31.03.2019

Topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un for en måned siden endte brat og uden en aftale. Hvilke konsekvenser kan den manglende aftale få for regionen? Særligt Japan kan komme til at spille en nøglerolle: En mulig forfatningsændring risikerer at sætte en stopper for forhandlingerne.

Analyse af Michael Liepke Kruse

Forventningerne var høje. Mange regnede med en aftale i Vietnam den 27.-28. februar. Især fordi USA’s præsident, Donald Trump, efterlod det indtryk, at der ville komme en mere konkret aftale i Vietnam, end den uforpligtende erklæring ved Singapore-topmødet sidste år. Men sådan endte det ikke. Trump havde en version af forhandlingsforløbet, og Kim Jong-un og nordkoreanerne havde en anden. Reaktionerne på udfaldet var i resten af Østasien blandede, men ikke til at tage fejl af.

Sydkorea, Kina og Japans respektive regeringer udtrykte alle støtte til at fortsætte de diplomatiske samtaler, og man gav forsikringer fra Kina og Sydkorea om at yde den fornødne diplomatiske assistance. Men der var små forskelle i, hvor trykket blev lagt: Sydkorea udtrykte skuffelse over den manglende aftale, og Japans premierminister, Shinzo Abe, udviste forståelse overfor Trumps beslutning om at forlade forhandlingerne uden en aftale. Det viser de forskellige interesser, som nationerne har i en eventuel aftale med Nordkorea. Fælles for dem alle er dog, at de hilser de fortsatte diplomatiske samtaler med Nordkorea velkomne, hvilket er et af de få lyspunkter fra et topmøde, der ellers var blottet for substans. Selvom der nu er etableret en diplomatisk forbindelse mellem Nordkorea og USA, skal der ikke meget til, før der vil opstå både politiske og sikkerhedsmæssige uroligheder i Østasien.

 

Rent sikkerhedsmæssigt er der intet, der endnu er sikkert i Østasien […] Den manglende aftale betyder, at der ikke umiddelbart bliver rykket ved magtbalancen i regionen
_______

 

Hvor har den manglende aftale efterladt regionen?
Rent sikkerhedsmæssigt er der intet, der endnu er sikkert i Østasien. På tværs af regionen er en række nationer, som alle har vidt forskellige politiske og sikkerhedsmæssige interesser.

Den manglende aftale betyder, at der ikke umiddelbart bliver rykket ved magtbalancen i regionen. Kim Jong-un vendte hjem til Nordkorea med al den internationale omtale, han kunne skrabe til sig, og uden en konkret og bindende nedrustningsaftale er Nordkorea frit stillet til at fortsætte sit atomprogram. Kim Jong-un har forsikret Trump, at Nordkorea ikke vil teste missiler, mens forhandlingsprocessen står på. Det ændrer dog ikke på, at landet stadig besidder atomvåben og kan fortsætte sin produktion, ligegyldigt hvilken fredserklæring Trump og Kim Jong-un underskrev ved Singapore-topmødet sidste år. Nordkorea er derfor stadig den største sikkerhedsrisiko i Østasien.

Nordkoreas nabo og allierede Kina kan se en strategisk fordel i den manglende aftale. Kinas præsident, Xi Jinping, har, ligesom Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, været mægler i hele forhandlingsprocessen, og Xi har mødtes personligt med Kim flere gange. Det er muligt, at Xi kan udnytte sin særlige position til at få Kim Jong-un tilbage til forhandlingsbordet mod, at Trump og USA giver Kina indrømmelser i den igangværende handelskrig.

Derudover har Kina de seneste mange år udbygget sin tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, hvilket har ført til flere sammenstød med Japan over en lille ubeboet øgruppe (Senkaku/Diaoyu), som begge lande gør krav på. At Trump efter topmødet bekendtgjorde, at USA og Sydkorea vil aflyse deres årlige militærøvelser i Sydkorea i marts for at undgå unødigt klammeri med Nordkorea, kan kun være fordelagtigt for Kina. Når både USA og Sydkorea nedjusterer deres militære aktiviteter – og Japan kun har en selvforsvarsstyrke og er militært afhængig af alliancen med USA giver det Kina øget spillerum til udbygge sin militære tilstedeværelse i regionen. Og dermed øge de regionale spændinger.

Sydkorea med præsident Moon Jae-in ved roret må klart se den manglende aftale som et nederlag. Da der ikke blev landet en aftale, blev sanktionerne mod Nordkorea heller ikke løftet. Det begrænser Sydkorea i landets handels- og turismeprojekter med Nordkorea, særligt ift. frihandelsgrænsebyen Kaesong. Derudover er det et politisk problem for præsident Moon, fordi han blev valgt på det løfte at forbedre forholdet til Nordkorea. Man må dog sige, at han har gjort et stort diplomatisk forarbejde ved at række hånden ud til Kim Jong-un, hvilket medvirkede til at både Singapore- og Vietnam-topmøderne kunne afholdes. Ikke desto mindre er de mislykkede forhandlinger et klart tilbageslag for præsident Moon.

Billedet kompliceres yderligere, hvis man kigger på Japan og premierminister Abes position i forhandlingsprocessen, både før og efter Vietnam-topmødet.

 

Abes forhold til Donald Trump har ikke været ligeså rosenrødt de seneste par måneder, som det var i begyndelsen af Trumps præsidentperiode
_______

 

Det isolerede Japan
Optakten til Vietnam-topmødet var alt andet end ønskværdig for Abe. Abes forhold til Donald Trump har ikke været ligeså rosenrødt de seneste par måneder, som det var i begyndelsen af Trumps præsidentperiode. Her var Abe den første statsleder, som besøgte Trump i Trump Tower i New York, efter han blev valgt som præsident.

Efter Singapore-topmødet sidste år begyndte nervøsiteten at sprede sig i Japan. Trump valgte allerede dengang at aflyse USA og Sydkoreas fælles militærøvelser for at vise goodwill over for Nordkorea, hvilket overraskede ikke bare embedsværket i USA, men også USA’s tætteste allierede i Østasien: Sydkorea og Japan. Begge lande er stadig dybt afhængige af alliancen med USA. Især Japan, som kun har en såkaldt selvforsvarsstyrke og ikke et egentligt militær. Trumps uforudsigelighed satte derfor gang i bekymringerne i Japan ift., hvorvidt USA ville trække deres militær helt ud af regionen for at imødekomme Nordkorea.

Derudover har der været stor usikkerhed om, hvorvidt Trump ville adressere sagen om de bortførte japanere i forhandlingerne med Kim Jong-un. Sagen drejer sig om 17 japanere, som blev kynisk bortført fra Japan mellem 1977 og 1983 af nordkoreanske specialagenter. Udover et atomvåbenfrit Nordkorea er sagen Japans, og ikke mindst Abes, vigtigste interesse i forhandlingerne mellem USA og Nordkorea.

For det andet led forholdet mellem Sydkorea og Japan et gevaldigt knæk op til topmødet. Den fælles fortid med det samlede Korea, som var koloniseret af Japan fra 1910 til 1945, trækker nemlig stadig tråde op til nutiden. Sydkorea har de sidste par år krævet undskyldninger eller kompensationer for de forbrydelser, som den japanske kolonimagt udøvede på den sydkoreanske befolkning.

Toppen af den japanske regering har dog været alt andet end imødekommende. For langt størstedelen af de japanske politikere, og ikke mindst den japanske befolkning, har Japan allerede undskyldt for deres tidligere krigshandlinger. Derfor er det et horn i siden på Japan, at Sydkorea fortsat kræver nye undskyldninger og kompensationer for tiden før og under Anden Verdenskrig.

Det diplomatiske forhold mellem Japan og Sydkorea har med andre ord været iskoldt forud Vietnam-topmødet, hvilket først og fremmest kan tilskrives de historiske stridigheder mellem de to lande. Men som sagt er det især den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, som har været mægler og gødet jorden ift. tilnærmelserne med Nordkorea. En realitet, som satte Sydkorea i en betydeligt mere favorabel position end Japan forud for topmødet. Dermed gav det heller ikke Sydkorea noget incitament til at inddrage Japan og Abes interesser i forhandlingerne med Nordkorea.

Kombinationen af Trumps uforudsigelighed og de historiske spændinger med Sydkorea isolerede dermed Japan op til topmødet. Det kunne i værste fald betyde en – set med japanske øjne – dårlig aftale mellem USA og Nordkorea uden fremskridt med sagen om de bortførte japanere, og hvor Nordkorea stadig beholdt de kortdistance missiler, som til enhver tid kan ramme Japan.

 

Selvom topmøde-udfaldet var forholdsvis positivt for Japan, er de udenrigspolitiske knaster langt fra væk. Forholdet til Trump er stadig et ømt punkt
_______

 

Ingen aftale var den bedste aftale for Abe – men hvad gør han nu?
Selvom optakten var præget af usikkerhed for Japan, var tilfredsstillelsen over en “no-deal” afdæmpet men stor hos Abe. Japan undgik at blive sorteper i en dårlig aftale, hvor Japans interesser blev forbigået. Og Trump havde forsikret Abe om, at han havde adresseret sagen med de bortførte japanere over for Kim Jong-un. En forsikring, som Abe kan bruge indenrigspolitisk til at lægge låg på de mest højtråbende kritiske røster ift. hans diplomatiske evner og venskabelige forhold til Trump. Uofficielt var udfaldet af topmødet det bedst tænkelige for Abe.

Selvom topmøde-udfaldet var forholdsvis positivt for Japan, er de udenrigspolitiske knaster langt fra væk. Forholdet til Trump er stadig et ømt punkt. Abe har investeret en hel del politisk kapital i deres forhold, hvilket kan vise sig at give bagslag. Trump har gentagne gange har forsikret Abe om, at han taler Japans sag med de bortførte japanere overfor Kim Jong-un, men det er stadig muligt, at disse interesser bliver tilsidesat, hvis de står i vejen for en nedrustningsaftale med Nordkorea. Det vil Abe dog undgå for enhver pris.

Trumps velkendte uforudsigelighed kan dog spænde ben for alt. Og Abes opbakning fra sine højrenationalistiske støtter kan lide et markant knæk, hvis Abes venskabelige forhold til Trump ikke viser sig at bære frugt ift. sagen om de bortførte japanere.

Derudover kan det iskolde diplomatiske forhold til Sydkorea også yderligere udvikle sig negativt. Et muligt scenarie er, at Nordkorea hopper ind i undskyldningsstriden med sine egne krav til Japan. Det var som nævnt det samlede Korea, som var besat af Japan i første halvdel af 1900-tallet, og Nordkorea har tidligere ført en ekstremt hård tone, når det drejede sig om Japans tidligere handlinger i Korea. Det er derfor ikke utænkeligt, at både Syd- og Nordkorea pludselig står på samme side og kræver nye indrømmelser, hvilket vil isolere Japan yderligere i det storpolitiske spil i regionen. Især hvis Nordkorea kræver undskyldninger som modydelse, før en nedrustningsaftale med USA eller sagen om de bortførte japanere kan blive aktuel. Dette scenarie er naturligvis kun realistisk, hvis de diplomatiske stridigheder mellem Japan og Sydkorea løber fuldstændigt af sporet. Og Abe er langt fra en mand, som handler impulsivt i modgang.

Men Abe kan komme under pres fra ultrakonservative kredse i japansk politik, som gerne ser, at Japan igen bliver en stor militærmagt og en vigtig magtpolitisk spiller i Østasien. Indenrigspolitikken risikerer at blive afgørende.

 

Alligevel har USA siden Obamas præsidentperiode netop ønsket, at Japan tog mere militært ansvar i regionen, hvorfor en forfatningsændring er nødvendig
_______

 

Mulig forfatningsændring kan skabe uro i regionen
Abes største indenrigspolitiske ønske er nemlig at ændre Japans pacifistiske efterkrigstidsforfatning, nærmere bestemt den såkaldte Artikel 9, som forbyder Japan at have et egentligt militær. En forfatningsændring, som er velset blandt Abes mange ultrakonservative støtter i det japanske parlament, men meget ilde set blandt størstedelen af den japanske befolkning, som har sat pris på Japans (forholdsvis) pacifistiske udenrigspolitik siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

De sidste mange år, hvor forfatningsændringen har været på tale i Japan, har der lydt ramaskrig fra Kina, Sydkorea og Nordkorea. Alle lande, som var besat af og kæmpede mod Japan før og under Anden Verdenskrig. Særligt Kina og Nordkorea har stadig frygtelige minder om krigens rædsler. De ser derfor på ingen måde et stærkt forøget japansk militær i regionen som noget, der tjener deres interesser. Tværtimod. Selv en allieret som Sydkorea har ytret bekymringer over for Japan som militærmagt, da Japans militære handlinger også står skarpt i erindringen hos de fleste sydkoreanere. Alligevel har USA siden Obamas præsidentperiode netop ønsket, at Japan tog mere militært ansvar i regionen, hvorfor en forfatningsændring er nødvendig.

Forfatningsændringen kan være lige om hjørnet. Abe blev i efteråret 2018 genvalgt til sin sidste periode som partipræsident for LDP (Japans Liberaldemokratiske Parti, red.) og som premierminister. Han har dermed mulighed for at få plads i historiebøgerne, ikke bare som Japans længst siddende premierminister, men som ham, der igen gjorde Japan til en militærmagt ved at ændre den pacifistiske paragraf. En forfatningsændring kræver to tredjedeles flertal i både det japanske under- og overhus, hvilket Abe og LDP kun har i underhuset på nuværende tidspunkt. Men da der skal være valg til overhuset senest i juli 2019 – hvilket LDP spås en storsejr til – kan det nødvendige flertal til en forfatningsændring være meget nært.

Selvom det vil være en stor indenrigspolitisk sejr for Abe, kan man ikke undgå at tænke på det sikkerhedsmæssige konsekvenser, det kan få i regionen, især ift. Nordkorea.

For hvordan vil Nordkorea reagere, hvis Japan pludselig kan og vil opruste militært? Nordkoreas forsikringer ift. missiltests kan pludselig se meget skrøbelige ud, hvis Japan får mulighed for ikke bare at opruste militært, men også får forfatningens ord for, at landet må gå i krig og hjælpe allierede militært. Kim kan meget vel betragte det som en direkte trussel og dermed se sit snit til at forlade nedrustningsforhandlingerne og genoptage sine missilaffyringer. Dermed kan vi pludselig stå i en situation som i 2017, hvor nordkoreanske trusler og missilaffyringer var en daglig foreteelse og nåede sit klimaks, da Nordkorea sendte et missil ind i japansk territorium. Stemningen i Østasien var i 2017 præget af stor utryghed, fordi de nordkoreanske trusler og missilaffyringer pludselig kom uhyggeligt tæt på. Situationen kan derfor gentage sig, hvis den japanske forfatningsændring betragtes som en provokation – eller i værste fald som en krigserklæring set med Nordkoreas øjne. I så fald må alle militære beredskaber i Østasien nervøst forholde sig afventende til den spændte situation, og nye diplomatiske forhandlinger har lange udsiger.

 

Nordkoreas forsikringer ift. missiltests kan pludselig se meget skrøbelige ud, hvis Japan får mulighed for ikke bare at opruste militært, men også får forfatningens ord for, at landet må gå i krig og hjælpe allierede militært
_______

 

Forfatningsændringen vil efterlade Trump og det amerikanske embedsværk i et dilemma. På den ene side kan ændringen kaste grus i maskineriet og sætte forhandlingerne med Nordkorea over styr. Samtidig passer forfatningsændringen fint ind i Trumps udenrigspolitiske “America First”-doktrin: Japan tager endelig tager økonomisk ansvar ved at få sit eget militær, hvilket Trump er fortaler for, fordi det betyder færre amerikanske militærudgifter til Japan. Så selvom der er stor sandsynlighed for, at en japansk forfatningsændring kan spænde ben for en nedrustningsaftale med Nordkorea og igen skabe sikkerhedsmæssig uro i Østasien, er det ikke til at vide, om Trump reelt vil forsøge at stoppe Abe.

Et Japan med nye militære beføjelser kan blive en realitet efter sommerens valg til det japanske overhus, hvilket kan give Abe en tiltrængt politisk sejr i en isoleret udenrigspolitisk position – og altså samtidig øge den regionelle ustabilitet og sætte forhandlingerne med Nordkorea over styr.

Forhandlingsstilstand – men hvor længe?
Den manglende aftale i Vietnam efterlader altså en forhandlingsstilstand, hvor ingen ved, hvornår forhandlingerne genoptages, eller hvorvidt Trump og Kim skal mødes til et tredje topmøde, hvilket de dog begge har udtrykt ønske om. Alle implicerede parter virker opsatte på at gå diplomatiets vej for at få en nedrustningsaftale med Nordkorea i hus – og samtidig få hver deres individuelle interesserer efterlevet. Alt kan ske.

Alligevel er det relevant at holde øje med Japan og ikke mindst Abes ytringer og handlinger det kommende halve års tid. Et yderligere politisk isoleret Japan kan gøde jorden for Abes største indenrigspolitiske sejr. Når det handler om Nordkorea, skal der ikke meget til, før én nations ytringer eller handlinger pludselig kan skabe en kædereaktion, der ikke bare kan sætte en kæp i hjulet for en nedrustningsaftale, men også sætte hele regionens sikkerhed over styr. ■

 

Når det handler om Nordkorea, skal der ikke meget til, før én nations ytringer eller handlinger pludselig kan skabe en kædereaktion, der ikke bare kan sætte en kæp i hjulet for en nedrustningsaftale, men også sætte hele regionens sikkerhed over styr
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland