09.11.2019

Jordskredssejren til Alberto Fernandez ved præsidentvalget i Argentina var et klart signal om, at vælgerne havde fået nok af landets neoliberale kurs. Det var resultatet af store protestbevægelser imod IMF-lån, ulighed og nedskæringspolitik. Argentinerne viste dermed vejen for deres ligesindede i bl.a. Chile og Ecuador, som protesterer over lignende forhold.

Kronik af Markus Giessing

Månederne op til valgdagen i Argentina (den 27. oktober) havde været domineret af ét altoverskyggende emne: landets økonomiske krise. Præsident Mauricio Macris valgkampagne blev bannerført under en fastholdelse af den nuværende neoliberale kurs, som kendetegnes ved privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor, og gik under det Obama-inspirerede slogan “Sí se puede” (Ja, vi kan). Det gjorde oppositionen så meget desto mere tiltalende for millioner af argentinere, eftersom den gik til valg på løfter om et opgør med præsidentens nedskæringspolitik.

Valgresultatet gav – ikke overraskende – en klar sejr til Alberto Fernandez fra koalitionspartiet Frente de Todos, der er en sammenslutning af centrum-venstre- og venstrefløjspartier, med 48 pct. af stemmerne mod Macris 40 pct. Siden primærvalget i august har der ikke hersket megen tvivl om, at Macri ville være fortid efter valget. Som søn og arving til milliardærentreprenøren Francisco Macri, er den afgående præsident inkarnationen af den økonomiske magtelite, som mange argentinere mener beriger sig selv og de allerigeste – på bekostning af en befolkning, der oplever stigende fattigdom i et enormt ulige samfund.

I løbet af de seneste to år har Argentina bevæget sig dybere og dybere ned i en økonomisk krise, der er forværret af massiv inflation, som forventes at ramme 53 pct. ved årets udgang. Arbejdsløsheden ligger på 10,6 pct., og fattigdommen er stødt stigende. En stor del af baggrunden for den nuværende krise kan findes i præsident Macris højreorienterede tiltag siden 2015, fx privatiseringer af statsejede andele i virksomheder, fyringer af offentligt ansatte og afskaffelse af subsidier på bl.a. naturgas, elektricitet og offentlig transport, hvilket har forhøjet leveomkostningerne for mange.

Utilfredsheden med Macri-regeringens nedskæringspolitik nåede sine hidtidige højdepunkter i forbindelse med regeringens låneaftale med IMF sidste år og under G-20-topmødet i Buenos Aires nogle måneder senere. Dengang blev hundredtusindvis af demonstranterne holdt på afstand af 25.000 politibetjente, som bevogtede den 12 kilometer store afspærringszone, der omringede mødestedet.

Den udbredte armod i Argentina kan genkendes hos de protestbevægelser, der har bredt sig i regionen, bl.a. i Honduras, Haiti, Ecuador og Chile hvor politikere opråbes af utilfredse demonstranter, der protesterer nedskæringspolitik, fattigdom, korruption og ulighed.

 

Den udbredte armod i Argentina kan genkendes hos de protestbevægelser, der har bredt sig i regionen, bl.a. i Honduras, Haiti, Ecuador og Chile hvor politikere opråbes af utilfredse demonstranter, der protesterer nedskæringspolitik, fattigdom, korruption og ulighed
_______

 

Populistisk genkomst?
Den tidligere præsident, Cristina Fernandez de Kirchner, der bliver vicepræsident under Alberto Fernandez, har trukket mindst lige så megen opmærksomhed som den nyvalgte præsident. Det skyldes ikke mindst hendes to perioder som præsident (2007-2015), men også at hun er blevet brugt som et skræmmebillede på en “populistisk” genkomst, fx i Financial Times. Den venstreorienterede politiske dagsorden er blevet døbt kirchnerisme og udspringer af de to forhenværende præsidenter af navnet Kirchner, der udover at være ægtepar også var med til at definere argentinsk politik i mere end et årti. Kirchnerismen er kendetegnet ved ekspansiv finanspolitik, støtte til rettigheder for lønmodtagere, samt høje velfærdsydelser.

Økonomen Mark Weisbrot skrev i august en klumme i New York Times, hvori han hævdede, at “fra en økonomisk eller sociologisk synsvinkel er det ikke tydeligt, hvorfor kirchnerisme skulle vække frygt.” Tværtimod mener Weisbrot, at “Kirchner-regeringerne var iblandt de mest succesfulde på den vestlige halvkugle,” hvis man måler ud fra de vigtigste økonomiske og sociale parametre.

Det økonomiske kursskifte, som Nestor Kirchner introducerede, og Cristina Kirchner videreførte, gjorde en betragtelig forskel for massevis af mennesker, der blev løftet ud af fattigdom. Men Kirchner-regeringerne var langtfra ubestridte solstrålehistorier. For eksempel førte deres tiltag om øget landbrugseksport til massiv klimabelastende afskovning og forurenende udvinding som minedrift.

Roden til krisen
Umiddelbart efter primærvalget i august, der viste en føring til Fernandez på over 15 pct. ned til Macri, kunne man læse, at “frygten for populisters genkomst udløser stort fald for den argentinske valuta” på forsiden af Financial Times (Europe edition, 13.08.2019).

New York Times postulerede i en artikel den 2. september, at “da Hr. Macri overtog præsidentembedet, var Argentina præget af recession og inflation” med henvisning til forgængeren Cristina Kirchners økonomiske aftryk. Men realiteten er, at da Kirchner forlod præsidentposten kunne ni pesos veksles til en dollar. I dag koster dollaren 60 pesos. Derudover er arbejdsløsheden vokset fra 7,6 pct., da Kirchner trådte af i 2015, til 10,6 pct. i juli 2019. Men sandt er det, at hun efterlod økonomi i problemer.

 

Det er netop den økonomiske politik, som IMF kræver videreført, der er en af hovedårsagerne til landets desperation
_______

 

Ikke desto mindre må man anerkende Kirchner-regeringernes økonomiske bedrifter, bl.a. faldet i Gini-koefficienten (der er et mål for den økonomiske ulighed i et samfund) på 13 point mellem 2003-2015 ifølge data fra SECLAS og Verdensbanken. Den økonomiske vækst lå gennemsnitligt på 5,9 pct. mellem 2003-2011 ifølge en rapport fra Verdensbanken og medførte markante stigninger i indkomst for et flertal af befolkningen samt et drastisk fald i både relativ fattigdom og absolut fattigdom. Selvom væksten aftog i 2008 og frem, klarede den argentinske økonomi sig relativt bedre end flere andre lande i regionen under finanskrisen.

Siden Macris indsættelse i december 2015 er landets gæld i udenlandsk valuta vokset “fra 35 pct. af BNP i januar 2016 … til over 60 pct. af BNP i april [2018]” ifølge en rapport fra Center for Economic and Policy Research. Ifølge rapporten begik regeringen endnu en brøler, da de forsøgte at puste kunstigt liv i pesoen ved at bruge 16 milliarder dollar på at opkøbe pesos for at styrke valutaen. Dette resulterede i, at den havde mistet “52,3 pct. af dens værdi mod dollaren” i september 2018, fremgår det af rapporten.

Regeringen indgik sidste år en investeringsaftale med IMF på 56 milliarder dollar – den største i Valutafondens historie. Men pengeindsprøjtningen kom med et dyrt prisskilt, der ikke har imødekommet almindelige borgeres vanskeligheder. Det er netop den økonomiske politik, som IMF kræver videreført, der er en af hovedårsagerne til landets desperation. Det er blandt andet initiativer som skarpe besparelser på velfærdsydelser, prisstigninger og fyringer af titusindvis af offentligt ansatte. Ønsket om at stabilisere den argentinske økonomi er indiskutabelt en god ting. Det har bare ikke vist sig at være udfaldet af de finans- og pengepolitiske indgreb, som Macri-regeringen har foretaget – hverken før eller efter aftalen blev underskrevet.

 

Samtidig med, at Fernandez har vundet valget i Argentina på en anti-nedskæringsdagsorden, ser vi protester og oprørslignende tilstande i Chile. Et slogan, som har vundet frem blandt de chilenske demonstranter er “neoliberalismen opstod i Chile – og den vil dø i Chile”
_______

 

I 2018 blev de såkaldte Leliq statsobligationer introduceret som et krav fra IMF, der påstod, at det ville bremse inflationen. Det indebærer, at centralbanken sælger obligationerne til uholdbart høje renter, for at tilbagebetale statsgælden. Men mens private banker har profiteret på de høje rentesatser, har det ikke stoppet inflationen. Alberto Fernandez har meldt ud, at de penge, som staten vil spare på at nedsætte renten for obligationerne, skal bruges på at hæve pensionsudbetalingerne med 20 pct. Dette er en reaktion på Macris pensionsreform fra 2017, der nedsatte udbetalingerne og hævede pensionsalderen fra 65 til 70 år (mænd) og fra 60 til 63 år (kvinder).

Har neoliberalismen nået sin ende?
Samtidig med, at Fernandez har vundet valget i Argentina på en anti-nedskæringsdagsorden, ser vi protester og oprørslignende tilstande i Chile. Et slogan, som har vundet frem blandt de chilenske demonstranter er “neoliberalismen opstod i Chile – og den vil dø i Chile”. Demonstranterne refererer naturligvis til kuppet mod den venstreorienterede præsident Salvador Allende i 1973, hvilket ledte til Augusto Pinochets grufulde militærdiktatur (der varede indtil 1990). Det er en velkendt sag, at USA støttede kuppet mod Allende i 1973, men hvad, der er mindre kendt, er, at det var et led i et større eksperiment, som handlede om at omkalfatre Sydamerika efter neoliberalt forbillede.

Den nobelprisvindende økonom Milton Friedman var Pinochets rådgiver, og Chile var det første sted, hvor Friedman lykkedes med sin “chokbehandling” af økonomien: Privatiseringer af sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen samt nedskæringer på offentlige ydelser og dereguleringer af finansmarkedet. Denne chokbehandling blev derefter eksporteret til andre lande, herunder Argentina. I 1976 blev den venstreorienterede præsident Isabel Peron afsat og erstattet med et militærdiktatur, der myrdede eller kidnappede mindst 30.000 mennesker i løbet af de såkaldte Dirty Wars (1976-1983).

 

Selvom militærdiktaturerne for længst er forsvundet i Chile og Argentina, lever den neoliberale økonomiske politik i bedste velgående
_______

 

I sammenhæng med kuppet udtalte den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers departementschef, at“ vi er nødt til at lede efter en betydelig indsats, der kan involvere USA – i særdeleshed på det finansielle område.” Underforstået var amerikanerne interesseret i at drage økonomiske fordele gennem ‘frimarkedsreformer’, ved at være på god fod med militærstyret, som havde afsat en økonomisk nationalist i form af Peron.

Ifølge professor i politologi Judith Teichman var det “udviklingen under perioden med militærstyre (1976-83) og under præsident Alfonsin (1983-89), der lagde grundstenene” til de neoliberale politiske reformer, som strakte sig ind i årtusindskiftet. Præsident Raul Alfonsin forsøgte sig med en ekspansiv økonomisk politik, men da disse tiltag krævede yderligere gældsætning, lukkede IMF og andre investeringsbanker pengeposen. Først da Alfonsins regering omlagde kursen i overensstemmelse med IMF’s guidelines, åbnede de igen op for at udstede lån.

Selvom militærdiktaturerne for længst er forsvundet i Chile og Argentina, lever den neoliberale økonomiske politik i bedste velgående. I Argentina har den nyvalgte præsident og vicepræsident skabt håb for, at Macris neoliberale politik vil blive tilbagerullet og erstattet med en håndsrækning til de mange argentinere, der har mærket de negative konsekvenser af ‘frimarkedsreformerne’.

Men spørgsmålet er, om den nyvalgte præsident kan lede landet ud af den verserende økonomiske krise. Kirchner-regeringerne var hverken radikale eller særligt progressive sammenlignet med andre venstreorienterede regeringer i regionen, men indførte nogle afgørende reformer, der forbedrede livsvilkårene for en anseelig del af befolkning og var opportune for Kirchner-regeringernes folkelige opbakning.

 

Hvis Fernandez-regeringen lever op til deres løfter fra valgkampagnen og tilbageruller Macris politik og IMF-lånet, kan neoliberalismen blive sendt til tælling. Det folkelige mandat til at gøre netop det er massivt
_______

 

Valgets betydningr
Vinderen af søndagens præsidentvalg, Alberto Fernandez, var stabschef under Nestor Kirchner, der overtog magten i kølvandet på en enorm økonomisk krise fra 1998-2002. Selvom både Fernandez og kommende vicepræsident Cristina Kirchner har fremstillet sig selv som det progressive alternativ, er der grund til at betvivle, hvor radikale ændringer, de agter at gennemføre. Og det kan meget vel vise sig, at de aktive græsrods- og protestbevægelser er nødt til at minde den kommende regering om det på gaden. Og det gjorde de allerede få dage efter valget, da tusindvis gik på gaden for at minde politikerne om deres utilfredshed og tiltagende nød.

Krisen mellem 1998-2002 var ikke ulig med nutidens, hvor der var høj arbejdsløshed, misligholdt gæld, udbredt fattigdom og en valutakrise. På kort tid formåede Nestor Kirchner dog at få økonomien på ret kurs, og allerede to år inde i sin præsidentperiode var landets BNP på samme niveau som før krisen. Centralt for Kirchners vej ud af krisen var jobskabelse, højere lønninger og velfærdsydelser samt bedre skatteinddrivelse. Og det kan meget vel være netop den opskrift, som kan lede Argentina ud af endnu en krise, der dengang, ligesom i dag, blev skabt af neoliberale reformer.

Under sin første tale efter valget lovede Fernandez at “kæmpe mod sult og kæmpe for uddannelse, folkesundhed og arbejderes rettigheder,” rapporterede den spanske avis El País. Den økonomiske succeshistorie i 2000’erne var delvis et resultat af ekspansiv finanspolitik. Og det kan meget vel være måden at kickstarte økonomien og finde vej ud af krisen i dag, ligesom det var det efter krisen dengang.

Hvis Fernandez-regeringen lever op til deres løfter fra valgkampagnen og tilbageruller Macris politik og IMF-lånet, kan neoliberalismen blive sendt til tælling. Det folkelige mandat til at gøre netop det er massivt, hvilket formentlig betyder, at Fernandez vil skride hastigt frem. Set på den måde har Argentinerne afvist frimarkedsreformer og vist vejen for protestbevægelserne i regionen. Men dette er næppe dødsstødet for neoliberalismen i Argentina, eftersom Milton Friedmans tanker om deregulering, profitmaksimering og økonomisk ulighed har det med at blive født på ny i Latinamerika. De argentinske demonstranter er håbefulde, men ikke naive. Derfor fortsætter de med at gøre krav på forandring. ■

 

De argentinske demonstranter er håbefulde, men ikke naive. Derfor fortsætter de med at gøre krav på forandring
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland