23.05.2019

Indien nedskød 27. marts en satellit i kredsløb om Jorden, og landet blev dermed det kun fjerde land i verden, der har bevist, at man råder over et antisatellitvåben (ASAT). Den indiske premierminister, Narendra Modi, har på spektakulær vis meldt Indien ind i våbenkapløbet i rummet.

Analyse af Morten Hetmar Vestergaard

Stormagternes militarisering af rummet er – selvom det måske ikke trækker ugentlige overskrifter i medierne – i fuld sving. Senest er Indien trådt ind på scenen, da landet 27. marts for første gang nedskød en satellit i kredsløb om Jorden. Nutidens rumkrig handler nemlig i høj grad om de satellitter, der muliggør netværksbaseret krigsførelse i et moderne militær. Avancerede netværksbaserede våbensystemer såsom ballistiske missiler betjenes nemlig ikke uafhængigt, men indgår i et system of systems, hvor alle led er nødvendige. Satellitsystemer bruges til alt fra målstyring af missiler, operation af droner, overvågning, rekognoscering og spionage til kommunikation blandt soldater på landjorden.

For Indien handler det dog mere konkret om den netop overståede valgkamp og om at sende et utvetydigt signal til Pakistan og Kina. ASAT-testen demonstrerer overfor Pakistan en indisk evne til at ramme et objekt uden for Jordens atmosfære, og at Indien dermed er gået et teknologisk trin op i udviklingen af sit ballistiske missilforsvar (ASAT-våben og missilforsvar er teknologisk to sider af samme sag). Det, håber man i New Delhi, vil give Islamabad grund til at standse op og tænke sig om en ekstra gang, før man fyrer det helt store nytårskrudt af i en mulig konflikt med inderne. ASAT-testen er også et signal til stormagtsrivalen Kina, for Indiens langsigtede sikkerhedspolitiske orientering er drevet af Kinas opstigning, og det ligger også til grund for Indiens sikkerhedspolitiske håndsudrækning til USA og Japan.

 

[ASAT-testen] håber man i New Delhi, vil give Islamabad grund til at standse op og tænke sig om en ekstra gang, før man fyrer det helt store nytårskrudt af i en mulig konflikt med inderne
_______

 

Den indiske premierminister Narendra Modi bekendtgjorde den succesfulde ASAT-test på direkte TV. Her understregede han – lettere paradoksalt – to ting. Det første var, at Indien altid har været modstander af militarisering af rummet og dernæst, at man bestemt ingen intentioner har om at true andre med sin nyvundne kapacitet. Umiddelbart inden forklarede han dog, at ASAT-testen vil styrke Indien sikkerhedspolitisk, og at den var til stor gavn for de væbnede styrker. Efter talen pralede Modi på Twitter med, at Indien nu er medlem af en eksklusiv klub af lande, der råder over et antisatellitvåben – kun tre andre lande kan sige det samme: USA, Rusland og Kina. I det samme tweet bemærkede han det, som mange indiske medier heller ikke har undladt at fremhæve: At al ASAT-testens teknologiske know-how og militære hardware er helt og aldeles hjemmelavet i Indien. Det ligger ganske fint i tråd med Modis nationalistiske dagsorden og ønske om at fremme en stolthed ved at være inder, ligesom man i Kina har ranket ryggen i takt med landets udviklingsmæssige kvantespring de sidste 30 år. Skal Indiens stormagtsambitioner indfries, så vil man gerne helt selv bestemme, hvilke våbensystemer man udvikler og anvender.

Hvem er Indiens fjender?
Indiens sikkerhedspolitiske situation er præget af forholdet til Kina og Pakistan. De tre lande deler grænser, og en række territorialstridigheder har gennem tiden har affødt regulære krige mellem Indien og Pakistan samt Indien og Kina. Terrorisme er et meget stort problem i Sydasien, og der anes ikke nogen løsning i horisonten. Terroren i Indien udspringer i høj grad fra Pakistan, og derfor har Pakistan længe været Indiens største umiddelbare sikkerhedspolitiske hovedpine. Men på den lange bane har Indien udpeget Kina som strategisk rival.

En anti-satellitkapacitet – altså kapaciteten til at nedskyde satellitter – er på overfladen ikke en særlig stor gevinst for det indiske militær. Ærkefjenden Pakistan har relativt få satellitter og ingen store planer om at øge sin militære formåen i rummet. Kina har derimod langt flere satellitter end Indien, men det er meget svært at forestille sig Indien nedskyde en kinesisk satellit og forvente at beholde sine egne intakte.

 

En anti-satellitkapacitet er på overfladen ikke en særlig stor gevinst for det indiske militær. Ærkefjenden Pakistan har relativt få satellitter […] Kina har derimod langt flere satellitter end Indien
_______

 

Satellitter er imidlertid en essentiel del af atomvåbensystemer, og derfor kan ASAT-våben potentielt ændre den atomare balance. Det er grunden til, at ASAT-kapaciteten skal ses direkte i relation til, at Indiens modstandere, Pakistan og ikke mindst Kina, er atomvåbenstater. Betvivler en atommagt sin mulighed for at slå tilbage nukleart, så kan den være fristet til at slå først. Derfor går atombevæbnede lande meget op i at bevare evnen til et såkaldt second strike, dvs. evnen til at svare igen med atomvåben, efter man selv er blevet angrebet. ASAT-våben kan potentielt pille ved den balance eller have samme destabiliserende effekt ved blot at rokke ved beslutningstagernes tro på at besidde en second strike-kapacitet.

Derfor kan et muligt angreb på en kinesisk eller pakistansk satellit opfattes som et forsøg på at stække disse landes atomare afskrækkelse og dermed virke drastisk eskalerende i en potentiel konfliktsituation. Men absolut ingen ønsker en konflikt, der eskalerer til det nukleare niveau, og derfor er det særdeles usandsynligt, at Indien vil foretage et sådant angreb. De politiske omkostninger ved rent faktisk at anvende det nye ASAT-våben vil simpelthen være alt for store.

Men hvorfor har Indien så gennemført testen? ASAT-våben er mere eller mindre det samme våbensystem, som anvendes til ballistisk missilforsvar (BMD). Et ballistisk missil flyver ud i rummet, før det vender tilbage på vej mod målet. Et missilforsvar forsøger at ramme det ballistiske missil med et mindre missil. Det er nemmere at ramme en satellit i en forudsigelig bane og højde, end det er at ramme et ballistisk missil, der aktivt forsøger at undvige, men de anvendte våbensystemer er de samme. En ASAT-test er således en slags BMD-test light. Da både Pakistan og navnlig Kina er i besiddelse af en betragtelig mængde ballistiske missiler, kan man anse ASAT-testen som et kraftigt signal på missilområdet til de to nabostater om, at de heller ikke her skal forsøge på noget.

 

Med ASAT-testen slår Modi sig på brystet og fortæller både Pakistan, egne vælgere og resten af verden, hvem i regionen der er størst og stærkest
_______

 

Valgkamp i Indien
Testen af ASAT-våbnet kom lige op til det indiske valg. Med 900 millioner vælgere har man i Indien ikke valgdag, men en hel valgmåned (plus det løse), som løber fra 11. april til 19. maj med stemmeoptælling i dag, 23. maj. Udover det kommer våbentesten i kølvandet på en af de værste optrapninger af den kroniske konflikt mellem Indien og Pakistan. Et terrorangreb den 14. februar, og det blev efterfulgt af bombetogter på tværs af grænsen, luftdueller med pakistanske fly og nedskydningen af et indisk jagerfly på pakistansk territorium. Med ASAT-testen slår Modi sig på brystet og fortæller både Pakistan, egne vælgere og resten af verden, hvem i regionen der er størst og stærkest.

Sædvanligvis handler indiske valg om hverdagsting og økonomisk udvikling. Terrorangrebet i februar og den efterfølgende konfrontation med Pakistan har gjort sikkerhedspolitik til et større tema, end det plejer at være. Modis parti, BJP, har ikke imponerende økonomiske resultater at føre valgkamp på, så Modi fremstilles i stedet som eneste garant for Indiens sikkerhed. Altså minder den spektakulære ASAT-test folket om Indiens stormagtsstatus og teknologiske overlegenhed. Det er måske ikke så tosset for en siddende præsident i valgkamp.

 

Det er sandsynligt, at Indiens nedskydning i sidste måned bliver sidste gang, at et land fysisk smadrer en satellit
_______

 

Indien, ASAT-våben og fremtiden
Satellitter, atomar afskrækkelse og netværksbaseret krigsførelse uadskillelige. Det er sandsynligt, at Indiens nedskydning i sidste måned bliver sidste gang, at et land fysisk smadrer en satellit. Mængden af rumskrald, der efterlades i kredsløb, er et praktisk problem i sig selv, og det bliver til et politisk problem, når det generer andre landes brug af rummet. Desuden er landbaserede laservåben, der kan ødelægge sensorerne på en satellit, foretage radiofrekvens-jamming, udsende stærke mikrobølger eller gennemføre cyberangreb på satellittens data-link, mere diskrete. Det vil give samme effekt, men have lavere politiske omkostninger end fysisk ødelæggelse af en modstanders satellit. Ifølge en rapport fra det U.S. Defense Intelligence Agency (DIA) fra februar i år forventer USA, at Kina vil deployere en landbaseret ASAT-laser, der kan skade eller genere en satellits sensorer allerede i 2020.

Indiens ASAT-våben vil sandsynligvis ikke ændre magtbalancen i regionen, som man måske kunne forestille sig. Pakistan rynker brynene ved udsigt til et mere effektivt indisk missilforsvar, men rumkrig er alligevel ikke en bane, Pakistan kan spille med på. Indiens ASAT-test skulle gerne have en afskrækkende effekt på Kina, men det bliver nok i begrænset omfang. De teknologiske muligheder som beskrevet ovenfor, og som Kina har investeret massivt i, gør, at man i Beijing – med rette – føler, at man sidder med meget bedre kort på hånden end Indien.

Pakistan vil fortsætte med at være en irriterende hveps, der svirrer om Indiens hoved, men det er forholdet mellem Asiens to store hanelefanter, Indien og Kina, der vil præge det strategiske og sikkerhedspolitiske landskab i fremtiden. Også i rummet. ■

 

Pakistan vil fortsætte med at være en irriterende hveps, der svirrer om Indiens hoved, men det er forholdet mellem Asiens to store hanelefanter, Indien og Kina, der vil præge det strategiske og sikkerhedspolitiske landskab i fremtiden
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland