eller en trailer med en el-bil.

Men det største slagsmål om klimaet handlede om et nyt kulmineprojekt i delstaten Queensland. Koalitionen støttede projektet på grund af de nye jobs og eksportmuligheder, som det kunne føre til. Til gengæld kom Labor ikke med en klar udmelding. Partiets forvirrede holdning viste sig at være en gave til Koalitionen, som fik et bedre valg i Queensland end forventet. Det kan formodes, at denne sag var én af de afgørende årsager til, at koalitionsregering blev genvalgt.

Det, som nogle beskrev som Australiens klimavalg, gav ikke den store kursændring, som mange vælgere havde håbet på – og som den grønne omstilling kræver. Der bliver intet stort klimapolitisk skifte i denne valgperiode.

Dermed fortsætter Australiens meget lidt ambitiøse klimapolitik. Regeringen har satset på en bred vifte af små initiativer, herunder en målsætning for vedvarende energiproduktion, incitamenter til virksomheder for at udvikle nye teknologi og tilskud til landmænd for fornyelse af afgrøder på markerne (kulstofbinding i jorden). Der er også forskellige programmer målrettet husholdninger fra montering af solceller til huse og oplysning om energibesparelser. Denne begrænsede tilgang har den politiske fordel, at langt de fleste vælgere ikke kommer til at mærke ændringer i deres økonomiske omstændigheder.

For koalitionen er der en svær politisk balancegang: Nogle politikere i regeringspartierne mener, at Australien skal gøre mere for at understøtte den grønne omstilling. Men Koalitionen omfatter også en mere klimaskeptisk fløj med konservative politikere, som har sat sig i spidsen for en slags klimamodstandsbevægelse. Visse politikere tror simpelthen ikke på klimaforandringerne, som de betragter som en socialistisk sammensværgelse med et skjult mål om at ødelægge den frie markedsøkonomi.

De fleste er dog enige om, at der ikke er grund til, at Australien skader sin konkurrencedygtighed for klimaets skyld. Disse politikere er ikke nødvendigvis uenige i, at der er omkostninger forbundet med klimaforandringerne, men Australien er – i den store sammenhæng – et lille land, der i forhold til klimaet betyder langt mindre end verdens store økonomier. USA har trukket sig fra Parisaftalen; Kina køber fortsat store mængde af australsk kul og gas. Hvis verdens største CO2-udledere ikke ændrer kurs, så synes de konservative politikere – og en stor del af befolkningen – at det ingen mening giver, at Australien skal ofre sin vækst og velstand på klimaets alter.

 

Klimaforandringernes værste konsekvenser (hvis ikke vi gør nok) rammer fremtidens generationer; de økonomiske og sociale konsekvenser ved at reducere brugen af fossile brændstoffer rammer her og nu. I bund og grund handler det om jobs og sammenhængskraft
_______

 

Det centrale dilemma
Hvis det skal lykkes verdens lande at begrænse de globale temperaturstigninger i henhold til Parisaftalens mål, så er der behov for, at nogle lande er villige til at gå forrest. Den politiske og økonomiske situation her i Danmark giver god mulighed for det. Det samme kan man ikke sige gør sig gældende i Australien – og mange andre lande.

Det centrale dilemma er, at den grønne omstilling ikke er omkostningsfri. Det er imidlertid heller ikke omkostningsfrit at lade være. Men klimaforandringernes værste konsekvenser (hvis ikke vi gør nok) rammer fremtidens generationer; de økonomiske og sociale konsekvenser ved at reducere brugen af fossile brændstoffer rammer her og nu. I bund og grund handler det om jobs og sammenhængskraft. Det er ikke nok at sige, at den grønne omstilling er ”det rigtige” at gøre – det svarer ikke på folks bekymringer om deres arbejde og deres lokalsamfund. Og det er præcis der, hvor klimaskeptikere og populister finder opbakning til deres verdenssyn.

Her kan EU vise vejen frem. Når de langsigtede fordele i at undgå klimaforandringernes værste konsekvenser ikke er nok til at motivere handling, er man nødt til at tænke på, hvordan man kan øge de kortsigtede økonomiske – eller kynisk set: politiske – incitamenter. I den nye EU-kommission kigger man på en model, som kaldes for ”Just Transition” (retfærdig omstilling, red.), hvor EU køber drivhusgasreduktioner fra de mest kulstofintensive lande, sådan at man kan støtte økonomisk udvikling i udsatte regioner og hjælpe arbejdere med at finde nye beskæftigelsesmuligheder udenfor de mest klimabelastende sektorer.

Derudover kan EU vise vejen frem igennem frihandelsaftaler. EU er verdens største marked – og det gør, at EU kan stille krav. Prisen for, at andre lande skal få bedre adgang til det europæiske indre marked, kunne være, at de skal opfylde EU’s forventninger til klimapolitikken. Man kan fx fremhæve den nylige handelsaftale mellem EU og den sydamerikanske regionale handelsblok Mercosur, som indeholder forpligtelser i henhold til Parisaftalen. To store udfordringer for denne tilgang er for det første, at EU ikke er stort nok til at lægge pres på lande som USA eller Kina, som er de største udledere. For det andet er det ikke klart, hvor villige EU-landene selv er til at bytte handelsfordele for klimamål.

Fra det moralske til det økonomiske
Den tidligere australske premierminister Tony Abbott konstaterede, at hans parti har det svært, når folk interesserer sig for klimaet som et moralsk spørgsmål. Men når det lykkes for partiet at fokusere debatten på de økonomiske konsekvenser af den grønne omstilling, så vinder de. Sagt med andre ord: Man kan ikke overbevise folk om de langsigtede gevinster ved et bedre klima, hvis man ikke har en plan for, hvordan man håndterer de kortsigtede omkostninger, som husholdninger og virksomheder står over for.

Det betyder ikke, at Danmark skal skrue ned for sine klimaambitioner. Tværtimod. Verden har brug for lederskab, både fra Danmark og EU. Men man kan ikke vise verden vejen frem uden en nuanceret forståelse af den politiske, økonomiske og samfundsmæssige virkelighed i andre lande. Skaber vi den rigtige ramme herhjemme og i Europa, der formår både at sænke CO2-udledningerne og bidrage til fortsatte forbedringer i levestandarder, så har vi noget, vi kan sælge verden. Uden det bliver der ikke meget konkurrence om den grønne førertrøje. ■

 

Verden har brug for lederskab, både fra Danmark og EU. Men man kan ikke vise verden vejen frem uden en nuanceret forståelse af den politiske, økonomiske og samfundsmæssige virkelighed i andre lande
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden