15.09.2019

”Europa har en vis autoritet i andre landes øjne, så europæiske landes ’godkendelse’ kan give legitimitet til visse kinesiske projekter og planer. Jeg tror, det er gennem denne linse, at vi skal se kinesiske forsøg på at sælge deres styreform i Vesten. Ikke for at lede til regimeskifte i fx Danmark, men for at vise, at der er et anerkendt og legitimt alternativ, der også kan give gode resultater.”

Interview med Mareike Ohlberg, forsker og analytiker ved tænketanken MERICS

Interview af Christoffer Hentzer Dausgaard

RÆSON: Over det sidste årti har vi været vidne til Kinas forsøg på at påvirke offentligheden i Vesten. I Danmark har vi set gentagne lukninger af pro-tibetanske demonstrationer samt konfiskeringer af tibetanske flag samt forsøg på at skabe et mere positivt billede af Kina ved etableringen af et Konfucius-institut ved Aalborg Universitet og ankomsten af de to pandaer, Kina for nyligt har udlejet til Københavns Zoo. Lignende sager kan ses i flere vestlige lande. I hvilken grad er disse aktiviteter forbundne? I hvilken grad skal vi se dem som en del af et generelt mønster snarere end bare isolerede sager?
OHLBERG: I meget lang tid var Europa – som mål for den slags politiske påvirkning – ikke en særlig høj prioritet for den kinesiske regering. Det var langt vigtigere at påvirke meningsdannelsen i nabolandene og i USA, som blev anset for langt mere betydningsfuld aktør på verdensscenen. Europa blev set som USA’s mindre magtfulde sidekick.

Men Europa er blevet vigtigere for Kina de seneste år. Ikke fordi kineserne forventer, at europæerne forvandler sig til ubetingede støtter af Xi Jinpings Kina med et trylleslag, men fordi der er en formodning om, at der er nogle områder, hvor Kina kan finde støtte hos europæiske lande. Derfor ser vi en optrapning af indsatsen for at overbevise europæiske regeringer om, at Kina er en ansvarlig aktør – især en mere ansvarlig aktør end USA under Trump – og at Kina er en pålidelig økonomisk allieret osv. Interessen for at udbrede dette narrativ i Europa er uden tvivl steget de seneste år, og derfor mener jeg bestemt, at de aktiviteter, du nævner, hænger sammen. Vi har set lignende forsøg på at undertrykke fx pro-tibetanske begivenheder førhen, men vi ser flere og flere af den slags sager, og det er ikke et tilfældigt sammentræf.

 

Vi har set lignende forsøg på at undertrykke fx pro-tibetanske begivenheder førhen, men vi ser flere og flere af den slags sager, og det er ikke et tilfældigt sammentræf
_______

 

RÆSON: Det kan ligne en sammenhængende, centralt administreret udenrigspolitisk propagandastrategi. Er der en topstyring af disse aktiviteter?
OHLBERG: Jeg vil mene, at der er en form for centraliseret koordinering på den helt store skala. Som jeg nævnte før, vurderer den kinesiske regering, at der er bedre chancer for at vinde europæernes hjerter end før. Samtidig har Kina mere brug for europæisk støtte strategisk set på grund af det stort anlagte Belt and Road Initiative [et globalt udviklingsinitiativ igangsat af Kina, som involverer infrastrukturinvesteringer i mere end 150 lande, red.]. Så jeg mener bestemt, at der er truffet en beslutning om denne udenrigspolitiske retning helt fra toppen af styret.

Men samtidig ville det være forkert at tro, at hver eneste aktivitet i Europa er startet med et opkald fra et centralt kontor i Beijing. De fleste ambassader ved, hvad der forventes af dem, og nogenlunde hvilken rolle de skal udfylde i landet. De har ikke nødvendigvis brug for en kommando, hver gang de handler.

Så der er mange spillere involverede. Og nogle gange ved den ene hånd ikke, hvad den anden laver. Det er et velkendt fænomen. Men når det gælder den overordnede strategi om at vinde legitimitet til en række områder, såsom Belt and Road Initiative, og styrke opfattelsen af Kina som en ansvarlig global aktør, så er det afgjort en beslutning, der er blevet taget på et centralt niveau. Så mit svar må være en blanding: Det er centralt koordineret men samtidig udført af en række aktører på en række forskellige måder.

RÆSON: Er den overordnede retning på udenrigspolitikken på det her område besluttet i toppen af styret eller er den også mere spredt ud?
OHLBERG: Hvis jeg kendte svaret på, hvem der præcis udvikler denne politik, så ville jeg tjene en del mere, end jeg gør nu! Men grundlæggende kan man sige, at det her er en ’sort boks’ – og jeg kan ikke fortælle dig nøjagtigt, om det her er præsident Xis one man show, eller om der er andre involveret. Men hvad jeg kan sige, er, at det her ikke er regeringens politik, men partiets. Regeringen og statsapparatet er mere et værktøj for partiet. Så almindeligvis udvikles politik i såkaldte ”ledende små grupper”, hvor forskellige repræsentanter går sammen fra forskellige ministerier. Mit bedste bud er, at det samme er tilfældet her.

RÆSON: Jeg vil gerne vende tilbage til din pointe om, at dette er et relativt nyt fænomen. På sit første nationale møde for propaganda og ideologi i august 2013 sagde præsident Xi, at ledere måtte finde nye måder at ”fortælle Kinas historie på og sprede Kinas stemme.” I hvor høj grad bærer denne propagandastrategi Xis personlige aftryk? Også i forhold til tidligere ledere?
OHLBERG: Det med at ville påvirke andre landes opfattelse af Kina går jo langt tilbage og har haft skiftende rationaler. I Maos tid og i 1980’erne ansås det som helt essentielt for at tiltrække udenlandske investeringer. I 1990’erne var det mere en form for nødstrategi, fordi Kina var meget isoleret internationalt efter undertrykkelsen af opstanden på Den Himmelske Freds Plads. Det blev anset som nødvendigt at ændre opfattelsen af Kina for at få andre lande til at sænke barriererne og beskæftige sig med Kina igen. Så det er bestemt ikke et nyt fænomen. Men under Xi – og måske også administrationen før ham – er det blevet en mere offensiv strategi.

 

Det er klart, at Kommunistpartiets øverste prioritet er det hjemlige publikum (…). Men under Xi har der været en realisering af, at hvad udlandet tænker om Kina, også har en indflydelse på den kinesiske befolkning
_______

 

Det er klart, at Kommunistpartiets øverste prioritet er det hjemlige publikum, altså befolkningen inden for Kinas grænser. Det er vigtigere at have dem under kontrol, fordi det i sidste ende er vigtigst, hvad de tænker. Men under Xi har der været en realisering af, at hvad udlandet tænker om Kina, også har en indflydelse på den kinesiske befolkning. Bevarelsen af legitimitet i den nationale befolknings øjne kræver et vist niveau af legitimitet i udlandet: At specifikke kinesiske initiativer opfattes som legitime, at Kommunistpartiet opfattes som legitimt, at det politiske system i Kina måske ikke er verdens bedste, men i hvert fald det bedste for Kina netop nu. Hvis du kan ændre, hvad udlændinge tænker om Kina, så vil det også påvirke, hvordan den kinesiske befolkning tænker om Kommunistpartiet. Selvfølgelig er formålet nogle gange mere specifikt at få støtte til en bestemt politik eller et bestemt initiativ. Men jeg mener, at denne idé, at udlændinge kan give Kommunistpartiet legitimitet foran sit hjemlige publikum, er blevet en vigtig del af propagandastrategien under Xi.

RÆSON: Så når den kinesiske ambassade fx truer med at trække sig ud af handelsaftaler og andre dramatiske handlinger over tilsyneladende små og symbolske sager – fx at en dansk minister skal mødes med Dalai Lama, eller at nogen vifter med et tibetansk flag – så er det også i høj grad for at signalere til befolkningen derhjemme, at partiet er villigt til at tage dramatiske midler i brug for at opretholde Kinas ære?
OHLBERG: Det er helt sikkert en del af det. Men på alle de store, sensitive emner som Tibet, Xinjiang, Taiwan og Falun Gong så er denne overreaktion – eller hvad der kan ligne en overreaktion – et tegn på, at der også er noget andet på spil. For kinesere repræsenterer de her aktører alternative og konkurrerende syn på Kina. Dalai Lama står fx for en anden version af Kina, og Taiwan er en del af et andet narrativ om Kina, og disse narrativer anses som trusler. Og derfor kommer de ud med en langt kraftigere reaktion, der fra vores perspektiv virker ude af proportioner.

RÆSON: Denne propaganda er vel ikke kun rettet mod de etnisk vestlige befolkninger, men også mod de udenlandske kinesere. Spiller disse kinesere bosat i udlandet en særlig rolle i Kinas propagandastrategi i Vesten?
OHLBERG: Kommunistpartiet anser dem som en vigtig ”ressource” i udlandet, fordi de er nemmere at påvirke, organisere og få til at adlyde partilinjen etc. Jeg mener dog, at det er vigtigt, at vi ikke begynder at se kinesere, og især kinesiske studerende her i Vesten, som Kommunistpartiets agenter. De er snarere endnu en målgruppe, som partiet forsøger at instrumentalisere. På grund af det netværk, de udgør for partiet, er det selvfølgelig nemmere at organisere dem og bruge dem til at sende budskaber gennem sociale medier og så videre, men det er stadig vigtigt at adskille det og tænke på dem som en anden målgruppe for propagandaen. Og ikke mindst som den målgruppe der er først i rækken til at blive chikaneret i udlandet.

RÆSON: Jeg vil også gerne høre nærmere om de to kinesiske pandaer i Københavns Zoo. Vi har hørt bl.a. tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard påstå [i radio, at pandaaftalen giver Danmark noget politisk kapital og nogle muligheder for at kritisere menneskerettighedsbrud i Kina og den slags. Altså at Kina vil lytte mere til danske politikere, fordi vi får et stærkere bånd…
OHLBERG: Hvordan i alverden sætter det Danmark i en bedre position til at kritisere menneskerettighedsbrud i Kina, at de har modtaget to pandaer? Det er komplet nonsens. Det er jeg ked af at sige.

 

Pandadiplomati er en gammel ting. Det er dyrt for modtagerlandet, de kan blive trukket tilbage, og i værste fald kan de bruges til at afpresse modtagerlandet under truslen om at trække dem tilbage
_______

 

RÆSON: Men det er også præcis, hvad jeg ville spørge dig om: Undervurderer vi ulemperne ved pandadiplomatiet?
OHLBERG: Okay, jeg er egentlig mere interesseret i det store billede her. Jeg vil ikke advokere for en eller anden modbevægelse mod de her pandaer; jeg er ligeglad med pandaerne. Pandadiplomati er en gammel ting. Det er dyrt for modtagerlandet, de kan blive trukket tilbage, og i værste fald kan de bruges til at afpresse modtagerlandet under truslen om at trække dem tilbage. Men jeg ser ikke nødvendigvis pandaer som den her fælde, man kommer til at træde ind i. Det er ikke et eller andet skummelt plot eller en udspekuleret fælde, hvor Kina har lokket Danmark i fælden ved at udlåne pandaerne! Det er ikke, fordi kineserne siger: ”Hvis I kritiserer os nu, så fjerner vi pandaerne!” Selvom det teknisk set er en underliggende trussel, der lurer i baggrunden. Pandaerne gives som et symbol på et nyt venskab – men med forventningen om, at venner ikke kritiserer Kommunistpartiet. Så det er mere den bløde side af kinesisk diplomati, for pandaerne er jo nuttede og gode for den zoologiske have, og det er ligesom sødt af kineserne at ville låne os dem.

Men samtidig er det dybt illusorisk at tro, at pandaerne sætter Danmark i en bedre position til at kritisere for brud på menneskerettighederne eller noget som helst andet. Tværtimod mener jeg, at det bliver sværere. Kina kommer til at tænke: ”Nu har vi været gode mod jer og givet jer pandaer. Hvorfor vil I så sige os imod?” Det er et symbol på, at Kina nu anser Danmark som en særligt tæt partner. Kritik fra Danmark vil tages mere ilde op: ”Vi har jo så god en relation, hvorfor gør I det mod os? Hvorfor vil I ikke blive ved med at udvikle vores relation?” Og så hvis danske politikere ikke bøjer sig, så viser den skarpe side af diplomatiet sig i form af mere åbenlyse trusler – ikke nødvendigvis i forhold til pandaerne, men i forhold til andre områder.

RÆSON: Et andet interessant aspekt af panda-sagen, som det har til fælles med de andre sager, er, at den har medført en større granskning og kritik af Kina især i forhold til menneskerettigheder. Med andre ord har den givet Kina dårlig presse. På den måde virker de kinesiske forsøg på at påvirke de offentlige debatter og opfattelser af Kina ofte lidt tonedøve og endda kontraproduktive. Tror du, det er noget, kineserne overser, eller er det blot en pris, de er villige til at betale nu og her, fordi de regner med at det kan betale sig på den lange bane?
OHLBERG: Jeg tror, der er en bevidsthed i Kina om det her, især om det bagslag de oplever i vestlige medier. De ved godt, at sproget ofte skyder forbi målet i de her sager, og at det ikke er særlig strategisk. De ved også godt, at når man insisterer på at få en dokumentar tilbagetrukket fra en filmfestival, så skaber det medieopmærksomhed. Men jeg tror, håbet fra den kinesiske side er, at det kan betale sig på lang sigt – især, hvis det er gjort gradvist og low key det meste af tiden og så kun mere hårdhændet lidt af tiden. Idéen er nok, at man på den lange bane får flere og flere positivt indstillet over for Kina, og at der til sidst kun er en lille gruppe af afvigere, der stadig tager den her hårdhændede tilgang ilde op. Det er en relativt langsigtet strategi, der ikke er helt uhensigtsmæssig. Mange mennesker har potentielt gavn af gode relationer med Kina. Det er vigtigt at huske på i den her sammenhæng.

 

Kommunistpartiet har en meget principiel og kompromisløs tilgang til områder, hvor der er rivaliserende identiteter til den nationale identitet, som Kommunistpartiet tilbyder
_______

 

RÆSON: Selvom det ikke som sådan ødelægger hele Kinas overordnede strategi, virker det stadig kontraproduktivt med disse hysteriske reaktioner, og strategien ville vel alt andet lige være mere succesfuld i deres fravær. Er der alligevel en mangel på forståelse for konsekvenserne her?
OHLBERG: Jeg tror godt, man kender konsekvenserne og ved, at denne hårdhændede tilgang til sensitive emner ofte giver bagslag. Der er dog også noget andet på spil, der retfærdiggør denne tilgang på bestemte områder. Kommunistpartiet har en meget principiel og kompromisløs tilgang til områder, hvor der er rivaliserende identiteter til den nationale identitet, som Kommunistpartiet tilbyder. Det gælder alt, der relaterer sig til Tibet, Xinjiangs uafhængighed, Taiwans uafhængighed og andet i den dur. De forventer, at man som kineser, og især som partimedlem, står fast på de her områder og klart kommunikerer Kommunistpartiets synspunkt – det kaldes at ’tale principielt’. Der er ikke plads til kompromiser.

Enhver, der formår at kæmpe sig op til en ambassadørpost i udlandet, har helt naturligt en følelse af, at man ’taler principielt’ på bestemte områder. Men derudover kan der være et politisk klima i partiet, der lægger pres på for, at ambassadører og embedsmænd i udlandet viser deres loyalitet ved at ’tale principielt’. De ved, hvad der forventes af dem. Så det er alt for risikabelt for en ambassadør at se gennem fingre med sager om fx tibetanske flag, selv hvis de ved, at det giver bagslag.

RÆSON: For vestlige lande er den demokratiske styreform en hovedressource for blød magtudøvelse rundt om i verden. Man ser normalt Kina som et land, der har mindre at tilbyde på den konto. Du har dog i en rapport sidste år argumenteret for, at i stedet for at holde lav profil i forhold til deres styreform er Kina nu begyndt aktivt at promovere den som et alternativ til liberalt demokrati. Hvordan gør de det, og hvor effektivt er det?
OHLBERG: De har investeret nogle penge i noget forskning, der skal vise, hvorfor ’demokrati med kinesiske karaktertræk’ er den bedste styreform. Vi så det tilbage ved en større begivenhed i marts, hvor styret begyndte at dele en masse filmklip, der promoverede den her idé om, at en stor del af den kinesiske succeshistorie er deres version af ”demokrati”.

 

Deres budskab i øjeblikket er, at liberalt demokrati resulterer i fænomener som Trump og Brexit. Og jeg tror, det potentielt er et budskab, der ræsonnerer langt bedre i Vesten
_______

 

Det er svært at se, hvordan det her narrativ skulle blive en stor succes. Men vi skal heller ikke helt afvise muligheden. Det kan godt være, at Kina har det svært med at sælge deres styreform, men de udnytter samtidig Vestens kriser til at vise svaghederne ved det liberale demokrati. Deres budskab i øjeblikket er, at liberalt demokrati resulterer i fænomener som Trump og Brexit. Og jeg tror, det potentielt er et budskab, der ræsonnerer langt bedre i Vesten. Så selvom de ikke har succes med at sælge deres styreform lige nu, så kan de stadig have stor succes med at angribe faktiske demokratier i Vesten.

Desuden er europæerne ikke nødvendigvis den vigtigste målgruppe for kinesernes forsøg på at sælge deres styreform. De ved godt, at det er dybt urealistisk at få en majoritet af europæere ombord på et nyt politisk system. Men der er mere håb, når det gælder lande med mindre etablerede demokratier. Det kan være nok blot at få en vis støtte fra europæisk side – eller måske bare et fravær af hård modstand – for at gøre Kinas styreform til en succeshistorie i andre landes øjne. Så europæiske lande har ofte en mere sekundær rolle som et middel til det overordnede mål. Så kan kineserne sige: ”Se, vores Belt and Road Initiative er legitimt, selv Italien er med på vognen!”

Europa har en vis autoritet i andre landes øjne på de her områder, så europæiske landes ’godkendelse’ kan give legitimitet til visse kinesiske projekter og planer. Jeg tror, det er gennem denne linse, at vi skal se kinesiske forsøg på at sælge deres styreform i Vesten. Ikke for at lede til regimeskifte i fx Danmark, men for at vise, at der er et anerkendt og legitimt alternativ, der også kan give gode resultater.

RÆSON: Et andet kendetegn ved Kinas propagandakampagne i Vesten er, at den er støttet af en stor finansiel generøsitet i form af store lån, investeringer, hjælpepakker og handelsaftaler – ikke mindst i forbindelse med Belt and Road-initiativet. Hvor stor en rolle spiller den kinesiske økonomi i dens indflydelseskampagne i Vesten? Og i hvor høj grad afhænger dens effektivitet af Kinas økonomiske præstationer?
OHLBERG: Jeg tror bestemt, at en del af det afhænger af økonomien og opfattelsen af, at Kinas økonomi er succesfuld. Lige for tiden oplever Kina jo problemer, hvilket er grunden til, at kineserne er så ivrige for at få positive historier ud om økonomien. Styret har faktisk lagt et større pres på journalister, der skriver om økonomien og finansverdenen, end før i tiden. Så jeg mener bestemt, andre landes opfattelser af økonomien spiller en stor rolle. Det er afgørende for støtten fra det europæiske forretningsliv og fra lande, der er eksponerede for det kinesiske marked som Tyskland og Storbritannien.

 

Min hovedbekymring handler om, at vi får uafhængig viden om Kina, som vi selv finansierer
_______

 

RÆSON: Jeg ville også gerne spørge dig om Konfucius-institutterne. Det ene institut i Danmark, som er tilknyttet Aalborg Universitet, har været i skudlinjen i danske medier og den offentlige debat ad flere omgange. Universitetet benægter, at instituttet påvirker deres undervisning om Kina generelt og om sårbare emner som Tibet og Taiwan. Så der har været nogen bekymring om, hvorvidt disse institutter er effektive bløde magtmidler for Kina, eller om de blot har en mere symbolsk betydning. Deler du denne bekymring?
OHLBERG: Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at Konfucius-institutter agerer meget forskelligt. Hvert institut vil handle meget forskelligt, afhængigt af hvor det er baseret, hvor meget de brænder for at være der og – i nogle tilfælde – det individuelle lederskab. Så de har absolut forskellige profiler. Og på nogle universiteter laver de endda ret kritiske begivenheder, fx om den Kulturelle Revolution.

Så nogle af Konfucius-institutterne er helt fine. Min hovedbekymring handler om, at vi får uafhængig viden om Kina, som vi selv finansierer. Så jeg presser mere på for en positiv agenda om, at vi investerer mere i at have kompetente mennesker og uafhængige kilder, der kan give os viden om Kina uden for institutterne. Det meste af hvad Kina laver, er del af det langsigtede projekt, der drejer sig om at skabe netværk og gøre befolkninger mere positivt stemte over for Kinas administration. Og jeg mener, Konfucius-institutter hører under det, som det meste andet.

RÆSON: Kan du uddybe den langsigtede strategi? Hvilke andre langsigtede kulturelle eller uddannelsesmæssige kanaler bruger Kina til at udøve indflydelse i Vesten?
OHLBERG: I forhold til uddannelse er det især at få samarbejdsaftaler med vestlige universiteter. Det går blandt andet ud på at få dem til at starte satellit-campusser i Kina, der opererer på kinesisk jord og derfor under kinesisk lov. Der er det gamle problem med selvcensur i forhold til langsigtede karrieremål og visa-adgang for folk, der arbejder i Kina. Der er bare bestemte emner og ting, du ikke kan sige. Så det er et stort emne.

 

Under de nuværende omstændigheder må vi også indse, at der er et mere systematisk forsøg på at ændre opfattelsen af Kina i udlandet, og at det akademiske miljø i Kina er under pres fra den kinesiske statsadministrationen lige nu
_______

 

En anden ting er det med at sætte tænketanke op på europæisk jord på vegne af det Kinesiske Akademi for Socialvidenskaber. Der er en ny én i Budapest. Grundlæggende handler det for Kina om at skabe en ny form for videnskabsmand eller ekspert i Kina, der er trænet i Kina. Samtidig er der fokus på at give unge studerende legater til at studere i Kina.

Igen: Meget af det her giver god mening, og jeg vil ikke male et eller andet skræmmebillede. Jeg mener, meget af det her er vigtig akademisk udveksling. Men under de nuværende omstændigheder må vi også indse, at der er et mere systematisk forsøg på at ændre opfattelsen af Kina i udlandet, og at det akademiske miljø i Kina er under pres fra den kinesiske statsadministrationen lige nu.

I den forbindelse mener jeg, at et af de større problemer, jeg ser i Europa, er de mange aktører, der beskæftiger sig med Kina uden den helt store viden om Kina. Så der er en form for asymmetri i information, hvor den kinesiske side ofte ved, hvem de har med at gøre, hvorimod et vestligt universitet eller en vestlig regering ikke rigtig forstår, hvem de har med at gøre. Det er et af de største problemer på den her front.

RÆSON: Så udover uddannelse, hvad er så de andre hovedelementer i den her strategi?
OHLBERG: En ting, man taler meget om, er elite capture, hvor Kommunistpartiet er meget gode til at etablere langsigtede relationer. Ikke bare på regeringsniveau men også på partiniveau. Det er ikke en overdrivelse at sige, at Kommunistpartiet går i dialog med alle partier, før de går i regering, og så har de kontakt med de her partier, når de får magten. De har kontakt med individuelle politikere, der er unge og upcoming, og så tilbyder de dem ture til Kina. De har også kontakter blandt ældre politikere, der så bliver ældre statsmænd, som kan påtage sig bestemte roller, der skubber på for bestemte kinesiske initiativer. Dem har de mange af. Så den her opbygning af langsigtede relationer er en vigtig del af den overordnede strategi – og er meget succesfuld. Kommunistpartiet er ikke kræsent i forhold til de her kontakter. Hvis der er et parti, som Kommunistpartiet ikke har en relation til, så er det faktisk en undtagelse.

RÆSON: Så når vi hører en masse bekymring om Kommunistpartiets kontakt til højrenationale partier som Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland, så er det ikke noget særligt?
OHLBERG: Nej. Der er særlig opmærksomhed omkring AfD, fordi man generelt interesserer sig for det parti. Og så er der selvfølgelig et overlap i deres kritik af den tyske regering. Kommunistpartiet har brugt flygtningekrisen til at kritisere den demokratiske styreform og påpege, hvordan demokratiske politikere sælger ud af deres land. Så de har nogle af de samme kritikpunkter som et parti som AfD. Men deres relation er ikke noget særligt. De har den samme relation til nærmest ethvert politisk parti.

 

Men det potentielt største ben i den her strategi – og de større mediehuse bliver altid vrede, når det bliver nævnt – er den langsigtede påvirkning af den redaktionelle linje i vestlige medier ved at gøre dem afhængige af det kinesiske marked
_______

 

RÆSON: Hvilken rolle spiller påvirkningen af det vestlige medielandskab? Og hvordan kommer det til udtryk?
OHLBERG: Det spiller en stadig større rolle. En del af det er at sætte nye medier op, der er ejet af Kommunistpartiet selv, i modsætning til den kinesiske stat – det er en typisk misforståelse. En anden del er underkontrakter. Det indebærer at få tilsyneladende private medier til at gentrykke indhold. Det er ret almindeligt at indsætte artikler, der er redigeret af fx China Daily, men så trykt som originalt indhold, især når det er online. Så vil der være en lille disclaimer om, at det er sponsoreret. Men hvis du ikke ved noget om Kina, og du ser noget, der hedder ’ChinaWatch’, så tænker du ikke nødvendigvis, at det er sponsoreret.

Men det potentielt største ben i den her strategi – og de større mediehuse bliver altid vrede, når det bliver nævnt – er den langsigtede påvirkning af den redaktionelle linje i vestlige medier ved at gøre dem afhængige af det kinesiske marked. Lige nu er der begrænsede muligheder for det, fordi vestlige medier ikke kan operere i Kina. Men en del af dem vil faktisk allerede nu forsøge at tilbyde specialiserede produkter til det kinesiske marked. Og når først du har det, så har du en vis magt over den redaktionelle linje. Hvilket ikke betyder, at vestlige skribenter smider al journalistisk etik ud ad vinduet, men det åbner op for, at det kinesiske styre kan udøve et mere subtilt pres for at forme den redaktionelle linje på lang sigt.

RÆSON: Her til sidst vil jeg gerne spørge dig, hvordan vi bedst svarer igen på den her kinesiske strategi. Du nævnte vigtigheden af, at Kina ikke får et monopol på viden om Kina i Vesten, og at vi har uafhængige ekspertkilder på det her område. Er der andre veje, vi bør gå? Bør vi ty til mod-propagandistiske midler?
OHLBERG: Jeg ved, at disse ting diskuteres en masse. Man taler om at slå ned på kinesiske agenter på europæisk jord. Det er også nødvendigt i tilfælde, hvor de åbenlyst chikanerer udenlandske kinesere eller bryder loven. Men det er meget svært.

Jeg foretrækker at fokusere på at styrke vores egne institutioner. Det indebærer at øge midlerne til akademisk forskning, at finde løsninger for medierne, fordi mediernes kamp for at overleve er et problem, der rækker ud over kinesernes udnyttelse. Det er et problem, der bør fikses, uafhængigt af hvad Kina har gang i. Det er faktisk, hvad der kendetegner nærmest hvert af disse problemer: Vi ville få et stærkere og bedre samfund ved at lukke disse sprækker i vores institutioner, såsom at hæve krav til transparens, have et bedre øje på civilsamfundet, sikre os, at det er sværere for politikere at gå ind og ud ad svingdøren til den private sektor osv. Jeg foretrækker at fokusere på løsninger, der styrker vores eget system og ikke på at udkonkurrere Kommunistpartiet med deres egne midler. For på en måde ville det også være en sejr for Kina, fordi det ville vise, at det, de gør, er helt legitimt. ”Se på alle de vestlige lande, de gør det samme!” Så det er en slags catch-22 for åbne samfund som vores: Enten sænker vi vores standarder eller accepterer, at Kina har en fordel. Men jeg mener bestemt, at vi skal fokusere på ting, der styrker åbenhed og transparens og slår ned på korruption og alt, hvad der foregår bag lukkede døre, frem for at blive mere som Kina. ■

 

Jeg foretrækker at fokusere på løsninger, der styrker vores eget system og ikke på at udkonkurrere Kommunistpartiet med deres egne midler. For på en måde ville det også være en sejr for Kina, fordi det ville vise, at det, de gør, er helt legitimt
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne