03.09.2019

De næste 12 år vil verdens BNP blive fordoblet. Det er i samme periode, CO₂-udledningen skal halveres. Én ting står klart: Dansk udenrigspolitik må tænkes forfra.

Af Martin Lidegaard

Noget af det bedste, jeg ved, er at diskutere politik med elever på landets gymnasier og erhvervsskoler. Som altid er ungdommen langt bedre end sit rygte: vidende, selvbevidst, ambitiøs, kritisk. Man bliver klogere hver gang. Både på dem, på sig selv og på vores tid. Tit bliver jeg inviteret til at tale om udenrigspolitik, og efter små 30 besøg i det seneste halvår begynder der at tegne sig et mønster. Tre temaer går igen, næsten hver gang de unge får ordet og frit kan spørge:

Klimakrisen er uden tvivl og uden sammenligning det højest prioriterede politiske tema for de unge. Med god grund. De valg, som min generation af politikere foretager – eller ikke foretager – de næste ti år, vil få afgørende betydning for unges muligheder de næste titusinder af år. Så kort er vinduet, så lang er udsigten. Skal vi begrænse den globale opvarmning til Paris-aftalens mål om 1,5-2 grader, er forudsætningen, at vi over de næste ti år halverer udledningerne på globalt niveau. Og derefter – de følgende ti år – halverer dem igen for i 2050 at ende i et rent nul.

På nuværende tidspunkt går de globale udledninger og den globale middeltemperatur som bekendt kun én vej: opad. Skal vi inddæmme krisen, kræver det en koordineret global indsats, som aldrig er set før, og som stiller helt nye krav til udenrigspolitikken. Jeg forstår godt, at de unge spørger, om det er muligt – og i givet fald hvordan.

Det andet tema er digitaliseringen, der i disse år forandrer vores liv med rivende hast. På det nære plan har den skabt en lang række nye muligheder i form af de gadgets, apps og sociale medier, der i den grad dominerer vores liv – ikke kun de unges – på godt og på ondt. Ingen virksomheder er mere vildtvoksende og dominerende i vores markeder og hverdag end Amazon, Facebook og Google – samtidig med at ingen virksomheder er dårligere reguleret end netop dem. Også her må der findes nye veje i den traditionelle udenrigspolitik, hvis vi skal sikre, at de nye teknologier og digitaliseringen bliver til fordel for andre og flere end den snævre ejerkreds.

Endelig er det tredje tema den voksende migration. Den berører en del af de unge personligt, fordi de selv stammer fra indvandrere og i sig selv dokumenterer, hvor vigtig og løfterig vellykket integration er. Men man skal være både døv og blind for ikke at se, at også integrationen udfordres i disse år, hvor flygtninge og indvandrere benyttes af højrepopulister i både øst, vest og syd til at mobilisere, splitte og udvikle billedet af, at de gamle partier og institutioner ikke har kontrol med situationen. Netop krydsfeltet mellem højrepopulismen, Europas udfordringer og Afrikas vokseværk spørger mange unge ind til. Igen med god grund, for er vores udenrigspolitik og europæiske samarbejde gearet til at møde de nye udfordringer? Så vi både kan sikre de nødvendige forebyggende indsatser syd for Europa, den efterspurgte kontrol med antallet – og en vellykket integration af de flygtninge og den udenlandske arbejdskraft, som vi vælger at modtage? På kort formel er svaret nej.

Faktisk er det min påstand, at hverken det politiske niveau eller vores udenrigstjeneste er klædt på til at varetage disse tre megatrends, der nu udgør vores største globale udfordringer. Til gengæld er det min påstand, at vi har alle muligheder for at vende vores udenrigspolitik i den rigtige retning og udnytte de unikke kompetencer, vi har – både som samfund og i vores diplomatiske korps.

 

Ser vi på Kina, hvor den økonomiske udvikling har været mest imponerende, udleder den gennemsnitlige kineser i dag mere CO₂ end den gennemsnitlige europæer
_______

 

De næste 12 år vil verdens BNP blive fordoblet
Både klimakrisen, den digitale revolution og den stigende migration er koblet til den ufattelige vækst, som verden undergår i disse årtier. I anden halvdel af det 20. århundrede blev vi cirka en milliard flere medlemmer af den globale middelklasse. En milliard flere mennesker, hvoraf mange har fået deres første bolig, deres første bil og deres første bøf. Det er en fantastisk bedrift! Hvert eneste af de mennesker, der har kæmpet sig fri af lammende fattigdom, er en sejr. Ikke bare for dem selv, men for menneskeheden.

Men udviklingen har som bekendt ikke været omkostningsfri. Ser vi på Kina, hvor den økonomiske udvikling har været mest imponerende, udleder den gennemsnitlige kineser i dag mere CO₂ end den gennemsnitlige europæer. Læg dertil andre store miljøproblemer som manglen på vand, det dramatiske fald i biodiversitet, mængden af plastik i verdenshavene osv., osv.

Og det er bare den ene side af udviklingen. For med den eksponentielle vækst i antallet af mennesker og i den globale økonomi er også kommet en tilsvarende eksponentiel vækst i verdens investeringer i ny teknologi. Det har formet den økonomiske baggrund for, at teknologier på alle vitale samfundsområder har kunnet udvikle sig i et tempo som aldrig før i menneskets historie. Det er baggrunden for, at fx den digitale udvikling har sat sig dybe spor i vores sociale og mentale omgang med hinanden – og givet udfordringer med grænseoverskridende kriminalitet, skattesnyd samt cybersikkerhed.

De mange flere mennesker, den voksende økonomi og de sociale medier har endelig udstillet den globale og nationale ulighed overalt på kloden og ført til et nyt migrationspres i alle dele af verden.

Det er den udvikling, som en milliard flere middelklasseborgere har medført. Deres øgede forbrug har presset klimaet og ført til udviklingen af helt nye teknologier. Samtidig har det gjort det muligt for flere at flytte sig mere for at opnå et endnu bedre liv. I 2010 opgjorde en forskergruppe i OECD, at vi de følgende 20 år ville blive tre milliarder flere middelklasseborgere. Altså om bare 11 år fra i dag. Det svarer til en fordobling af verdens BNP (Homi Kharas, The emerging middle class in developing countries, OECD 2010). Indtil nu har disse forudsigelser vist sig at være for forsigtige, for udviklingen ser ud til at gå endnu hurtigere (jf. et studie fra Brookings, 2017). Hvad det har taget menneskeheden tusindvis af år at opbygge af produktion, forbrug, velfærd, service, teknologier mv., vil altså mindst være fordoblet. Om 11 år.

Det vil forandre alt, uanset hvad vi gør.

Nogle partier muntrer sig stadig med begrebet ’nulvækst’ og mener fx, at svaret på klimakrisen primært skal findes i et mindre forbrug herhjemme. Selvom man bestemt godt kan spørge, om endnu mere materiel vækst nødvendigvis vil gøre os danskere mere lykkelige, er det alligevel en nærmest tragikomisk naiv tilgang til udfordringens størrelse. For debatten om nulvækst indikerer, at det er væksten på vores breddegrader, der er det største problem. Men langt, langt den største del af de næste 15 års vækst ligger ikke i Europa og USA – det er derimod den basale vækst, der skal hale de sidste milliarder mennesker ud af absolut fattigdom til et nogenlunde hæderligt liv. Det er med andre ord en vækst, vi skal ønske os – og som befolkningen i udviklingslandene af gode og berettigede grunde vil kæmpe for at få.

Dermed bliver den helt afgørende politiske kamp de næste 10-15 år at sikre, at denne vækst bliver bæredygtig, både miljømæssigt, socialt og økonomisk – det sidste forstået sådan, at det bliver muligt at regulere den globale økonomi til at kunne tjene både alle de nulevende mennesker og alle generationer efter os. Vi har faktisk inden for rækkevidde at nå FN’s 17 bæredygtighedsmål i 2030 og videregive en verden uden fattigdom, uden dybe klimakriser eller flere konflikter til vores børn. For den nødvendige vækst kommer. Men bliver væksten i den globale økonomi ikke bæredygtig, er det ikke svært at forestille sig, hvilke mareridt vi skubber foran os.

Netop derfor er en af de påtrængende politiske opgaver at indrette vores hjemlige politik og vores udenrigspolitik, så de kan svare på verdens vokseværk, der danner baggrunden for de tre globale megatrends: klimakrisen, digitaliseringen og migrationen. For desværre er det ikke tilfældet i dag. Indenrigspolitisk æder de kortsigtede debatter om udlændinge, sundhed og pension stadig langt det meste af mediernes opmærksomhed og den politiske kapital – også selvom vælgerne tilsyneladende kerer sig stadig mere om både klimaet og tidens økonomiske skandaler. Udenrigspolitisk er vores traditionelle diplomati på alle væsentlige områder stadig bygget op om de gamle geopolitiske mønstre og problematikker, selvom Danmarks indflydelse på den globale geopolitik er uendelig lille og i givet fald i praksis udøves gennem EU. Europapolitisk står stort set alle partier i stampe, strandet som er de forbeholdenes spændetrøje.

Udviklingspolitisk skulle den nye udviklingsstrategi anno 2017 fokusere mere på verdensmålene, men det er ikke for alvor lykkedes at skabe fokus, endsige kritisk masse i samspillet mellem vores indsatser derude og vores erfaringer herhjemme inden for områder som energi, vand, uddannelse, sundhed, ligestilling osv. – ud over at bistanden siden 2015 er blevet skåret dramatisk. Handelspolitisk tænker vi fortsat mest eksportfremme som en form for reklamefremstød for danske produkter og har kun marginalt blik for, hvordan vi tiltrækker den kritiske kapital til bæredygtig udvikling, der er helt nødvendig for at øge eksporten og skaleringen af vores bæredygtige løsninger – fx ved et udvidet økonomisk diplomati og samarbejde mellem myndigheder om de bærende dagsordener, som de nye megatrends fremtvinger.

Det vil kræve dybe og strukturelle ændringer i både indenrigs- og udenrigspolitikken – samt et hidtil uset samspil mellem de to – hvis det skal lykkes Danmark og ligesindede lande at sikre en bæredygtig vækst og håndtere de tre globale megatrends.

 

Hver morgen stiller jeg derfor mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for de politiske partier og centraladministrationen at rette deres fokus mod de åbenlyse megatrends, der er så afgørende for vores fremtid?
_______

 

Hvad er problemet?
Hver morgen stiller jeg derfor mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det så svært for de politiske partier og centraladministrationen at rette deres fokus mod de åbenlyse megatrends, der er så afgørende for vores fremtid?

For selvom opgaven er frygtindgydende stor, er den ikke umulig. Som både vores eget vindmølleeventyr, udviklingen af solceller og adskillige studier fortæller, er det både muligt og til at betale at redde verden – og langt dyrere at lade være. Så skulle man da mene, at alle magtfulde mennesker her i landet ville stå i kø for at realisere den rigtige politik for os selv og vores børn – og samtidig skabe et hav af kommercielle muligheder ved at gå foran på de galopperende vækstmarkeder?

Alligevel føles det at kæmpe for en bæredygtig udvikling – både på Christiansborg og i enhver regering – som at gå i blød beton. Hvorfor?

Selvfølgelig vil enhver forandring også producere tabere fra den gamle verdensorden, der vil kæmpe imod forandringerne, ligesom der kan være kulturelle og religiøse årsager til ikke at kæmpe for et bedre klima eller ønske en fair kontrol og håndtering af migration og integration. Andre – herunder mig selv – har også argumenteret for, at vores økonomiske tænkning og dertilhørende modeller ikke i tilstrækkeligt omfang afspejler den virkelighed, som vi står over for.

Men måske skal vi et spadestik dybere for helt at forstå, hvorfor det er så svært at ændre på de etablerede politiske mønstre.
Måske skal vi helt tilbage til de klassiske ideologier fra det 19. århundrede, der gennem hele det 20. århundrede udgjorde kompasset i vores politiske univers og stadig i dag udgør ballasten i vores politiske sejlads. Socialismen, socialdemokratismen, liberalismen og konservatismen formede partierne, og det er stadig de politiske skel mellem disse ideologier, der i dag forstås som den væsentligste forskel i de økonomiske valg.

Når virkeligheden og den globale økonomi flytter sig så markant og så hurtigt, som tilfældet har været i de seneste årtier, må man imidlertid spørge sig selv, om ikke de gamle ideologier er håbløst irrelevante til at tackle netop de nye megatrends.

Alle har haft et nationalt udgangspunkt med en spinkel international overbygning, der ikke på nogen måde afspejler behovet for at kunne regulere og tæmme en digitaliseret global økonomi. Ingen havde eller har fantasi til at forestille sig den nye verdensorden, vi kigger ind i – med de potentielle folkevandringer, som vil følge med en mangedobling af antallet af mennesker på kloden uden social og klimamæssig bæredygtighed.

Ikke alene forekommer ideologierne håbløst utidssvarende; de spænder også ben for de rigtige løsninger. Et par eksempler fra Danmark:

På den socialistiske fløj priser man i princippet internationalt samarbejde, men lige så snart det bliver forpligtende som i fx EU, opleves det som et onde, hvis det ikke i sin grundstruktur er netop socialistisk. Dermed bliver ethvert reformistisk forsøg på regulering af kapitalen gennem EU’s strukturer afvist som illegitim, på trods af at EU er det eneste marked bestående af nationalstater, der har været i stand til at gennemføre noget, der minder om en effektiv regulering af storkapitalen, ikke mindst takket være Margrethe Vestagers indsats i forhold til de nye tech-firmaer.

Et andet eksempel er socialdemokratismen, der som sin ædleste økonomiske teori har keynesianismen. Den vil, når det er nødvendigt, puste til markedet og det modsatte for at holde det stabilt, gerne gennem massiv lånoptagning. Men heri indgår ingen overvejelser om, hvilken vækst der ønskes, endsige bæredygtigheden i den – eller: hvad selve gældsfænomenet betyder for menneskets forbrug.

Liberalismen er fanget i et uløseligt dilemma, fordi både klimakrisen og digitaliseringen kræver en markant mere tydelig regulering, hvis vores personlige frihed og velfærd ikke skal sættes over styr. Men netop liberalismen blev skabt som et projekt, der skulle sætte os fri fra statslig overregulering, hvorfor man fra liberal side i mange år har afvist klimaproblemets omfang, fordi man ikke bryder sig om løsningerne. På konservativ side står kulturarven, og dermed også naturen, centralt. Her er man til gengæld hæmmet af, at det nærmest bliver et tragikomisk valg at være konservativ i en tid, hvor forandringerne vælter ned over os og i den grad kræver nye valg.

 

Det burde være muligt at definere en ny tids idealistiske ståsted, der både kan tjene som pejlemærke for de nationale politikker og for en ny tids udenrigspolitik, og som har tidens tre globale megatrends som fokus
_______

 

Hvad kan gøres?
Det ideologiske vraggods kan vi ikke slippe helt, men det burde være muligt at definere en ny tids idealistiske ståsted, der både kan tjene som pejlemærke for de nationale politikker og for en ny tids udenrigspolitik, og som har tidens tre globale megatrends som fokus. Om ikke en ny ideologi, så en ny politisk fordring, der anerkender, at ingen politik for alvor vil lykkes uden at tage højde for de tre globale megatrends. En sådan ny fordring kunne som udgangspunkt bygge på tre nye erkendelser:

1. Vi må altid forholde os til balancen mellem natur og menneske. Menneskets ufattelige succes som art ligger ironisk nok til grund for både vores klimakrise, den teknologiske udvikling og den voksende migration.

Vores art og civilisation har altid sat deres kraftige præg på kloden, og det er der intet unaturligt i. Alle arter bruger og forbruger naturen og hinanden i en uendelighed af kredsløb. Men menneskets meget lidt oplyste forbrug og forståelse af sin egen påvirkning af naturen truer nu alle disse kredsløb, fordi vores indflydelse har vist sig langt større og langt mere dramatisk, end vi nogensinde havde forestillet os.

Med den voldsomme udvikling i både antallet af mennesker og det enkelte menneskes forbrug har vi endegyldigt forrykket balancen mellem natur og menneske. Situationen kan ikke sammenlignes med, hvad vi har oplevet før. Hvad der for Darwin og hans samtid var utænkeligt, er sket: Mennesket er ikke bare en del af naturen, en særlig art med særligt rige evner, der som alle andre arter er underlagt naturens love. Mennesket påvirker nu selv naturens balancer, udrydder andre arter og ændrer fundamentale kredsløb på kloden: fotosyntesen, drivhusgasserne og havenes forunderlige strømme.

Vores erkendelse af egen påvirkning af kloden er ikke fulgt med. Derfor er der populært sagt brug for en ny oplysningstid, der diskuterer menneskets nye rolle – og nye ansvar. Vores påvirkning af naturen er ikke kun negativ, den kan også være positiv og fuld af muligheder. Og vores nye naturvidenskabelige erkendelser bør for alvor vinde indpas i den sociale og politiske tænkning, fuldstændig som de naturvidenskabelige erkendelser gjorde i 1700- og 1800-tallet.

I dag som dengang er der kræfter – religiøse som økonomiske – der fornægter disse nye erkendelser og vil modarbejde udbredelsen og konsekvenserne af vores nye viden. Men i dag vil det som dengang af samme grund være afgørende med en markant satsning for at sprede den nye viden og indarbejde den i vores politiske tænkning.

2. Indenrigs- og udenrigspolitik skal tænkes sammen. Det bliver afgørende for en succesfuld dansk udenrigspolitik, at vi herhjemme foretager de forandringer, der kan tjene som eksempel og politisk salgsmodel for resten af verden. Det gælder i forhold til klimaet, hvor Danmark allerede er rollemodel for en lang række vækstlande i forhold til grøn energi, det gælder en intelligent håndtering af ny teknologi, og det gælder en succesfuld integration af de nye danskere. På alle disse områder vil vores mulighed for – som småstat – at spille nogen som helst rolle i den nye verdensorden være opbyggelsen af en unik samfundsmodel, der beviser, at tidens nye udfordringer kan vendes til muligheder.

Man kan argumentere for, at det sådan set er det, vi altid har gjort. Men vores udenrigspolitik har aldrig været koblet så direkte til vores egne valg som samfund – og det er påkrævet nu. Vi skal i mindre grad forstå udenrigspolitikken som det, der foregår på Asiatisk Plads, og i højere grad forstå den som den kontaktflade, som alle dele af det danske samfund har med omverdenen – fra udvekslingsstuderende over virksomheder, der eksporterer og importerer, til turisme. Alle dele bør koordineres i samlede strategier, og Udenrigsministeriet bør have samme form for gennemstrømmende indflydelse og koordinering af andre politikker, som Finansministeriet har i dag.

3. Vi må genfortolke vores europæiske identitet. På den ene side står det smerteligt klart, at den europæiske familie ikke kan erstatte nationalstaten, hverken følelsesmæssigt, demokratisk eller politisk. Det må erkendes, en gang for alle, at den europæiske familie er en familie af nationale identiteter, og at samarbejdet kun skal fokusere på de områder, hvor nationalstaten vitterlig ikke selv kan rumme svarene på tidens udfordringer. På den anden side må vi indse, at aldrig har vores rolle i Europa haft større betydning for vores egen sikkerhed, velfærd og udvikling. Ingen af de tre udfordringer kan vi løse alene – men sammen med resten af Europa kan vi – måske – vende dem til muligheder.

 

Forestillingen om, at Danmark gennem traditionel gammeldags udenrigspolitisk for alvor kan få indflydelse på verdens gang, endsige kan forsvare sine grundlæggende interesser, sikkerhed og velfærd, er i bedste fald naiv
_______

 

Mere diplomatisk aktivisme
Hov, hov, vil opmærksomme læsere måske sidde tilbage og tænke. Skulle denne artikel ikke handle om udenrigspolitik? Hvad med alle de traditionelle udenrigspolitiske områder som Mellemøsten, Syrien, Ukraine etc.? Sat på spidsen er min påstand, at denne form for udenrigspolitisk tænkning simpelthen er ved at miste sin relevans for et land som Danmark.

Forestillingen om, at Danmark gennem traditionel gammeldags udenrigspolitisk for alvor kan få indflydelse på verdens gang, endsige kan forsvare sine grundlæggende interesser, sikkerhed og velfærd, er i bedste fald naiv.

Dertil kommer, at alle de nævnte konflikter – og de fleste andre – også er hægtet op på de tre megatrends: Konflikten i Syrien startede med intern migration på grund af tørke og vandmangel – læs: klima – og det satte sammen med Det Arabiske Forår gang i en kædereaktion af modstand mod Assad. Krigene i Syrien, Yemen og Ukraine finder kun sted, fordi stormagter som Saudi-Arabien, Iran og Rusland havde nået en størrelse og styrke – såvel økonomisk som militært – der satte dem i stand til at føre proxykrige.

Jamen, hvad så med multilateralismen? Har svaret på småstaten Danmarks beskedne plads i verden ikke altid være stædigt at forfølge det multilaterale spor i FN, i NATO, i EU? Jo, og det skal det fortsat være.

Men NATO er og bør være fokuseret på den snævre militære forståelse af sikkerhed, hvor udviklingen i øjeblikket peger i retning af færre militære eventyr i Mellemøsten og mere fokus på afskrækkelse og forebyggelse af konflikter. FN kan fortsat komme til at spille en afgørende rolle i forhold til klimakampen, men er på andre vitale områder blevet handlingslammet på grund af verdens vokseværk og de tiltagende spændinger mellem verdens nye og gamle stormagter. Dertil kommer, at den traditionelle multilateralisme er under pres – ikke kun fordi populister som Trump og Orbán angriber dens institutioner, men også fordi de store samarbejder har haft svært ved at rykke lige så hurtigt som den udvikling, de skal forholde sig til.

På den ene side kan man med god ret spørge sig selv, hvilke katastrofer verden havde set, hvis ikke FN, EU og NATO havde været der til at lave damage control – fx i forhold til migrationskrisen i 2015, finanskrisen eller Ukraine. På den anden side må man erkende, at de multilaterale organisationer er tvunget i defensiven, i den forstand at de har vist sig langt bedre til at reagere over for kriser end at forebygge dem. Netop derfor bliver samarbejdet i EU så afgørende for os de kommende år, fordi det især er EU, der rent operationelt kan spille den største rolle i forhold til de tre megatrends – og gøre det på den platform af demokrati og menneskerettigheder, der er så afgørende for vores måde at leve på.

Det ville derfor være oplagt, at det danske diplomati arbejdede langt mere proaktivt på at påvirke og lægge strategier for den fælleseuropæiske udenrigstjeneste, som stadig er i sin udviklingsfase. Som bl.a. den tidligere diplomat Peter Brückner har foreslået, kunne Danmark tage udgangspunkt i de danske interesser og kompetencer, men ”med en aktivistisk udenrigspolitik, der er perspektivrig, fordi den er i sammenhæng med Europas og dens befolknings størrelse” (i Udenrigs, 2013). Oplagte områder, som Danmark kunne tage føring på: Arktis, en Marshall-plan for Afrika og klima – tre områder, hvor danske kompetencer er både kendte og anerkendte.

Det er derfor, at der er behov for en ny diplomatisk aktivisme, der udspringer fra det nationale niveau, og som gør det muligt at påvirke både andre nationer og de multilaterale fora i langt højere grad. Det siger sig selv, at det kræver både flere ressourcer til Udenrigstjenesten og udviklingsbistanden, men især kræver det et hidtil uset samspil mellem Udenrigsministeriet og alle de andre ressortministerier i Danmark.

Dansk udenrigspolitik har længe været drevet af mange andre og meget andet end den danske udenrigstjeneste. Udenrigspolitikken består også af de tusindvis af danske virksomheder, myndigheder, frivillige ildsjæle, forskere, studerende med flere, der hver dag mødes med andre landes repræsentanter og agerer uden for Danmarks grænser. Det helt store udenrigspolitiske potentiale for Danmark ligger i at tænke disse mange aktører mere strategisk og aktivistisk sammen – i lyset af de megatrends, som alle lande i verden kommer til at forholde sig til.

 

Udenrigspolitikken består også af de tusindvis af danske virksomheder, myndigheder, frivillige ildsjæle, forskere, studerende med flere, der hver dag mødes med andre landes repræsentanter og agerer uden for Danmarks grænser. Det helt store udenrigspolitiske potentiale for Danmark ligger i at tænke disse mange aktører mere strategisk og aktivistisk sammen
_______

 

Forandring kommer nedefra
Det lærte jeg på den hårde måde i 2011, hvor jeg deltog i mine første internationale klimaforhandlinger. Efter 16 timers frugtesløse forhandlinger i Durban, Sydafrika blev den sydafrikanske formand utålmodig og formanede vredt os alle til at tænke på vores fælles ansvar, vriste os fri fra de mandater, vi var blevet udstyret med hjemmefra, og nærme os et kompromis. Det fik min sidemand, en ellers tavs minister fra Congo, til at tage ordet. Han sagde én sætning, der med ét slag ændrede hele min opfattelse af politisk forandring: ”I only have my mandate!”. Han kunne jo ikke sidde og love guld og grønne skove samt CO₂-reduktioner på Congos vegne uden at have sit parlament og folk med – han kunne ikke gå længere, end hans demokratiske mandat tillod. Når jeg omvendt kunne sidde og spille grøn fandango, stod jeg jo på skuldrene af årtiers indsats i Danmark – grønne helte og klimariddere i både civilsamfund, privatsektor og politik, der har taget lederskab og bragt Danmark helt foran på grøn energi med langt størstedelen af befolkningen ombord. Så er det ikke svært at være ambitiøs ved forhandlingsbordet.

Pointen er den banale: at politisk forandring yderst sjældent kommer oppefra som én stor forkromet løsning. Den kommer nedefra i form af tusindvis af små ryk, der tilsammen skaber forandringen. Ikke som et stort, harmonisk billede, men i form af en gigantisk mosaik af bevægelse. Har man først erkendt det, forstår man også, hvor vigtigt det er at handle. Hvor enkelt man egentlig kan forstå sin etiske fordring, som Kant udtrykte det: Du skal handle, som du ønsker, andre skal handle. Det virker!

Min egen erfaring er, at denne erkendelse også fjerner handlingslammelsen, meningsløsheden og frustrationen. Den frigør energi, fordi man netop kan sætte sig selv fri gennem handling. Sig selv og andre. Det gælder også fremtidens danske udenrigspolitik. Den erkender, at politisk forandring i det 21. århundrede ikke kommer ovenfra, men nedefra. Den tager udgangspunkt i den kendte læresætning, at enhver form for internationalisme starter med at anerkende eksistensen og betydningen af det nationale niveau. Vel at mærke med ambitionen om at række ud til verden – i et frugtbart samspil, der både kan påvirke den i vores retning og gøre os selv i stand til at begribe de krav, den stiller til os. ■

 

Pointen er den banale: at politisk forandring yderst sjældent kommer oppefra som én stor forkromet løsning. Den kommer nedefra i form af tusindvis af små ryk, der tilsammen skaber forandringen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland