13.05.2019

”Der har ikke været en tilstrækkelig erkendelse af, at austerity-politikken har været farlig både for EU som projekt og for den politiske udvikling i de lande, der blev ramt hårdest. Man kan ikke føre økonomisk politik uden et blik på, hvilke konsekvenser den kan få for det politiske billede.”

Interview af Eugen Shapiro
Dette er første del af et stort interview med Mogens Lykketoft. Anden del bringes i morgen, tirsdag.

RÆSON: For snart to år siden skrev du i en kommentar til RÆSON, at EU måtte tage et opgør med sparepolitikken for at sikre sin legitimitet. Er det stadig lige så aktuelt som for to år siden?
LYKKETOFT: På en måde, ja. Man er nødt til at gøre op med forestillingen om, at man kan komme ud af et stort underskudsproblem, der er skabt af finanskrise, arbejdsløshed, svigtende skattebetaling og større understøttelse ved at begynde med at skære ned uden at stimulere beskæftigelsen. Jeg kender ikke nogen eksempler på, at man er kommet op af sådan et hul uden at stimulere konkurrenceevnen og beskæftigelsen – og dermed igen reducere antallet af mennesker, der skal have penge, og øge antallet af mennesker, der kan bidrage til finansieringen af samfundet.

I dag er problemerne i det sydlige Europa mindre, end de var for to år siden, fordi der har været en lettelse af økonomien og vækst i beskæftigelsen. Men omvendt har vi i Portugal et interessant eksempel på en socialistisk regering, der har demonstreret, at det, jeg hele tiden har talt for, faktisk godt kan lade sig gøre – at stimulere økonomien og ad den vej begynde at reducere gælden.

RÆSON: Er den lettelse af økonomien, som du taler om, og som blandt andet har fundet sted i Grækenland, primært et resultat af nationale tiltag, eller er det snarere et resultat af en opfattelse i EU af, at austerity-politikken [sparepolitikken, red.] har spillet fallit?
LYKKETOFT: Der har ikke været en tilstrækkelig erkendelse af, at austerity-politikken har været farlig både for EU som projekt og for den politiske udvikling i de lande, der blev ramt hårdest. Man kan ikke føre økonomisk politik uden et blik på, hvilke konsekvenser den kan få for det politiske billede.

 

Der har ikke været en tilstrækkelig erkendelse af, at austerity-politikken har været farlig både for EU som projekt og for den politiske udvikling i de lande, der blev ramt hårdest
_______

 

RÆSON: Så du ser ikke noget tegn på overstatsligt plan i EU på, at man vil begynde at tage et opgør med politikken?
LYKKETOFT: Jo, jeg tror, at der vil komme en serie af opgør i EU med den måde, hvorpå EU har handlet i forhold til alle de problemer, man er blevet ramt af. Og det gælder ikke kun de økonomiske. Jeg tror også, at det vil præge EU-valgkampen samt udfaldet af den. Vi vil ikke se det som en modstand mod EU, men som et krav om, at EU i højere grad kan enes om og adressere de problemer, som almindelige mennesker synes, er væsentlige. Der vil også brede sig en opfattelse af, at det aldrig bliver et forståeligt politisk projekt, at man svarer på en finanskrise og en spekulationsbølge ved at skære ned på det sociale sikkerhedsnet. For det er i virkeligheden at øge den sociale ustabilitet i en situation, hvor der er brug for det modsatte.

RÆSON: Er det også hensynet til den ustabilitet, der får dig til at skrive, ”hvis Europa-projektet skal opnå fornyet popularitet og sammenhængskraft, vil det kræve en revision af spare- og nedskæringspolitikken”? Hvad er det for en sammenhængskraft, du tænker på her?
LYKKETOFT: Det er, når almindelige hårdtarbejdende mennesker i Europa fornemmer, at der i toppen er en forståelse af, at et ordentligt velfærdssamfund har været selve grundlaget i alt det, der er vokset op af en enestående lang økonomisk fremgang og social harmoni i Europa. Men ulighedsproblemet, der er blevet markant i løbet af de sidste tyve år, er en udfordring for den sociale stabilitet og en undergravning af troen på institutionernes formålstjenlighed. Dertil kommer reaktionen på finanskrisen og austerity-politikken, samt det at man ikke har kunnet finde en fælles og afbalanceret beskyttelse af de ydre grænser kombineret med en indsats i nærområderne, hvor de fleste mennesker i nød befinder sig. Man har heller ikke kunnet blive enige om at fastlægge en nedre grænse for selskabsskatten, som er blevet til et usympatisk, velfærdsnedbrydende konkurrenceparameter. Når man ikke kan konkurrere på andre parametre, begynder man at konkurrere på selskabsskatten, og så undergraver man velfærdsstatens finansiering.

Lars Løkke Rasmussen er omsider også begyndt at se det sidstnævnte som et problem og som en opgave for os at kæmpe for i EU. Det burde vi have gjort for længst. Vi har også brug for at få revitaliseret diskussionen om en omsætningsskat på finansielle transaktioner. Vi har brug for en støtteindsats for at kræve skat af de store it-selskaber. Det skal alt sammen ske for at skabe større lighed i spillereglerne for virksomheder og i indkomst for enkelte borgere. Men det skal også ske for at skaffe finansiering til de enorme investeringer, der er nødvendige for opretholde velfærden og for at lave den omstilling til en fornøden klimaindsats, som også bør være et europæisk fællesprojekt. Så diskussionen om austerity er i virkeligheden en delproblemstilling i forhold til alle de overordnede spørgsmål, hvor EU skal frem og spille en normsættende, offensiv rolle, hvis Europa skal kunne bevare sin velfærdsmodel og være førende på klima- og bæredygtighedsområdet.

 

[Austerity-politikken] har bidraget til, at man har trukket lavkonjunkturen i langdrag og forsinket en vækst i beskæftigelsen
_______

 

RÆSON: Ifølge dig beror austerity-politikken på nogle ”neoliberale forestillinger, om at Europa kun bliver konkurrencekraftigt, og at mennesker kun vil arbejde nok, hvis vi mindsker den sociale tryghed og de offentlige udgifter, øger uligheden og sænker skattene”. Men er politikken ikke lige så meget blot en naturlig reaktion på finanskrisen og de strukturelle budgetunderskud i visse EU-lande?
LYKKETOFT: Det er en reaktion på finanskrisen, men det er ikke nogen sund reaktion Det har bidraget til, at man har trukket lavkonjunkturen i langdrag og forsinket en vækst i beskæftigelsen. Staterne har et voldsomt stort behov for at forny deres infrastruktur. I den situation er det ikke sundt at sige, at det har vi ikke råd til, for infrastrukturen er også en del af den fremtidige ramme for økonomisk udvikling, klimaløsninger og så videre. Alle disse sammenhænge har på en hel række punkter nødvendiggjort et opgør med herskende økonomiske dogmer.

RÆSON: Og det er ”de neoliberale forestillinger”?
LYKKETOFT: Ja. Vores vestlige verden har i hvert fald i et par årtier været domineret af en neoliberal tankegang, som har skabt en forestilling om, at ressourcerne i denne verden er ubegrænsede, og at det af den grund også har været ligegyldigt, hvordan produktionsresultaterne bliver fordelt. Det, der gives udtryk for i FN’s verdensmål, er et frontalt opgør med de to forudsætninger. Mængden af ressourcerne er ikke ubegrænset. Vi er så mange mennesker, og vi er så grådige med udnyttelsen af klodens ressourcer, at vi ændrer klodens tilstand på en særdeles foruroligende måde. Og derfor kan vi ikke effektivt bekæmpe fattigdom uden at bekæmpe ulighed. Vi er nødt til at erkende, at i og med ressourcerne er begrænsede, kommer fordelingen af dem også til at spille en endnu større rolle.

RÆSON: Vil du blankt afvise, at austerity-politikken har haft positive konsekvenser og gjort enkelte europæiske landes økonomier sundere?
LYKKETOFT: Så enkelt kan man ikke sige det. Austerity-politikken har været et meget smertefuldt og socialt destabiliserende svar i store dele af Europa. Derfor er jeg tilbøjelig til at sige, at det har overvejende været en forkert politik. Det betyder ikke, at man ikke skal beskæftige sig med, hvordan man får nedbragt gælden, får begrænset udgifter og så videre. Men for mig har det været en oplevelse af, at man i for høj grad har skåret ned, før man fik gang i beskæftigelsen.

 

Vores vestlige verden har været domineret af en neoliberal tankegang, som har skabt en forestilling om, at ressourcerne i denne verden er ubegrænsede, og at det af den grund også har været ligegyldigt, hvordan produktionsresultaterne bliver fordelt
_______

 

RÆSON: Er sparepolitikken slået igennem i lige så høj grad i Danmark som i resten af Europa?
LYKKETOFT: Nej, det er den ikke, men det var et sørgeligt eksempel på sparepolitikken, at et borgerligt flertal i 2010-11 tilrettelagde et frontalt angreb både på dagpengene og efterlønnen.

RÆSON: Så tror du, at hvis Socialdemokratiet vinder valget, kommer vi til at se stigende udgifter i det offentlige?
LYKKETOFT: Det, mener jeg, er en nødvendig konsekvens af, at hvis man vil opretholde et velfærdssamfund, må man forstå, at der er et større pres på de ydelser, det offentlige leverer pga. demografi, flere ældre, flere børn og flere der har brug for mere uddannelse og efteruddannelse. Samtidig lever vi i en tidsalder, hvor forandringerne i folks jobmuligheder sker hurtigere end nogensinde. Derfor skal man også investere i at få dem flyttet fra et sted til et andet for at holde dem i beskæftigelse.

RÆSON: Over de seneste år har vi set en markant venstredrejning hos Demokraterne i USA med bl.a. Bernie Sanders i spidsen. Er det én, vi kan lade os inspirere af?
LYKKETOFT: Det er i hvert fald interessant, at en meget renlivet, traditionel socialdemokratisk tankegang har kunnet få så meget medløb i USA, som den aldrig før har haft. Det er et udtryk for, at flere og flere ser det som et problem, at det forholdsvis udviklede velfærdssamfund som det, USA havde frem til 1970’erne, er krakeleret totalt. Så det budskab får selvfølgelig endnu stærkere medløb derovre, fordi flere kan se, at uligheden er blevet for stor, den offentlige service er blevet for ringe, infrastrukturen bliver forsømt, og hele den filosofi om, at svaret på alt er at nedsætte skatterne især for de rige, har spillet fallit. ■

 

Hele filosofien om, at svaret på alt er at nedsætte skatterne, især for de rige, har spillet fallit
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland