02.07.2019

Situationen i Syrien er ustabil og dybt afhængig af Ruslands, Irans, Tyrkiets og USA’s strategiske interesser. Landets økonomi ligger i ruiner, og de grundlæggende årsager til oprøret i 2011 er ikke bare uløste, men stærkt forværrede. Der er stadig ikke noget i Syrien, der tyder på, at krigen ender godt.

Analyse af Mikkel Storm Jensen

Man kan groft sagt dele konflikterne i Syrien op i en vestlig og en østlig konflikt: Borgerkrigen mellem den syriske regering og oprørsgrupperne i den vestlige del af Syrien, og de USA-støttede kurdiske styrkers fordrivelse af ISIL fra det østlige Syrien. Præsident Assad har siden 2011 lagt hovedparten af sine kræfter i at generobre kontrollen med ”det nyttige Syrien”, altså de vestlige egne af landet, der udgør den mest betydningsfulde del, både befolkningsmæssigt og økonomisk. Det har han efterhånden opnået – men det har haft enorme omkostninger.

I det østlige Syrien har Assad gennem krigen haft en slags borgfred med de syriske kurdere. Kurderne tog i vidt omfang kontrol med de store landområder i det nordøstlige Syrien langs grænsen til Tyrkiet og øst for floden Eufrat, som Assad måtte nedprioritere i kampen for at beholde Vestsyrien. I løbet af krigen har kurderne kun haft mindre væbnede sammenstød med regeringsstyrkerne, og de har holdt sig neutrale i de områder, hvor de grænsede op til oprørsgrupperne – fx omkring Aleppo.

Til gengæld har kurderne udkæmpet den største del af krigen mod ISIL, som Assad og hans russiske og iranske allierede ikke prioriterede højt. Først søgte ISIL at fordrive kurderne fra det nordøstlige Syrien for at forbedre deres forsynings- og smuglerruter til Tyrkiet og skabe sammenhæng i ”kalifatet” mellem floderne Eufrat og Tigris og hovedbyerne Raqqa og Mosul. Men med støtte fra amerikanske fly og specialstyrker vendte kurderne krigslykken i 2016 og blev hovedkraften bag nedkæmpelsen af ISIL’s ”kalifat” i Syrien.

 

I dag er regeringens styrker stadig så svækkede, at de næppe kan gennemføre større angreb uden russisk flystøtte
_______

 

Assad og Idlib, oprørernes sidste bastion
De syriske oprørsgrupper blev fordrevet fra deres sidste storby, Aleppo, i december 2016. I løbet af 2018 nedkæmpede Assads styrker – støttet af russiske fly og iranske landstyrker – både de resterende belejrede oprørslommer og de såkaldte deeskalationszoner i det sydlige og centrale Syrien. Mange oprørere og den andel af de civile, som ikke turde blive, når regeringen kom tilbage, blev kørt med busser til Idlib i det nordvestlige Syrien. Områdets befolkning fordobledes til ca. 3 millioner på grund af tilstrømningen af flygtninge og fordrevne oprørere. I efteråret 2018 blev Idlib det sidste oprørskontrollerede område i Syrien, hvilket det har været siden.

Idlib blev i 2017 designeret som den største af en række deeskalationszoner efter forhandlinger mellem Rusland, Tyrkiet og Iran. Zonen grænser mod nord og øst op til Tyrkiet og den syriske Afrin-provins, som Tyrkiet har kontrolleret, siden de fordrev kurdiske styrker i begyndelsen af 2018. Langs zonens sydlige og østlige grænse er der opstillet observationsposter, der på oprørssiden er bemandet med tyrkiske soldater og på regeringssiden med russiske og iranske.

Den syriske regering var ikke en del af forhandlingerne om deeskalationszonerne og eliminerede dem (med russisk og indimellem iransk hjælp) en efter en i løbet af 2017 og 2018. Assads nedslidte militær havde kræfter nok til at holde zonerne belejret, men det kunne kun samle kampkraft nok til at angribe ét sted ad gangen. I dag er regeringens styrker stadig så svækkede, at de næppe kan gennemføre større angreb uden russisk flystøtte. De iransk sponsorerede landstyrker, inklusive de libanesiske Hizbollah-styrker, har også været afgørende for hans generobring af ”det nyttige Syrien”.

Assad har siden september 2018 med mellemrum presset på for at generobre Idlib, men det er både taktisk og operativt en vanskelig og bekostelig operation. Terrænet er relativt let at forsvare, oprørerne har ryggen mod muren, og de er ikke omringet, men kan få forsyninger ind gennem Tyrkiet. Med andre ord kan Assad næppe gøre det uden hjælp fra sine allierede, Rusland og Iran, og de har gode strategiske grunde til ikke at skynde sig med at erobre Idlib tilbage til Assad.

Irans primære interesse i Syrien er at bevare Assads regime ved magten og sikre sine muligheder for at transportere materiel og forsyninger gennem landet til sin proxystyrke, Hizbollah, i Libanon, så Hizbollah – på Irans vegne – kan true Israel. Begge formål er opfyldt allerede, så der er ikke tungtvejende grunde til, at Iran ofrer blod, penge og politisk kapital på at hjælpe Assad i Idlib. Russernes har endnu bedre strategiske grunde til at holde igen med støtten til Assad. De skal findes i Tyrkiet og Erdogans bekymring for kurdiske terrorgrupper og flygtningestrømme fra Syrien.

 

På trods af de økonomiske omkostninger har krigen i Syrien haft mange gode sidegevinster for Rusland i form af militær kapacitetsopbygning og international prestige
_______

 

Ruslands vellykkede krig, USA’s dilemma og Tyrkiets skræk for kurderne
Ruslands overordnede formål med at intervenere i oktober 2015 var at redde en gammel allieret fra et regimeskifte – og det lykkedes. Samtidig har Rusland demonstreret sin evne til hurtigt og ret effektivt at deployere og anvende styrker uden for Ruslands nærområde. Endvidere har de haft lejlighed til at teste nyt materiel og øve samarbejdet mellem specialstyrker, fly og artilleri. Endelig har de overfor Vesten demonstreret både deres kapacitet til at bruge interkontinentale bombefly og krydsermissiler affyret fra ubåde i Middelhavet og skibe i Det Kaspiske Hav. Både fly og missiler er fløjet gennem irakisk luftrum, hvormed Rusland har demonstreret, at de også står på god fod med Irak.

I 2011 var den russiske, tidligere sovjetiske flådebase i Tartus forfalden og i praksis forladt, men i dag har Rusland en massiv tilstedeværelse både der og på en række flyvebaser i det vestlige Syrien. Rusland dominerer nu luftrummet over det østlige Middelhav med sine avancerede luftværnsmissilssystemer. På trods af de økonomiske omkostninger har krigen i Syrien haft mange gode sidegevinster for Rusland i form af militær kapacitetsopbygning og international prestige.

Ruslands og Tyrkiets forhold har ændret sig markant, siden Tyrkiet i 2015 var blandt de mest aktive internationale aktører i forsøgene på at bringe Assad til fald ved at støtte forskellige oprørsstyrker. Dengang skød Tyrkiet en russisk jagerbomber ned, efter at den havde opholdt sig mindre end 20 sekunder i tyrkisk luftrum. Rusland – dvs. Putin – håndterede både denne hændelse og mordet på den russiske ambassadør i Ankara året efter særdeles behændigt og afdæmpet. Rusland forstod dygtigt at udnytte Tyrkiets – dvs. Erdogans – overvældende bekymring for den amerikanske støtte til de kurdiske styrker i Syrien, der voksede i omfang i samme periode. Samtidig udnyttede Putin dygtigt Ruslands væsentlige betydning for Tyrkiets økonomi i form af samhandel, turisme og ikke mindst energileverancer til først at lægge pres på Erdogan efter nedskydningen i 2015 og derefter lukke endnu mere op for samarbejdet for at trække Tyrkiet, hvis økonomi er stagnerende, tættere på Rusland.

Endelig har Rusland, Tyrkiet og Iran trods deres forskellige strategiske interesser formået at opbygge et samarbejde om Syriens fremtid i rammen af Astana-samtalerne, der indledtes i 2017, og som i april 2019 blev gennemført for 12. gang. Dette forum, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet er ”garanter” og de helt dominerende deltagere, har truffet de mest afgørende beslutninger om krigens forløb i Syrien og har sat FN og USA – og Assad – ud på et sidespor i afgørelsen af konfliktens – og dermed landets – fremtid.

USA kendte den tyrkiske bekymring for kurdisk separatisme og forsøgte derfor i begyndelsen af borgerkrigen at finde ikke-kurdiske samarbejdspartnere i kampen mod ISIL. Kurderne – i form af partiet PYD og dets militære gren, YPG – viste sig dog at være ikke bare den eneste pålidelige partner, men også den mest effektive. USA prioriterede kampen mod ISIL højere end NATO-partneren Tyrkiets bekymringer og støttede YPG på trods af Tyrkiets protester om, at PYD/YPG ikke kan adskilles fra PKK, som er på FN’s terrorliste. USA og deres (øvrige) allierede vurderer, at der er tale om to adskilte organisationer, selv om det ind i mellem kommer til pinlige optrin, når YPG holder parader under store portrætter af PKK’s fængslede leder, Öcalan.

Til gengæld var Tyrkiet både dengang og nu mere bekymrede for kurderne end for ISIL. Tyrkiet var længe meget passive i kampen mod ISIL og begyndte først sent at gribe ind imod at forsyninger og frivillige kunne komme ind i Syrien fra Tyrkiet. Senere, i 2017-18, gik nedkæmpelsen af ISIL langsommere, end den kunne have gjort, fordi Tyrkiet angreb YPG-styrker inde i Syrien, så de måtte flytte styrker væk fra operationerne mod ISIL og op til det nordlige Syrien. Ved flere lejligheder var amerikanske specialstyrker, der arbejder sammen med YPG, kun få hundrede meter fra tyrkiske bombardementer, og der var en reel risiko for tab.

 

Rusland kan med tilfredshed betragte, hvordan konflikten mellem Tyrkiet og USA i dag ikke bare handler om Syrien, men udfordrer hele Tyrkiets status som NATO-allieret
_______

 

Uenigheden om, hvorvidt det er kurderne eller ISIL, der er den største trussel, har drevet en dyb kile ind mellem USA og Tyrkiet. Splittelsen ødelægger ikke bare det bilaterale forhold, men er også dybt problematisk for NATO. Rusland kan med tilfredshed betragte, hvordan konflikten mellem Tyrkiet og USA i dag ikke bare handler om Syrien, men udfordrer hele Tyrkiets status som NATO-allieret – senest i forbindelse med USA’s overvejelser om at afskære Tyrkiet fra at købe F35-jagere til deres flyvevåben, hvis de overholder Erdogans aftale med Putin om at købe det russiske S-400 luftværnssystem.

Mens Tyrkiets forhold til USA blev stadig dårligere i løbet af 2016, udtrykte Rusland forståelse for de tyrkiske bekymringer i Syrien. Det var en gylden chance for Putin for at skyde en kile ind mellem USA og Erdogan. På det taktisk-operative niveau tilbød Rusland ved flere lejligheder at gennemføre bombetogter mod mål, som Tyrkiet havde identificeret som ISIL, hvis USA mente, at efterretningsgrundlaget ikke var solidt nok til at bombe. I dag står russiske og tyrkiske observationsposter overfor hinanden i Idlib, og russisk luftværn, der dominerer luftrummet over det nordlige Syrien, griber ikke ind, hvis tyrkiske fly krydser grænsen.

Rusland viser også forståelse for den tyrkiske bekymring over de mange flygtninge i Idlib, som i tilfælde af et angreb ikke vil have andre steder at flygte hen end Tyrkiet. Tyrkiet har i forvejen mellem to og tre millioner syriske flygtninge. De blev indledningsvis budt velkommen som muslimske brødre og søstre i nød, men efterhånden, som håbet om Assads nederlag er falmet – og syrernes hjemrejse er udskudt på ubestemt tid – betragtes flygtningene af mange tyrkere som en stor og ubehagelig byrde for et samfund, der i forvejen er præget af økonomisk stagnation og faldende levestandard.

Et angreb på Idlib vil kunne fordoble antallet af flygtninge i Tyrkiet, og det vil lægge et voldsomt pres på Erdogans støtte i befolkningen. Erdogan er derfor afhængig af Ruslands vilje til at modstå presset fra Assad. Han søger samtidig indirekte støtte i EU til at forhindre et angreb på Idlib: Tyrkiet antyder, at man i den situation næppe vil kunne gennemføre den kontrol med flygtningestrømmen, som Tyrkiet er blevet betalt for at opretholde siden 2015, og at mange af de flygtende vil være kampvante jihadister, der vil udgøre en terrortrussel, hvis de når til Europa.

Rusland stiller dog også krav til Tyrkiet om, at de skal neutralisere de mest yderliggående jihadist-oprørsgrupper i Idlib, først og fremmest HTS, der udspringer af al-Qaeda. Der har længe været interne kampe mellem oprørerne i Idlib med attentater og eliminering af hinandens ledere og medlemmer. Tyrkiet og en række golfstater har siden krigens start støttet jihadistiske oprørsgrupper i Syrien med våben, penge og udrustning, men de har med større eller mindre held forsøgt at levere støtten til ”moderate”. HTS har dog vist sig at være den mest effektive gruppe, når det gælder evnen til at nedkæmpe modstandere og konkurrenter blandt Idlibs oprørsgrupper.

Så på trods af Tyrkiets forsøg på at støtte de relativt mindre ekstremistiske grupper er HTS nu klart den dominerende kraft i Idlib. HTS provokerer samtidig Rusland, bl.a. ved at gennemføre spektakulære – men militært ineffektive – droneangreb på de største russiske baser, der ligger nær Idlib. Herved udstiller HTS Tyrkiets manglende evne til at opnå kontrol med oprørerne i zonen, og det giver russerne en undskyldning for dels med jævne mellemrum at bombe i Idlib og dels at lægge mere pres på Tyrkiet for at levere den lovede kontrol. HTS kan ikke gøre sig håb om at tilføje de russiske baser alvorlige tab, men ved at angribe dem med jævne mellemrum viser HTS, at de er aktive og ukuelige. På den måde kan de tiltrække rekrutter og finansiering udefra.

 

Assad vil derfor opretholde sit pres på Putin for at fordrive oprørerne i Idlib og få Tyrkiet ud af Syrien. Men det er Putin, der har den afgørende stemme
_______

 

Assads russiske frustrationer
Assad er ikke tilfreds med den nuværende situation. Ud over at holde hånden over oprørerne i Idlib har Tyrkiet fordrevet kurderne fra det nordlige Syrien og de facto besat området hele vejen fra Afrin-distriktet og til byen Manbij. Erdogan har erklæret planer om at skabe yderligere ”sikkerhedszoner” mellem Manbij og grænsen til Irak når, hvis eller mens amerikanerne forlader det østlige Syrien. Assad vil derfor opretholde sit pres på Putin for at fordrive oprørerne i Idlib og få Tyrkiet ud af Syrien. Men det er Putin, der har den afgørende stemme, for Assad har ikke ressourcerne til at gøre det alene.

Kurdernes, USA’s og ”Vestens” interesser var sammenfaldende, mens kurderne fra 2015 til 2018 udkæmpede en overlevelseskamp mod ISIL og herefter fordrev dem. Men interessesammenfaldet var midlertidigt, og præsident Trumps uventede udmelding i december 2018 om, at USA ville trække sine 2000 mand ud af Syrien i løbet af 30 dage, demonstrerede dette. Præsident Obama rykkede meget modvilligt ind i Syrien, fordi det var nødvendigt for at nedkæmpe ISIL. Uagtet at de amerikanske specialstyrker stadig – sammen med PYD/YPG – holder kontrol med Syrien øst for Eufrat, og at der har været forskellige forslag til strategiske formål med fortsat tilstedeværelse, som fx begrænsning af iransk indflydelse, er det mindre sandsynligt, at den amerikanske tilstedeværelse er permanent. En tids- og formålsubegrænset tilstedeværelse i Syrien vil være i direkte modstrid med alle de hensigter på området, som præsident Trump har udtrykt både før og efter sit valg.

Det forekommer også usandsynligt, at de amerikanske specialstyrker vil kunne erstattes af en international koalitionsstyrke. Dels kan USA næppe finde allierede, der er villige til at løfte opgaven alene (ud over Tyrkiet, der har meldt sig klar). Dels vil en styrke, der ikke primært er amerikansk, næppe have tilstrækkelig handlekraft og afskrækkende virkning til at holde de syriske regeringsstyrker vest for Eufrat. Det er i øvrigt svært at se, hvad det folkeretslige grundlag skulle være, med mindre det lykkes ISIS at genopstå som ”kalifat”.

Fra Raqqa og sydover langs Eufrat-floden til grænsen til Irak er befolkningen arabere, og de kurdiske styrker har ingen eller ringe legitimitet i disse områder. De har heller ingen interesse i at blive. ISIS kunne etablere sig i disse områder i 2012-14, fordi de blev set som et bedre alternativ end Assad-regeringen, og ISIL nyder fortsat udbredt støtte her. Både blandt de lokale, men især blandt de over 50.000 mere eller mindre civile ISIL-affilierede kvinder og børn samt tusindvis af ISIL-terrorister, der overgav sig, efterhånden som ”kalifatet” svandt ind. Heldigvis for resten af verden bevogter de kurdiske styrker stadig lejrene med de mange tusind potentielle terrortrusler, men kurderne gør det i en del af Syrien, hvor de ingen interesser har, samtidig med deres egne kerneområder i nord er truet af en mulig tyrkisk invasion.

Usikkerheden om USA’s fortsatte tilstedeværelse har fået kurderne til at sende følere ud til både Assad og Rusland med henblik på at få garantier mod fremtidige tyrkiske angreb. Samtidig sidder kurderne efter nedkæmpelsen af ”kalifatet” nu altså med nogle særdeles ubehagelige opgaver som de facto besættelsesmagt i det sydøstlige Syrien uden for de kurdiske dele i nord.

Når man betragter forholdet mellem kurderne og Assad i løbet af borgerkrigen, er det ikke en usandsynlig udgang på situationen, at kurderne får lov at opretholde en vis uformel autonomi i det nordøstlige Syrien. De vil kunne holde orden på Assads vegne i disse områder til gengæld for, at Assad får kontrol over det centrale og østlige Syrien. Det vil samtidig give Assad kontrollen tilbage over Syriens – ret begrænsede – resterende olie- og gasressourcer og dermed øge hans økonomiske muligheder for at opretholde de patron-klient-netværk, der i dag mere end nogensinde er grundlaget for hans magt. Det vil derfor være en løsning, der er i begge parters interesse. Iran støtter en sådan løsning og siger, at kurderne naturligvis må overlade områderne øst for Eufrat til regeringen, men at de har stor forståelse for ”nødvendigheden af at bevare kurdernes rettigheder”.

 

Under den amerikanske besættelse af Irak eksporterede Assad jævnligt jihadister til konfliktzonerne, og risikoen for, at han vil bruge muligheden for at presse Vesten, fx til at give økonomisk hjælp til genopbygning, er reel
_______

 

Hvordan Assad i det tilfælde vil håndtere lejrene med ISIL-fanatikere, er et åbent spørgsmål. Under den amerikanske besættelse af Irak eksporterede Assad jævnligt jihadister til konfliktzonerne, og risikoen for, at han vil bruge muligheden for at presse Vesten, fx til at give økonomisk hjælp til genopbygning, er reel.

Den iransk-israelske uerklærede krig
I det sydlige Syrien er den største trussel mod den ustabile stabilitet Israels forsøg på at holde Irans voksende militære kapacitetsopbygning i området nede. Allerede inden den syriske borgerkrig gennemførte Israel med mellemrum angreb på mål i Syrien, sandsynligvis for at forhindre Iran i at overføre langtrækkende raketter, luftværnsmissiler, kemiske våben eller andet avanceret militært materiel til Hizbollah. Hizbollahs omfattende styrker og store raketarsenal i Libanon er Irans vigtigste middel til at true Israel militært.

Under borgerkrigen er antallet af Israels angreb på iranske mål i Syrien accelereret voldsomt, og der er gennemført flere hundrede operationer. Ligesom det ikke er tilfredsstillende for Assad, at Rusland lader Tyrkiet operere på syrisk jord, lige så utilfredsstillende er det, at Israels luftangreb tilsyneladende bliver gennemført i en vis forståelse med Rusland. Nogle af de israelske angreb gennemføres i områder, hvor avanceret, russisk luftværn burde være i stand til at gribe ind. Det er spekulation, men måske var det et syrisk udtryk for protest, da deres omfattende, men forældede luftværn i september 2018 skød et russisk overvågningsfly med femten besætningsmedlemmer ned nær den russiske flyvebase i Latakia. Angiveligt skød syrerne på de israelske bombefly, som fløj lige bag det russiske på vej ind for at angribe mål i Syrien.

De iransk-israelske konflikter er også en belastning for Rusland, der hidtil har haft et relativt godt forhold til Israel. Rusland har forsøgt at deeskalere konflikten, bl.a. ved at forhandle med Iran om, hvor tæt de kan befinde sig på Golanhøjderne. Det ændrer dog ikke ved, at Rusland reelt tillader Israel at angribe iranske og syriske mål, hvilket hverken Iran eller Assad selvsagt billiger. Ifølge iranske medier er Iran bekymret for, at Israel og USA skal komme frem til en gensidig forståelse om Syrien på Irans bekostning. I det tilfælde vil Iran sandsynligvis øge konfrontationen med Israel omkring Golan.

 

I nord hviler den ustabile stabilitet på Putins vurdering af værdien af at kunne trække Tyrkiet væk fra USA og NATO. Hvis den balance ændres, og Rusland giver efter for Assads pres, begynderkrigen igen for alvor i Idlib
_______

 

Det ender ikke godt
I nord hviler den ustabile stabilitet på Putins vurdering af værdien af at kunne trække Tyrkiet væk fra USA og NATO. Hvis den balance ændres, og Rusland giver efter for Assads pres, begynderkrigen igen for alvor i Idlib. I det tilfælde er det sandsynligt, at en væsentlig andel af de tre millioner flygtninge og over 100.000 jihadister med kamperfaring rammer Tyrkiet og måske herefter Europa. En sådan beslutning vil dog også have betydelige omkostninger for Rusland, bl.a. fordi den vil eliminere mange af Tyrkiets nuværende interesser i at opretholde et bedre forhold til Rusland end til USA. Det ville også kølne EU’s interesse for at finansiere genopbygningen af Assads Syrien endnu mere, end den er i dag, og Rusland har ikke selv pengene til at gøre det.

I øst hviler den ustabile stabilitet på USA’s fortsatte tilstedeværelse, samt på hvilke aftaler kurderne måske kan nå frem til med Assad. Situationen med de mange tusind tilbageholdte ISIL-tilhængere og den fortsatte bekæmpelse af den del af ISIL, der nu er gået under jorden, er uafklaret – men det ender nok heller ikke godt. Indtil videre forbliver amerikanerne i landet trods Trumps juleoverraskelse, men det er en uholdbar situation. Dels vil Trump – med rette – gerne hjem, dels er den fortsatte opgave med at bekæmpe ISIL helt anderledes efter nedkæmpelsen af det fysiske kalifat. Nu er det en opgave for permanent regering, hvad enten det bliver kurderne eller Assad. Den må enten holde den ISIL-venlige arabiske befolkning nede i et jerngreb eller levere så god regeringsførelse, at de ikke længere ser ISIL som et attraktivt alternativ. Det er ikke en opgave for udenlandske specialstyrker.

I syd hersker ligeledes den ustabile stabilitet, fordi Israel og Iran indtil videre har undgået, at enkeltstående kamphandlinger har udviklet sig til en større konflikt. Men det er ikke en stabil situation, og både nye israelske flyangreb og iranske forsøg på at etablere egne eller Hizbollah-styrker tættere på Golan vil kunne udløse større kampe – i værste tilfælde med involvering af Hizbollahs omfattende raketarsenaler der fra det sydlige Libanon. De seneste dages truende begivenheder mellem Iran og USA i Hormuzstrædet – og i cyberdomænet – har nok også fået Irans ledere til at søge andre områder at presse USA på, og her er Israel en mulighed.

Og i vest er en meget svækket Assad i gang med at genetablere den kombination af diktatur og korrupt patron-klientstat, der var den oprindelige årsag til, at oprøret brød ud i 2011 – nu bare med langt færre ressourcer til at holde befolkningen i ro. Syriens økonomi reduceret til omkring en tredjedel af, hvad den var før krigen. Allerede dengang kunne landets svindende ressourcer ikke følge med landets store befolkningstilvækst. Syrien er i ruiner. Assad taber ikke borgerkrigen, men der er ingen vindere – måske bortset fra Rusland og Iran. ■

 

Assad taber ikke borgerkrigen, men der er ingen vindere – måske bortset fra Rusland og Iran
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt