04.10.2019

Jo nærmere vi kommer det amerikanske præsidentvalg i 2020, desto ivrigere vil Donald Trump forsøge at klemme væsentlige indrømmelser ud af Iran, koste hvad det vil. Det går ud over det enormt skrøbelige Irak, hvis indædte genopbygningskamp saboteres af den rivalisering, de helst vil holde sig ude af.

Af Marc Bangert

Solstrålehistorier har længe været en mangelvare i Irak. Det har ganske vist også været begrænset, hvor mange gode nyheder der har været at hente i en region, hvor den ene borgerkrig ofte afføder den næste, og hvor de imaginære nationalstater, man fra Vestens side har påduttet den arabiske verden, bliver stadig mere tyndslidte under et fortsat sekterisk, politisk og ikke mindst ressourcemæssigt pres. Med et Yemen, der efterhånden er delt ind i tre snarere end i to regioner, et Hormuzstræde på nippet til at komme i kog under det iranske blus og et Syrien, der stadig bløder frit, er det let at overse Irak, der efter snart 20 års turbulens endelig kan skimte en fredelig demokratisk solopgang.

Derfor er det meget kritisk, at præsident Donald Trump – i sin iver efter at opnå en ny politisk bedrift inden præsidentvalget i 2020 – har sat sig for at knække Iran, koste hvad det vil. Selv hvis det bliver på Iraks bekostning. Trump ville med fordel have kunnet høste frugten af Bush- og Obamaadministrationernes hårde arbejde og med stolthed holde Iraks blomstrende demokrati op for de amerikanske vælgere. Desværre er præsidenten ved at hive Iraks reelle fremskridt op med roden, til skade for landets demokrati.

Ørkenstorm eller kviksand?
Da USA invaderede i Irak i 2003, var det tilsyneladende en ligefrem opgave: 1) Afsæt Saddam Hussein, der allerede på daværende tidspunkt havde knækket nakken på konfrontationen med USA under Golfkrigen 13 år tidligere, 2) stop spredningen af masseødelæggelsesvåben, og 3) indfør demokrati i en region, der alt for længe havde kravlet under despotiets åg. Alle Bush-administrationens noble intentioner til trods kostede krigen mere end 100.000 menneskeliv, hundredvis af milliarder dollars foruden de fortsat svimlende genopbygningsomkostninger og ej at forglemme USA’s gode internationale renommé. Netop som stabiliteten var begyndt at titte frem, og irakerne troede, at de kunne lægge dette tabte årti bag sig, flænsede Islamisk Stats krumsabel et kalifat på størrelse med Storbritannien ud af Irak og Syriens territorium.

At det lykkedes Irak at generobre sit eget territorium fra IS, er i sig selv gode nyheder, men at det samtidig lykkedes at bevare – og ligefrem modne – landets demokrati er nærved mirakuløst. Parlamentsvalget i 2018 markerede ikke bare Iraks fjerde fredelige magtoverdragelse, men står også som et unikt eksempel på, hvordan Iraks demokrati er ved at vokse ud af sine sekteriske konflikter. Valget af Adel Abdul-Mahdi til premierminister var resultatet af et kompromis mellem både Iraks talrige interne fraktioner og de gensidigt fjendtlige regionale spillere USA, Saudi-Arabien og Iran, der ønskede at bevare Irak i hver deres indflydelsessfære. Såfremt Mahdis regering formår at navigere gennem fremtidens talrige skær, vil det være en for Irak uvurderlig lektie i værdien af ikke-sekterisk koalitionsdannelse og parlamentarisk forhandling frem for et-partis dominans og paramilitær armvridning.

Desværre er det ikke kun Iraks institutioner, der skal genopbygges. Store dele af landet, herunder især storbyen Mosul, ligger i ruiner, og mange mennesker er internt fordrevet. Det vil utvivlsomt kræve adskillige milliarder dollars og formentlig endnu et årti, inden Iraks mange ar begynder at hele.

 

Store dele af [Irak], herunder især storbyen Mosul, ligger i ruiner, og mange mennesker er internt fordrevet. Det vil utvivlsomt kræve adskillige milliarder dollars og formentlig endnu et årti, inden Iraks mange ar begynder at hele
_______

 

Mod strømmen
Det kompliceres yderligere af, at USA, som led i den amerikanske ”maximum pressure”-strategi over for Iran, har forlangt, at Irak opnår komplet energiuafhængighed fra Iran, hvorfra Irak får omkring 40 pct. af sin energiforsyning. Irak råder selvfølgelig selv over store energiressourcer i form af både olie og især naturgas, men problemet ligger i Iraks nedslidte og forældede energinetværk, der er tæt på sammenbrud efter et årtis krig, korruption og vanrøgt. USA har udstedt adskillige 90-dages udsættelser, hvoraf den seneste udløber i oktober, men de amerikanske myndigheder har entydigt udtalt, at de ikke vil vente evigt. Derfor taler alt for, at presset efterhånden vil stige, i takt med at præsidentvalget nærmer sig.

For USA virker det logisk at slutte Irak til Golfens el-netværk, hvilket Saudi-Arabien også har opfordret til siden 2011, da de andre golflande forenede deres el-netværk. Til gengæld for Golfens elektricitet vil Saudi-Arabien få adgang til de irakiske gasforekomster og hjælpe med at udbygge infrastrukturen til optimal udnyttelse af den gas, der i dag afbrændes uden at komme nogen til gavn. Første skridt i denne proces er allerede undervejs, idet GCC-landene er gået med til at finansiere en elektricitetsforbindelse fra Kuwait til det sydlige Irak, der officielt skal sammenkoble de to regioners netværk med potentiale for fremtidige udvidelser.

En sådan løsning virker umiddelbart både elegant og gavnlig for alle parter. Lige med undtagelse af Irak selv, der kun er alt for bevidst om den risiko, denne provokation af Iran indebærer.

Iran har allerede permanent destabiliseret flere af sine nabolande. For knap et år siden udløstes voldsomme uroligheder i Basra i Irak, da strømforsyningen og dermed byens aircondition svigtede, hvilket naturligvis fik temperamenterne til at koge over i de hede septemberdage. Det kan ikke siges med sikkerhed, om dette blot var resultatet af et notorisk nedslidt og upålideligt el-net eller en kalkuleret presbold fra Irans side, men uanset hvad er begge sider pinligt bevidst om den ravage, Iran vil kunne udløse ved at slukke for kontakten. Med udsigten til gradvist at blive erstattet af saudiarabisk energieksport vil Iran formentlig udrette stor skade, fx ved en pludselig afbrydelse af landets fortsat kritiske energieksport til Iraks storbyer. At Irak ikke desto mindre har satset på Golfens elektricitet, viser om noget, hvor desperat Mahdis regering er efter at fremvise resultater til befolkningen.

Værre endnu er dog den fortsatte tilstedeværelse af de talrige iransk-støttede militser i Irak. Disse grupper er i USA’s øjne kun en smule bedre end terrorister, men for mange irakere er de noget nær folkehelte, da mange af disse militser hjalp til at fordrive IS, alene motiveret af rendyrket fædrelandskærlighed og irakisk nationalisme. Mange af disse små militser er sidenhen blevet samlet under den irakiske regerings ledelse og er nu kendt under navnet Popular Mobilization Forces (PMF). USA ønsker nu at opløse såvel PMF som andre pro-iranske militser hurtigst muligt.

 

Ikke alene skal regeringen differentiere mellem diverse tungt bevæbnede militsers loyalitetsforhold, den skal samtidig effektivt opløse disse uden at provokere Iran og dets politiske sympatisører i den irakiske regering
_______

 

Ingen demokratisk opblomstring
Mahdi-regeringen ønsker selvfølgelig også at genoprette regeringens voldsmonopol og så vidt muligt absorbere de omkring 100.000 tilbageværende PMF-styrker ind i militæret, men det vil kræve lang tid at effektuere denne proces. Ikke alene skal regeringen differentiere mellem diverse tungt bevæbnede militsers loyalitetsforhold, den skal samtidig effektivt opløse disse uden at provokere Iran og dets politiske sympatisører i den irakiske regering. De vil miste en vigtig politisk brik, hvis disse militser demobiliseres. Samtidig vil et stadig mere utålmodigt USA formentlig forsat presse regeringen til at afvæbne så mange PMF-tropper som muligt og sende dem ud af hovedstaden, da den potentielle udsigt til en iransk femte kolonne indlemmet i hæren ingenlunde vil hue amerikanerne. Mange PMF-soldater vil formentlig være aldeles vrangvillige overfor udsigten til således at blive demobiliseret og opgive deres lønnede stillinger samt deres mulighed for at profitere gennem afpresning og korruption. Med alle disse tungt bevæbnede unge mænd på færde i Bagdad kunne lunten til den politiske krudttønde næppe være kortere.

Det er dog ingenlunde kun Iran, der er aggressorerne i denne konflikt. Den 25. august blev en PMF-soldat dræbt og en anden hård såret, og flere våbendepoter og baser blev ramt i et droneangreb. Bag angrebet står formentlig Israels Benyamin Netanyahu, der efter et for ham ufordelagtigt valg nu ser hele sit politiske virke og sin personlige frihed sat på vippen og derfor har interesse i at cementere sin magtbase ved at iscenesætte sig selv som en stålsat forkæmper for Israels sikkerhed. I et interview med den russisksprogede israelske tv-station Kanal 9 svarede Netanyahu på spørgsmålet om, hvorvidt Israel om nødvendigt vil operere mod iranske mål: ”Vi opererer allerede, ikke bare om nødvendigt. Vi opererer i mange områder mod en stat, der ønsker at udslette os. Selvfølgelig giver jeg sikkerhedsstyrkerne fri hånd og instruerer dem til at gøre, hvad der er nødvendigt for at forpurre Irans planer,” udtalte Netanyahu ifølge Reuters.

Reaktionen har været et synligt brud mellem den pro-iranske PMF-faktion, der nu ønsker at opruste og endda etablere sit eget luftvåben til forsvar mod fremtidige angreb, og den populistiske irakisk-nationalistiske front ledet af Muqtada al-Sadr, der ingenlunde vil se fromt til, mens hans politiske modstandere svinger magtbalancen definitivt i deres favør. Begge parter appellerer til Iran som power-broker, hvilket giver Iran endnu en oplagt mulighed for at demonstrere den ravage, der kan slippes løs, hvis ikke Vesten eftergiver sine krav og går til forhandlingsbordet.

Både USA, Saudi-Arabien, Israel og Iran har således tilsyneladende interesse i at gøre Irak til en slagmark i deres gensidige konfrontation. Således vil premierminister Mahdi finde det stadig sværere at holde sammen på sit dybt splittede land og forhindre, at sekteriske krige igen bryder ud. Mahdi blev valgt som et kompromis mellem alle parter, og hans regering var det første oprigtige forsøg i lang tid på at forbedre den almindelige irakers levevilkår. Desværre ser stormagterne ud til at ville bruge Irak som kampplads for deres konflikter. Resultatet bliver, at landet forhindres i at gennemgå det, der kunne være blevet en demokratisk opblomstring. ■

 

Desværre ser stormagterne ud til at ville bruge Irak som kampplads for deres konflikter. Resultatet bliver, at landet forhindres i at gennemgå det, der kunne være blevet en demokratisk opblomstring
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland