Morten Dahlin: DIIS må sidde højt oppe i et elfenbenstårn, når de vil hente Syrienskrigere til Danmark
05.11.2019
.
Hvis vi, som DIIS-forskeren Maja Greenwood foreslår, hjemtager Syrienskrigere til Danmark, vil de – enten straks eller efter afsonet dom – komme til at gå frit rundt i Danmark. Intet tyder på, at vi vil være i stand til at sende dem ud af landet eller rehabilitere dem. Det er en farlig strategi.
Kommentar af Morten Dahlin, MF, Venstre
FOR ET PAR UGER SIDEN hastebehandlede Folketinget et lovforslag, der gør det muligt for de danske myndigheder at fratage fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske indfødsret. Det kan ifølge loven ske administrativt (med senere domstolsprøvelse), og mens fremmedkrigerne stadig opholder sig i udlandet. Venstre stemte for. Heldigvis.
Loven er imidlertid faldet flere for brystet. Blandt andre Maja Touzari Greenwood, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Greenwood skriver i en kommentar på DIIS’ hjemmeside, at loven ”baseres tilsyneladende på antagelsen om, at dét at hjemtage danske IS-fremmedkrigere og deres familier vil være udtryk for blødsødenhed”.
I kommentaren lægger Maja Touzari Greenwood sig efterfølgende fuldstændig på linje med den amerikanske præsident Trump, idet hun skriver, at det ville “være en mere pålidelig løsning at bringe dem og deres familier hjem til rettergang, overvågning og rehabilitering”. De, der omtales her, er i parentes bemærket nogle af verdens værste terrorister.
DER ER FLERE problemer med DIIS-kommentaren. Først og fremmest blev lovforslaget ikke vedtaget på en mavefornemmelse om, at det ville være “udtryk for blødsødenhed”, hvis Danmark hjemtog fremmedkrigerne, sådan som Greenwood postulerer. Lovforslaget blev vedtaget på baggrund af en nøgtern sikkerhedsanalyse og et ønske om at beskytte Danmark og danskerne. Hvor i forskningen Greenwood skulle kunne finde belæg for, at Folketingets medlemmer vedtog loven for ikke at virke ”blødsødne”, giver DIIS intet svar på. Vi må derfor retfærdigvis antage, at der er tale om Greenwoods politiske holdning – og ikke resultatet af en seriøs forskningsindsats.
Greenwods kommentar implicerer, at vi skal hive verdens værste terrorister til Danmark og underkaste dem ”rehabilitering”. Her bliver vi nødt til at stoppe op engang og tænke over, hvad Greenwood helt præcist forestiller sig
_______
Forskningen viser derimod, at 12 procent af den terror, der finder sted i Europa, begås af hjemvendte fremmedkrigere eller af personer, der har plejet omgang med fremmedkrigere.
Sagerne om fratagelse af statsborgerskab vil i høj grad blive initieret af information fra PET og vil derfor blive behandlet i både justits- og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Er den enkelte fremmedkriger utilfreds med myndighedernes afgørelse, kan vedkommende indbringe sagen for en domstol. Derfor er påstanden om, at vi politikere baserer vores beslutninger på følelser fremfor fakta, lodret forkert.
DERNÆST FØLGER DE praktiske hensyn til Danmarks sikkerhed:
Greenwods kommentar implicerer, at vi skal hive verdens værste terrorister til Danmark og underkaste dem ”rehabilitering”. Her bliver vi nødt til at stoppe op engang og tænke over, hvad Greenwood helt præcist forestiller sig. For mig at se er følgende et meget realistisk scenarie, hvis Danmark implementerede hendes forslag:
Vi bruger en masse skattekroner på at hente en fremmedkriger hjem. Han har begået drab og voldtægt under IS’ faner og skal nu dømmes og afsone sin straf i Danmark. Lad os, for argumentets skyld, sige, at vi får ham dømt for disse forbrydelser. Nu afsoner han sin straf i et dansk fængsel og skal på et tidspunkt slippes fri igen.
Her ved vi – ikke fra Greenwods forskning, men fra utallige eksempler de seneste år – at myndighederne har ekstremt svært ved at sende sådanne mennesker ud af Danmark. Det betyder så, at den dømte topterrorist nu kommer til at gå frit rundt i Danmark.
Her kaster Greenwood så sit trumfkort: rehabilitering. Og så er alle problemer jo løst. Vi skal bare rehabilitere de her IS-terrorister. Det lyder jo meget nemt, ikke?
Problemet er bare – som de fleste uden for DIIS kan se – at vi stadigvæk ikke har tryllet et resocialiseringsprogram frem, der forvandler faktiske IS-terrorister til vestlige bedsteborgere
_______
PROBLEMET ER BARE – som de fleste uden for DIIS kan se – at vi stadigvæk ikke har tryllet et resocialiseringsprogram frem, der forvandler faktiske IS-terrorister til vestlige bedsteborgere. Al snak om fx Aarhus-modellen eller PET’s exitsamtaler er fine, men vi mangler stadigvæk det håndfaste bevis på Greenwods påstand om, at det rent faktisk er muligt at rehabilitere de her mennesker, så de ikke længere udgør en sikkerhedstrussel for Danmark.
Derfor udgør den nye lovgivning et udtryk for den bedste balance, vi politikere var i stand til at ramme – en balance mellem på den ene side den enkeltes retssikkerhed (læs: den enkelte terrorists rettigheder) og danskernes sikkerhed på den anden. Og det ER en god balance, fordi loven faktisk harmonerer med retsstatsprincipperne. Det gør den, fordi den administrative frakendelse af statsborgerskabet, som udlændinge- og integrationsministeren nu kan gennemføre, kan prøves ved en domstol. Det er både i overensstemmelse med magtens tredeling og retsstatsprincipperne. Særligt efter at Venstre fik indført i loven, at hvis man af undskyldelige årsager ikke har kunnet modtage forkyndelsen, så kan man få dispensation til at få sin sag for en domstol, selvom man ikke har overholdt fristen på fire uger.
Oven i hatten har justitsministeriets allerfineste jurister konstateret, at Danmark ikke forbryder sig mod nogen af vores internationale forpligtelser med fremmedkrigerloven. Derfor må konklusionen være, at den eneste, der ser ud til at forbryde sig mod nogle principper, er Greenwood. Hun (mis)bruger nemlig sin troværdighed som forsker til at udtrykke en politisk holdning. ■
Den eneste, der ser ud til at forbryde sig mod nogle principper, er Greenwood. Hun (mis)bruger nemlig sin troværdighed som forsker til at udtrykke en politisk holdning
_______
Morten Dahlin (f. 1989) er MF for Venstre. Han er bl.a. indfødsretsordfører. ILLUSTRATION: I flygtningelejren al-Hol i det nordøstlige Syrien fører en intern sikkerhedspatrulje to kvinder – angiveligt hustruer til IS-krigere – gennem lejren, 23. juli 2019 [foto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix]