12.07.2019

.

Henrik Dahls tirader mod SDU’s beslutning om at basere sit virke på FN’s bæredygtighedsmål skyder forbi. Det er, fordi Dahl tager afgørende fejl i en række påstande, frem for alt at Danmark allerede skulle opfylde FN’s verdensmål. Det gør vi ikke – hverken hvis man anlægger et nationalt eller globalt perspektiv. Det faktum kalder på nye eksperimenter – også inden for universitetsverdenen.

Kommentar af Morten Greve

Bestyrelsen for Syddansk Universitet (SDU) har fremlagt en ny strategi for universitetet, som indebærer, at det fremover vil basere hele sit virke på FN’s 17 verdensmål om bæredygtig udvikling. Dette har i imponerende grad ophidset Liberal Alliances Henrik Dahl. Desværre har hans Ræson-kommentar i den anledning en række oplagte svagheder, som kalder på et modsvar.

Der er to hovedpåstande i Dahls indlæg. Han erklærer, at initiativet er overflødigt, da Danmark og danskerne uden at anstrenge sig nærmest overopfylder de famøse verdensmål. SDU-bestyrelsens beslutning er desuden udtryk for et angreb på den grundtanke og de værdier, den moderne universitetsinstitution hviler på, mener han.

Jeg vil i det følgende frem for alt fokusere på det første spørgsmål: Om Danmark overopfylder verdensmålene. Det er der nemlig intet belæg for at påstå.

Det er for det første oplagt, at Henrik Dahl ikke har forstået, hvad den skelsættende tanke med de 17 verdensmål er. Målet er ikke at etablere et grundlag for at rangordne FN’s 193 medlemslande efter deres “score” på hvert af de 17 områder – så et land som fx Danmark selvtilfreds kan smide sig i grøften, iført førertrøje og heppe på de andre, der hænger tilbage i feltet. Den ambition, som FN-landene gav håndslag på i 2015, handler i stedet om at gøre det nødvendige for, at de 17 mål kan opfyldes inden år 2030. I alle lande og i hele verden. Som der står i præamblen til Agenda 2030-dokumentet, hvor de 17 mål blev annonceret: “Alle lande og alle interessenter vil, i samarbejdende partnerskab, implementere denne plan.”

Jeg kan godt se, at Dahl er nødt til at “misforstå” intentionen, hvis han skal kunne nå den ønskede konklusion: Danmark er allerede i mål og behøver ikke gøre mere. Det gør blot ikke hans udlægning mere rigtig. Så længe et verdensmål ikke er opfyldt globalt, har Danmark stadig en opgave.

Det korte af det lange er, at der endnu er lang vej til opfyldelse af verdensmålene. På en række områder går det faktisk hastigt den forkerte vej, som det også fremgår af den seneste statusrapport fra FN
_______

På globalt plan er det helt i hegnet at påstå, at de 17 verdensmål er opfyldt. Lad os gøre nogle nedslag: Det går aktuelt den rigtige vej med andelen af verdens borgere, som lever i ekstrem fattigdom, men det går alt for langsomt. Som det ser ud nu, vil der stadig være næsten en halv mia. ekstremt fattige mennesker i 2030 (mål 1). Intensiv dyrkning, afskovning, klimaforandringer osv. indebærer samtidig globalt en løbende nedbrydning af de dyrkbare jordressourcer, konkluderede FN-forskerorganet IPBES i 2018. Generelt praktiseres jordbrug ikke bæredygtigt (mål 2). En tilsvarende tendens gør sig gældende i forhold til verdens fiskebestande, hvor en stadigt mindre andel af bestandene ifølge FAO udnyttes bæredygtigt (mål 14). Man behøver ligeledes ikke tilbringe mange minutter på hjemmesiden Climate Action Tracker for at vide, at verden som helhed er langt fra at være på rette spor i forhold til Paris-aftalens mål om som minimum at holde den globale temperaturstigning under 2 °C. Og dét er vel at mærke et niveau for den globale overfladetemperatur, som med stor sandsynlighed vil indebære yderst alvorlige perspektiver for menneskeheden på længere sigt, fastslog FN’s Klimapanel IPCC i oktober 2018 (mål 13).

Det korte af det lange er, at der endnu er lang vej til opfyldelse af verdensmålene. På en række områder går det faktisk hastigt den forkerte vej, som det også fremgår af den seneste statusrapport fra FN.

Men hvad nu hvis man accepterer Henrik Dahls udlægning af tanken bag verdensmålene? Har han ikke ret i, at Danmark isoleret set er på den grønne gren? Desværre klart nej. Det er selvfølgelig rigtigt, at en række af de 17 mål kan siges at være opfyldt inden for Danmarks grænser – ikke mindst takket være det solidariske velfærdssamfund, som Liberal Alliance drømmer om at afmontere – men vi er langt fra at have orden i eget hus på adskillige centrale områder.

Generelt indebærer en gennemsnitlig danskers livstil et træk på klodens ressourcer, som ligger helt i top i en sammenligning lavet af en international forskergruppe. Det gælder, uanset om vi snakker om udslippet af drivhusgasser, forbruget af vandressourcer og råstoffer eller udnyttelsen af landbrugsjord (herunder via import af foder til landbrugssektoren). I forhold til klimapåvirkningen anlægger den sammenlignende analyse den helt rimelige præmis, at udslippene knyttet til produktion af en vare tilskrives det land, hvor den pågældende vare forbruges. Målt på den måde er Danmark blandt verdens mindst klimamæssigt bæredygtige lande.

Hvordan med den danske biodiversitet – også et af FN’s verdensmål? Tilbage i 2011 offentliggjorde en forskergruppe fra Aarhus Universitet en omfattende vurdering af dette spørgsmål. Pressemeddelelsen bar overskriften “Tabet af biodiversitet fortsætter i den danske natur”. Forskerne fandt en tendens til tilbagegang på artsniveau inden for alle de ni undersøgte økosystemer. Danmarks Naturfredningsforenings Biodiversitetsbarometer fra 2017 giver ikke grundlag for at hævde, at tingene har rettet sig op siden da.

Spørgsmålet om biodiversitet hænger selvfølgelig tæt sammen med den måde, vi har valgt at praktisere landbruget på i Danmark. Her gav professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet for nylig en kontant vurdering i et interview til RÆSON. På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er et grønt foregangsland på dette område, svarede han “nej, det er Danmark helt sikkert ikke”.

Danmark opfylder altså ikke FN’s verdensmål, hverken hvis man anlægger et nationalt eller globalt perspektiv. Om dette er et resultat af fortrængning, bevidst misinformation eller uvidenhed fra Dahls side er et andet spørgsmål.

Om SDU med sin nye strategi svigter det moderne universitets mission og værdier er sværere at vurdere. Det hænger sammen med, at den slags strategiske udmeldinger altid skal bedømmes på den faktiske udførelse. Fx kan den angivne ambition om at etablere 17 masteruddannelser, én for hvert verdensmål, umiddelbart fremstå som en idé, der snarere er udtænkt på ledelsesgangen og i kommunikationsafdelingen hos SDU end i uddannelses- og forskermiljøerne. Det ufravigelige krav til SDU må være, at koblingen til verdensmålene bliver en ansporende kilde til inspiration for en fortsat fri og uafhængig forskning – at det fx også bliver muligt at problematisere verdensmålene forskningsmæssigt, samlet og hver for sig. Og selvfølgelig skal der kunne defineres grundforskningsprojekter, som ikke på forhånd kan knyttes til opfyldelse af givne verdensmål.

Omvendt må vi også kræve af SDU, at hele øvelsen faktisk medfører reelle gevinster i forhold til opfyldelse af verdensmålene sammenlignet med status quo. Ellers er strategisatsningen spild af tid og kræfter. Det vil vise sig, om SDU kan leve op til disse krav i praksis.

Pointen er dog, at den forskningsviden, som Dahl overser eller fortrænger, bevidst eller ubevidst, stadig mere tydeligt sætter en yderst alvorlig dagsorden for menneskeheden. Den fremherskende forskervurdering er, at vi på en række områder har kurs mod en akut tilspidset bæredygtighedskrise, INDEN vi når år 2100, måske allerede inden for 50-60 år. Det gælder bl.a. for klimaforandringerne, udviklingen i jordressourcer og fiskebestande samt, regionalt, i forhold til vandressourcer. Og de virkemidler, vi har til rådighed i dag, fremstår samtidig helt utilstrækkelige. I hvert fald hvis præmissen er, at omstillingen ikke må indebære væsentlige afsavn for den enkelte borger i et land som Danmark.

I dette lys er det for mig at se oplagt, at menneskeheden står over for en eksistentiel trussel, der kalder på noget nyt – på nytænkning og eksperimenter og i særdeleshed på en markant fokusering af de samfundsmæssige ressourcer. Er det ikke værd at gøre erfaringer med, hvad der kommer ud af, at et enkelt lille universitet i et enkelt lille land undersøger potentialet i at arbejde med afsæt i verdensmålene? Jeg er tilbøjelig til at svare ja. Dahls blæs i dommedagsbasunen kunne give det indtryk, at det var alle verdens universiteter, der i samlet flok havde annonceret en verdensmålsstrategi. ■

De virkemidler, vi har til rådighed i dag, fremstår samtidig helt utilstrækkelige. I hvert fald hvis præmissen er, at omstillingen ikke må indebære væsentlige afsavn for den enkelte borger i et land som Danmark
_______

Morten Greve (f. 1968) arbejder som konsulent i Region Midtjyllands forsknings- og konsulentvirksomhed DEFACTUM. Sammen med lektor Carsten Bagge Laustsen fra Aarhus Universitets Institut for Statskundskab skriver han aktuelt en bog om de globale bæredygtighedsudfordringer.[foto: Oversvømmelse i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, 21. oktober 2017 [foto: Xinhua/Salim Reza/Scanpix]