05.12.2019

I miljø efter miljø ser man det samme: En ekstremisme, hvor modstanderne er ’fjender’, og man selv er ufejlbarlig. Det ligner en selvforstærkende spiral.

Af Merete Riisager

Både Danmark og resten af det vestlige Europa rummer veletablerede salafistiske miljøer, hvor man tager afstand fra det vestlige samfund, prædiker død og forfølgelse af jøder, udsteder bandbuller mod USA og ser med milde øjne på vold mod kvinder og børn. Dette er veldokumenteret i eksempelvis TV 2-dokumentaren ”Moskeerne bag sløret” (2016) og lignende programmer i Storbritannien og Tyskland. I Danmark har vi mere eller mindre vænnet os til, at vi har fanatikere gående rundt, der anser sig selv for at være i direkte opposition til det land, der huser dem og i mange tilfælde giver dem mad på bordet og tag over hovedet.

Hvad vi i mindre grad har vænnet os til, er, at de hadefulde salafister ikke er ene om at male sig op i et hjørne, hvor de alene har ret, og resten af verden tager fejl. Vi er på vej ind i en ny ’ekstremisternes tidsalder’, hvor nye ekstreme bevægelser skyder op af jorden, og hvor paroler og yderligtgående holdninger, man tidligere ville have rystet på hovedet ad, pludselig bliver ’kosher’ inden for netop denne gruppering. Hvor hver gruppering tegner en snæver cirkel omkring sig selv og sine og søger at udskamme eller måske ligefrem forfølge enhver, der står udenfor.

På den anden side af islamisterne står de højreekstreme. De er hverken lige så velorganiserede eller voldelige, som man ser det i vores nabolande, hvor Breivik i Norge og den nazistiske morder fra Halle i Tyskland springer i øjnene. I Danmark ser det ud til, at de højreradikale miljøer primært holder sig til at brænde Koranen af og lade sig tatovere med Holger Danske, om end der også er eksempler på trusler, chikane og hærværk. Men selvom miljøet er diffust, dårligt organiseret og debatterende mere end voldeligt, som dokumenteret af Nima Zamani i programmet ”Stram diskurs” på Radio24syv, er der ingen grund til at tro, at det ikke kan udvikle sig til det værre. Uagtet at det er af anekdotisk karakter, har jeg noteret mig, at venner og bekendte med mellemøstlig baggrund, der deltager i den politiske debat, modtager flere racistiske og truende beskeder, end de gjorde for bare få år siden. Det er en bekymrende udvikling.

I et tredje hjørne finder vi venstrefløjsekstremisterne. Dette miljø er ikke nyt. Kampen om grupperingens ’klubhus’ – aka ’Ungdomshuset’ – skabte eksempelvis en bølge af hærgen af Nørrebro i 2010’erne. Unge smadrede butiksfacaden på McDonald’s for at demonstrere deres utilfredshed med kapitalismen, og de generede lokale erhvervsdrivende. Nu ser miljøet ud til at have fået fornyet energi og voldsparathed. Vold, trusler og chikane bølger ud over enhver, de erklærede ’antifascister’ ikke ønsker skal opholde sig på Nørrebro eller udtrykke deres mening offentligt. En folketingskandidat fra Nye Borgerlige blev fordrevet fra sit arbejde på en burgerbar, og unge fra organisationen Generation Identitær har ifølge Weekendavisen oplevet personlig forfølgelse, trusler og overfald fra de venstrefløjsekstreme. Når onlinemedier fra den yderste venstrefløj udskammer en person, ser det ud til, at der ofte er et sammenfald med efterfølgende chikane fra de venstreekstreme miljøer.

 

Ekstremismen kører i ring, og de forskellige grupperinger giver næring til hinanden. Det er en moderne tribalisme, hvor man ikke nøjes med at mødes med ligesindede eller debattere, men hvor man dyrker forskellene og sin egen gruppes overlegenhed
_______

 

Meget tyder på, at de ekstreme miljøer bekræfter og styrker hinanden. På højrefløjen læser man om rabiate imamer, indvandrerbander og møder i Hizb ut-Tahrir – hvorefter man sætter sig til tasterne og udgyder harme og despekt over enhver med mellemøstlig baggrund. Blandt venstreekstremisterne læser man om Rasmus Paludan og Generation Identitær – hvorefter man trækker alle lødige debatter om indvandringens pris ind i kategorien ’racisme’. Man dyrker sin identitet som ’de retfærdige’ og renvasker dermed metoder, der med enhver anden målestok må betragtes som det modsatte af det mærkat, man har påhæftet sig selv.

Ekstremismen kører i ring, og de forskellige grupperinger giver næring til hinanden. Det er en moderne tribalisme, hvor man ikke nøjes med at mødes med ligesindede eller debattere, men hvor man dyrker forskellene og sin egen gruppes overlegenhed i en grad, der retfærdiggør endnu mere ekstreme holdninger og metoder. Når de andre kan defineres som ’skadelige’, er der ikke langt til at fordrive ondt med ondt. Pludselig føler unge mennesker, at de er en slags frihedskæmpere, hvis de forfølger og truer mennesker, der har en anden holdning end dem selv.

På den yderste højrefløj samler man ’bevismateriale’, indtil man mener sig i sin gode ret til at underkende enhver med udenlandsk baggrund, og i det salafistiske miljø bruger man krige og spændinger i Mellemøsten og den herboende værdimæssige modstand fra det omkringliggende samfund til at skabe en modkultur, der kan samle muslimer med forskellige liv og holdninger om en fælles identitet.

De tre miljøer forstærker hinanden, men de er ikke ene om at bruge de virkemidler, der skaber følelsen af ultimativ retfærdighed og et kompromisløst værdifællesskab. Tendenserne kan genfindes andre steder: Klima- og miljøbevægelserne har i mange år huset ekstreme fraktioner, men disse har fået vind i sejlene med de nyeste klimaprognoser, der læses og udlægges i deres værst tænkelige form og lidt til. Den unge Greta Thunberg er blevet hyldet i internationale forsamlinger, om end hendes råd om ’panik’ ikke harmonerer særlig godt med de erfaringer, man i Vesten har med at løse kriser og problemer gennem køligt rationale, ideudvikling, langsigtet planlægning og samarbejde. Når Thunberg kritiserer demokratisk valgte politikere og kalder dem ’onde’, indtegner hun sig i en lang række af politiske aktivister, der skaber sig en platform ved at desavouere deres politiske modstandere langt ud over rimelighedens grænser. Dæmonisering er et effektivt værktøj. Ingen – heller ikke succesfulde mennesker med gode indtægter og pæne jakkesæt – ønsker at blive sat i bås som ’onde’, ’ignorante’ eller ’pengegriske’.

 

Ekstreme udlægninger af verdens tilstand og fælles fjendebilleder er nu engang effektive midler til at samle folk, og man kan se, hvordan metoden samles op og bruges i hverdagen af mennesker, der formentlig anser sig selv som gennemsnitligt fornuftige borgere
_______

 

Ekstreme udlægninger af verdens tilstand og fælles fjendebilleder er nu engang effektive midler til at samle folk, og man kan se, hvordan metoden samles op og bruges i hverdagen af mennesker, der formentlig anser sig selv som gennemsnitligt fornuftige borgere. Man kunne således høre den i øvrigt behagelige og dygtige Anders Morgenthaler udtale i P1, at han godt kan forstå, hvis børn og unge ’trækker deres kærlighed’ til forældre og bedsteforældre, hvis de ikke er enige i deres holdninger til klima. At drive en kile ned mellem generationerne på den måde er ekstremt og kan historisk genfindes i meget yderligtgående miljøer. Jeg møder lærere på ungdomsuddannelser, der fortæller om lærerværelser, hvor klimaaktivismen er blevet en måde at bedømme og fordømme hinanden på, og hvor ’klimakorrekthed’ må gå forud for eksempelvis elevernes behov for at besøge relevante lande på studieturene.

Fælles for de ekstreme strømninger er, at de benytter sig af overdrivelser og kompromisløs sprogbrug om deres politiske modpol, uvidenskabelige påstande og dramatiske fortællinger. De skaber et identitetsfællesskab gennem vrede, afstandtagen, krav om renhed og udskamning af deres modstandere. De maler et dystopisk billede, der retfærdiggør ekstreme holdninger og handlinger.

Årsagen til disse strømninger er komplekse. Dels sker der internationale forskydninger af magt og goder, der bringer mennesker til at søge årsagsforklaringer og værktøjer til at håndtere forandringerne. Dels har vi i Danmark, men også i Vesten som sådan, underkendt det moderne menneskes behov for værdifællesskaber og kulturelle fikspunkter. Det at finde identitet i et nationalt fællesskab er i mange år blevet nedgjort og mistænkeliggjort dels som et ekko af Anden Verdenskrig, og dels som følge af ønsket om at styrke en fælles europæisk identitet i EU. Mennesker, der har fundet glæde i nationale symboler og kulturarv, har enten måttet gå stille med dørene eller finde sig i at blive latterliggjort af eliten. Samtidig er det religiøse blevet udvandet som en identitetsmarkør, der også er blevet betragtet som lidt kuriøs og vel nærmest pinlig for den, der bar den uden på tøjet. Sidst, men ikke mindst, har familien været hårdt presset siden 68’ernes opgør med den faste familiære ramme, og omtrent halvdelen af alle par, der gifter sig, går fra hinanden igen. Dette efterlader mange af os med et identitetsmæssigt byggerod, hvor ekstreme identitetsmarkører får lettere ved at slå rod.

Endelig udspringer mange af de ekstreme bevægelser af egentlige problemer, der blot tages til deres absolutte yderlighed. Klimaudfordringerne er virkelige. Kultursammenstødene er virkelige. Tabet af identitet og status er virkeligt for immigranter, der har vandret til lande, der adskiller sig væsentligt fra de lande og kulturer, de eller deres forældre kom fra.

 

Den moderne ekstreme tribalisme har store omkostninger for samfundet i form af utryghed, vold, sammenstød og chikane, og den er ødelæggende for en demokratisk debat, fordi de forskellige grupperinger hele tiden søger at lukke hinanden ned
_______

 

Den moderne ekstreme tribalisme har store omkostninger for samfundet i form af utryghed, vold, sammenstød og chikane, og den er ødelæggende for en demokratisk debat, fordi de forskellige grupperinger hele tiden søger at lukke hinanden ned. Den har ikke kun omkostninger for personer, der er en del af de ekstreme miljøer – den rækker også ind i almindelige menneskers hverdag. Hvem som helst kan pludselig blive sat uden for ’cirklen’ og udskammet som kødspiser, klima-ignorant, landsforræder eller ’kokosnød’.

Hvad er svaret? Lad mig starte med at udpege, hvad svaret ikke er. Det er ikke at skabe nye grupperinger, der udpeger sig selv som bærere af ’den eneste ubesmittede sandhed’. Man kan genfinde sådanne tendenser på venstrefløjen og i de feministiske miljøer, og selv i liberale miljøer er det af og til populært at udpege sig selv som repræsentant for det ’ægte og sande liberale’ og forlange, at enhver holdning eller politisk ageren skal kunne henvises til citater fra liberale værker fra 1880’erne for at være renfærdige, dydsirede og legitime. Tager man derimod udgangspunkt i pragmatisk problemløsning frem for teoretiske diskussioner, kan man hurtigt blive sat uden for det gode selskab. Men det er vitterligt ikke flere ortodokse og snævert definerede fællesskaber, vi har brug for. Grundessensen i liberalismen er den kritiske tænkning. Der findes ingen manual eller bibel, hvori man kan finde svaret på et hvilket som helst spørgsmål.

Svaret er derimod sunde, frivillige, kulturelle fællesskaber, hvor man dyrker fælles formål, symboler, værdier og en samhørighed, der er tilgængelig for mennesker med forskellig levevis. Svaret er at pudse de værdier af, der har tjent os godt, og som historisk har skabt fred, tryghed og velstand: frihedsrettigheder, ligestilling, ejendomsret, ansvar, frivillige fællesskaber og demokratisk debat. Svaret er at genfinde respekten for den videnskabelige metode, så følelser og fortællinger ikke får lov til at fordrive viden. Og svaret er naturligvis også at forholde sig til de virkelige problemer, de ekstreme bevægelser peger på. Ved at ignorere problemerne vil presset og vreden kun øges i omfang.

De moderate bevægelser, organisationer og partier, der står tættest på de ekstreme, må tage ansvar ved at fordømme vold, chikane og antividenskabelighed, og så må politiet afsætte de nødvendige ressourcer til at retsforfølge trusler, chikane og vold. Det bliver dyrt – og ikke let. Ekstremisternes tidsalder bliver et turbulent sted at være menneske i. Der er ikke andet at gøre end at spænde hjelmen og ruste sig med sund fornuft, legitim magtudøvelse og masser af almen dannelse. ■

 

Ekstremisternes tidsalder bliver et turbulent sted at være menneske i. Der er ikke andet at gøre end at spænde hjelmen og ruste sig med sund fornuft, legitim magtudøvelse og masser af almen dannelse
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister