11.12.2019

.

På ti år er ønsket om selvstændighed vokset fra et historisk stabilt niveau omkring 20 pct. til 45-50 pct. Men samtidig er andelen af borgere i Catalonien, der føler sig catalanske i modsætning til spanske, ikke steget mere end 10 pct. Støtten til uafhængighed må derfor ses som et politisk ønske snarere end et udtryk for øget nationalfølelse.

Af Mark Friis Hau

I dette efterår holdt op mod halvdelen af det catalanske samfund generalstrejke, og mellem 500.000 og en million mennesker gik i oktober på gaden i Barcelona med musik, dans, folkekøkken og fællessang. Det var nogle af de største fredelige demonstrationer i Europas historie. På samme tid som hundredtusinder af cataloniere i alle aldre har deltaget i disse demonstrationer, har der også været andre, mere voldsomme protester, hvor en mindre gruppe unge har afbrændt containere og bygget barrikader i Barcelonas gader. Billeder af kampklædte betjente, gummikugler og tåregas er gået verden rundt. Antallet af sårede under protesterne er nået op over 600, herunder flere politifolk og ikke færre end 60 journalister, der melder om at være blevet angrebet af politiet. Fire personer har mistet et øje grundet politiets brug af gummikugler, og to demonstranter og en politimand ligger på intensivafdeling med alvorlige skader.

Startskuddet til protesterne var den 14. oktober 2017, da den spanske forfatningsdomstol idømte hårde fængselsstraffe på op til 13 år til flere catalanske folkevalgte politikere, der havde organiseret en uautoriseret uafhængighedsafstemning i 2017. Heriblandt var også to ledere af nogle af de største civilsamfundsorganisationer i hele Spanien, Òmnium Cultural og ANC, der tilsammen har over 200.000 medlemmer. Vreden over disse fængselsstraffe er stor i Catalonien, da de ses som et angreb på folkestyret og retssikkerheden. Samtidig har tusinder af venstreorienterede demonstreret mod fængslingerne i andre spanske byer – herunder Madrid, Bilbao og Valencia.

Spaniens justitsminister, Dolores Delgado, har modsat sig udtrykket ’politiske fanger’ og har udtalt, at de kun er ’fængslede politikere’. Amnesty International har dog kritiseret både fængslingerne af de catalanske ledere og politivolden i Catalonien. Samtidig har det europæiske journalistforbund, støttet af dens spanske underafdeling, kritiseret, at mange journalister er blevet såret af politiet under urolighederne, og at politiet tilsyneladende går specifikt efter catalanske journalister. Europarådets menneskerettighedskommissær, Dunja Mijatović, udtrykte den 21. oktober bekymring – både over politiets vold og den indskrænkede ret til ytrings- og forsamlingsfrihed i Spanien. Samtidig har den internationale eksponering af ’den catalanske krise’ fået støtteerklæringer fra berømtheder som Joan Baez, Peter Gabriel og Noam Chomsky samt kendte systemkritikere som Edward Snowden og Julian Assange.

Protesternes mål er at åbne en dialog med regeringen i Madrid om løsrivelse eller selvstyre – og det uofficielle slogan er blevet twitterhashtagget #SpainSitandTalk. Men hvorfor er ’det catalanske spørgsmål’ så betændt, og hvorfor kan parterne ikke finde en politisk løsning på konflikten?

 

Protesternes mål er at åbne en dialog med regeringen i Madrid om løsrivelse eller selvstyre – og det uofficielle slogan er blevet twitterhashtagget #SpainSitandTalk
_______

 

Catalonien og ønsket om selvstændighed
Ca. 14 pct. af Europas befolkning – eller hele 105 millioner borgere – tilhører et historisk mindretal som eksempelvis catalonierne.

Ifølge meningsmålinger støtter to tredjedele af catalonierne en folkeafstemning om uafhængighed. Mange af disse ønsker ganske vist ikke selv at stemme for, men anerkender nødvendigheden af en offentlig og demokratisk afstemning, ligesom vi tidligere har set i Québec og Skotland. Den nationale selvbestemmelsesret er et anerkendt internationalt retsprincip indskrevet i FN-pagten, men det er omdiskuteret, om dette gælder historiske mindretal.

Catalonien har, som Spaniens andre minoriteter i Baskerlandet og i mindre grad i Galicien, altid været en hovedpine for centralregeringen i Madrid. Fire gange tidligere, i 1641, 1873, 1931 og 1934, har catalonierne proklameret en republik, og det er ikke første gang, at en spansk regering har smidt catalanske politikere i fængsel.

Catalonien var et selvstændigt hertugdømme, men blev i 1137 en del af kongeriget Aragon, der i 1492 var med til at danne Spanien. Catalonien bibeholdt dog en høj grad af selvstyre med eget sprog, justitsvæsen og parlament indtil 1714, hvor regionen gjorde oprør under Den Spanske Arvefølgekrig og blev indtaget af spanske styrker. Under den anden spanske republik i 1933 fik Catalonien selvbestemmelse, men dette blev inddraget under Francos diktatur, og catalansk sprog og kultur blev gjort forbudt fra 1939 indtil overgangen til demokrati i 1976.

I 2009 besluttede vi i rigsfællesskabet en ny selvstyreordning for Grønland, der fik retten til at overtage nye ansvarsområder, hvis selvstyret ønsker det (fx oprettelse af domstole, kriminalforsorgen og politi, ansvar for selskabs-, regnskabs- og revisorområdet, beslutninger om råstoffer, luftfart, arveret, arbejdsmiljø, finansiel regulering og endda udlændingeområdet). Vi har altså i Danmark besluttet, at det er op til mindretallet selv, hvor meget selvstyre de ønsker.

Dette står i skarp modsætning til Spanien, hvor det er centralregeringen og forfatningsdomstolen, der bestemmer, hvor meget selvstyre der kan gives, uanset hvad den folkelige opbakning i de spanske regioner måtte være. Denne spanske selvstyremodel bygger på en iboende spænding i Spanien mellem centralisering og decentralisering. Det skaber problemer. I perioden 2006-2010 blev Cataloniens nye selvstyrelov, Estatut d’Autonomia, et politisk mareridt for både catalanske og spanske regeringer. En version af selvstyreloven blev først vedtaget i det catalanske parlament, dernæst gennem en anerkendt folkeafstemning i Catalonien for derefter at blive sendt til forfatningsdomstolen af det nationalkonservative højrefløjsparti Partido Popular (PP), der mente, den var for vidtrækkende. Selvstyreloven blev kendt forfatningsstridig, bl.a. fordi der stod, at Catalonien var en nation, mens den spanske grundlov slår fast, at Catalonien er en ’nationalitet’. Dette førte til kæmpe demonstrationer af op mod én million cataloniere i 2010 og var startskuddet til den folkelige opbakning til uafhængighed, vi ser nu.

 

Historisk ønskede et flertal af catalonierne øget selvstyre, men ikke fuld uafhængighed. Dette er under forandring. På ti år er ønsket om selvstændighed vokset fra et historisk stabilt 20 pct. til omkring 45-50 pct. i dag
_______

 

Historisk ønskede et flertal af catalonierne øget selvstyre, men ikke fuld uafhængighed. Dette er under forandring. På ti år er ønsket om selvstændighed vokset fra et historisk stabilt 20 pct. til omkring 45-50 pct. i dag. Det forekommer sandsynligt, at mange cataloniere, der ellers ville have været tilfredse med øget selvstyre, i de seneste år er skiftet til at støtte fuld uafhængighed, fordi de oplever, at der mangler muligheder for at forhandle med skiftende regeringer i Madrid.

En vigtig politisk ændring i selvstændighedsbevægelsen siden 1990’erne er, at identitetsspørgsmål og etnicitet ikke længere er vigtige faktorer. Det store uafhængighedsparti ERC har fx flere toppolitikere med ikkevestlig baggrund, og deres talsmand i det spanske parlament har spansk som modersmål. Denne etnicitets-løse nationalisme har formået at skabe en bred base for mobilisering i Catalonien, og mange uafhængighedsstøtter har derfor rødder i andre dele af Spanien eller taler spansk i hjemmet. Samtidig er andelen af borgere i Catalonien, der føler sig catalanske i modsætning til spanske, ikke steget mere end 10 pct. siden 2010 fra ca. 37 pct. til 47 pct. i 2019. Eftersom støtten til uafhængighed er steget i langt højere grad i samme periode, tyder det på, at catalonierne ikke primært er drevet af øget nationalfølelse, men at uafhængighed snarere ses som et reelt politisk ønske. Dette skift til en ikkeetnisk nationalisme hænger sammen med den nuværende uafhængighedsbevægelses forbindelse til centrum-venstre-politik, og det er en stor del af forklaringen på bevægelsens succes.

Uafhængighedspartierne, der politisk går fra det yderste venstre til centrum, argumenterer for en art ’velfærds-uafhængighed’, hvor mere catalansk autonomi vil føre til øget velfærd, mindre ulighed og udbygning af offentlige kerneydelser, såsom pensioner, hospitaler, skoler og infrastruktur. Denne politiske strategi har virket særligt effektiv de sidste ti år, da en konservativ regering har siddet på magten i Spanien og gennemført store nedskæringer i offentlige ydelser. Catalanske uafhængighedspolitikere appellerer primært til centrum-venstre-vælgere, der er utilfredse med spansk højrefløjspolitik og ønsker forandring.

Spansk politik anno 2019
Samtidig med at støtten til catalansk uafhængighed er tiltaget, er der sket et skift i spansk politik, der besværliggør dialog på området. Spanske partier går nemlig i stigende grad til valg netop på spørgsmålet om Catalonien og Spaniens enhed. Dette gælder især de liberale Ciudadanos, hvis mærkesag er indskrænkning af Cataloniens selvstyre. I det seneste valg stormede også det højreekstremistiske parti Vox frem og blev valgt til det spanske parlament efter en kampagne, der fokuserede på en hårdere linje over for deres selverklærede ærkefjende Catalonien (efterfulgt af homoseksuelle, feminister, indvandrere, transkønnede og socialister). Vox er nu støtteparti for tre spanske PP-Ciudadanos-ledede regionale regeringer i Spanien og blev den helt store sejrherre ved valget den 10. november, hvor de mere end fordoblede deres mandater og blev Spaniens tredjestørste parti.

Det spanske socialdemokrati, PSOE, har tidligere støttet en føderal løsning, men partiet har nu flyttet sig og støtter ikke længere øget selvstyre til Catalonien. I den højreorienterede avis La Razón kunne man den 27. oktober 2019 læse, hvordan Spaniens socialdemokratiske indenrigsminister sammenlignede protesterne i Catalonien med ETA’s terror i Baskerlandet, der kostede 829 mennesker livet mellem 1968 og 2010.

At det socialdemokratiske PSOE melder så hårdt ud lige op til valget den 10. november, er et udtryk for et markant skift i deres politik over for Spaniens mindretal. Denne højredrejning kommer, efter at partier som Ciudadanos og Vox har høstet mange stemmer på deres hårde linje over for netop Catalonien. Spaniens nuværende premierminister, Pedro Sánchez (PSOE), har da heller ikke afholdt en pressekonference om urolighederne i Catalonien og har nægtet at mødes med den regionale selvstyreleder Quim Torra.

 

Men den catalanske konflikt skal ses som et symptom på Spaniens politiske krise snarere end årsagen
_______

 

Men den catalanske konflikt skal ses som et symptom på Spaniens politiske krise snarere end årsagen. En kliché i spansk historieskrivning er kampen mellem ’de to Spanien’er’ – det liberale og det konservative. Men faktisk er den fundamentale konflikt snarere, at der eksisterer mange versioner af landet. Der er ikke konsensus om, hvilket land det egentlig er, man bor i. For mange spaniere er Spanien en enhedsstat med én kultur, ét sprog og én nation, mens det for baskere, cataloniere og galiciere er en stat sammensat af mange folkeslag.

Denne fundamentale konflikt bliver ikke diskuteret i spansk politik og er et utrolig betændt emne, ligesom Spaniens fascistiske fortid. Under Franco var Spanien ét forenet land, minoritetssprog var forbudte, fængslinger af politiske fanger var dagligdag, og enhver kritik af regimet var forbudt. Den sidste folkevalgte catalanske selvstyrepræsident under Den Spanske Borgerkrig blev henrettet af Francos styrker, og både catalanske nationalister, republikanere og socialister endte i massegrave i hobetal. I modsætning til fx Tysklands såkaldte ’denazificering’ har Spanien aldrig gennemgået en lignende proces, og fortidens mange tabuer besværliggør dialog i nutiden. Da Francos lig endelig blev flyttet fra hans store mausoleum De Faldnes Dal den 25. oktober 2019, skete dette på samme måde, som da han blev bisat i 1976: med pomp og pragt, ministerbesøg, politihelikoptere og en stor gruppe tilhængere, der sang gamle fascistiske slagsange om Spaniens enhed. Konflikten om Spaniens mørke fortid spøger altså stadig i spansk politik og hænger sammen med de mange fundamentalt forskellige forståelser af Spanien som land.

I Madrid er de store partiers vilje til dialog reelt lig nul, da en blød linje over for Catalonien anses for at være politisk selvmord. Det eneste parti, der har kritiseret fængslingen af de catalanske politikere og opmuntret til dialog, er det venstreorienterede Podemos, der gik syv mandater tilbage ved valget den 10. november.

Den politiske krise i Spanien, der i november gik til valg for fjerde gang på fire år, sænker dermed partiernes villighed til at løbe den risiko, som en mere kompromissøgende tilgang til Catalonien indebærer, og landets forpinte fortid gør det svært at skabe et nyt og rummeligt Spanien.

Det vil være svært at finde en løsning mellem parterne, så længe de politiske partier bruger konflikten i Catalonien til at føre valgkamp. Og efter valget den 10. november er det desværre tydeligt, at de dialogsøgende partier bliver straffet af vælgerne, mens det spanske ekstreme højre har vokset sig foruroligende stort. Der er dermed ingen udsigt til hverken en stærk centralregering eller en løsning på ’det catalanske spørgsmål’ i den nære fremtid. ■

 

Det vil være svært at finde en løsning mellem parterne, så længe de politiske partier bruger konflikten i Catalonien til at føre valgkamp. Og efter valget den 10. november er det desværre tydeligt, at de dialogsøgende partier bliver straffet af vælgerne
_______

 

Mark Friis Hau (f. 1988) er antropolog og ph.d. i Europastudier fra Aarhus Universitet. Han er ekstern lektor på Københavns Universitet og forsker i europæisk identitet med særligt fokus på Skotland efter Brexit og Catalonien. Han har tidligere boet i Barcelona og Edinburgh, hvor han også har udført feltstudier. ILLUSTRATION: En skraldecontainer er sat i brand under en demonstration for catalansk uafhængighed i Barcelona, 18. oktober 2019 [foto: Matthias Oesterle/Zuma/Scanpix]

FAKTABOKS: Der bor 7,5 millioner mennesker i Catalonien, og ca. 40 pct. af disse har mindretalssproget catalansk som modersmål. Spansk er dog stadig det mest talte sprog, særligt i Barcelona, og både spansk og catalansk er officielle sprog i regionen. Ifølge Eurostat er Cataloniens BNP pr. indbygger 28.500 euro, hvilket gør Catalonien til den fjerderigeste region i Spanien. Catalonien har et BNP pr. indbygger, der ligger lige under Italiens, hvilket er under gennemsnittet i EU og er lidt over halvdelen af Danmarks. Catalonien udgør ca. 15 pct. af Spaniens befolkning, men 20 pct. af Spaniens BNP og er en vigtig økonomisk motor.
Kilde: Eurostat, Idescat