06.07.2019

To modstridende fortællinger kæmper om den politiske magt i Vesten. Læren af sammenstødet er: Der findes ingen nødvendighedens politik, men derimod mange mulige.

Af Martin Møller Boje Rasmussen

Bogen Klodernes Kamp af H.G. Wells beskriver, hvordan en teknologisk overlegen hær af rumvæsener angriber og overmander Jorden. Romanen blev i 1938 dramatiseret af Orson Welles som fake radioreportage, hvilket skabte panik hos mange lyttere. Da ’nyheden’ rullede ud i æteren, efterlod det så stærkt et indtryk, at det efter sigende lagde gader øde i flere amerikanske byer. Fortællingen er da også en af de mest forføreriske, vi har: Det er historien om det godes kamp mod det onde, vest mod øst, og det er måske den mest arketypiske i hele vores arts kulturhistorie. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at mennesket lever ud fra grundsætningen: ”Vi kæmper, ergo er vi”. Formidles dén fortælling ukritisk og uforsigtigt, er dens evne til at drage og mobilisere uhyggeligt stor. Spørg blot Orson Welles. Eller den tyske filosof – og Det Tredje Riges kronjurist – Carl Schmitt. Han mente, at viljen til at sætte en bestemt idé om ’vi’ og ’de’ igennem danner grundlaget for al politik. Kampen mellem ’os’ og ’dem’ er politik i sin reneste essens.

I utallige tilfælde er fortællingerne talt til ende med andet end ord. Mord, krig, død og ødelæggelse har som oftest været den menneskelige udgang. Blot et år efter at Welles’ radiospil lagde gaderne øde, annekterede Hitler Polen.

Verden er mere fredelig i dag end i 1945. Man kaldte endda de første år ’efterkrigstiden’. Men det afholdt ikke mennesker fra at forstå verden gennem kollektive fortællinger. Tværtimod. Og siden Anden Verdenskrig har tre fortællinger bejlet til forestillingsevnen på de vestlige breddegrader.

Længe dominerede den første: Fortællingen om kold krig mellem det kapitalistiske Vest og Sovjet i Øst. Men med Berlinmurens fald forvandledes verden hastigt. Fra en global orden styret af ideologiske stormagters magtspil til en ny, hvor Vestens liberale demokrati og kapitalistiske markedsøkonomi stod tilbage som sejrherre. En overraskende udvikling, der som bekendt fik filosoffen Francis Fukuyama til at erklære, at vi havde nået historiens afslutning.

Men som historien før har vist, bør man ofte vare sig for sådan epokal dumdristighed. Fortælletrangen forekommer umættelig. Historien er tilbage. Fortællingerne fortsætter. Efter Tysklandenes genforening indtraf et kortvarigt ’fortællingsvakuum’, en art de store fortællingers interregnum. Og i det tomrum kendte nogle få deres historiske besøgelsestid og tog hul på to nye, indbyrdes rivaliserende – men gensidigt forstærkende – fortællinger. Begge søgte at tage tråden op efter koldkrigsfortællingen og bejler i dag til at blive dens naturlige aftager. Kald dem folkefortællingen og elitefortællingen.

 

Folkefortællingen kredser om det, Samuel P. Huntington i 1993 kaldte et ’civilisationernes sammenstød’. Altså den forestilling, at verden består af en række adskilte, kulturelt definerede civilisationer
_______

 

Den dragende folkefortælling
Folkefortællingen kredser om det, Samuel P. Huntington i 1993 kaldte et ’civilisationernes sammenstød’. Altså den forestilling, at verden består af en række adskilte, kulturelt definerede civilisationer. De er kulturelt ensartede enheder, der – som i computerspillet Civilisation fra 1991 – bekriger hinanden i indædt kamp om verdensherredømmet.

Computerspillet er sjovt, men som beskrivelse af nyere historie er fortællingen misvisende, og Huntingtons teori er kritiseret ned under gulvbrædderne. Særligt er antagelsen om, at civilisationer findes som afgrænsede monolitiske størrelser, slået til pindebrænde. Kritikere fremhæver, at ingen af Huntingtons såkaldte civilisationer er så kulturelt homogene som påstået. Der er lige så stor kulturel variation inden for civilisationerne som imellem dem. Fx har Ronald Inglehart og Pippa Norris fremhævet, at den offentlige opinion internt i den såkaldt muslimske civilisation favoriserer demokratiske værdier. Og som fx Rune Lykkeberg i sin seneste bog, Vesten mod Vesten, og andre antyder, synes den såkaldt vestlige civilisation at være delt i mindst to. Desuden: Hovedparten af århundredets mest blodige krige er udkæmpet inden for – og altså ikke imellem – civilisationer.

Trods massiv kritik lever folkefortællingen dog i bedste velgående og har vist sig i stand til at drage folk i en grad, så selv Welles måtte have nikket anerkendende. Og det selvom teorien om civilisationernes sammenstød er en misforståelse af det meste mellem himmel og jord.

Konkurrencestaternes kamp
Heroverfor står den tredje fortælling. Aktuelt står den i skyggen af Huntingtons – men man skal ikke tage fejl, for det er stadig denne tredje fortælling, der hviskes om i magtens korridorer: i departementer, på direktionsgange overalt i verden og i akademiets støvede haller. Elitefortællingen om ’konkurrencestaternes kamp’, hvor forskellige typer af konkurrencestater konkurrerer om at opnå størst fordel af globaliseringen.

Fortællingen begynder med at konstatere, at den økonomiske verdensorden, der lå til grund for etableringen af efterkrigstidens velfærdsstater, kollapsede sammen med guldstandardens valutakurssystem i 1971, og at en globaliseret, international økonomi trådte i stedet. Fra 1990’erne uddybede særligt Harvard-professor Michael Porter den nye fortælling. Fortællingen om, hvordan stater må arbejde hårdt for at ’indhente og overhale’ – eller lide den tort selv at blive overhalet af – andre stater. En ny global verdensorden, hvor stater konkurrerer om at udvikle de mest velstående, velfungerende varianter af kapitalisme. Hvor forskellige typer af velfærdsstater forvandler sig til forskellige typer af konkurrencestater, dvs. stater, der ved forskellige virkemidler aktivt søger at mobilisere befolkning og erhvervsliv til deltagelse i international konkurrence. (Og altså ikke som velfærdsstaterne søger at beskytte og kompensere befolkning og erhvervsliv imod de negative konsekvenser af international konkurrence).

Åbner man en avis, kan man ikke overse elitefortællingen. De mange politikere, virksomhedsledere og avisredaktører taler, tænker og skriver i dag, som har de fået konkurrencestaternes kamp på hjernen. Partiprogrammer, regeringsgrundlag, økonomiske helhedsplaner og debatspalter flyder over med elitefortællingens billedsprog. Ja, der går vel næppe en dag uden et debatindlæg med en konstatering af, hvordan fremtidens konkurrence bliver fx mere krævende, nådesløs og intens.

Til gengæld skrives der få indlæg om de to fortællingers – civilisationernes sammenstød og konkurrencestatsfortællingen – opgør. Også selvom det efterhånden er svært at overhøre støjen. Det kan i hvert fald ikke have undgået manges opmærksomhed, at folkefortællingen og dens af-globaliseringspolitik har vundet frem de senere år.

 

Trump markerer et nybrud i globaliseringens historie. Det nye er ikke, at han ser stort på fakta. […] Nej, det nye er, at repræsentanter for af-globaliseringspolitikken nu bliver demokratisk valgt
_______

 

Nyd globaliseringen, for af-globaliseringen bliver frygtelig
”Nyd krigen, for freden bliver frygtelig”. Sådan lød efter sigende et yndet udtryk blandt tyske tropper i de sidste dage af Anden Verdenskrig. Med valget af Donald Trump som USA’s 45. præsident får man lyst til at parafrasere soldaternes galgenhumoristiske udgangsreplik fra verdenshistorien: ”Nyd globaliseringen, for af-globaliseringen bliver frygtelig”.

Trump markerer et nybrud i globaliseringens historie. Det nye er ikke, at han ser stort på fakta. Det har alle realpolitikere lige siden den trojanske hest gjort. Det nye er heller ikke hans af-globaliseringspolitik som sådan. En politik, der angiveligt skal sætte ’USA først’ via opsigelse eller genforhandling af globale frihandelsaftaler, straftold på importvarer osv. I alle vestlige lande har man på begge politiske yderfløje længe koketteret med paroler som ”rul globaliseringen tilbage”, ”reducer EU” og ”stop for indvandring”.

Nej, det nye er, at repræsentanter for af-globaliseringspolitikken nu bliver demokratisk valgt. Og det i det øverste embede i verdens mest magtfulde land. Det land, der siden 1945 mere end noget har andet har stået som militær, politisk og økonomisk garant for den verdensorden, der lå til grund for først velfærds- og siden konkurrencestaterne. Elitefortællingens eget udspring.

Muligvis markerer Trump endda begyndelsen på endnu en af historiens adskillige af-globaliseringsbølger (den forrige i 1914-1950 bød på hele to verdenskrige) – der altid har potentiale til at øge geopolitiske spændinger og anstrenge allerede anspændte forhold samt – måske, måske ikke – føre til krig i vores tid. Det kalder på refleksion og forklaring.

Fremkomsten og gennemslagskraften af den globale enmands-megatrend Trump er af kritikere forklaret på forskellig vis. Nogle hæfter sig ved hans brug af sociale medier (særligt Twitter) og fake news. Det er måske korrekt. En anden, og mere plausibel forklaring er, at Trump er et produkt af fortællinger. Ikke sine egne vrangforestillinger, men andres. Trump, folkefortællingens og dens af-globaliseringspolitik kan ses som en utilsigtet negativ konsekvens af en bestemt variant af elitefortællingen: den neomerkantilistiske.

Gør Danmark stort igen!
Elitefortællingen forekommer i to udgaver: en neomerkantilistisk udgave, der ser international samhandel som et nulsumsspil, hvor nogen må tabe, før andre kan vinde. Og en mere økonomisk konventionel udgave, hvor globalisering og samhandel forstås som plussumsspil – dvs. at alle lande opnår gevinster ved øget samhandel, og hvor forskellige typer af konkurrencestater konkurrerer (fredeligt) om at udvikle den mest velfungerende, afbalancerede og stabile variant af kapitalisme.

I neomerkantilistisk optik nødvendiggør globaliseringen én – og kun en – form for nationaløkonomisk politik. En politik, hvor nationale regeringer af den internationale konkurrence er ’tvunget’ til at deregulere hjemlige markeder, privatisere, tilbagerulle skattefinansierede offentlige servicer og overførselsindkomster, sænke skatten på arbejde, selskaber og investeringer, øge arbejdsudbud og arbejdstid, reducere lønniveauet og andet. Medmindre man altså vil udkonkurreres, findes der, i dette perspektiv, altså én nødvendig vej til succes for enhver konkurrencestat. The American way – or the high way!

Den merkantilistiske elitefortællings fortalere er utvivlsomt de mest højlydte og dominerende i debatten. Med flammeskrift hører man dem ofte udbasunere, hvordan ’andre’ bliver rigere på vores bekostning, hvor ’andre’ truer og fravrister ’os’ vores velstand, hvis ikke ”vi” snart gør noget. Man genfinder merkantilismen både internationalt og herhjemme. Som et symptomatisk – men langtfra enestående – eksempel kan man fremhæve bogen ”Vi vinder, når vi vågner” fra 2014 af Berlingske Mediers direktør, Anders Krab-Johansen. Ikke kun titlen løber over med svulstig konkurrencemetaforik. I dystre toner fremmanes det, hvordan Danmark ”kører i tomgang, mens andre lande drøner frem”. Han advarer: ”verden vil ændre Danmark, hvis vi ikke gør det selv […] Nu konkurrerer vi med hele verden. Det har vi ikke forstået til fulde. Nogen har, men mange lever i lykkelig uvidenhed”. Selv Orwell kunne næppe have fremmanet et mere frygtindgydende trusselsbillede.

 

Den merkantilistiske elitefortællings fortalere er utvivlsomt de mest højlydte og dominerende i debatten. Med flammeskrift hører man dem ofte udbasunere, hvordan ’andre’ bliver rigere på vores bekostning, hvor ’andre’ truer og fravrister ’os’ vores velstand, hvis ikke ”vi” snart gør noget
_______

 

Var bogen et enkeltstående tilfælde, kunne man selvfølgelig blot muntre sig over, hvordan Anders Krab-Johansen på forbilledlig vis profetisk bereder vejen for Trumps og så mange andres handelspolitiske kongstanke og vrangforestilling: at det enkelte land bliver fattigere, når andre lande bliver rigere. Men det er den langtfra. Denne diffuse idé om globalisering – og den nationale økonomiske politik, den angiveligt gør nødvendig – er lige så udbredt, som den er problematisk.

Problematisk er den ikke blot, fordi den simpelthen er forkert, idet den danske eller nordiske variant af konkurrencestaten har vist, at der findes mere end én vej til konkurrencemæssig succes, vækst og velstand i det 21. århundredes globalisering. At ikke alle globaliseringens veje nødvendigvis fører til en amerikansk udgave af konkurrencestaten med høj arbejdstid, lav skat, en lille offentlig sektor, begrænset adgang til overførselsindkomster osv.

Særligt problematisk er Krab-Johansens analyse, fordi den potentielt er selvundergravende, idet den overser, at elitefortællingen ikke er alene i verden. Der er som sagt to rivaliserende tronarvinger til efterkoldkrigstidens fortællingsmæssige tomrum: elitefortællingen og folkefortællingen. Og der synes at kunne anes en sammenhæng mellem fremstillingen af en bestemt økonomisk politik som ’nødvendig’ og tilslutningen til folkefortællingen om civilisatoriske sammenstød.

Jo snævrere den såkaldte ’nødvendige politik’ påstås at være, og jo mere det politiske mulighedsrum indsnævres, desto bedre betingelser skabes der for fremvæksten af folkefortællingens af-globaliseringspolitik. Og altså: for en forvrøvlet, forvirret, men potentielt selvopfyldende profeti om civilisationernes sammenstød.

Er Trump ikke netop kommet til magten som en utilsigtet konsekvens af denne variant af elitefortællingens internationale sejrsgang og dominans? Det vil man i hvert fald mene, hvis man har beskæftiget sig med den realpolitiske mestertænker Carl Schmitts arbejde.

Undtagelsestilstand og modreaktion
Som nævnt mente filosoffen Carl Schmitt, at viljen til at gøre forskel på ’os’ og ’dem’ simpelthen er selve grundlaget for politik. Han hævdede også, at den ultimative politiske magt – statens suverænitet – i sidste ende tilfalder den politiker, der er i stand til at erklære stat og samfund i undtagelsestilstand. Undtagelsestilstanden er en tilstand, hvor det politiske ’vi’ (fx staten, folket, økonomien osv.) forestilles og fremstilles som truet af et udefrakommende og invaderende ’dem’. En tilstand, der dermed også kræver eller ’nødvendiggør’ ekstraordinære, endda moralsk forkastelige midler til ’forsvar’ for det politiske ’vi’. En situation, hvor nye ’spilleregler’ er nødvendige. En situation, der gør det ’nødvendigt’ at føre en bestemt politik.

Lyder det velkendt?

Schmitts kontroversielle læresætning forekommer i nærmest akut grad aktuel i dag: ”Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden”. Eller, kunne man sige: konkurrencetilstanden. Suveræn er altså den politiker, der formår at definere konkurrencestaten, dens billede af ydre konkurrence og den form for politik, den gør ’nødvendig’.

 

Politisk magt hviler i udtalt grad på politikeres evne til at italesætte og påberåbe sig en bestemt semipermanent konkurrencetilstand. En forestillet undtagelsestilstand, der lægges til grund for en given forestillet nødvendighedens politik
_______

 

Politisk magt hviler i udtalt grad på politikeres evne til at italesætte og påberåbe sig en bestemt semipermanent konkurrencetilstand. En forestillet undtagelsestilstand, der lægges til grund for en given forestillet nødvendighedens politik.

Men som Abraham Lincoln hævdede: ”Du kan snyde hele folket noget af tiden og noget af folket hele tiden. Men du kan ikke snyde hele folket hele tiden”. Det samme kan siges om den konkurrencemæssige undtagelsestilstand: ”Du kan erklære undtagelsestilstand for hele folket noget af tiden og for noget af folket hele tiden. Men du kan ikke fastholde hele folket i undtagelsestilstand hele tiden”.

Man må rimeligvis forvente og indkalkulere en form for politisk ’stresseffekt’ eller ’modreaktion’ blandt dem, der er blevet underkastet undtagelsestilstanden. En stresseffekt, der medfører, at ’vi’et’ rekonstitueres i andre, langt mere radikale, mere dragende, forføreriske og mobiliserende politiske fortællinger.

For menneskers appetit på fortællinger synes umættelig. Fortælles én fortælling ’færdig’ – eller på en måde, så dens essentielle politiske indhold tilsløres i uforståeligt teknokratisk-økonomistisk lingo – vil mennesket søge andetsteds. Nye fortællinger vil blive hvisket i krogene og gøre deres forgængere rangen stridig. Nye fortællinger om, hvad der ’i virkeligheden’ truer dem. Hvad den ’virkelige’ ydre trussel består i.

Trump inkarnerer Schmitts forfatterskab. Ja, det er vel efterhånden længe siden, at en politisk leder i Vesten har udvist så stort og så dybt problematisk et talent for at skelne mellem ’dem’ og ’os’.

Trump forstår Schmitt instinktivt. Men Carl Schmitt kan også bruges til at forstå Trump, hvis fremkomst ligner et symptom på en art schmittiansk ’stresseffekt’, hvorfra der udgår en diffus protest imod at blive regeret med afsæt i den samme undtagelses- og konkurrencetilstand. Det er det trusselsbillede, ifølge hvilken kun én type velfærdsløs konkurrencestat er nødvendig for at overleve i den internationale konkurrence.

Kort sagt: Elitefortællingen synes på mange måder netop at have fremprovokeret sin egen modreaktion i form af fx Trump. Og er ikke også Brexit, Femstjerne-bevægelsen i Italien, AfD i Tyskland symptomer på en stresseffekt, der er slået ud i diffus modreaktion? Er ikke også det netop afsluttede, yderst polariserede danske folketingsvalg – ikke mindst fremkomsten af Stram Kurs, Nye Borgerlige og andre, der hævder at ville forsvare (Palu)danmark mod Nazi-islamisme, at løse det udlændingepolitiske problem ’fra bunden’ (?!) osv. – symptomer på samme tendens?

Det ligner en modreaktion så voldsom, at den i sidste ende risikerer at underminere legitimiteten og den politiske mobiliseringskraft bag den konventionelle, økonomiske elitefortælling om konkurrencestaternes kamp.

 

Den merkantilistiske udgave af elitefortællingen synes at rumme en indbygget risiko for gradvist at udhule og udtømme sig selv for politisk substans, relevans, mening og mobiliseringskraft
_______

 

Den danske model
Valget af Trump, Brexit osv. burde minde enhver, der med elitefortællingen i hånd måtte ønske at postulere behovet for en og kun én form for ’nødvendig politik’, om to vigtige pointer.

For det første – og som allerede nævnt – at den neomerkantilistiske ambition på paradoksal vis kan vise sig selvundergravende. Den merkantilistiske udgave af elitefortællingen synes at rumme en indbygget risiko for gradvist at udhule og udtømme sig selv for politisk substans, relevans, mening og mobiliseringskraft, samtidig med at den giver grobund, næring og vækstbetingelser for opblomstringen, knopskydningen og rodfæstelsen af folkefortællingen.

For det andet at enhver type konkurrencestat forudsætter international såvel som national politisk stabilitet. Det var i høj grad ønsket om fred og stabilitet, der lå til grund for etableringen af først velfærdsstater og siden konkurrencestater. Det glemmes overraskende ofte, men den oprindelige begrundelse for etableringen af velfærdsstaterne var, som fremhævet i fx Ove K. Pedersens bøger Reaktionens Tid og Konkurrencestaten, ikke i udgangspunktet offentlig velfærd for velfærdens egen skyld. Velfærd var et middel til andre mål: Velfærdsstater – antog man – kunne danne individet til demokratisk deltagende medborger og dermed fungere som demokratisk bolværk mod fremvæksten af totalitære, populistiske ideologier. Velfærdsstaternes idé var ’aldrig igen’.

I disse år udkæmper elite- og folkefortællingerne en skånselsløs kamp om retten til at bestemme, hvilken undtagelsestilstand globaliseringen er, og hvilken politik den gør ’nødvendig’. Her er læren efter Anden Verdenskrig mere end nogensinde værd at huske. For i lyset af, hvor mobiliserende folkefortællingen igennem det seneste årti har vist sig, er det mere end nogensinde påtrængende at nuancere og perspektivere, udfordre og problematisere den ensidige elitefortælling.

Der er en anden fortælling. Konkurrencestaternes kamp kan og bør retteligt forstås som mulighedernes politik, ikke nødvendighedens. Konkurrencestaternes kamp indebærer politiske valgmuligheder. Og ikke alle disse muligheder udelukker universel velfærd, bæredygtighed og social inklusion. I et perspektiv udgør offentlige udgifter til fx fri og lige adgang til sundhed, uddannelse, børnepasning og ældrepleje alene en omkostning og dermed en byrde for erhvervslivets konkurrenceevne og den enkelte arbejdstager; i et andet perspektiv ses sådanne udgifter som samfundsinvesteringer, der frisætter og kvalificerer samfundsressourcer og dermed understøtter og udbygger konkurrenceevnen. I et perspektiv forstås ’grøn omstilling’ som hæmmende for vækst og velstand; i et andet som nødvendig forudsætning for samme i en ny geopolitisk epoke og en verden præget af knaphed på ressourcer. Kort sagt: ligesom i konkurrencen blandt virksomheder forekommer der for nationer at være flere veje til konkurrencemæssig succes end blot den ene, amerikanske.

I den fortælling spiller netop den danske konkurrencestat en lille rolle med stor symbolsk værdi. En rolle, der er underkendt herhjemme, men internationalt anerkendt. Fx hævdede Barack Obama i 2016, at ”alt ville blive meget nemmere, hvis bare alle var som skandinaverne”. Ligeledes taler Nobelprismodtageren i økonomi Joseph Stiglitz i dag om The Scandinavian Dream. Ifølge ham er det i dag i de skandinaviske lande – ikke USA – at drømmen om social og økonomisk fremgang for de mange faktisk er en mulighed. Og i takt med at det bliver stadig mere påtrængende at tydeliggøre den konventionelle, økonomiske elitefortællings forrang, bliver det også stedse mere vigtigt at forstå den danske konkurrencestats egenart.

Danmark er nemlig et af verdens bedste eksempler på, at den internationale konkurrence rummer muligheder for forskellige typer af konkurrencestater. At der er flere måder at opnå konkurrenceevne på. At ikke alle udelukker offentlig velfærd. Og dermed: At ikke alle globaliseringens veje nødvendigvis fører til USA. ■

 

Danmark er nemlig et af verdens bedste eksempler på, at den internationale konkurrence rummer muligheder for forskellige typer af konkurrencestater. At der er flere måder at opnå konkurrenceevne på. At ikke alle udelukker offentlig velfærd
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne