19.06.2019

Udsigten til en øget tilstrømning af udlændinge vækker bekymring i det homogene japanske samfund. Frygten for at miste den unikke japanske kultur vejer tungere end de økonomiske gevinster ved udenlandsk arbejdskraft – selvom arbejdskraften er bydende nødvendig.

Af Michael Liepke Kruse

Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Japanerne lever længere og længere, der fødes for få børn, og udviklingen bliver kun værre. Regeringen har forsøgt at imødekomme arbejdskraftsproblemet, der følger heraf, med – en smule – mere udenlandsk arbejdskraft. Men under overfladen lurer bekymringerne for indvandringens følger. Og den kendte diskussion om ekstern påvirkning og national sammenhængskraft rammer nu det homogene land i øst med fuld kraft.

Den nuværende konservative regering ledet af premierminister Shinzo Abe har forsøgt at vende Japans negative demografiske og økonomiske udvikling med forskellige politiske tiltag. Det mest kontroversielle blev vedtaget i december 2018, hvor et flertal i det japanske parlament stemte for en lempelse af landets meget restriktive immigrationsregler. De nye regler trådte i kraft 1. april 2019. Immigrationspolitikken har gennem årtier været en stærkt medvirkende faktor til, at det kun er omkring 2 pct. af Japans 127 millioner store befolkning, som er udlændinge. Til sammenligning er tallet 13,7 pct. i Danmark – inklusive både vestlige- og ikke-vestlige. Regeringens skøn er, at der vil komme ca. 350.000 udenlandske arbejdere til Japan som følge af de seneste lempelser, hvilket er en livline, erhvervslivet har taget positivt imod.

Bag erhvervslivets umiddelbare begejstring lurer dog konflikt og bekymring. Rent politisk var vedtagelsen på ingen måde en formsag, selvom det konservative regeringsparti LDP (Liberal Democratic Party) har flertal i begge parlamentets kamre. Abe forsøgte at fremstille sig selv som en ansvarlig og pragmatisk leder, der argumenterede for lempelserne som en nødvendig løsning på det akutte arbejdskraftsproblem. Men LDP har som mangeårigt regeringsparti stået bag de selvsamme stramme immigrationsregler, som partiet nu lemper. Og deres vælgerbase – som tæller et stort flertal af befolkningen – har om nogen støttet den restriktive linje. Partiet nyder stor opbakning fra ultrakonservative grupper i det japanske samfund, som har – for at sige det mildt – meget etnocentriske holdninger. I disse kredse er holdningen blandt andet, at Japans kultur er andre kulturer overlegne, og at Japan skal forblive japanernes land og ikke ødelægges af indvandring. Selvom disse ekstreme holdninger mest var fremherskende i Japan i starten af 1900-tallet, findes de stadig i forskellige variationer hos nutidige LDP-politikere og -vælgere. Derfor var der også udpræget skepsis blandt mange politikere forud for afstemningen.

 

De fleste japanere forstår lempelsernes nødvendighed, men er oprigtigt bekymrede for, hvad de mange nye udlændinge vil medføre af problemer
_______

 

Japanerne forstår lempelserne, men de vækker bekymring
Vedtagelsen af lempelserne har også delt vandene i den japanske befolkning. På afstemningsdagen i december udbrød der demonstrationer med ultrakonservative demonstranter med etnocentriske holdninger på den ene side og venstrefløjsaktivister på den anden side. Sidstnævnt mente, at der havde været for lidt politisk fokus på diskriminationstilfælde af udenlandske arbejdere. Meningsmålingerne har også vist delte tendenser. Et flertal af japanerne er faktisk enigt med Abe i, at arbejdskraftsproblemet kræver flere udenlandske arbejdere. Men et meget stort antal bekymrer sig også over de negative følger, indvandringen vil skabe.

Et par nedslag fra målingerne viser blandt andet japanernes frygt for at miste deres job til en billigere lønnet udlænding, at udlændinge ikke kan assimilere sig i det japanske samfund, og at der vil komme en stigende kriminalitet i landet. Med andre ord: De fleste japanere forstår lempelsernes nødvendighed, men er oprigtigt bekymrede for, hvad de mange nye udlændinge vil medføre af problemer.

Vi har set samme debat og bekymringer i Danmark og Europa de sidste mange år. Nationalbefolkninger, som netop bekymrer sig over, hvad indvandringen vil medføre af problemer for deres land og dem selv personligt. Den store forskel ligger i, at japanerne først for alvor nu har taget debatten op som konsekvens af landets arbejdskraftsproblemer.

Det er nemt bare at affeje japanernes bekymringer. For selvom lempelserne vil føre ca. 350.000 udlændinge til Japan over de næste fem år, er Japans immigrationsregler stadig nogle af verdens mest restriktive. De hårde japanske sprogkrav vil stadig hindre rigtig mange udlændinge i at søge om arbejdstilladelse i Japan, og det er stadig de færreste udenlandske arbejdere, der kan få permanent opholdstilladelse og familiesammenføring efter de nye regler. Langt de fleste kommer altså til at blive behandlet som gæstearbejdere på lånt tid. Japan vil derfor stadig have en utrolig homogen befolkningssammensætning. Og det er begrænset, hvilken påvirkning disse nye udlændinge vil få på det japanske samfund og kultur.

For at vende det hele på hovedet har forskere og økonomer påpeget, at regeringens lempelser slet ikke er nok til at løse arbejdskraftsproblemet. Det løser måske det mest akutte behov for hænder i byggebranchen og sundhedssektoren. Men det er på ingen måde nok til at følge med økonomien og vende den negative demografiske udvikling. Der skal åbnes op for markant mere udenlandsk arbejdskraft, end der er lagt op til med de nye regler, og der skal mere omfattende reformer af Japans immigrationssystem til.

Premierminister Abe forsøger derfor at finde en passende balance. Sandheden er dog, at han er leder af et parti, hvor den indvandringskritiske linje stadig nyder stor opbakning.

 

Premierminister Abe forsøger derfor at finde en passende balance. Sandheden er dog, at han er leder af et parti, hvor den indvandringskritiske linje stadig nyder stor opbakning
_______

 

Kulturen vs. økonomien
Det paradoksale ved hele diskussionen er, at Japan er et land, som historisk har oplevet stor ekstern påvirkning på samfundsudviklingen. Nogle få eksempler: de mange tusinde importerede kinesiske tegn, som er en del af det japanske sprog; zenbuddhismen, som har sit udspring i indiske og kinesiske religiøse strømninger; og ikke mindst det japanske køkken, som har gjort indiske og kinesiske retter til sine helt egne.

Alligevel vil enhver japaner fremhæve det unikke ved japansk kultur. Kultur hænger ufortrødent sammen med national identitet. Derfor er det netop identiteten – og sammenhængskraften – som japanerne nu ser truet ved tanken om de mange tusinde udlændinge, som må hentes til landet, hvis arbejdsmarkedet skal få bugt med flaskehalsene.

Men hvad så nu? De nye immigrationsregler, som Abe-regeringen har fået vedtaget, løser ikke Japans problemer. Det er blot symptombehandling, som på kort sigt betyder, at nogle få brancher vil nyde godt af de mange tusinde udenlandske arbejdere – altså dem som slipper igennem nåleøjet og de stadigt hårde krav og regler – men kun de færreste får lov til at blive. På længere sigt er der dog intet, der tyder på, at den demografiske udvikling bliver vendt. Japan opretholder dermed mere eller mindre det kulturelle status quo, men vil fortsat opleve økonomiske problemer.

En oplagt men kontroversiel løsning, som vil løse arbejdskraftsproblemerne, men som ikke er i nærheden af at se dagens lys, er en meget større åbning for indvandring i Japan. En åbning, hvor antallet af indvandrere ikke er nogle hundredtusinder over en årrække, men om året. Det vil kræve omfattende reformer af Japans immigrationssystem, herunder endnu større lempelser af de hårde japanske sprogkrav og nemmere muligheder for permanent opholdstilladelse og familiesammenføring. Med sådanne tiltag kan Japan positionere sig selv som et land, der er nemt for indvandrere at komme til og arbejde i – og faktisk blive boende med sin familie. Det vil ikke mindst gøre Japan mere attraktivt ift. andre asiatiske lande, som også tager del i en hård konkurrence om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Resultatet af sådanne reformer vil uden tvivl skabe en øget udenlandsk tilstrømning, som kan afhjælpe de økonomiske og demografiske udfordringer, Japan står overfor.

Spørgsmålet er, hvad prisen for sådan et tiltag vil være. Når flere hundredtusinder indvandrere kommer til landet, vil både kulturen og sammenhængskraften blive presset. For et yderst homogent samfund som det japanske vil det uden tvivl sætte sine præg på samfundet, hvis udlændinge fx ikke taler japansk. Ydermere kan der opstå deciderede immigrantsamfund: Områder med en stor andel af udlændinge, som har deres egen kultur og identitet, og som for de fleste japanere vil bryde med konformiteten i samfundet og rokke ved det unikke ved japansk kultur og den nationale sammenhængskraft.

 

Japanerne må erkende og acceptere, at tiden, hvor Japan var et forholdsvis lukket land, er forbi. […] Der skal mere udenlandsk arbejdskraft til landet, end hvad der er udsigt til nu – men der skal stadig stilles sproglige og kulturelle krav
_______

 

Den gyldne middelvej
En tilstrømning af flere hundredtusinder immigranter årligt er dog endnu urealistisk. Men Abe-regeringens nuværende retning er modsat ikke tilstrækkelig.

Derfor bør Japan finde en middelvej – snart. Det indebærer, at japanerne må erkende og acceptere, at tiden, hvor Japan var et forholdsvis lukket land, er forbi. Det er en hård, men nødvendig erkendelse, som de – delvist – allerede er kommet frem til. Der skal mere udenlandsk arbejdskraft til landet, end hvad der er udsigt til nu – men der skal stadig stilles sproglige og kulturelle krav. Man kan fx lempe de sproglige krav for opholdstilladelse, men fastholde et krav om, at man går til sprogundervisning, efter man er kommet til Japan. Det vil give en nemmere og bedre indgangsvinkel til at lære om og blive en del af det japanske samfund.

Derudover skal den negative demografiske udvikling vendes, ikke kun af udlændinge, men også af japanerne selv. En del af løsningen finder man i de japanske kvinders tilhørsforhold til arbejdsmarkedet. Rigtig mange japanske kvinder vælger at blive hjemmegående husmødre, efter de har fået børn, og de kommer dermed aldrig tilbage på arbejdsmarkedet. Abe-regeringen har allerede forsøgt at adressere problemet, og udviklingen går den rigtige vej. Men der er stadig alt for mange kvinder på arbejdsmarkedet, der er i deltidsjobs, og der er lang ventetid på daginstitutionspladserne.

Hvis de japanske kvinder får endnu bedre mulighed for børnepasning i daginstitutioner og bedre arbejdsforhold med mulighed for at gøre karriere i lederstillinger, vil det kunne skabe et incitamentet, hvor det både giver mening for de japanske kvinder at få børn og blive på arbejdsmarkedet. Det er en langsigtet løsning, som – sammen med en mindre restriktiv immigrationspolitik – vil styrke økonomien og kunne bremse den negative demografiske udvikling.

Uanset hvilken vej de japanske politikere vælger at gå, vil den etnisk japanske befolkning blive mindre i fremtiden – enten som følge af de lave fødselstal eller den stigende – men nødvendige – indvandring. Det betyder, at den japanske kultur og det japanske samfund vil blive påvirket i et omfang, som er svært at spå om. Spørgsmålet er, hvilke politiske løsninger der ender med at komme på bordet. Og hvordan den almindelige japaner med sine bekymringer vil tage imod det og vise sin utilfredshed. Derfor vil diskussionen om udlændinge, ekstern påvirkning og national sammenhængskraft fylde mere og mere i Solens rige, så længe arbejdskraftsproblemet fortsat er aktuelt. ■

 

Spørgsmålet er, hvilke politiske løsninger der ender med at komme på bordet. Og hvordan den almindelige japaner med sine bekymringer vil tage imod det og vise sin utilfredshed
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland