28.07.2019

.

Forsvarsminister Trine Bramsen forsimpler udfordringerne i dansk forsvarspolitik, når hun siger, at EU-forbeholdet ikke er et problem, og at Danmark kan lade være med at betale så meget, som vi har lovet i NATO. Det bliver hun nødt til at indse.

Kommentar af Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet

DEN NYUDNÆVNTE FORSVARSMINISTER, Trine Bramsen, var 18. juli gæst i magasinet “Danmark efter valget” på TV 2 News. Det var en lettere underlig oplevelse at overvære. På den ene side var ministeren klar i mælet og kom med skarpe udmeldinger om væsentlige sager som fx Tyrkiets indkøb af russiske våben, støjproblemerne med F-35, EU-forbeholdet på forsvarsområdet, byrdedelingen i NATO og Danmarks deltagelse i internationale operationer. På den anden side var der nogle klare selvmodsigelser i ministerens synspunkter, og det er svært at se, hvilken retning Bramsen reelt vil føre den danske forsvarspolitik i.

Trine Bramsen har kun været forsvarsminister i få uger, og det er ikke rimeligt at forvente, at hun er dybt inde i sagerne endnu. Omvendt har ministeren en magtfuld position til at oplyse befolkningen om sikkerhedspolitiske emner, og det er uheldigt, hvis hun forsimpler de udfordringer, som Danmark står overfor. Derfor vil jeg gerne påpege to problemstillinger, som ministeren fik forsimplet til en problematisk grad – for det er sager, hvor ministeren tvinges ud i at forholde sig til dilemmaer og træffe svære beslutninger, men hun præsenterede dem som enkle og ligetil at løse.

DEN FØRSTE ER spørgsmålet om Danmarks forsvarsforbehold i EU. Trine Bramsen erklærede, at hun ikke ønsker en ny folkeafstemning om EU-forbeholdet. Hun forklarede, at politikerne ”skylder at lytte til danskerne”, og at vi ikke skal ”presse noget ned i halsen på danskerne ved at sætte det her til afstemning”. Derefter fortalte hun, at EU-forbeholdet i praksis ikke er et problem for Danmark. Vi kan stadig være med i vigtige missioner, og vi kan selv bestemme, hvornår vi vil deltage, påpeger hun. Ministeren mener heller ikke, at forbeholdet går ud over Danmarks indflydelse i Europa. Til at illustrere den pointe nævnte hun, at hun netop har været til møde med Frankrigs præsident Macron og Tysklands kansler Merkel.

Ministeren har bestemt nogle rigtige pointer. Sagen er bare, at mødet med Macron og Merkel var afledt af det såkaldte European Intervention Initiative (EI2). Det er et fransk tiltag, som samler lande både i og uden for EU i et forsvarssamarbejde om at opstille militære styrker, der kan arbejde effektivt sammen. Det er altså et ubrugeligt eksempel på, at EU-forbeholdet ikke er et problem. Når Trine Bramsen kommer til møde i EU, vil hun opleve, at det er svært at opnå indflydelse, når man står udenfor. Der er en lang række beslutninger på det forsvarspolitiske område, som Danmark ikke kan være med til at påvirke – og i sidste ende har vi heller ikke muligheden for at blokere for militære operationer, som vi synes, er en dårlig idé.

 

Det er ikke gavnligt, hvis befolkningen får det indtryk, at EU-forbeholdet er uden betydning – for det er det afgjort ikke. Det har stor betydning for Danmarks muligheder for at påvirke den forsvarspolitiske dagsorden i Europa
_______

 

Fra mit eget arbejdsfelt på det maritime område betyder EU-forbeholdet, at Danmark ikke kan deltage i Operation Atalanta om pirateribekæmpelse ved Afrikas Horn eller i Operation Sophia, som handler om at standse menneskesmugling over Middelhavet. Begge er operationer, som berører danske sikkerhedsinteresser, og hvor det kunne give mening at bidrage og have indflydelse. Mine udenlandske kolleger har svært ved at forstå, hvorfor Danmark ikke vil være med i disse operationer, og jeg må jævnligt forklare, at det skyldes historiske omstændigheder omkring forsvarsforbeholdet fra 1993, som ikke har noget med det konkrete at gøre

Det er naturligvis helt legitimt at have det synspunkt, at vi skal holde fast i forsvarsforbeholdet. Man kan godt argumentere for, at vi skal respektere afstemningsresultatet fra 1993, og at vi derfor nu må klare os ved at deltage i andre forsvarspolitiske fora som FN, NATO og ad hoc-koalitioner. Men det er ikke gavnligt, hvis befolkningen får det indtryk, at EU-forbeholdet er uden betydning – for det er det afgjort ikke. Det har stor betydning for Danmarks muligheder for at påvirke den forsvarspolitiske dagsorden i Europa.

