31.07.2019

Er man borger, hører man til. Er man ikke, er man fremmed. Dette er grundlaget for enhver overvejelse om borgerlighed; at der er forskel på dem og os. Er man borgerlig, står man derfor fast på det grundlæggende, at vi har en nation, der er vores. At vi har et folk, der er vores. At vi har en ret, der er vores. Dette er grundstammen i det borgerlige.

Af Morten Messerschmidt

I aviserne kan man læse, at det borgerlige Danmark ligger i ruiner. Det begyndte med Lars Løkkes erklærede frieri til Mette Frederiksen om et samarbejde hen over midten. Et frieri, der vel at mærke ikke var en spontan reaktion, men et længe forberedt nybrud, der skulle give Venstre et løft i valgkampen – og som lykkedes.

For Dansk Folkeparti blev folketingsvalget som bekendt ingen succes. Nye partier yderst til højre påstod med et snuptag at kunne løse de indvandringsproblemer, som vi ikke har kunnet overbevise de øvrige partier i blå blok om at håndtere. Gang på gang har vi fået vores forslag om opgør med konventionerne, flere udvisninger og lukning af radikale islamistiske foreninger stemt ned af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Og med makkerparret Vermund/Paludan blev de store resultater, Dansk Folkeparti har leveret, sat i parentes, og de mange forslag, vi ikke har kunnet få igennem, glemt. Sådan er politik. Og sådan er vilkårene i det, der altså er blevet kaldt den borgerlige blok.

Et spørgsmål er imidlertid, om der nogensinde har været en sådan egentlig borgerlig blok, eller om det måske snarere vil være mere retvisende alene at tale om et praktisk samarbejde om visse fælles interesser.

Ord er jo nådige. Og de bruges ofte med en tilsvarende lethed. På overfladen synes således alle gerne at ville det samme – mere vækst, mere velfærd, mere frihed, mere fritid. Min Gud, hvad vil du mere? Men ordet borgerlig kan ikke bruges i flæng. Det handler nemlig ikke blot om, hvad man vil opnå. Det indrammer et livs- og verdenssyn, som sætter et klart skel. Og hvor skelpælen skal stå, afgør det borgerlige.

 

Er man borger, hører man til. Er man ikke, er man fremmed. Dette er grundlaget for enhver overvejelse om borgerlighed; at der er forskel på dem og os
_______

 

Borgerbegrebet kender vi først og fremmest fra romerretten. Enhver jurastuderende kender fra Ciceros In Verrem de forløsende ord: ”civis romanus sum”. At være borger i Rom. Her gik skellet. Et skel mellem mennesker, fordi der er forskel på vores egne og de fremmede. Er man borger, hører man til. Er man ikke, er man fremmed. Dette er grundlaget for enhver overvejelse om borgerlighed; at der er forskel på dem og os. Er man borgerlig, står man derfor fast på det grundlæggende, at vi har en nation, der er vores. At vi har et folk, der er vores. At vi har en ret, der er vores. Dette er grundstammen i det borgerlige.

Modsætningen til det borgerlige verdenssyn er således også klar. Det tilhører dem, der ikke ser – eller ønsker at se – skellet. Dem, der kun ser mennesket, men ikke landet og folket. Dem, der ikke kan kende forskel på fremmed og borger, men højt hævet over historie, kultur, nation og tradition alene ser et menneske. Dem, der i en fremmed blot ser en ’ven, du endnu ikke har mødt’. Venstrefløjen – selvsagt. Men er det så enkelt? Eller er synet på mennesket som et frigjort og uforpligtet væsen – humanismens grundtanke – ikke også at finde blandt de partier, der ellers kalder sig borgerlige?

Finder vi hos Venstre, LA og De Konservative ikke også et umiskendeligt sværmeri for det universelle og nationalt transcenderende? En kærlighed til det overstatslige frem for det nationale; en tro på individet frem for folket og en forherligelse af den internationale rets forrang for endog vores egen forfatning. En forrang for det globale frem for det nationale og dermed for mennesket frem for borgeren. Især i EU-sagen har disse tre – lad os da kalde dem: blå – partier veget bort fra den borgerlige tanke. Men også i udlændingedebatten, hvor de alle som én insisterer på at lade fortidens internationale konventioner diktere vores moderne love, ser vi en afvisning af det borgerlige. De ser ikke borgeren, men mennesket. Og med de ideologiske briller på bliver selv det uens lige.

Iblandt friskoler vil man ikke give de kristne forrang for de muslimske – for det krænker lighedstanken. Man vil ikke forbyde burkaen og lade andre tildækninger gå fri – for det krænker lighedstanken. Man vil ikke forbyde radikale muslimske grupper at benytte kommunale faciliteter – for det krænker lighedstanken. Ja, det krænker tanken om, at der er forskel på dem og os. På borger og ikkeborger. Derfor er den slags tanker ikke borgerlige. Og derfor må vi på grundlæggende områder tale om DF og VLAK som adskilte størrelser.

 

Men gør det, at der kan tales om en egentlig borgerlig blok? Af nødvendighed måske, men ingen kan afvise, at der går en kile ned gennem blå blok
_______

 

Og så et men. For sagen er ikke sort/hvid. Der er selvsagt nuancer.

Hvor venstrefløjen direkte udspringer af de rousseauske dogmer, er der iblandt alle blå partier en fortsat insisteren på romerrettens grundtræk; en affinitet til det borgerlige verdenssyn. Alle står vi eksempelvis fast på den private ejendomsret og ytringsfriheden. Det er godt. Men gør det, at der kan tales om en egentlig borgerlig blok? Af nødvendighed måske, men ingen kan afvise, at der går en kile ned gennem blå blok. På den ene side de ideologiske partier, der i forskellig forstand trækker på tankerne fra 1789 og dermed på samme fællesmængde som venstrefløjen, og så Dansk Folkeparti, der grundlæggende bygger på en opposition til revolutionens tanker. Sagt på anden måde: Hvad den ene blok gør af kærlighed, gør den anden af nødvendighed.

Når VLAK sænker skatten, er det af kærlighed til den mindre stat. Det er et ideologisk projekt. Når DF har støttet, er det sket for at sikre en sammenhængskraft i befolkningen. For at ingen skal føle sig uden for fællesskabet og for at sikre konkurrenceevne og arbejdspladser. Ikke af ideologi.

Når man har hørt VLAK tale imod EU og internationale regler, har det været af nødvendighed for at tækkes sine vælgere. For DF er det af kærlighed, fordi vi afviser internationalismen som ideologisk projekt og alene ser det internationale som et praktisk værktøj.

Når VLAK fører en stram udlændingepolitik, er det af nødvendig for at sikre balance i statsfinanserne; det handler om økonomi. For DF er det af kærlighed, fordi vi ønsker et Danmark bygget på dansk kultur og kristen tradition.

Når VLAK støtter grænsekontrollen, er det af nødvendighed. For DF er det af kærlighed, fordi et land skal have en grænse.

Der er således væsensforskelle i årsager og begrundelser. Og de forskelle handler om, hvor skellet sættes. I den kommende periode vil disse skel blive stadig klarere. Venstre synes med sit frieri at have valgt en kurs, hvor man mest vil arbejde hen over midten. De Konservative har stadig under Pape til gode at definere en konservatisme, der rækker ud over lavere skat og hårdere straffe, ligesom det bliver spændende at se LA under den nye formand. For Dansk Folkeparti er sagen imidlertid uforandret og klar.

For os er Danmark ikke et ideologisk eksperiment, men et fædreland. ■

 

Når VLAK støtter grænsekontrollen, er det af nødvendighed. For DF er det af kærlighed, fordi et land skal have en grænse
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden