10.08.2019

Trump vil udligne handelsbalancen mellem USA og Kina, men han satser en betydelig del af sin vælgerbase ved sin offensive brug af tariffer på kinesisk eksport. Om end handelskrigen stemmer godt overens med Trumps ”America First”-strategi, er den del af en større tendens, som har været undervejs i mange år.

Analyse af Max Secher Quorning

Under handelskrigen mellem USA og Kina er verden vidne til den største ændring i de to stormagters relationer, siden præsident Nixon i 1972 aflagde det første besøg af en amerikansk præsident i Beijing. Det var startskuddet på normaliseringen af det forhold som i disse år afkobles. Den 6. juli markerede årsdagen for præsident Trumps første tarif på kinesisk eksport til USA, som gjaldt for $34 mia. Præsident Xi svarede prompte tilbage med hård retorik og senere modsatrettede tariffer, og i dag er der sammenlagt $110 mia. tariffer for amerikansk eksport til Kina og $250 mia. tariffer på kinesisk eksport til USA. Det har Trump nu truet med at hæve til $300 mia. fra 1. september, hvortil kineserne har responderet med at stoppe køb af amerikanske landbrugsprodukter. Senest har Trump-administrationen kategoriseret Kina som kursmanipulator, hvilket ikke er sket siden start-90’erne. Det er symbolsk og taler lige ind i Trumps vælgerbase, men det er ikke desto mindre et udtryk for, at forhandlingerne ikke går fremad.

Som kritikere af Trump-administrationens strategi påpeger, rammer handelskrigen mange i den brede amerikanske befolkning. Mange sojabønnelandmænd og hummerfiskere er fx allerede blevet arbejdsløse som konsekvens af tarifferne. Samtidig har kineserne sænket tarifferne på konkurrerende varer fra samtlige øvrige medlemmer af WTO, herunder hele den udviklede del af verden, idet de beskylder USA for at bryde organisationens regel om anvendelsen af national lovgivning mod multilaterale handelsaftaler: En bærende regel i WTO omhandler, at multilaterale handelsaftaler indgået i organisationen ikke må brydes ved, at enkelte medlemmer anvender national lovgivning til at omgå organisationen, som det netop er tilfældet med Trumps brug af tariffer på kinesiske produkter.

Således importerer Kina i stedet sojabønner fra bl.a. Brasilien og Argentina, og sammenlagt møder amerikanske eksportører nu en tarifratio på 20,8 pct. i modsætning til resten af verdens gennemsnitlige tarifratio på 6,7 pct. af eksporterede produkter. Det betyder i praksis, at amerikanske eksportører nu skal betale knap tre gange så meget for at sælge sine produkter på det kinesiske marked. Til trods for dette er det som hovedregel aldrig en god idé at lægge sig ud med en reservevalutabeholder som USA, fordi vægten af USA’s økonomiske system på verdensmarkedet simpelthen er for omfattende – og effekterne er begyndt at kunne spores på den faldende kinesiske udlandshandel.

 

Hvis ikke der kommer en aftale på plads, kan verdensøkonomien potentielt stå over for sin største krise nogensinde
_______

 

Men hvad er Trumps mål? Kort og godt: At udligne amerikanernes handelsunderskud i sin handel med kineserne. Ifølge US State Department udgjorde det i 2014 $343 mia. og $337 mia. i 2017; mere end det sammenlagte varehandelsunderskud til Japan, Tyskland og Mexico på $193 mia. tilsammen. Som et erklæret valgløfte under kampagnen i 2016 hviler den amerikanske strategi på, at den vil beskytte sektorer af national sikkerhed, fx aluminium som bruges i forsvarsindustrien, og bringe amerikanerne flere penge i kassen, fordi Kina generelt møder væsentligt mindre tariffer på eksporterede varer til USA end den anden vej rundt. Derudover påpegede en rapport af the Commission on the Theft of American Intellectual Property allerede i 2013, at amerikanerne årligt mister mellem $225 mia. og $600 mia. som følge af brud på amerikanske patenter og lignende, hvilket i høj grad kan tilskrives kinesisk cyberkriminalitet. Således bekræftede desuden USA’s handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, chefforhandler i spørgsmålet om Kina, 18. juni Senatets finansudvalg om, at USA var klar til at øge tarifferne, hvis ikke en aftale snart kunne nås. Dette kom forud for forhandlingerne mellem Trump og Xi under G20-mødet i Osaka, som bekendt ikke kastede konkrete resultater af sig.

På den anden side har de finansielle markeder responderet på selv de mindste udviklinger i de amerikansk-kinesiske forhandlinger, hvilket har sænket prisen på olie – og hvis det fortsætter, vil det medføre prisfald på mange af de produkter, amerikanerne køber. Det sænker den umiddelbare konsekvens for de amerikanske forbrugere, men i det lange løb frygter eksperter, at det kan medføre en krise, som hverken vil være i kinesernes eller amerikanernes interesse: De økonomiske tab på begge sider vokser sig simpelthen så store, at det ikke giver mening. På nuværende tidspunkt nyder andre lande, fx Frankrig og Tyskland, afledte effekter af stormagtskonkurrencen, fordi de supplerer hhv. USA og Kina, hvor landene nu ikke længere handler sammen. Men hvis ikke der kommer en aftale på plads, kan verdensøkonomien potentielt stå over for sin største krise nogensinde. Og hvis der er så meget på spil, hvad kan så forklare landenes ageren? Svaret skal findes i konkurrencen om den teknologiske udvikling.

 

Dermed er udviklingen i forholdet mellem de to lande ikke kun økonomisk men derimod strukturel, fordi den brede tendens har ændret holdningen i hele det amerikanske politiske system
_______

 

Strategisk samarbejde erstattes med intens rivalisering
Siden Deng Xiaopings gennemgående markedsreformer i 1970’erne har det kinesiske styre opereret ud fra en tese om at konkurrere med stormagterne USA og Rusland. Det har dog først udviklet sig til en reel konkurrence med USA over de seneste 10 år, hvor Kina naturligt har udviklet sig (eksplosivt!), og Xi Jinping har skubbet Kina i en ny retning ved bl.a. at udvikle landet teknologisk til en grad, som få havde spået mulig. Ydermere har han erklæret det som et altoverskyggende mål at udkonkurrere USA i alle henseender – først og fremmest teknologisk.

Derudover har USA – til Kinas og verdens overraskelse – efterladt et magtvakuum på centrale internationale problemstillinger som fx klimadagsordenen, hvor Xi Jinping glædeligt er ved at overtage amerikanernes tidligere lederrolle. USA’s nationale forsvars- og sikkerhedsstrategier fra 2017 og 2018 identificerer således stormagtskonkurrence som statens primære fokus, og det har medført, at Kina og USA’s strategiske samarbejde for alvor blev erstattet med intens rivalisering på tværs af alle sektorer. Dermed er udviklingen i forholdet mellem de to lande ikke kun økonomisk men derimod strukturel, fordi den brede tendens har ændret holdningen i hele det amerikanske politiske system.

I dag forekommer vejen frem ikke klar, fordi forhandlingerne om handelsubalancen næppe kan kaldes en strategisk dialog, og selv om der måske findes en form for aftale, som både Trump og Xi på den korte bane kan erklære som politiske sejre over for sine befolkninger, stopper rivaliseringen ikke her. Det strategiske spørgsmål kan som sådan ikke besvares, fordi finansminister Mnuchin og præsident Trump har modstridende interesser: De ser gerne en stor eksport give penge i den amerikanske statskasse, men de vil ikke give kineserne noget for det. Dermed bliver det afgørende spørgsmål: Vil Trump stå i vejen for den bredere afkobling af landenes strategiske interesser, hvis man kan få en bilateral handelsaftale i hus? Det kan kun tiden vise, for Trump er ingen nem præsident at tilfredsstille (eller aflæse), så det afhænger i høj grad af, om kineserne kan adressere de problemstillinger, som Trump interesserer sig for.

 

Hvis USA skal beskytte og udbygge sine strategiske fordele, hvad angår forskning, militær m.m., må man lave en aftale med Kina – og desuden Canada og Mexico – snarest muligt
_______

 

Effekterne af handelskrigen begynder dog så småt at vise sig, og om end det er vanskeligt at vurdere Trumps indflydelse, er forsyningskæder allerede begyndt at skifte. Forhandlingsparterne har været meget åbne i offentlige kommentarer på forhandlingerne, hvilket gør det sværere at finde et kompromis – og hvis Trump fortsætter sin offensive brug af tariffer mod lande, som USA har en negativ handelsbalance med, vil det blive svært for amerikanerne at diversificere sin import, eftersom det skader amerikanernes BNP-udvikling hver gang, man indfører flere tariffer. Til sidst er der ikke flere lande at pålægge tariffer.

Således er Trump betinget af tid; om end amerikanske forbrugere tager skade nu, er den amerikanske økonomi stærkere end de sidste mange årtier, hvorfor handelsrådgiver Peter Navarro ser sit snit til at anvende denne kompromisløse taktik nu. Det kan dog ikke vare evigt, og hvis USA skal beskytte og udbygge sine strategiske fordele, hvad angår forskning, militær m.m., må man lave en aftale med Kina – og desuden Canada og Mexico – snarest muligt for at fokusere på at tænke nationale sikkerhedsinteresser og konkurrenceevne sammen. Det betyder et stærkt indenrigsøkonomisk investeringsfokus på infrastruktur, forskning og udvikling, som USA har brug for at høste de afledte effekter af. Det vil dog indebære massive budgetudgifter, som man ikke får meget ud af på den korte bane, men USA må forberede sig på at konkurrere på den lange bane frem for den korte – ligesom Xi Jinping har forberedt både sig selv, sit parti og sin befolkning på. Ellers risikerer amerikanerne at tabe den langsigtede teknologiske konkurrence – og dermed den fundamentale konkurrence om at være verdens eneste supermagt.

Det er svært at estimere præcist, hvor meget USA og Kina hver især afhænger af hinanden, fordi importerede varer til de to økonomier til en vis grad kan findes andetsteds, men derimod kan eksporterede varer ikke nødvendigvis afsættes andre steder. De amerikanske og kinesiske økonomier er simpelthen bare de største i verden. Så selv om det ligner, at handelskrigen trækker ud, må begge parter anerkende, at de har brug for hinanden. ■

 

De amerikanske og kinesiske økonomier er simpelthen bare de største i verden. Så selv om det ligner, at handelskrigen trækker ud, må begge parter anerkende, at de har brug for hinanden
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland