22.12.2019

Vores engagement i Mellemøsten har været drevet af en liberal interventionisme. Den er død – og efter den syriske borgerkrig er den vestlige konsensus brudt sammen. Tilbage står kun de rå interessers politik.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Fra Afghanistan til Irak og siden i Libyen og Syrien har Mellemøsten været den region, hvor dansk udenrigspolitisk ’aktivisme’ har udspillet sig i de 30 år siden Murens fald. Der er to grunde til, at en region, der ikke er en naturlig del af Danmarks geopolitiske interesseområde, har fyldt så meget i vores politiske bevidsthed, at vi har været villige til at ofre penge og menneskeliv på den.

Den første grund er værdipolitisk – Mellemøsten blev det sted, hvor skiftende regeringer har kunnet støtte op om den amerikanske verdensorden. Den anden grund er interessebaseret. Netop fordi USA var engageret i regionen, var det ikke kun et spørgsmål om værdier; Danmarks interesse i at blive set som en engageret allieret i Washington kunne opfyldes ved at bidrage til amerikanske felttog.

Derudover var der en række sikkerhedspolitiske udfordringer, som det var i Danmarks interesse af imødegå: terrorisme, frygten for flygtninge, pirateri osv.

I dag er USA ikke engageret i regionen på samme måde, og Danmark sætter langt mindre ind på ’indflydelseskontoen’ ved at bidrage til allierede operationer i regionen. Det manglende ideologiske engagement i Washington afspejles i et sammenbrud af den udenrigspolitiske konsensus, som skabte flertallene for krigene i Irak og Afghanistan. Hvor omdiskuterede begge krige end har været, har selve ideen om, at Danmark havde sikkerhedspolitiske aktier i Mellemøsten, ikke været til diskussion hos et overraskende bredt flertal i og uden for Folketinget. Det er ikke længere tilfældet. Militær intervention er blevet kontroversielt. Tilbage står spørgsmålet, om Danmark har konkrete sikkerhedspolitiske interesser i regionen. Svaret på det spørgsmål er langt fra indlysende.

 

Europæerne kan identificere sig med kurderne, fordi præsident Trumps forræderi stod som selve symbolet på den nye amerikanske udenrigspolitik: Alliancer er midlertidige, og værdier er noget, som står i taler, snarere end noget, der former udenrigspolitikken
_______

 

Syrien er slutningen på den liberale interventionisme
At kurderne blev ofret, da der ikke længere var brug for dem til at besejre IS, kan umuligt komme bag på folk med kendskab til regionen. Hvis der en regel for krige i Levanten [den region, der rummer Syrien, Libanon, Palæstina, Jordan og Israel, red.], så er det, at uanset hvor og hvordan en konflikt starter, så slutter den med, at kurderne bliver svigtet. Kurderne var stærke nok til at være et aktiv for USA og dets allierede i nedkæmpningen af IS – og ikke mindst stærke nok til at udgøre en trussel mod regeringerne i både Damaskus og Ankara. Men kurderne var for svage til at modstå den tyrkiske offensiv, da den endelig kom, og kurderne var uden allierede i regionen, hvor stort set det eneste, Syrien, Irak, Iran og Tyrkiet kunne blive enige om, var, at der ikke var brug for en kurdisk stat.

Den måde, kurderne blev ofret på, kom imidlertid bag på alle. Da præsident Donald Trump den 6. oktober 2019 offentliggjorde de amerikanske styrkers tilbagetrækning fra grænsen til Tyrkiet og således gav den tyrkiske hær mulighed for at rykke ind i det kurdisk-kontrollerede område, var hverken Pentagon eller de europæiske allierede konsulteret eller forberedte. Derfor blev effekten af Tyrkiets afklapsning af kurderne noget andet og mere end den forventede håndhævelse af de geopolitiske realiteter. Mens amerikanerne således skyndsomt trak sig tilbage over grænsen til Irak, rykkede de tyrkiske styrker frem over de skyttegrave og andre defensive stillinger, som kurderne havde sløjfet efter henstilling fra deres amerikanske allierede, der mente, at stillingerne provokerede tyrkerne.

Kurderne i Irak kastede sten på de amerikanske pansrede mandskabsvogne, da de passerede grænsen, i frustration over amerikanernes forræderi. Men det var ikke kun kurderne, som følte sig frustrerede. De europæiske allierede måtte se til, mens IS-fanger flygtede fra de interneringslejre, hvor kurderne havde bevogtet europæiske statsborgere og deres familier, der havde søgt til Syrien for at leve og kæmpe for IS-kalifatet. Den danske regering hastede således lovgivning igennem for at frakende danske IS-fanger deres statsborgerskab, så de ikke pludselig skulle dukke op ved den danske grænse. Europa-Parlamentet fordømte Tyrkiets fremfærd, og Tyskland relancerede et forslag om sikre zoner i det nordlige Syrien for at skille de tyrkiske og kurdiske styrker og – må man formode – for at sikre sig, at den tyrkiske invasion ikke førte til endnu en flygtningestrøm mod Europa.

Europæerne kan identificere sig med kurderne, fordi præsident Trumps forræderi stod som selve symbolet på den nye amerikanske udenrigspolitik: Alliancer er midlertidige, og værdier er noget, som står i taler, snarere end noget, der former udenrigspolitikken.

Borgerkrigen i Syrien er den første større konflikt i Mellemøsten siden afslutningen af Den Kolde Krig, som USA ventede længe med at gribe ind i. USA greb ind i tilfældet med Iraks invasion af Kuwait i 1991 og i Libyen i 2016 – og startede selv invasionen af Afghanistan i 2001 og Irak i 2003. Da USA endelig gik ind i konflikten i Syrien, skete det netop med kurderne som stedfortræder, om end bakket op af amerikansk luftmagt og amerikanske specialstyrker, snarere end gennem en egentlig militær intervention.

Danmark har stillet op til alle de nævnte amerikanske militære indsatser i Mellemøsten, også indsatsen i Syrien, hvor både danske F-16-fly og specialstyrker har deltaget. Men selvom regeringen insisterede på, at den stadig ville sende et kirurghold til Syrien, mens de amerikanske styrker gennemførte deres tilbagetrækning, var det tydeligt, at ideen om en samlet vestlig indsats i Syrien var forbi. Når Tyskland talte om en international styrke i de kurdiske områder, var det netop en styrke, som skulle gøre, hvad amerikanerne ikke ville. Denne skulle ikke være en del af en fælles vestlig indsats, men en distinkt europæisk indsats til at rydde op efter amerikanerne.

Mens borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne indledte begyndelsen på en periode, hvor Vesten så sine værdier og interesser som to sider af samme sag og samarbejdede om at gribe militært ind, hvor begge var truet, er borgerkrigen i Syrien slutningen på en lang periode præget af liberal interventionisme.

Men for at forstå, hvorfor den liberale interventionisme er død, må vi først forstå, hvorfor den opstod.

 

Hvorvidt Danmarks sikkerhed blev bedst varetaget ved at kæmpe i Afghanistan, var en debat, som var næsten umulig at tage, når krigen blev betragtet som en værdikamp, som den enkelte soldat selv meldte sig til
_______

 

Den danske konsensus om liberal interventionisme
I Danmark har krig været en fortsættelse af den både indenrigs- og udenrigspolitiske konsensus, som blev skabt i slutningen af 1980’erne. På det udenrigspolitiske område blev denne konsensus først nedfældet af den radikale Lone Dybkjær og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som for at bane vejen for VKR-regeringen i 1988 forfattede ’Forståelsesbrev mellem Lone og Uffe om aktuelle problemer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik’. På sin skrivemaskine skrev Ellemann, at papiret blev til: “med henblik på at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning, samtidig med at hensynet til dansk sikkerhed varetages”. Aksen mellem de radikale og de borgerlige, som havde sikret økonomisk konsensus, kom nu til at omfatte udenrigspolitikken. Socialdemokraterne var isolerede og måtte snart bakke op om politikken.

En ”aktiv” dansk udenrigspolitik blev udenrigspolitikkens udgave af fastkurspolitikken – et politikområde, som ingen satte spørgsmålstegn ved. Men aktivisme siger intet om, hvad man skal gøre. Det stipulerer blot, at man skal gøre noget.

Opbakningen til den amerikanske verdensorden efter Den Kolde Krig og de interventioner, som opretholdt den, var baseret på, at interventionerne talte til to traditionelt modsatrettede strømninger i dansk udenrigspolitik – den kosmopolitiske og den forsvarsorienterede.

Det kosmopolitiske standpunkt i udenrigspolitikken – repræsenteret ved Lone Dybkjær – overvandt sin modvilje mod amerikansk magt og militære løsninger, fordi interventionerne handlede om at skabe et bedre samfund og understøtte menneskerettighederne i lande, der trængte til vores hjælp. De forsvarsorienterede udenrigspolitikere – repræsenteret ved Uffe Ellemann-Jensen – var ikke altid så optagede af at ’redde verden’, men så i stedet de militære interventioner som et middel til at styrke Danmarks forhold til USA og resten af den vestlige verden. Den konsensus blev holdt sammen af USA’s evne til at fortælle en historie om Vesten, som Danmark kunne skrive sig ind i, og af loyalitet over for indsatsen fra de militære styrker, som Danmark sendte ud. Det var denne historie om Vesten i kamp, som særligt Anders Fogh Rasmussen og hans ministre skrev sig ind i. De havde en klar fornemmelse af, at det var Danmarks tur til at bidrage til forsvaret af den vestlige verden.

”Hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder”, sagde Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003, ”så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger”. Daværende forsvarsminister Søren Gade skrev således i julen 2009: ”Forholdene i Afghanistan betyder også noget for os som medmennesker. For som mennesker må vi gribe ind over for uret og uretfærdighed. Det er de fleste af os opdraget til hjemmefra. Det gælder for os hver især som individer, og det gælder for Danmark som nation. Det kræver, at nogen ofrer sig og tager byrden”. Ud fra denne betragtning var frontlinjen i Helmand den ultimative frontlinje i værdikampen. ”Jeg drog i krig i Afghanistan med den klare overbevisning”, skriver kaptajn Mads Silberg, ”at vi var i stand til at vinde. Vi blev sendt af sted med det bud, at kampen for Danmarks sikkerhed begynder i Helmand-provinsen”.

Hvorvidt Danmarks sikkerhed blev bedst varetaget ved at kæmpe i Afghanistan, var en debat, som var næsten umulig at tage, når krigen blev betragtet som en værdikamp, som den enkelte soldat selv meldte sig til. Når en soldats død i Afghanistan blev set som en bekræftelse af hans moralske engagement, blev krigen i Helmand et mål i sig selv. I den situation blev tab af menneskeliv ikke en udfordring af, om krigen blev ført på den rigtige måde; soldaternes død blev snarere en moralsk bekræftelse. Det var én grund til, at støtten til missionen ikke faldt i takt med antallet af dræbte.

Da vi endelig trak os ud af Afghanistan, kunne både den krig og krigen i Irak diskuteres på en anden måde, og det var, som om al den kritik, som før havde været marginaliseret, nu fuldstændigt overtog debatten.

I dag står de ting, som Danmark og de allierede rent faktisk opnåede i Irak og Afghanistan, i skyggen af en udbredt opfattelse af, at disse krige ikke kunne leve op til vores forestilling om, hvad de skulle kunne opnå. Hvor de skulle bekræfte vestlige værdier, har deres manglende succes miskrediteret ideen om at sprede demokrati og udvikling via våbenmagt. Hvor de skulle vise, at Danmark kunne og ville bidrage militært, spørger man nu, om ikke engagementet i sig selv var en kilde til usikkerhed, fx ved at gøre Danmark til et terrormål. Men denne desillusion ville ikke i sig selv have stoppet fortsat dansk deltagelse i interventioner, hvis forholdet til USA tilsagde det. Den store forandring består i, at også amerikanerne er desillusionerede.

Syrien nedbrød endegyldigt den konsensus, der havde eksisteret mellem det kosmopolitiske og det forsvarsorienterede standpunkt i udenrigspolitikken, fordi hverken præsident Obama eller præsident Trump var villig til at behandle den syriske borgerkrig som en konflikt, hvor vestlige værdier var på spil. Den amerikanske indsats mod IS og regimet i Damaskus havde, særligt under Trump, en begrænset dansk deltagelse, der aldrig talte til vores samvittighed, som indsatsen i Jugoslavien, Afghanistan, Irak eller Libyen gjorde det. Tværtimod blev den kontroversiel, fordi forsvarets ansatte følte sig for hårdt presset (F-16-bidraget måtte trækkes hjem i en periode pga. protester fra mekanikere), og fordi indsatsen var rendyrket militær (rettet mod IS) og derfor ikke kunne levere på ønsket om at hjælpe den nødstedte syriske civilbefolkning.

USA’s manglende indgriben i Syrien blev set som et udtryk for, at amerikansk magt var baseret på interesser, ikke værdier. Kritikken, som før havde været rettet mod de amerikanske interventioner, blev nu vendt om. Når USA ikke denne gang greb ind, var spørgsmålet, hvilke kyniske overvejelser der så lå bag. Ofringen af kurderne blev selve symbolet på dette.

 

Hvor de politiske konstellationer stod rigtigt for de militære interventioner efter Den Kolde Krig, synes ingen af de politiske stjerner i dag at stå rigtigt for nye militære interventioner
_______

 

Har Danmark interesser i Mellemøsten?
Mellemøsten har præget dansk udenrigspolitik, siden Golfkrigen blev symbol på en ny udenrigspolitisk aktivisme. Regionen bliver stadig dækket tæt i medierne, der fx dækkede valget i Israel mere end valg i de fleste europæiske lande.

Spørgsmålet er, om denne interesse i regionen afspejler reelle danske sikkerhedspolitiske interesser. For det var kombinationen af værdipolitik og interessepolitik, som engagerede os i Mellemøsten. I fraværet af en amerikansk dagsorden, som vi kan identificere os med, er det kun de sidste liberale interventionister og de første efterkommer-generationer, som føler, at Danmark repræsenterer dem udenrigspolitisk, samtidig med at de føler et bånd til deres forældres hjemland i Mellemøsten, som taler for militær indgriben. Det forhold, at Europa har store befolkningsgrupper med tilknytning til regionen, betyder, at Mellemøsten i stigende grad er europæisk – og det indenrigs- såvel som udenrigspolitisk. At vi fx er så optagede af kurderne i Danmark, skyldes ikke mindst herboende kurderes og tyrkeres engagement i sagen. Derudover er den tyrkiske regering særdeles aktiv i debatten om invasion – også i Danmark.

Men det forvirrer i virkeligheden billedet. For den debat handler om identitet snarere end om udenrigspolitik. Spørgsmålet er således, om der er interesser på spil, som gør, at Danmark fortsat kan og vil engagere sig.

Svaret på det spørgsmål vil altid blive afgjort af konkrete begivenheder. Et Mærsk-skib sænket i Hormuzstrædet eller en terrorhandling kan forme politikken.

Men ser vi på de store linjer, er der tre spørgsmål, som giver svaret på, om Danmark har reelle interesser i Mellemøsten.

1) Er olien stadig vigtig?
Ikke meget længere. Den mest direkte afhængighed af Mellemøsten har i efterkrigstiden handlet om olie. Danmark har som resten af Europa hentet store dele af sin olie i regionen, og forsyningssikkerhed og pris har været afgørende for vores økonomiske vækst. I takt med at vi bevæger os væk fra fossile brændstoffer, bliver denne afhængighed mindre og mindre. Regeringens løfte om at reducere CO₂-udledningen med 70 pct. er således det samme som at sige, at regeringen vil gøre Danmark mere eller mindre uafhængig af Mellemøsten og regionens olie. På langt sigt må man dermed forvente, at Mellemøstens regimer ikke vil tjene på olien, som de hidtil har gjort – det reducerer Vestens afhængighed af dem og forringer tilsvarende deres mulighed for at købe sig til indflydelse.

2) Giver udlændingepolitikken os en interesse i regionen?
Den europæiske frygt for flygtninge fra Mellemøsten eller fra Afrika via Mellemøsten betyder, at det vigtigste for europæerne er at sikre stabile grænser. Og den bedste måde at sikre det på er nu engang stabile regimer – et ønske, som – har det vist sig – står i direkte modstrid med ønsket om at fremme demokrati og modernisering i regionen. Det forhold, at europæiske menneskerettighedsaktivister chartrer både for at samle flygtninge op i Middelhavet, mens EU’s flåder forsøger at holde dem væk fra Europa, er et udtryk for, hvor dybt denne politiske uenighed stikker.

3) Er terrorisme stadig noget, som skal bekæmpes i Mellemøsten?
Det danske og vestlige engagement i Afghanistan, Irak og Syrien har i høj grad været defineret af, at Vesten blev trukket ind i en strid mellem islamister og traditionelle politiske magthavere om Mellemøstens fremtid. Terrorismen har været et biprodukt af denne kamp i Mellemøsten. Imidlertid ser det ud til, at striden nu er flyttet til en konfrontation mellem stater i Mellemøsten – primært mellem Iran og Saudi-Arabien – og der er grund til at formode, at det vil gøre terrorisme til et hjemligt snarere end et udenrigspolitisk problem. Det vil i fremtiden handle om at bekæmpe terrorister i europæiske forstæder snarere end i Afghanistan.
Det betyder ikke, at det er slut med at slå til mod træningslejre eller operationer som den mod IS, da organisationen havde etableret sig i Syrien. Men den slags antiterroroperationer er ikke som 2000’ernes interventioner. De er langt mere begrænsede i deres mål og midler, hvilket paradoksalt nok betyder, at de – inden for deres mere snævre succeskriterier – har større chancer for succes.

Det sikkerhedspolitiske fokus flytter således væk fra Mellemøsten. Til gengæld spiller Afrika en stadigt større rolle. Sahel-bæltet udgør i stigende grad en kilde til usikkerhed, hvor etniske konflikter, kriminalitet og islamisk fundamentalisme blandes til en cocktail, som svage regeringer har svært ved at håndtere. Lægger man dermed det pres på befolkningen, som den demografiske udvikling i Afrika syd for Sahara skaber, er der i Afrika udsigt til uro, som kan forplante sig til Europa.

Selvom militære indsatser kan være relevante i den forbindelse, så skaber man kun sikkerhed og stabilitet i regionen gennem økonomisk vækst og etablering af bæredygtige regeringsstrukturer. Som vi har lært i Irak og Afghanistan, kan en langvarig militær indsats gøre mere skade end gavn, hvis man vil skabe vækst og bæredygtighed.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal gribe ind i Mellemøsten, vil derfor blive besvaret forskelligt, alt efter hvem man spørger. Nogle vil hjælpe flygtninge, mens andre vil stoppe dem. Nogle vil samarbejde med amerikanerne, mens andre mener, at Mellemøsten er dér, hvor en fælles europæisk udenrigspolitik skal bevise sit værd.

Hvor de politiske konstellationer stod rigtigt for de militære interventioner efter Den Kolde Krig, synes ingen af de politiske stjerner i dag at stå rigtigt for nye militære interventioner. Hvor vi efter 1989 har vænnet os til militære interventioner som noget, vi vælger til, så var normalen tidligere – altså før 1990’erne – at det er streng nødvendighed – eller i det mindste hvad en regering og et folketingsflertal opfatter som streng nødvendighed – der gør en militær indsats uomgængelig.

 

Mellemøsten er den region, som har størst behov for at blive revurderet af regeringen, der må gøre op med sig selv, hvordan Danmark skal prioritere sin sikkerhedspolitik
_______

 

Kan interessen fra Kina og Rusland ændre spillet?
I geopolitiske termer er det Kina og Ruslands interesse for regionen, som måske kan trække Vesten tilbage til Mellemøsten.

At Vesten reducerer sin olieimport fra regionen, vil ikke gøre regimerne mere stabile –tværtimod. Der er al mulig grund til at forvente, at et mindre forbrug af olie vil have en stor effekt på stabiliteten i Mellemøsten. Med de risici for borgerkrig m.v., som følger heraf.

Kina er allerede verdens største olieimportør, får det meste af sin olie fra Mellemøsten og står, ifølge det internationale energiagentur, til at fordoble den import. Og Kina er dermed på vej til at overtage den afhængighed af Mellemøsten, som Vesten er ved at vikle sig ud af. Det vil formentlig betyde et øget kinesisk engagement i regionen, hvor Kina føler sig kaldet til at overtage noget af den indflydelse, som USA og Europa ikke synes at være særlig interesseret i længere. Paradoksalt nok kan det være det, der bringer USA og Europa tilbage til Mellemøsten. USA har under Obama og Trump mistet meget af sit strategiske engagement i Mellemøsten og har i stedet rettet fokus mod Kina. Hvis Kina øger sin tilstedeværelse i Mellemøsten, vil det i amerikanske strategers øjne skabe ny interesse for regionen. Hvis USA skal kunne engagere europæerne i at inddæmme Kina, vil Mellemøsten måske være stedet, hvor europæerne føler, at spørgsmålet om Kinas nye magt bliver konkret for dem.

I oktober 2019 var præsident Putin hurtig til at udnytte den amerikanske tilbagetrækning fra de kurdiske områder i Syrien for at etablere sig som den statsleder, som man skal henvende sig til for at få ordnet tingene i Mellemøsten. Han indledte således straks forhandlinger med Ankara om våbenhvile; og fordi russiske rådgivere og lejesoldater de senere år har udgjort en vigtig del af den syriske regeringshær, har Rusland en tilstedeværelse, som amerikanerne netop havde valgt fra.

Et russisk, kinesisk og – måske – iransk samarbejde i Mellemøsten vil forbinde regionen til spørgsmål, som har direkte sikkerhedspolitisk interesse for Danmark.

Man kan dog frygte, at det vil blive endog meget vanskeligt at samle politisk opbakning til mellemøstlige interventioner, som er begrundet i frygten for Rusland. For Rusland diskuterer vi ikke nær så meget som Mellemøsten i den offentlige debat, og derfor er der endnu ikke folkelig opbakning til behovet for at afskrække Rusland, som der er folkelig opbakning til at bekæmpe terrorister.

Med andre ord er det traditionel magtpolitik, som skulle give anledning til at gribe ind i Mellemøsten, og det er netop den dagsorden, der ikke kan stå alene, hvis der skal være konsensus bag dansk deltagelse i fremtidige militære operationer. En dansk deltagelse i et angreb på iranske atomfaciliteter eller en aggressiv patruljering af Hormuzstrædet vil være svært at finde flertal for. En dansk deltagelse i en sikkerhedszone i det nordlige Syrien ville derimod både tale til vores interesser og opfylde krav fra diasporaer og kosmopolitiske værdier, så det ville man formentlig kunne skaffe flertal til. Uagtet at en sikkerhedszone meget vel kunne udvikle sig til en humanitær og militær katastrofe, mens en konfrontation med Iran kunne afværge en.

Kurderne blev de sidste ofre for borgerkrigen i Syrien. Det var, som man måtte forvente. Et af borgerkrigens første ofre var imidlertid vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den manglende vestlige vilje til at engagere sig i konflikten er i vidt omfang et udtryk for en nøgtern analyse af Mellemøstens betydning. Det er ikke mindst en udfordring for den danske udenrigspolitiske debat, hvor Mellemøstens rolle ofte er ude af proportioner, og diskussionen ikke altid er styret af danske interesser. Mellemøsten er den region, som har størst behov for at blive revurderet af regeringen, der må gøre op med sig selv, hvordan Danmark skal prioritere sin sikkerhedspolitik. ■

 

Med andre ord er det traditionel magtpolitik, som skulle give anledning til at gribe ind i Mellemøsten, og det er netop den dagsorden, der ikke kan stå alene, hvis der skal være konsensus bag dansk deltagelse i fremtidige militære operationer
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne