Mursal Khosrawi: Jeg er dansker. Hvor længe skal jeg fremmedgøres?
08.01.2019
.
I 2060 vil jeg og mine børn stadig indgå i statistikkerne som ”fremmede”. Hvis fællesskabet har en forventning om, at jeg skal bidrage på lige fod med alle andre danskere, så forventer jeg også at blive anerkendt og inkluderet i fællesskabet.
Kommentar af Mursal Khosrawi
EN NY RAPPORT fra Danmarks Statistik, ”Indvandrere i Danmark 2018”, viser, at der – med størst sandsynlighed vil være 867.258 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark i 2060. Det er overordentligt problematisk, at Danmarks Statistik gør tallene op på den måde. Det betyder nemlig, at både jeg, som er opvokset i Danmark, mine søskende, som er født og opvokset i Danmark, mine børn og alle andre i tilsvarende situation fortsat vil indgå i statistikkerne som ”de fremmede” – selv i 2060. Hvor længe skal der gå, før man ikke længere indgår som efterkommer ifølge DS?
Da jeg – som dansk statsborger – hørte statsministerens nytårstale, blev jeg enormt skuffet. I talen omtalte han endnu engang borgere som mig som dem med ”ikke-vestlig baggrund”. Altså nogle fremmede; ikke danske borgere. Han pointerede yderligere, at folk med ikke-vestlig baggrund er årsagen til, ”at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier”.
Kære statsminister, Lars Løkke Rasmussen. I 2019 behøver man ikke at være ”rundet af samme muld” for at være ”flasket op med samme værdier” og for at kunne indgå konstruktivt og ligeværdigt i det danske samfund. Omvendt lever vi i en verden, hvor det, at man er ”rundet af samme muld”, ikke nødvendigvis er en garanti for, at man er ”flasket op med samme værdier”. Man behøver ikke at have en etnisk dansk eller vestlig baggrund for at have danske værdier. Jeg kender borgere i Danmark med etnisk dansk baggrund, som ikke har danske værdier. Ligesom jeg kender borgere med ”ikke-vestlig baggrund”, som har det. Mine egne demokratiske værdier, mit syn på retligheder, frihed og ansvar bunder alle i danske værdier, selvom jeg ikke har etnisk dansk baggrund.
I 2019 behøver man ikke at være ”rundet af samme muld” for at være ”flasket op med samme værdier” og for at kunne indgå konstruktivt og ligeværdigt i det danske samfund
_______
STATSMINISTEREN ER langt fra den eneste, der har denne opfattelse af os danske borgere, der er lidt mørkere i huden – tankegangen lever i bedste velgående bredt på højrefløjen. Når man som samfund på den måde opretholder fremmedgørelsen af sine borgere fra vugge til grav, vil konsekvenserne være negative for den enkelte berørte borger såvel som for samfundet som helhed. Som borger i Danmark med mellemøstlig baggrund mister jeg al lyst og motivation til at være dansker og bidrage til fællesskabet, når jeg ser, at jeg i 2060 stadig vil blive set som ikke-dansker.
Jeg er i dag 26 år. I 2060 er jeg formentlig gået på pension. Jeg har gået i dansk folkeskole, gymnasium samt universitet og samtidig været en del af det danske arbejdsmarked i sammenlagt mere end 50 år, når vi skriver 2060. Jeg vil dermed være en af dem, der – efter at have bidraget et helt liv til fællesskabet – stadig vil blive ekskluderet af fællesskabet og indgå i statistikker som fremmed og indvandrer.
Jeg er ikke ”indvandrer”. Jeg tænker og drømmer på dansk. Jeg knokler hver dag for at klare mig godt i det danske samfund og bidrage positivt til fællesskabet. Hvis fællesskabet har en forventning om, at jeg skal bidrage på lige fod med alle andre danskere, så forventer jeg også at blive anerkendt og inkluderet i fællesskabet på lige fod med alle andre danskere. For jeg er dansker.
Derfor føler jeg, at jeg kommer til at spilde et helt liv på at bidrage til et fællesskab, der insisterer på at holde mig ude. Det dræner mig for motivation, loyalitet og solidaritet. Værdier, der ellers er afgørende for mig.
Derfor føler jeg, at jeg kommer til at spilde et helt liv på at bidrage til et fællesskab, der insisterer på at holde mig ude. Det dræner mig for motivation, loyalitet og solidaritet
_______
SAMFUNDET TABER stort, hvis loyale borgere, der føler sig ekskluderet, i værste fald flytter ud og søger nye og mere rummelige fællesskaber. Det er ikke den ufaglærte flygtning, der har kort opholdstilladelse, som insisterer på at blive anerkendt af fællesskabet. De ved godt, at de er fremmede. Vi rammer i højere grad velfungerende danskere, som er efterkommere af forældre, der har en anden etnisk baggrund end dansk.
Eksklusionen af danskere med anden etnisk baggrund ødelægger sammenhængskraften i vores samfund. Ser vi fx på USA, hvor der længe har eksisteret en klar polarisering mellem ”hvide” og ”sorte”, så viser historien, at denne splid medfører større ulighed, mere kriminalitet og mindre loyalitet til fællesskabet. Den udvikling skal vi for alt i verden undgå i Danmark. Nogle vil argumentere for, at det allerede er den samme situation, vi har i DK, når man ser på den voksende ulighed og kriminalitet i udsatte boligområder.
Derfor vil jeg spørge vores politikere direkte: Hvor længe vil I fremmedgøre mig og de tusindvis af andre medborgere, der har det ligesom mig? Hvornår er vi gode nok til at indgå i det danske fællesskab på lige fod med alle andre? ■
Derfor vil jeg spørge vores politikere direkte: Hvor længe vil I fremmedgøre mig og de tusindvis af andre medborgere, der har det ligesom mig?
_______
Mursal Khosrawi (f. 1992) er debattør og statskundskabsstuderende. [foto: officielt pressefoto]