23.04.2019

Toneangivende medier forsømmer deres demokratiske pligt til at rapportere sandheden om krisen i Venezuela. Det øger risikoen for en væbnet konflikt og bidrager til at retfærdiggøre et regimeskifte.

Af Markus Giessing

En velkendt vending lyder, at ‘krigens første offer er sandheden’. Men ofte bliver sandheden til offeret i en konflikt, længe før en mulig krig bryder ud. Dette gør sig netop gældende i Venezuela. Hvis ikke der udøves tilstrækkelig skepsis over for internationale magthaveres gøren og laden i landet, risikerer den fjerde statsmagt at være medskyldige i at legitimere ulovlig krig.

I mere end to årtier har Washington finansieret oppositionen i Venezuela, støttet det mislykkede statskup mod Hugo Chavez i 2002 og efterfølgende trænet politiske ledere i at vælte regeringen. Siden ‘den lyserøde bølge’ af venstreorienterede regeringer – anført af Chavez – skyllede hen over Sydamerika omkring årtusindskiftet, har skiftende amerikanske præsidenter forsøgt at modarbejde den – endda med stor succes. Venezuela, der er en af de sidste tilbageværende socialistiske lande på kontinentet, er nu ved at knække midt over pga. de dødbringende amerikanske sanktioner.

Strategien fra oppositionens side om at iscenesætte Juan Guaido som landets præsident er nøje tilrettelagt med hjælp fra Washington. Som rapporteret af The Washington Post, så bekendtgjorde Guaido i en telefonsamtale, at han havde brug for Washingtons støtte. Og den dramatiske situation forværres af talrige løgne om situationen, der distribueres af de agendasættende medier. Det bløde kupforsøg mod præsident Nicolas Maduro, der begyndte da Guaido udråbte sig selv til præsident den 23. januar, virker til at have mistet momentum, men der er fortsat en overhængende fare for, at en borgerkrig bryder ud, eller at en amerikansk invasion finder sted.

 

Det var i fuld overensstemmelse med både USA og EU’s holdning om valgafviklingen den 20. maj, der samlet set muliggjorde, at et fremtidig statskup kunne hvidvaskes
_______

 

“Venezuelas svindelvalg”
Dagen efter Maduros genvalg ved præsidentvalget sidste år hævdede The New York Times i en lederartikel, ‘Venezuelas svindelvalg’, at det ikke handler om “hvorvidt Maduro vandt sin anden periode fair eller ej,” men i stedet om, “hvordan man skaffer Maduro af vejen”. Præcis den samme overskrift havde Financial Times’ lederartikel allerede fire dage før valget. Bloombergs Patricia Laya skrev, at regeringen “fængslede og diskvalificerede politiske modstandere” og “tvang offentligt ansatte til at stemme” på Maduro.

14 medlemmer af Lima-Gruppen (en sammenslutning af en række Nord- og Sydamerikanske lande, som forsøger at løse Venezuela-konflikten, red.) kaldte også processen ved valget for “illegitim og utroværdig,” allerede før vælgerne var gået til stemmeboksen. Det skyldtes delvist, at oppositionen havde planlagt ikke at deltage – med undtagelse af få politikere som Henri Falcon fra partiet Avanzada Progresista, der modtog 20 pct. af stemmerne mod Maduros 67 pct. Der var dermed konsensus blandt de agendasættende medier om, at Maduros genvalg var illegitimt. Og det var i fuld overensstemmelse med både USA og EU’s holdning om valgafviklingen den 20. maj, der samlet set muliggjorde, at et fremtidig statskup kunne hvidvaskes.

En anden del af kritikken fra EU og USA gik på, at medlemmer af oppositionspartierne Voluntad Popular, Accion Democratica og Primero Justicia ikke havde fået lov til at opstille til valget. Ifølge Maduro skyldtes det at partierne boykottede kommunalvalget året forinden og flere af politikerne såsom Leopoldo Lopez var i forvejen forhindret i at opstille, grundet medvirken i voldelige protester i 2014.

Tilbage i 2012 udtalte den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter, at “ud af de 92 valg, som vi har observeret, vil jeg sige, at valgprocessen i Venezuela er den bedste i verden” med henvisning til den elektroniske stemmeprocedure, som de har karakteriseret som yderst sikker. The Carter Centre har dog ikke formelt observeret et valg i landet siden 2004. Efterfølgende har Carter Centeret afvist, at de kan tages til indtægt for en legitimering af det venezuelanske valgsystem som helhed.