DET ANDET OMRÅDE, hvor ministeren underspiller kompleksiteten, er spørgsmålet om Danmarks rolle i NATO og byrdedelingen mellem Europa og USA. Trine Bramsen forklarede, at hun ikke synes, at Danmarks forsvarsbudget skal vokse ud over de 1,5 pct. af BNP, som det er aftalt at nå i 2023. Derved er den officielle udmelding nu, at Danmark ikke har tænkt sig at leve op til den aftale, som Helle Thorning-Schmidt i 2014 indgik med Obama-administrationen og resten af NATO om, at landene skal øge forsvarsudgifterne mod 2 pct. af BNP. Ifølge ministeren er det i orden, at Danmark betaler mindre til det kollektive forsvar, fordi vi generelt udviser stor villighed – og risikovillighed – til at stille soldater til rådighed på de svære og skarpe missioner.

Det er et synspunkt, som de amerikanske partnere vil være komplet uforstående over for. USA gider ikke længere at betale regningen for Europas forsvar – og det er holdningen på tværs af amerikansk politik. Uanset om Donald Trump bliver genvalgt eller ej, vil presset på Europa blive opretholdt; det begyndte allerede at stige under Obama.

 

Det er desværre en udbredt forsimplende præmis i den danske sikkerhedspolitiske debat, at vi tager stabiliteten i Nordeuropa for givet
_______

 

Når ministeren fremhæver Danmarks villighed til aktivt at bruge forsvarsmidlerne, så taler hun ind i en – i øvrigt ganske fornuftig – dansk tradition for udenrigspolitisk aktivisme. Problemet er, at hun overser den del af sikkerhedspolitikken, som handler om strategisk afskrækkelse. Det er desværre en udbredt forsimplende præmis i den danske sikkerhedspolitiske debat, at vi tager stabiliteten i Nordeuropa for givet. Der er pt. en stabil sikkerhedssituation i vores del af verden, men ud fra en militærteoretisk vinkel handler det om, at der er en strategisk balance. Den balance eksisterer kun, fordi USA betaler uforholdsmæssigt meget til at opstille militære kapaciteter, som de europæiske lande fint selv kunne finansiere – hvis de havde den politiske vilje til det.

Når ministeren fremhæver Danmarks villighed til at være med “dér, hvor det er svært”, så kan man også vende det rundt og sige, at Danmark kun er villig til at bidrage dér, hvor det er (økonomisk) billigt. For det koster simpelthen mere at bidrage til strategisk afskrækkelse i Europa, end det gør at sende et bidrag til en international koalition. Det skyldes, at man for at bidrage i internationale operationer blot behøver at have nogle udvalgte kapaciteter til udsendelse. Man vælger selv, hvad man vil bidrage med, og så kan man nøjes med at købe det. Hvis man skal opstille et kollektivt forsvar i Europa, kræver det en meget bredere vifte af kapaciteter, hvoraf nogle ikke er velegnede til udsendelser fjernt fra Danmark.

I interviewet kritiserer Trine Bramsen nogle af vores allierede for ”at have nok så store forsvarsbudgetter, men hvis man alene er derhjemme og laver træning og aldrig tager ud, hvor det er hårdt og svært, så giver jeg ikke så meget for det”. Men det er altså den slags, vi skal bruge flere resurser på, hvis vi skal løfte en større byrde i det kollektive forsvar. Derfor vil de i USA høre ministerens argument sådan, at hvis bare USA bliver ved med at betale regningen for Danmarks sikkerhed, så skal vi nok stille med symbolske bidrag rundt omkring i verden. Det bliver ikke et let budskab at sælge.

HVIS MAN SAMMENHOLDER de to punkter, som jeg har fremhævet, får man en vanskelig kombination. På den ene side ønsker Danmark ikke at understøtte udviklingen af et alternativ – eller blot et stærkt supplement – til NATO i rammen af EU. Vi er åbenbart trygge ved den retning, som Trump-administrationen har sat for verden og amerikansk sikkerhedspolitik for tiden. Men på den anden side vil vi heller ikke opfylde de løfter, som vi har givet til USA og NATO om at bidrage mere til det kollektive forsvar, for vi synes det er rimeligt, at de andre betaler mere, end vi gør. Der er noget i de to forestillinger, der umiddelbart ikke hænger sammen. Det bliver spændende at se, om de to ender kan mødes. ■

 

Der er noget i de to forestillinger, der umiddelbart ikke hænger sammen. Det bliver spændende at se, om de to ender kan mødes
_______

 

Anders Puck Nielsen (f. 1979) er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. ILLUSTRATION: Claus Hjort Frederiksen (V) overdrager til forsvarsminister Trine Bramsen (S) i Forsvarsministeriet, 27. juni 2019 (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)