Morten Grothe-Kræmmergaard: Jakob Ellemann-Jensen kommer til at brage ind i Statsministeriet i 2023

Morten Grothe-Kræmmergaard: Jakob Ellemann-Jensen kommer til at brage ind i Statsministeriet i 2023

04.09.2019

.


Jakob Ellemann-Jensen er bredt respekteret, har erfaring udenfor Christiansborg, og så har han en sjælden egenskab i Folketinget, nemlig en god portion humor og evnen til ikke altid at tage sig selv alt for alvorligt. Det tegner godt for et nyt borgerligt projekt med stort potentiale og bred opbakning.

Kommentar af Morten Grothe-Kræmmergaard, forventningsfuld borgerlig vælger

EFTER ET USKØNT forløb i Venstre, Danmarks – engang og måske nu snart igen – Liberale Parti er spørgsmålene stadig mange: Kan Jakob Ellemann-Jensen indtage Statsministeriet efter næste valg? Er det et problem, at Inger Støjberg vælges til næstformand på et tidspunkt, hvor hun står overfor potentielle anklager for magtmisbrug?

De ubesvarede spørgsmål præger sådan set hele den borgerlige blok: Kan Alex Vanopslagh formå at tiltrække alle de unge vælgere, som ved ungdomsvalg efter ungdomsvalg sætter kryds ved Liberal Alliance? Og bliver Kristian Thulesen Dahl den næste konge, der væltes?

Men som tidligere spået i dette fremragende medie, er Lars Løkke og Kristian Jensen nu fortid, og Jakob Ellemann-Jensen er kandidat til formandsposten i Venstre – og ikke mindst posten som de borgerlige partiers statsministerkandidat. Så langt, så godt. Men hvorfor skulle det vare hele sommeren?

MANGLENDE SELVINDSIGT har hængt som en dyne over Venstre i flere måneder. En magtfuldkommen Lars Løkke Rasmussen stillede sig fuldstændigt uforstående overfor den kritik, der haglede ned over ham fra adskillige fronter. Han klyngede sig til forårets to valgsejre: Fremgangen ved EU-valget, som udelukkende skyldtes, at alle Morten Messerschmidts stemmer skulle fordeles ud på andre partier. Og fremgang ved folketingsvalget, som udelukkende skyldtes en nedsmeltning i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Tilliden til Lars Løkke Rasmussen forsvandt allerede ved den synligt desperate og katastrofale SV-udmelding, hvor han gik langt over stregen både internt i Venstre og overfor den brede blå vælgerskare.

Og den manglende selvindsigt har ligeledes været pinligt tydelig hos Kristian Jensen. Bankassistenten der ville være konge. Den loyale partisoldat som aldrig rigtigt formåede at sælge billetter, og som i den forgangne weekend selv udtalte, at ”det er da trist at måtte opgive drømmen om at blive formand og få muligheden for at blive statsminister”. Efterhånden var det vist kun Kristian Jensen selv, der troede på den drøm.

 

Det er altafgørende for et kommende nyt borgerligt projekt, at Dansk Folkeparti ikke genfinder momentum og dermed kræver maksimal indflydelse på selvsamme projekt
_______

 

JO. NATURLIGVIS kan Jakob Ellemann-Jensen brage ind i Statsministeriet i 2023. Han er bredt respekteret, har erfaring udenfor Christiansborg, og så har han en sjælden egenskab i Folketinget, nemlig en god portion humor og evnen til ikke altid at tage sig selv alt for alvorligt.

Men der skal også samles et godt hold omkring ham. Og her spiller Inger Støjberg én af de vigtigste roller. Hun skal dog først lige komme nogenlunde uskadt ud på den anden side af et muligt længerevarende forløb med undersøgelse om magtmisbrug i forbindelse med den muligvis ulovlige adskillelse af asylpar.

For Inger Støjberg skal nemlig agere på to fronter: Hun skal hente de frafaldne Venstre-vælgere (og i særdeleshed også tidligere DF-vælgere) tilbage fra rød stue, vel at mærke samtidig med at hun undgår, at de smutter tilbage til Kristian Thulesen Dahl. For det er altafgørende for et kommende nyt borgerligt projekt, at Dansk Folkeparti ikke genfinder momentum og dermed kræver maksimal indflydelse på selvsamme projekt. Altafgørende er det, at der gøres op med bytte-bytte-købmands-politikken fra de seneste 18 år, hvor ethvert lille skridt i liberal retning blev akkompagneret af i stigende grad tåbelige udlændingestramninger.

 

Hvis Alex Vanopslagh kan mønstre sine tre gruppekammerater i en liberal offensiv og deltage aktivt i formuleringen af et nyt borgerligt projekt, så følger vælgerne trop
_______

 

OG NETOP Kristian Thulesen Dahl kan meget vel overtage hovedrollen i efterårets næste politiske drama. For hvordan i alverden kan han være manden, der – efter to blodige nederlag i træk – kan genrejse Dansk Folkeparti med en ny tilgang til de kerneværdier, der tegner det parti? Hvor er de kritiske røster, der forlanger hans afgang? Og nu hvor Meld og Feld-sagerne i Bruxelles er mere eller mindre – om end midlertidigt – sparket til hjørne, er banen vel kridtet op for Morten Messerschmidt?

Dermed ville generationsskiftet på blå side af salen være komplet – og hvis Alex Vanopslagh kan mønstre sine tre gruppekammerater i en liberal offensiv og deltage aktivt i formuleringen af et nyt borgerligt projekt, så følger vælgerne trop. For der synes at være en tørst i befolkningen efter nye borgerlige kræfter, nyt blod, opgør med de sidste 20 års førte politik baseret på udlændingestramninger og et ønske om mere tell it like it is. Specielt blandt de unge vælgere, der bakker op i historisk gode tal i meningsmålinger blandt de kommende førstegangsvælgere.

Og mens det nye borgerlige projekt formuleres, lad os så for guds skyld fra den 22. september efter Venstres landsmøde få flyttet fokus over på den røde side af Folketinget, der i al stilhed allerede er i gang med at dele ud af pengegaverne.

God vind, Jakob! Der venter et stort, men vigtigt arbejde forude. ■

 

Lad os så for guds skyld […] få flyttet fokus over på den røde side af Folketinget, der i al stilhed allerede er i gang med at dele ud af pengegaverne
_______

 



Morten Grothe-Kræmmergaard (f. 1972). Fra Sindal i Nordjylland, siden 1993 bosat i hovedstadsområdet. Siden 2014 selvstændig med Salestring.com. Stadigt mere forventningsfuld borgerlig vælger. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen til valgfest i Venstre ved EP-valget 26. maj 2019 [foto: Jens Astrup/flickr]