Der var til gengæld andre observatører som den tidligere ecuadorianske præsident Rafael Correa, der tweetede, at valget forløb “med absolut normalitet” efter at have observeret valghandlingen ved fire valgsteder. Den forhenværende spanske premierminister Jose Luis Zapatero havde i optakten til valget forsøgt at mediere forhandlinger mellem oppositionen og regeringen, men oppositionen nægtede at underskrive aftalen, som Zapatero havde udarbejdet.

 

I øvrigt anklager de EU’s udtalelser for at være “forfalskninger af den mest skammelige slags, baseret på forlydender og ikke på beviser, hvilket er EU uværdigt,”
_______

 

Venezuelas regering havde inviteret EU-observatører til at overvære valgprocessen, men ingen repræsentanter fra Bruxelles mødte op. Til gengæld udsendte repræsentant for EU’s udenrigspolitik, Federica Mogherini, en pressemeddelelse, der kritiserede valget for ikke at leve op til “minimum af internationale standarder for en troværdig proces, ikke at respektere politisk pluralisme, demokrati, gennemsigtighed og retsstatsprincipper”.

Men i et brev til Mogherini, underskrevet af nogle af de britiske valgobservatører fra Venezuela Solidarity Campaign, UK, der rent faktisk var til stede under valgprocessen, konkluderer de, at valget “blev udført retfærdigt, at valgets omstændigheder ikke var partiske, at oprigtige irregulariteter var exceptionelt få og af uvæsentlig karakter”.

I øvrigt anklager de EU’s udtalelser for at være “forfalskninger af den mest skammelige slags, baseret på forlydender og ikke på beviser, hvilket er EU uværdigt,” skrev de i brevet til Mogherini. Og til anklagerne om, at regeringen skulle have købt sig til stemmer, afviste observatørerne at det kunne finde sted, eftersom “proceduren forhindrer enhver mulighed for at nogen kan vide, hvordan en vælger afgav sin stemme”.

USA og FN var også blevet inviteret af den venezuelanske regering til at observere valget, men blev væk. FN afviste at sende observatører efter medlemmer af oppositionen havde bedt dem om at blive væk. Trump-administrationen havde sågar truet med at sanktionere Maduros konkurrent til embedet, Henri Falcon, hvis ikke han trak sig fra valget, fortalte en anonym kilde ifølge økonomen og Venezuela-eksperten Mark Weisbrot.

 

USA og FN var også blevet inviteret af den venezuelanske regering til at observere valget, men blev væk
_______

 

Kupmagerne
Eftersom den tidligere topkandidat, den kontroversielle rigmandssøn, Leopoldo Lopez, sidder i husarrest på grund af en dom for tilskyndelse til vold – en dom som dog er blevet kritiseret af både Amnesty samt Human Rights Watch – blev Guaido kørt i stilling som oppositionens førstevalg til præsidentposten.

Da Juan Guaido i 2007 var med til at lede studenterprotester mod Chavez’ folkeafstemning om forfatningsændringer, indtrådte han for alvor på den politiske scene. Han blev senere medlem af partiet, Voluntad Popular, som Leopoldo Lopez var medstifter af, og blev efterfølgende valgt til nationalforsamlingen. Under det berygtede Guarimbas-oprør i 2014, der gik under sloganet salida (spansk for afgang), deltog Juan Guaido også og kan i en video ses bære en gasmaske og sige, at “i 2007 råbte vi ‘studenter’, nu råber vi ‘modstand’”.

Guarimbas-oprøret blev ledt af Leopoldo Lopez og Maria Machado. Lopez blev anholdt og retsforfulgt for at tilskynde demonstranterne til at begå vold. Mindst 41 personer blev dræbt i forbindelse med protesterne ifølge Human Rights Watch, herunder både chavistaer, oprørere og politifolk. Der udbrød kaos i særligt Caracas, hvor oprørerne lammede infrastrukturen med vejafspærringer, vandaliserede bygninger, belejrede hovedbygningen for den statsejede tv-kanal VTV, hvor flere journalister blev meldt overfaldet af guarimberos.

Men Lopez er ikke ude af billedet på trods af sin husarrest. Ifølge The Washington Post planlagde Guaido det bløde kup sammen med partifællen Lopez “og aktivister fra oppositionen såsom [Julio] Borges, Maria Machado og Antonio Ledezma, ved hjælp af krypterede kanaler”, fortalte The Washington Post.

Machado forsøgte også at underminere legitimiteten af Chavez, da hun ledte organisationen Sumate, der under en folkeafstemning i 2004 påstod, at præsident Chavez’ sejr på 59 pct. var et svindelnummer. Sumate henviste til det amerikanske meningsmålingsinstitut Penn, Schoen & Berland, der hævdede at Chavez havde tabt.

 

I årene 2001 til 2007 “investerede USAID og NED mere end 20 millioner dollar” i landets opposition, for at skabe “konflikt og ustabilitet” i navnet af at “fremme demokrati,”
_______

 

Oppositionens koordinerede forsøg på at undergrave valgets legitimitet faldt til jorden, da det blev blåstemplet af en lang række organisationer, herunder Organisationen af Amerikanske Stater og The Carter Centre. På trods af hendes kontroversielle arbejde med henblik på folkeafstemningen, blev Machado kaldt for “en ung forsvarer af demokratiet” af The Wall Street Journal nogle måneder senere, og mødtes personligt med George W. Bush i Det Ovale Værelse samme år.

Efter at have medstiftet og ledt Sumate i otte år valgte hun at opstille til parlamentsvalg i 2010 for Primero Justicia. Ligesom sit nye parti var hendes egen organisation, Sumate, finansieret af den amerikanske statskasse, gennem National Endowment for Democracy (NED). Det fremgår bl.a. af et dokument fra NED, at de i september 2003 bevilligede “53.400 dollar” til Sumate, som er godkendt efter aftale “mellem det amerikanske udenrigsministerium og National Endowment for Democracy”.

I årene 2001 til 2007 “investerede USAID og NED mere end 20 millioner dollar” i landets opposition, for at skabe “konflikt og ustabilitet” i navnet af at “fremme demokrati,” skriver den venezuelansk-amerikanske jurist Eva Golinger i sin bog The Chavez Code. I samarbejde med journalisten Jeremy Bigwood har Golinger fået aktindsigt i massevis af dokumenter, der bekræfter de omtalte pengedonationer.

En af de største transaktioner, som blev godkendt af USAID og administreret af deres udsending til Venezuela under programmet Office of Transition Initiatives (OTI), blev i 2002 bevilliget til underleverandøren DAI på 10 millioner dollar. Pengene skulle distribueres til NGO’er, politiske partier og medier i samarbejde med den amerikanske ambassade i Venezuela. Af en aktindsigt i USAID’s programbeskrivelse for Venezuela fremgår det, at “minimumskriteriet” for modtagerne af bevillinger var, at deres arbejde er “i overensstemmelse med amerikanske interesser og mål”.

 

Således har amerikansk politisk opbakning – samt muligvis finansiering – til oppositionspolitikere i årevis forsøgt at bane vej for statskup mod socialistiske præsidenter i Venezuela
_______

 

Alle muligheder er på bordet
Det nævnes det ofte, at hans politiske motivation stammer fra en indignation over Chavez’ socialistiske projekt, fordi præsidenten ifølge Guaido reagerede uansvarligt på en naturkatastrofe i hans hjemby Vargas i 1999, hvor 30.000 mennesker mistede livet.

Den tragiske begivenhed, og fortællingen om en præsident, der ikke tager hånd om sin befolkning, giver anledning til at sympatisere med en mand som stiler mod præsidentembedet – på trods af, at han ikke tidligere har opstillet til præsidentvalg.

Men til hvis fordel vil tilstandene blive ændret, hvis Guaido kommer til magten? I sit politiske program Plan País, som er udarbejdet i samarbejde med oppositionen i nationalforsamlingen, er der lagt op til en neoliberal omkalfatring af landets økonomi, hvilket blandt andet indebærer en ny ledelse i det statsejede oliefirma PdVSA samt et indhak i velfærdsydelser og dereguleringer. Guaido har allerede udpeget en ny bestyrelse til PdVSA og dets amerikanske datterselskab Citgo.

Udpegelsen af bestyrelsesmedlemmer i det statsejede oliefirma har tidligere udløst store sammenstød og var en af de centrale årsager til protesterne i Caracas frem mod kuppet mod Chavez i 2002. Et af Guaidos nyudpegede bestyrelsesmedlemmer, David Smolansky, var en del af studenterbevægelsen Generation 2007 og blev efterfølgende medlem af Lopez’ og Guaidos’ parti Voluntad Popular. Han er nu på flugt fra en arrestordre, der blev udstedt som følge af hans medvirken i det voldelige Guarimbas-oprør.

Derudover har økonomen Ricardo Hausmann, der er Guaidos udnævnte til Inter-American Development Bank, udtalt, at Venezuela “bør åbne olieindustrien op for private investeringer”. Hausmann var minister i 1992-93 under den neoliberale præsident Carlos Andres Sanchez, og er med til at udarbejde den økonomiske plan for Guaido, der har udmøntet sig i programmet Plan País. Programmet består af dereguleringer, privatiseringer samt nedskæringer, som det var tilfældet under Sanchez.

Den tidligere chef for FBI, Andrew McCabe, har i sin aktuelle erindringsbog, The Threat, påstået, at Trump har overvejet en invasion. I en samtale om Venezuela har Trump ifølge McCabe udtalt, at det “er landet, som vi burde gå i krig med]. De har al den olie, og de er lige ved vores bagdør.” Og den amerikanske præsident har i offentligheden udtalt, at “alle muligheder er på bordet” – også militære.

Og Washington har været inde over hele processen. Som The Washington Post har rapporteret, var planen at gøre Guaido til lederen af Voluntad Popular og derefter“ at nægte at anerkende Maduro efter hans indsættelse den 10. januar”.

Dermed var strategien fastlagt. Ifølge The Wall Street Journal mødtes USA’s udenrigsminister Mike Pompeo og Juan Guaido den 9. januar – dagen før Maduros indsættelsesceremoni. Pompeo forsikrede Guaido om, at USA ville bakke ham op i den planlagte udmelding. Således har amerikansk politisk opbakning – samt muligvis finansiering – til oppositionspolitikere i årevis forsøgt at bane vej for statskup mod socialistiske præsidenter i Venezuela.

 

Et efterhånden ikonisk billede af en vejspærring ved broen Tienditas brugt som bevis for, at Maduro forhindrede nødhjælpen i at komme ind. Men broen, der blev færdigbygget i 2016, har aldrig været åben
_______

 

Politiseret nødhjælp
I februar i år strandede en række amerikanske lastbiler fra USAID – det amerikanske statslige agentur for nødhjælp og udviklingsbistand – ved den Venezuelanske grænse. I mange medier gengives vendingen “humanitær nødhjælp,” når der henvises til lastbilerne fra USAID. Men det er ikke en præcis beskrivelse af, hvad de amerikanske lastbiler udgjorde. FN’s talsmand, Stephane Dujarric, udtalte til Reuters, at det er nødvendigt, at humanitær nødhjælp er “uafhængig af politiske, militære eller andre formål,”. Desuden blev et efterhånden ikonisk billede af en vejspærring ved broen Tienditas brugt som bevis for, at Maduro forhindrede nødhjælpen i at komme ind. Men broen, der blev færdigbygget i 2016, har aldrig været åben.

I øvrigt er det nødvendigt, at humanitær nødhjælp overleveres til landets myndigheder, og at den efterfølgende uddeles af Røde Kors. Organisationen har desuden givet udtryk for bekymringer over måden, hvorpå Trump-administrationen har valgt udelukkende at forsyne oppositionen. Dominik Stillhart, der er leder for Røde Kors’ globale operationer, udtalte at nødhjælp bør ske “med godkendelse fra myndighederne, hvem end myndighederne måtte være,” ifølge nyhedsbureauet AP.

Røde Kors opererer på nuværende tidspunkt i Venezuela i samarbejde med hospitaler, og har tilbudt deres hjælp til at uddele nødhjælp til befolkningen. Men ifølge Stillhart ønsker organisationen ikke at facilitere politiseret nødhjælp. “Vi er ikke et agentur, der implementerer for enhver donor, specielt ikke sager med en politisk tone,” fortalte han til AP. Leveringen fra USA var tiltænkt Guaido, og det er ikke den eneste form for støtte, oppositionslederen er blevet forsynet med.

Bank of England har fastfrosset en transaktion på 1.2 milliarder dollar til Venezuelas statskasse for guldeksport. Den amerikanske finansminister Steve Munchin har udtalt, at disse penges retmæssige ejermand er Juan Guaido. Efterhånden er oppositionslederens tilgængelige midler løbet op til noget nært astronomiske beløb, siden det amerikanske udenrigsministerium i slutningen af januar gav ham adgang til samtlige aktiver, som Venezuela har i amerikanske banker.

Samtidig forekommer den amerikanske såkaldte ‘nødhjælp’ aldeles sælsom, idet den tilsammen udgør ca. 200 millioner dollar. Sammenligner man det beløb med de fastfrosne milliarder i amerikanske og britiske banker eller de kvælende amerikanske sanktioner, er ‘nødhjælpen’ forsvindende beskeden.

De amerikanske sanktioner har også betydet, at livsnødvendig medicin ikke har kunnet importeres til Venezuela, hvilket sjældent rapporteres. Til gengæld har Kina for nylig leveret omkring 60 ton nødhjælp i form af medicin og andre lægemidler. Derudover har kommuner solgt dagligvarer under markedspris for at imødegå de stigende priser, og regeringen udleverer fortsat mad til fattige venezuelanere ved boder i gaderne.

 

Oppositionslederens tilgængelige midler er løbet op til noget nært astronomiske beløb, siden det amerikanske udenrigsministerium i slutningen af januar gav ham adgang til samtlige aktiver, som Venezuela har i amerikanske banker
_______

 

Brændende lastbiler
De seneste uroligheder i forbindelse med de såkaldte nødhjælpskonvojer, portrætteres som et forsøg fra regeringens side på at afskære befolkningen fra fornøden mad og medicin. Men også her er det værd at tage sine forbehold. En lastbil med ‘nødhjælp’ blev sat i brand på en bro i byen Ureña nær grænsen mellem Venezuela og Colombia den 23. februar.

Vicepræsident Mike Pence var hurtig på tasterne og tweetede, at “tyrannen i Caracas dansede, mens hans håndlangere myrdede civile og brændte mad og medicin, der var på vej til venezuelanere”. I et hav af prominente medier blev påstanden om Maduros ansvar for de brændende lastbiler gengivet. I TV-avisen 18:30 dagen derpå den 24. februar, fortalte DR, at “en lastbil [blev] stukket i brand. Ifølge øjenvidner af venezuelanske soldater”. Ritzau skrev i et telegram at “billeder viser lastbiler med medicin og mad, der bliver stukket i brand af venezuelanske sikkerhedsstyrker”.

Ansvaret blev hurtigt placeret hos soldaterne, der spærrede vejen ved enden af broen. Men efter næsten tre ugers cirkulation af historier, der anklagede sikkerhedsstyrkerne for at være bagmændene, udgav The New York Times en analyse af videomaterialet, der tydeligt viste, at “en molotovcocktail kastet af en antiregeringsdemonstrant var den mest sandsynlige udløser af branden,” der startede blot “et halvt minut senere”. Men denne konklusion kunne og burde de dog have nået tidligere, eftersom der øjeblikkeligt blev offentliggjort dokumentation, der modsagde mediernes løgne om begivenheden. Her viste et dronefoto eksempelvis, at der var betydelig afstand mellem lastbilerne og soldaterne, hvilket indikerer, at de ikke kan have forårsaget branden.

 

Med en tendentiøs dækning af krisen og en højst ukritisk tilgang til Guaidos forsøg på statskup, kommer strømafbrydelsen til at ligne regeringens eget makværk
_______

 

“Næste skridt, ingen Maduro”
Omkring klokken 17 lokal tid den 7. marts blev det meste af Venezuela mørklagt. Det skyldtes en strømafbrydelse, der forårsagede, at hovedstadens metrosystem blev sat ud af funktion, hospitaler mistede livsnødvendig adgang til strøm og det meste af samfundet blev lukket ned. Årsagen til strømsvigtet var en nedlukning af tre ud af de fem generatorer på kraftværket ved Guri Dæmningen i den østlige del af landet.

Nyheden blev hurtigt en del af fortællingen om præsident Maduros misforvaltning af landet. For eksempel kan man i The New York Times læse, at det var “resultatet af årelang dårligt lederskab og korruption,” der ledte kraftværket til bristepunktet. På trods af at regeringens forklaring, der forlyder sig på, at et cyberangreb var årsagen bag, nævnes dette nærmest udelukkende i Maduros egne pressemeddelelser. Og det er problematisk, fordi regeringens troværdighed er blevet undermineret af de selv samme medier i årevis.

Eksemplerne er mange. I en lederartikel fra august 2017 skrev NY Times, at Maduro tilhører selskabet af autokrater som Bashar al-Assad, King Jong-un og Robert Mugabe, fordi han “har sendt landet på direkte kurs mod et diktatur” efter valget samme år. Netmediet Vox har kaldt Maduro for “en langvarig diktator og international pariah”, ligesom både Berlingske, The Economist og Financial Times har kaldt ham for en “diktator”. Medieobservatøren FAIR undersøgte i 2017 en række opinionsartikler i The Washington Post, hvor det viste sig, at i samtlige af de 15 undersøgte artikler “blev holdninger, som var i nærheden af at sympatisere med præsident Nicolas Maduros regering, fuldstændig udeladt.”

Selvom ansvaret for mørklægningen ikke fuldkomment er blevet placeret hos præsident Maduro af medierne, er det i overvejende grad blevet kædet sammen med hans politik, og i fortællingen om et system ude af stand til at tage vare på sin befolkning. Med en tendentiøs dækning af krisen og en højst ukritisk tilgang til Guaidos forsøg på statskup, kommer strømafbrydelsen til at ligne regeringens eget makværk.

“Venezuela har for øjeblikket to præsidenter”, som Berlingskes korrespondent Martin Tønner skrev i januar. Denne formulering var vundet indpas i en lang række medier, der sidestiller en folkevalgt præsident med en selvbestaltet en af slagsen. Og i forlængelse af den resonans konkluderede Berlingske i en lederartikel, at “Det er godt, at USA’s præsident Donald Trump har været hurtig til at anerkende Guaido,” og tilføjer at “det er på tide at lade demokratiet tale igen.”

 

Meget tyder på, at Washington har en afgørende finger med spillet, også selvom det skulle vise sig, at USA ikke stod bag et cyberangreb
_______

 

De tragiske dødsfald i forbindelse med strømafbrydelsen giver yderligere anledning til at ønske et nyt lederskab. Hvis fokus i dækningen i højere grad blev vendt mod andre faktorer end lederskabet, såsom de kvælende amerikanske sanktioner, kunne læseren af disse medier præsenteres for en af de mest tungtvejende årsager til krisen. I stedet efterlades man med indtrykket af, at Maduro er ude af stand til at forbedre situationen, og at Juan Guaidos forsikring om, at han kan vende skuden, er overbevisende.

Men meget tyder på, at Washington har en afgørende finger med spillet, også selvom det skulle vise sig, at USA ikke stod bag et cyberangreb. For de voldsomme sanktioner rettet mod den venezuelanske olieindustri ”har påvirket Venezuelas mulighed for at importere og producere det nødvendige brændstof til de kraftværker, der kunne have ageret ‘back-up’ for Guri dæmningen,” skrev NY Times. Når det er sagt, så har landets ringe økonomiske tilstand også været medvirkende til, at risikoen for mørklægning har været forhøjet.

Tech-skribenten Kalev Leetaru hos Forbes mener, at “ideen om, at en fremmed magt manipulerer en fjendes elnet for at fremtvinge et regeringsskift, er meget virkelig”. Der er dog ikke fremlagt konkrete beviser på dette, men det ville være taktisk opportunt for amerikanerne, fordi de ikke behøver at være tilstede i landet. I forbindelse med strømsvigtet skrev udenrigsminister Mike Pompeo på Twitter: “Ingen mad. Ingen medicin. Nu heller ingen strøm. Næste skridt, ingen Maduro.”

Meget er blevet skrevet om den højspændte konflikt i Venezuela, hvor den selvudnævnte “midlertidige præsident” Juan Guaido er blevet anerkendt af omtrent 50 lande – som hovedsageligt er vestlige. Men desværre er en væsentlig del af dækningen vildledende. Det betyder, at de medier, som sætter dagsordenen (og de, der følger den), er medvirkende til at retfærdiggøre Guaidos statskup.

I sidste ende kan mediernes fordrejede dækning af krisen i Venezuela muliggøre endnu en uretmæssig krig – netop som agendasættende medier var ansvarlige for at argumentere for nødvendigheden af at invadere Irak ved at sprede usandheder om Saddam Husseins ’masseødelæggelsesvåben’. Det er derfor mediernes ansvar at rette op på den vildledende fortælling om krisen i Venezuela – før det er for sent. ■

 

I sidste ende kan mediernes fordrejede dækning af krisen i Venezuela muliggøre endnu en uretmæssig krig […] Det er derfor mediernes ansvar at rette op på den vildledende fortælling om krisen i Venezuela – før det er for sent
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt