15.05.2019

Australien går til valg den 18. maj. Landets kriseramte regering ser ud til at tabe magten. Men det er heller ikke sikkert, at oppositionen er i stand til at levere en stabil regering, og landet står midt i et langvarigt politisk stormvejr på tværs af det politiske spektrum.

Analyse af Nick Ford

I mange år var australsk politik usædvanligt stabilt for et demokratisk samfund: Mellem 1989 og 2009 sad der kun fire forskellige australske premierministre. Men den tid er forbi. I de sidste ti år har Australien haft ikke mindre end fem premierministre (en af dem i to adskilte forløb), og der er høj sandsynlighed for, at tallet snart bliver seks. Den sidste premierminister, der førte sit parti til to parlamentsvalg i træk, John Howard, forlod politik i 2007.

Så der er noget grundlæggende galt i australsk politik – og der er ingen grund til at tro, at den situation kommer til at ændre sig foreløbig.

Ligesom særligt Storbritannien har Australien stort set et politisk topartisystem, som er domineret af to partier, hvis størrelse andre mindre partier ikke når i nærheden af. På højrefløjen står den liberal–nationale koalition – ofte bare kaldet Koalitionen. De liberale og det nationale parti har et langvarigt, fast samarbejde. Liberal-partiet er i spidsen og står stærkest i byerne, mens National-partiet er landdistrikternes stemme. Det er denne Koalition, der er ved magten nu. På venstrefløjen er Labor-partiet, der – som navnet antyder – har rødder i fagbevægelsen. Derudover findes flere små partier og løsgængere, som under normale omstændigheder ikke spiller en afgørende rolle i underhuset (hvor regeringen dannes).

Men det er ikke normale tider i australsk politik.

 

Morrison blev premierminister i september som følge af et magtskifte internt i partiet. Han er nu den tredje liberale premierminister siden Koalitionens valgsejr i 2013
_______

 

Svingdør ved formandsposten
Den nuværende premierminister, Liberal-partiets formand Scott Morrison, styrer en mindretalsregering – i sig selv en usædvanlig situation i australsk politik. Sidste gang, det skete, var i 2010; dengang var Labor ved magten, og Koalitionen var ubarmhjertig i sit angreb mod den “illegitime” regering. Labor tabte det efterfølgende valg i 2013. Nu er det tid til vælgernes dom over Koalitionens mindretalsregering. Parlamentsvalget finder sted 18. maj. Det ser ikke godt ud for regeringen, som står til at tabe magten.

Morrison blev premierminister i september som følge af et magtskifte internt i partiet. Han er nu den tredje liberale premierminister siden Koalitionens valgsejr i 2013. Regeringen har betalt en høj pris for sin ustabilitet. Da den daværende liberale leder Malcolm Turnbull blev væltet af sit parti sidste år, valgte han at forlade politik. Ved suppleringsvalget tabte Liberal-partiet Turnbulls tidligere valgkreds til en uafhængig kandidat. En anden Liberal-politiker sagde op som partimedlem men blev i parlamentet som løsgænger. Derved mistede Koalitionen sit i forvejen snævre flertal.

Turnbulls udskiftning var heller ikke den første. Turnbull selv var med til at vælte sin forgænger, Tony Abbott, inden valget i 2016. Og tilbage i 2009, da partiet sad i opposition, var det Abbott, som væltede Turnbull som partileder. Denne svingdørstendens handler delvist om personligheder og ambition. Men det siger også noget om partiets identitet: Trods navnet ”Liberal” er det efterhånden mere korrekt at karakterisere partiet som et konservativt parti. Abbott er en klar konservativ frontfigur. Men han vakte bekymringer blandt moderate vælgere. Til gengæld var Turnbull ikke konservativ – hans politiske instinkter gik mere i en liberal retning. Han var derfor i stand til at tiltrække flere vælgere fra midten end Abbott. Men en stor del af partiets bagland – og parlamentarikere – stolede aldrig på ham.

Hvad så med Morrison? Han er tydeligvis mere konservativ end Turnbull. Men han var ikke den foretrukne kandidat til topposten blandt de konservative dele af partiet. Som Turnbulls finansminister var han heller ikke med til at gennemføre mistillidsvotummet mod Turnbull. Men han fandt alligevel sig selv som den store vinde af kuppet – en kompromiskandidat til lederskabet, som partiets fraktioner nogenlunde kunne blive enige om.

De dybe splittelser internt i partiet drejer sig imidlertid om mere end formandskabet. Partiets identitetskrise har også begrænset den politiske handlekraft. For at skabe ro internt i Koalitionen måtte Morrison undgå svære og kontroversielle beslutninger, som kunne slå nye revner i regeringens skrøbelige ramme. Det ses i den nuværende valgkamp, hvor det er svært at få øje på konkrete politiske forslag. Koalitionens budskaber er klare: De vil sænke skatten. De vil begrænse stigninger i energipriser. De vil sikre Australien mod terrortrusler. De vil fortsat forhindre flygtninges mulighed for at ankomme til de australske kyster. Men de er budskaber, der siger mere om Koalitionens seneste år ved magten, end de er handlingsplaner for en kommende regeringsperiode. Partiet mangler simpelthen en fælles plan for, hvordan man skaber Australiens fremtid.

 

Den nærmest konstante ballade i de seneste år har ødelagt Koalitionens vælgertilslutning. Meningsmålingerne har vist, at Labor sidder med en konsekvent føringsposition
_______

 

En ny regering forude
Den nærmest konstante ballade i de seneste år har ødelagt Koalitionens vælgertilslutning. Meningsmålingerne har vist, at Labor sidder med en konsekvent føringsposition – i månedsvis har partiet været vælgernes foretrukne valg over Koalitionen. Da valgkampen blev skudt i gang i april, stod Labor til 53 pct. mod Koalitionens 47 pct. i målingerne mellem de to blokke. De seneste målinger viser et tættere løb mellem de to sider, dog er Labor stadig foran med 51 pct. mod 49 pct.

Selvom forskellen i de nationale meningsmålinger er blevet mindre under valgkampen, kan der stadig blive en markant forskel i den endelig fordeling af mandater. Underhusets politikere bliver nemlig valgt i enkeltmandskredse, som vi kender det fra USA og Storbritannien, og derfor kan et lille udsving på landsplan føre til, at mange kredse skifter fra et parti til det andet.

Imidlertid burde Labor umiddelbart – i lyset af alle Koalitionens problemer – stå i en langt stærkere position. Partiet har forsøgt at præsentere sig som et stabilt og troværdigt alternativ. Det er sket med en række konkrete forslag, herunder store skattereformer, som vil øge skatten på høje indkomster, en nedsættelse af fradrag på kapitalindkomst og tiltag til at sikre, at store multinationale selskaber betaler mere i skat. Men der mangler simpelthen en begejstring for Labor-partiet – og især partiets leder – blandt en stor del af befolkningen.

Bill Shorten har været Labors formand siden 2013. Hans parlamentariske karriere begyndte i 2007 efter flere år som en af fagbevægelsens frontfigurer. Meningsmålinger har regelmæssigt vist, at han er mindre populær som premierministerkandidat end hans liberale modstandere i løbet af de sidste fem år. Det er han stadig under valgkampen mod Morrison.

Der er flere mulige forklaringer på Shortens relative upopularitet. Den måske sværeste for ham at overkomme er hans rolle i Labors interne ustabilitet, sidste gang partiet sad i regering. Shorten var en nøglefigur i en stor magtkamp i 2010, som førte til, at daværende premierminister Kevin Rudd blev væltet som Labors daværende formand. Med Shortens støtte blev Julia Gillard partiets nye leder – og Australiens første kvindelige premierminister. Men kun tre år senere var partiet så nervøst for at lide nederlag ved 2013-valget, at Shorten hjalp Rudd til at vende tilbage til topposten. Partiet tabte endda valget alligevel. De liberale minder gladeligt vælgerne om den historie: Hvem kan stole på Shorten, hvis ikke engang hans nærmeste kollegaer kan?

Det hjælper heller ikke Shorten og Labor, at dele af medierne skriver historier, som spekulerer på mulige udfordrere til Shortens formandskab. I løbet af de sidste fem år har der været mange rygter. Og der er muligvis en vis grad sandhed i, at nogle af Shortens kollegaer ikke er helt vilde med ham. Men ingen har haft mod til at vælte formanden på denne side af valget. Risikoen for at tabe valget, ville have været langt større for Labor, hvis partiet i optakten havde vist samme ustabilitet som Koalitionen.

Men hvis det reelt kun er valget, der sikrer intern stabilitet hos Labor, hvad kommer der så til at ske efter valget, når partiet sandsynligvis har vundet regeringsmagten?

 

Men hvis det reelt kun er valget, der sikrer intern stabilitet hos Labor, hvad kommer der så til at ske efter valget, når partiet sandsynligvis har vundet regeringsmagten?
_______

 

Ustabilitetens strukturelle rødder
Hvis Labor vinder et flertal i underhuset, bliver Bill Shorten landets sjette premierminister siden 2009. Trods en valgsejr står en ny Labor-regering over for store parlamentariske udfordringer. Regeringen dannes i underhuset, men lovgivning skal også godkendes af parlamentets overhus, Senatet. Her kan man ikke regne med, at Labor får et flertal – Senatets struktur og valgsystem er ganske anderledes end underhusets. I Senatet har de små partier langt mere succes, og de kan gøre det langt mere vanskeligt for en regering at gennemføre sit valgprogram. Det er ikke svært at forestille sig, at mange af Labors valgløfter kommer til at møde modstand, når ny lovgivning skal debatteres og stemmes igennem. Skattereform, arbejdsmarkedsforhold og klimapolitik er alle områder, hvor de små partier – sammen med Koalitionen – vil kunne forpurre en Labor-regerings planer.

Hvis det sker – og flere af Labors væsentligste forslag i valgkampen ikke bliver til noget – så kommer skuffelsen hurtigt til at ramme Labor i meningsmålinger. Sådan et scenarie kan blive farligt for Shorten. Den nyere politiske historie i Australien viser, at parlamentarikere skaber uro, når de begynder at blive bekymrede over deres egen fremtid. Det vil skabe spørgsmål om, hvorvidt partiet har brug for en ny retning. Om partiet har brug for en ny leder. Oppositionen vil helt sikkert bidrage til at lægge pres på Shorten. Og man kan også roligt satse på, at medierne går i selvsving, så snart det tyder på, at en intern magtkamp kan være på vej. Det er præcis det, Australien har set i de sidste ti år.

Man kan dog forsigtigt håbe på, at Labor har lært lektien fra sine oplevelser forud for valget i 2013. Partiet ændrede dengang sine interne regler for at gøre det sværere til at vælte formanden. Politikerne erkender, at partiets interne magtkampe ødelagde vælgernes tillid til den daværende regering. De siger, at de ikke vil gentage samme fejl. Men det sagde de liberale også. Det holdt bare ikke.

Men regelændringer som Labors er i bedste fald kun en delvis løsning. Vi har i virkeligheden at gøre med et strukturelt problem, der afspejler, at de store partier betyder mindre i samfundet, end de gjorde engang.

Først og fremmest er markant færre australiere medlem af et politisk parti end for 20–30 år siden. Det har haft stor betydning for partierne som organisationer. Færre medlemmer betyder mindre indtægter fra medlemskontingenter. Det betyder også færre medlemmer, som er med til at afgøre partiprogrammer og lokale kandidater. Dermed bliver parlamentarikere afhængig af en smallere base i deres egne valgkredse. Det skaber en afkobling mellem partierne og den bredere befolkning, for partimedlemmerne er ikke repræsentative for den gennemsnitlige vælger.

Derudover er vælgere blevet mindre loyale over for partierne – der er flere vælgere, som skifter parti mellem valgene. Det handler i mindre grad om ideologi, og mere om hvem der viser en bedre forståelse for borgernes daglige liv. Flere vælgere overvejer at stemme på små partier og uafhængige kandidater i protest mod de etablerede partier. Det er ikke i sig selv et problem for de store partier – kombinationen af obligatorisk valgdeltagelse og et valgsystem, hvor folk stemmer på kandidater i en prioritet rækkefølge (i stedet for blot at sætte et enkelt kryds ved én kandidats navn) betyder, at langt de fleste stemmer i sidste ende bidrager til valget af kandidater fra Koalitionen og Labor. Men hvis vælgernes tillid ikke følger med stemmerne, øges ustabiliteten. Forskning fra University of Canberra viser, at tilliden til det australske demokrati nu ligger på sit laveste niveau i nyere tid.

 

Meget peger i retning af, at [mistilliden] handler om politikerne selv. De siddende politikere er kort og godt ringe til at kommunikere politisk
_______

 

Politikere som robotter
Der er nok mange årsager til den stigende mistillid. Flere af dem rammer i disse år demokratier over hele verden. Det gælder fx effekten af de sociale medier, hvor det er nemmere at komme med en hurtig reaktion eller et forsimplet budskab frem for et gennemtænkt og detaljeret forslag. Men fordi disse fænomener ikke er isolerede til Australien, forklarer de ikke, hvorfor Australiens politiske ustabilitet har nået et så usædvanligt højt niveau.

Meget peger i retning af, at det handler om politikerne selv. De siddende politikere er kort og godt ringe til at kommunikere politisk. Der hersker en manglende evne til at forklare komplekse problemer og måske endnu mere komplekse løsninger. De fleste australske politikere taler som robotter – med udenadslærte manuskripter, som er udviklet af spindoktorer, testet i fokusgrupper og gentaget i uendelighed. Det betyder, at når man hører politikerne tale, tvivler man på, hvorvidt de selv tror på det, de siger. Muligvis har mange danskere det på samme måde med danske politikere, men jeg må med kendskab til begge dele konstatere, at tendensen er langt værre i australsk politik.

For mange vælgere kan det derfor være forfriskende at høre en kandidat udtale sig som et normalt menneske. Men prisen for en kandidat fra et af de store partier kan være alt for stor, hvis man siger noget, som ikke er fuldstændig i overensstemmelse med partiets linje. Mere bramfri tale kan også fortolkes som uenighed og splittelse, som hurtigt kan blive til dagens tophistorie i medierne.

“If you can’t govern yourselves, you can’t govern the country”, sagde Bob Hawke, en af Australiens længst siddende premierministre, som sad for Labor fra 1983–1991). Han havde ret. Vælgere stoler ikke på partier og politikere, der virker, som om de er mere optagede af deres egne skæbner frem for nationens. Uanset om Koalitionen eller Labor vinder 18. maj, vil vælgerne nok spørge sig selv, hvem der mon er premierminister ved enden af den nye valgperiode. Den politiske ustabilitet gennem det sidste årti har sat sit præg. ■

 

Uanset om Koalitionen eller Labor vinder 18. maj, vil vælgerne nok spørge sig selv, hvem der mon er premierminister ved enden af den nye valgperiode
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland