15.10.2019

Tyrkiets intervention i det nordlige Syrien, efter at USA begyndte at trække sine tropper ud af områder domineret af kurdiske styrker, sikrer Erdogan tiltrængt magt og succes på hjemmebanen. Men indgrebet cementerer endegyldigt, at han har EU i sin hule hånd.

Af Mathias Findalen

Erdogans hensigt med at skabe en sikkerhedskorridor for syriske flygtninge er i princippet en logisk konsekvens af et enormt flygtningepres i Tyrkiet, som har gjort præsidentens ’åbne’ flygtningepolitik upopulær blandt befolkningen. I disse dage genvinder han popularitet ved at bombe kurdiske styrker væk fra den tyrkiske grænse – og væk fra en større kurdisk mobilisering af et muligt selvstyre. Imens kan EU ikke gøre andet end at kigge på fra sidelinjen. De har nemlig selv designet den aftale, som gør, at Tyrkiet egenhændigt kan bestemme skæbnen for flygtningene i området.

I takt med at Europa begyndte at mærke efterdønningerne fra krigene i regionen, og et stigende antal flygtninge fra primært Syrien, Irak og Afghanistan ankom på europæisk jord fra 2015, søgte EU mod Erdogan for at finde en løsning. Den 18. marts 2016 indgik EU og Tyrkiet en omfattende flygtningeaftale, der fastslog, at alle syriske flygtninge, som nåede til de græske øer fra Tyrkiet, ville – og vil – blive sendt tilbage hurtigst muligt. Aftalen havde også en anden del: For hver deporteret flygtning ville en syrisk flygtning fra en tyrkisk flygtningelejr blive tilbudt genbosættelse i EU – men det er aldrig lykkedes at indføre. Desuden skal EU betale Tyrkiet ca. 22,5 milliarder danske kroner (med mulighed for 22,5 mia. ekstra), der skulle forbedre forholdene for syriske flygtninge i landet samt til at bygge flere flygtningelejre. Indtil videre lyder fortællingen både hos den tyrkiske befolkning og den syriske befolkning, at de intet mærker til pengene.

Desuden fik tyrkerne med aftalen en liberalisering af visum-procedurer og åbningen af forhandlinger om endnu et EU-indtrædelseskapitel som en række forbehold. Det første er urealistisk, da det samtidig vil betyde, at EU skal åbne sluserne for millioner af tyrkiske gæster, der uden visum kan rejse ubesværet til Europa. Ikke ligefrem noget EU virker interesseret i i disse tider. Det sidste punkt er mest symbolsk: Siden 2005 er 15 kapitler blevet åbnet, men kun ét er blevet færdiggjort (de øvrige er langt fra).

Fra flere internationale organisationer lød det dengang, at aftalen indebar juridiske problemer. Med aftalen bryder EU sine internationale retslige forpligtelser, da Tyrkiet ikke er et såkaldt ”sikkert tredjeland” at sende flygtninge til. Årsagen: At Tyrkiets forværrede retstilstand ikke garanterer flygtninges sikkerhed. Det var en advarsel, EU valgte at trodse.

 

Ud af de godt 3,6 mio. flygtninge i Tyrkiet bor kun omkring 300.000 i lejre. De resterende 3,3 mio. bor i opsatte lejre, i opgange, i kældre, på gaden, i små lejligheder, i parker, hos familier, bekendte, fremmede
_______

 

3,6 mio. ’gæster’
Det startede med omkring 10.000 i slutningen af 2011. Otte år senere lyder et forsigtigt skøn, at i alt over 3,6 millioner mennesker er flygtet til Tyrkiet på grund af borgerkrigen i Syrien.

I Tyrkiet er syriske, afghanske og irakiske flygtninge ikke anerkendt under flygtningekonventionen (Geneve-konventionen) fra 1951, som Tyrkiet har underskrevet. De har nemlig bevaret en geografisk begrænsning, så mennesker på flugt udenfor Europas grænser ikke er omfattet af konventionen. I stedet kaldtes flygtninge i Tyrkiet for ’gæster’. Flygtningeaftalen fik derfor også hurtigt sine konsekvenser, da Tyrkiet (ligesom fx Libanon) slet ikke er gearet til at håndtere så stor en samfundsændring, slet ikke i lokalsamfund som i forvejen lider under voldsomme konflikter og økonomisk ulighed.

Fremtiden er ikke lys. Ud af de godt 3,6 mio. flygtninge i Tyrkiet bor kun omkring 300.000 i lejre. De resterende 3,3 mio. bor i opsatte lejre, i opgange, i kældre, på gaden, i små lejligheder, i parker, hos familier, bekendte, fremmede. Det har skabt en hurtigt voksende paralleløkonomi – et sort marked i en økonomi, der i forvejen lider.

For slet ikke at nævne de over 300.000 syriske børn som er blevet døbt ’den fortabte generation’: De enten tigger på gaden eller arbejder 14-16 timer om dagen i de såkaldte ”sweatshops”. Den tyrkiske befolkning har i stigende grad lagt pres på Erdogan for at sende syriske flygtninge tilbage, og svaret på Erdogans mindre gode valg de senere år kan meget vel findes her.

 

Tyrkiet ville ikke tillade Syriens kurdere at etablere et bælte langs den tyrkisk-syriske grænse, ligesom de heller ikke ville tillade de syriske og irakiske kurdiske enklaver at blive forbundet
_______

 

Den første intervention i Syrien
Samtidig har Tyrkiet i årevis været presset af konflikter, der intensiveres om ørerne på dem. Det fik dem til at intervenere i Syrien i 2016. Under navnet operation ’Eufrats Skjold’ gik det tyrkiske militær ind i det nordlige Syrien omkring byen Jarablus vest for Eufrat-floden.

Argumentet lød, at operationen havde til formål at sikre strategisk vigtige grænseområder samt at bekæmpe Islamisk Stat. Tyrkiet ville ikke tillade Syriens kurdere at etablere et bælte langs den tyrkisk-syriske grænse, ligesom de heller ikke ville tillade de syriske og irakiske kurdiske enklaver at blive forbundet.

Erdogan havde opbakning fra sit bagland. I den regeringsvenlige avis Daily Sabah kunne man læse referencer til ’Tyrkiets legitime humanitære intervention i Syrien’. Eller som en anden kommentator begrundede det i samme avis: ”NATO-medlemmet Tyrkiet isoleres af andre NATO-medlemslande, mens dens nationale sikkerhed er truet af forskellige terrorgrupper som DAESH (IS), PKK og PYD”.

Hele interventionen har været baseret på princippet om ’et skridt ad gangen’, alt afhængigt af hvordan den geopolitiske situation ændrede sig. Fra 2017 rykkede Tyrkiet interventionen videre mod det nordvestlige hjørne Afrin, hvor det tyrkiske militær annekterede byen og drog op mod 200.000, mestendels kurdere, på flugt. Det kulminerede i sidste uge med bomberegnen over områder i det nordøstlige Syrien, som har til hensigt at lukke årerne til Rojava-provinsen. Alt tyder på, at dét er lykkedes. Men samtidig har operationen medvirket til, at endnu en stor mængde af syriske kurdere igen er på flugt.

 

Tyrkiets intervention udstiller Europas mangel på ansvarlighed, og den viser, at EU nu har udspillet sin rolle som et globalt forbillede. Det er flere år siden, at det samme skete for USA under præsident Trump
_______

 

EU’s tavshed
Tyrkiets intervention udstiller Europas mangel på ansvarlighed, og den viser, at EU nu har udspillet sin rolle som et globalt forbillede. Det er flere år siden, at det samme skete for USA under præsident Trump.

Imens står Erdogan forbavsende uskadet af begivenhederne. Her kan flygtningeaftalen tillægges enorm værdi for hans position – for den betyder i bund og grund, at EU ikke har nogen mulighed for at sanktionere Tyrkiets intervention i Nordsyrien. Det tætteste, man kommer, er den våbenembargo, EU indledte mod Tyrkiet mandag aften, men den spiller kun på symbolikken og har ingen reel betydning.

Forleden forklarede Erdogan selv det tydelige dilemma: Hvis EU ikke makker ret (læs: accepterer interventionen): ”så åbner vi for sluserne, og så vil det strømme ind med 3,6 millioner flygtninge til Europa”.

Det var en udmelding, der skabte frygt hos europæiske ledere, som i øjenkrogen forestillede sig hundredtusinder af flygtninge, der som i 2015 drager mod EU’s grænser. Men scenariet forbliver på nuværende tidspunkt en trussel, da Erdogan umiddelbart har holdt, hvad han har lovet europæerne. I stedet for at sende flygtninge mod vest sendes de – med bomber i nakken – mod syd og forbliver til europæisk tilfredshed i nærområderne. Men her er konsekvenserne for internt fordrevne i konflikten uoverskuelige, og det er næppe realistisk, at Tyrkiet vil tillade kurdiske flygtninge at søge ly i sikkerhedskorridoren.

De europæiske lederes drømme om ’lejre i nærområderne’ forbliver intakt, men den hviler på et tyndt grundlag. Og her er de europæiske politikere slet ikke gået i gang med at turde tænke på, hvad der sker med de op mod 70.000 IS-fanger, som indtil for et par dage siden var i kurdernes og amerikanernes varetægt. I bomberegnen får de nu muligvis serveret en flugtrute, som kan omdanne Nordsyrien til et Irak 2.0, hvor genradikaliserede fundamentalistiske celler vil sørge for at holde konflikten i gang i flere år endnu. EU’s svar kender vi: ekstra kontrol af ydre grænser og flere grænsemure. ■

 

Imens står Erdogan forbavsende uskadet af begivenhederne. Her kan flygtningeaftalen tillægges enorm værdi for hans position – for den betyder i bund og grund, at EU ikke har nogen mulighed for at sanktionere Tyrkiets intervention i Nordsyrien
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne