05.09.2019

Trump synes – med alle sine fejl og mangler og i alt det kaos, han skaber – at have en vis forståelse for værdien af at opretholde verdensordenen, som den ser ud i dag. En orden, som Danmark – på linje med USA – har en stor interesse i at opretholde. Derfor skal vi fortsat føre aktivistisk udenrigspolitik, når det er nødvendigt.

Af Naser Khader

TRAGIKOMISK. Sådan beskriver Martin Lidegaard (R) i sin artikel i RÆSONs sommernummer dét at være konservativ i en verden, der er under opbrud på grund af internationale udfordringer som migration. Samtidig dødsdømmer han ideologierne ved at kalde dem »håbløst irrelevante og utidssvarende«. Jeg tager dem til nåde. Verden har brug for konservative svar.

For tyranner og autokrater taler kun magtens sprog. Derfor er det nødvendigt med ideologiske pejlemærker for at forsvare vores interesser og værdier rundt om i verden.

Syrien tjener som et godt eksempel på, at en konservativ tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik er mere nødvendig end nogensinde. Dels virker revolutioner, der søger at omstyrte samfund, ofte kontraproduktivt. Aleppo er blandt mange andre byer smadret til ukendelighed af netop denne årsag. Det betyder ikke, at man skal anerkende diktatorers undertrykkelse af befolkninger. Jeg nærer dyb afsmag for Assad og hans regime, men borgerkrigen illustrerer, at beslutninger som at gøre oprør mod et regime skal være meget velovervejede – og at man bør lære af historien. Det er konservatismen i sin essens.

Oprørerne i Syrien har haft alt mulig grund til at protestere mod Assad. Men de har ikke været i stand til at gennemskue konsekvensen af, hvad de satte i gang. En konservativ tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik respekterer, at spændingerne mellem individuel frihed og fædrelandskærlighed; mellem selvretfærdighed og nationalfølelse; mellem realisme og idealisme er permanente.

 

En konservativ tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik respekterer, at spændingerne mellem individuel frihed og fædrelandskærlighed; mellem selvretfærdighed og nationalfølelse; mellem realisme og idealisme er permanente
_______

 

DERUDOVER UDGØR konservatismen et vigtigt modstykke til den retningsløshed, som den amerikanske præsident Barack Obama praktiserede under sit præsidentskab. Jeg troede, da han kom til, at han var realist i samme forstand som præsident Nixon og hans udenrigsminister, Henry Kissinger, men når man i dag ser tilbage på de otte år, kan man kalde hans udenrigs- og sikkerhedspolitik naiv.

Under Det Arabiske Forår insisterede han på, at Vesten ikke skulle blande sig i Syrien. Det betød sidenhen, at russerne, iranerne og Islamisk Stat kunne spille en større rolle i konflikten. International politik fungerer nemlig sådan, at når én aktør vælger at give afkald på magten, ja, så tiltvinger andre sig den. Tomrummet fyldes ud. Derfor har de uønskede, destabiliserende kræfter, der udnyttede det ledelsesvakuum, som Obama efterlod ved ikke at lade USA tage internationalt lederskab, medvirket kraftigt til syriske migrantstrømme i Europa og Danmark.

MENS LIDEGAARD ALTSÅ beskriver konservatismen i dag som tragikomisk, tillader jeg mig at kalde hans tilsyneladende realistiske, nærmest anti-ideologiske tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik for naiv. Ikke at gøre noget og kun at fokusere på handel, bløde politiske rammer og mellemfolkelige relationer er også en handling. Skulle Assad rette ind på eget initiativ? Nej, vel? Havde Obama sendt missilerne afsted mod Assad i 2013, som Trump gjorde i 2017, var både russerne og iranerne blevet holdt væk fra betydelig indflydelse.

Det havde statueret et klart eksempel: Hertil og ikke længere. Men selvom Obama i en tale snakkede om en rød linje, som Assad ikke måtte overtræde, fik det altså ingen konsekvenser, da Syriens præsident alligevel valgte at bruge kemiske våben. Ingen. I den situation burde Obama have afstraffet den syriske diktator. Det gjorde den nuværende præsident seks år senere.

REALISTER MENER, at det er menneskets natur at ønske mere magt, og det skal man tage højde for i international politik. Visse neorealister mener endvidere, at stater er tvunget til offensivt at sikre sin magt. Jeg anser derfor Trump som en form for neorealist. Jeg er ikke sikker på, at han selv ved det, men mange af de folk, han omgiver sig med, er neorealister. De ligger langt fra George W. Bush og hans neokonservative, idealistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, og Trump ville aldrig gå i krig for at sprede frihed, rettigheder og demokrati. Han ønsker at sikre USA’s rolle i verden, inden det er for sent (læs: Inden Kina vokser sig for stort).

Trump synes – med alle sine fejl og mangler og i alt det kaos, han skaber – at have en vis forståelse for værdien af at opretholde verdensordenen, som den ser ud i dag. En orden, som Danmark – på linje med USA – har en stor interesse i at opretholde. Derfor skal vi fortsat føre aktivistisk udenrigspolitik, når det er nødvendigt. Jeg er ikke neorealist, fordi jeg som konservativ tror, at vi kan sikre danske interesser ved at fremme danske værdier. Jeg mener, der er behov for, at vi blander os. Ellers gør Putin og andre det bare.

 

Efter min mening skal konservative altid tage højde for kompromis, inden man skaber en konflikt, men konservative anerkender også, at ondskab nogle gange skal fordrives – af de gode selv
_______

 

SOM KONSERVATIV anerkender jeg verden, som den er, men viljen og evnen til at forsvare vort lands suverænitet, traditioner og demokratiske styreform er central, ligesom jeg har et ønske om at forbedre verden, som fx præsident Ronald Reagan formåede. Reagan kan formentlig placeres mellem George W. Bush og Nixon/Kissinger. Han var meget bevidst om Sovjetunionens ønske om at vinde Den Kolde Krig, og i stedet for blot at inddæmme ondskaben – og acceptere status quo – bekæmpede han den pragmatisk med de midler, han havde til rådighed, og uden et eneste skud blev affyret.

Som konservativ bryder jeg mig ikke om krig, men den konservative udenrigs- og sikkerhedspolitik anerkender, at der findes ondskab i verden. Efter min mening skal konservative altid tage højde for kompromis, inden man skaber en konflikt, men konservative anerkender også, at ondskab nogle gange skal fordrives – af de gode selv. Det var det, Reagan gjorde i 1980’erne.

Jeg er enig med Lidegaard i, at den europæiske familie er en familie af nationale identiteter, og at samarbejdet kun skal fokusere på de områder, hvor nationalstaten ikke selv kan rumme svarene på tidens udfordringer. Det er nye toner fra De Radikale. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle høre fra den kant, men jeg er glad for denne nye, konservative tilgang til EU.

DANMARKS AKTIVE ROLLE i EU og NATO er to af grundpillerne i vores internationale engagement. EU er for en konservativ et middel til at sikre fred og stabilitet i Europa. NATO-samarbejdet er omdrejningspunktet i den militære del af vores internationale engagement, da NATO opretholder det transatlantiske engagement, der er helt afgørende for Danmarks sikkerhed.

Jeg er sådan set også enig i, at Danmark kan få en ny og mere aktiv rolle internationalt ved at prioritere NATO, Arktis og klimaet. Arktis, fordi det er i vores nationale interesse og kan sikre vores stærke alliance med USA. Klimaet, fordi klimaforandringerne skaber demografiske forskydninger og dermed indirekte truer stabiliteten i samfundet og kan destabilisere selve vores samfundsmodel på grund af migration og folkevandringer. Derudover kan omstillingen til en ressourceeffektiv økonomi skabe handel, jobs og vækst i fremtiden. Her er vi også enige med de liberale i både LA, V og De Radikale.

Alt i alt er balancen mellem frihed og fædrelandskærlighed, mellem selvretfærdighed og nationalfølelse, mellem realisme og idealisme altså stadig helt central i international politik den dag i dag. Så jo, Lidegaard: Konservatismen leverer fortsat værdifulde svar på verdens udfordringer. Oversat til nutiden betyder det, at vi skal forandre – gennem en pragmatisk og aktivistisk udenrigspolitik – for at bevare fred, frihed og stabilitet. ■

 

Konservatismen leverer fortsat værdifulde svar på verdens udfordringer. Oversat til nutiden betyder det, at vi skal forandre – gennem en pragmatisk og aktivistisk udenrigspolitik – for at bevare fred, frihed og stabilitet
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt