31.01.2019

Det brænder på i Venezuela: Inflationen er løbet løbsk. Der er mangel på mad og medicin. Befolkningen flygter. Samtidig forsøger præsident Nicolas Maduro krampagtigt at holde fast i magten ved brug af autokratiske metoder. En forhandlet løsning ville være optimalt, men i stedet truer USA med militær intervention.

Analyse af Maiken Gelardi

BOGOTÁ – I sidste uge påbegyndte Venezuelas præsident Nicolas Maduro en ny seksårig valgperiode efter et omstridt præsidentvalg i foråret fyldt med anklager om valgfusk. Ifølge den officielle udmelding vandt Maduro valget med 68 pct. af stemmerne, men tallene er utroværdige. Man kan spørge sig selv, hvordan en leder med en popularitetsmåling på 21 pct. pludselig kan opnå hele 68 pct. af stemmerne? Der er bl.a. forlydender om, at vælgere blev tilbudt penge og madkuponer i bytte for en stemme på Maduro. Oppositionen har kaldt valget for en farce, der kun har til formål at legitimere præsident Maduros fortsatte styre. Flere oppositionsledere havde også opfordret til et boykot af valget, hvilket var medvirkende til en lav valgdeltagelse på omkring 46 pct. Hverken EU eller USA har anerkendt resultatet: Den amerikanske udenrigsminister Mike Pence har udråbt valget for at være “hverken frit eller fair”. Også Grupo Lima, som er en regional gruppe bestående af 14 nabolande, har nægtet at anerkende valget (med undtagelse af Mexico). Men hvorom alting er, sidder Maduro nu officielt på præsidentposten indtil 2025.

Desværre har han ikke begyndt sin nye præsidentperiode med bedre takter. Senest blev oppositionspolitiker og formand for parlamentet Juan Guaidó tilbageholdt af efterretningsagenter på vej til et møde. Det skete, efter Guaidó opfordrede militæret og befolkningen til at gå imod den illegale “tronraner” Maduro og i stedet støtte ham selv som midlertidig præsident af Venezuela. USA, Colombia, Brasilien og flere andre har nu anerkendt Guaidó som Venezuelas legitime præsident. Det har sat Maduro under pres og udstiller styrets manglende legitimitet. Tilbageholdelsen af Guiadó er blot ét eksempel på, hvordan Maduro undertrykker og angriber oppositionen. Oppositionslederen Leopoldo Lopez blev fængslet i 2014 og senere overført til husarrest. Der sidder han endnu. En FN-rapport udgivet af UNCHR – Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder – dokumenterer, at flere end 12.000 borgere er blevet arbitrært tilbageholdt eller arresteret siden 2014 på grund af formodede bånd til protester imod Maduro og hans regering. Flere af de tilbageholdte har været udsat for tortur, og rapporten dokumenterer flere sager om henrettelser uden rettergang. Venezuela er langt fra det latinamerikanske vidunderbarn og demokratiske forbillede, det blev profileret som i 1970’erne. I stedet er Venezuela nu en kollapset stat en route til at blive til et fuldbyrdet diktatur.

 

Venezuela er langt fra det latinamerikanske vidunderbarn og demokratiske forbillede, det blev profileret som i 1970’erne. I stedet er Venezuela nu en kollapset stat en route til at blive til et fuldbyrdet diktatur
_______

 

Økonomisk kaos og en sulten befolkning
Den politiske og demokratiske krise skal ses i sammenhæng med den dybe økonomiske krise, som landet befinder sig i. Krisen kommer efter årtier med en økonomisk politik baseret på olieindtægter fra landets enorme oliereserver. Da den tidligere præsident Hugo Chávez kom til magten i 1999, nationaliserede han store dele af den venezuelanske industri og baserede økonomien på eksport af olie. Andre sektorer såsom fødevareindustrien blev nedprioriteret, da man i stedet med fordel kunne importere disse varer med oliepengene. Der er altså kun en undseelig national produktion af fødevarer og forbrugsgoder. I stedet kommer omkring 95 pct. af landets eksportindtægter fra olie, og økonomien er derfor ekstremt sårbar over for udsving i oliepriserne. Derfor har fald i både oliepriser og olieproduktionen samt manglende investeringer i vedligeholdelse af olieplatforme og raffinaderier betydet, at det statslige olieselskab PDVSA er i enorme problemer. Selskabets direktør Manuel Quevedo har for nyligt udtalt, at der er dage, hvor selskabet slet ikke har nogen indtjening, hvilket viser omfanget af krisen.

Økonomien er kuldsejlet, og landet har nu den højeste inflation i verden. Den Internationale Valutafond estimerer, at inflationen vil overstige 10 mio. pct. i 2019! Så situationen er fuldkommen ude af kontrol, og de importerede fødevarer er nu så dyre, at store dele af befolkningen ikke har råd til dem. Der er altså ikke bare tale om en politisk krise: Befolkningen sulter.

Manglen på mad, medicin og muligheder har resulteret i en exodus fra Venezuela uden fortilfælde. Den venezuelanske befolkning har stemt med fødderne. UNCHR, FN’s Flygtningehøjkommissariat har meddelt, at antallet af venezuelanske flygtninge er over 3 mio. – det vil sige omkring 10 pct. af befolkningen. Og det er især de unge veluddannede venezuelanere, som emigrerer. Hvem er tilbage til at skabe vækst og velstand i et fremtidigt Venezuela? Afhængigt af krisens længde kan de have opbygget et nyt liv i deres nye land.

Over 1 mio. af de venezuelanske flygtninge opholder sig nu i nabolandet Colombia – og toppen er ikke nået: Der er dagligt 3-4.000 venezuelanere, som krydser grænsen til Colombia. Krisen er altså ikke længere isoleret til Venezuela, men mærkes overalt i Latinamerika. Det er en virkelighed, man dagligt bliver konfronteret med, når man på gaden i Bogotá møder de venezuelanske flygtninge, som vasker bilruder og sælger tyggegummi for at skaffe penge til aftensmaden.

 

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad løsningen er, hvis der overhovedet findes én? Der tales både om en international intervention eller et muligt militærkup. Begge dele vil være ødelæggende for landet
_______

 

Intervention eller militærkup: Hvor fører det hen?
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad løsningen er, hvis der overhovedet findes én? Der tales både om en international intervention eller et muligt militærkup. Begge dele vil være ødelæggende for landet.

En international invention er trods alt også et usandsynligt scenarie. Selvom Trump har åbnet for muligheden for “en militær løsning”, så ligger en intervention langt væk. På trods af Trumps retorik og anerkendelsen af Guaidó som den legitime præsident så har USA ikke afbrudt alle diplomatiske forbindelser til Venezuela – blandt andet på grund af amerikanske olieinteresser. Spørgsmålet er dermed, hvor meget denne anerkendelse af Guaidó egentlig betyder, og hvor meget det bare er ren retorik. Som Venezuela-ekspert David Smilde for nylig udtalte til the Guardian: “Det er én ting at sige: “Du [Maduro, red.] er illegitim”. Men hvor meget betyder det til sidst? Det ser ikke ud til, at nogen af medlemmerne fra Grupo Lima eller USA vælger at lukke deres ambassader eller afbryde de diplomatiske forbindelser”. Dog har Maduro reageret på den amerikanske anerkendelse af Guaidó ved at ville hjemsende amerikanske diplomater. Det er altså Maduro, der vil afbryde forbindelsen, og ikke USA. Vi mangler dog stadig at se, om der ligger handling bag ordene. Herudover vil det ikke være amerikanske liv, der risikeres ved en militær intervention – den risiko vil de overlade til deres allierede i Colombia. En talemåde i Colombia er: ”USA leverer våbnene, Colombia leverer de døde”.

Ifølge Smilde er det positivt med denne mere beherskede respons. En militær intervention vil være katastrofal. Ingen af lederne for de latinamerikanske naboer ønsker en regimeforandring påtvunget af udefrakommende. Det trækker for mange tråde tilbage til en tid, hvor USA og CIA stod bag adskillige militærkup i regionen; en politik med fatale følger. Med tanke på de historiske erfaringer bør amerikanerne derfor holde sig i baggrunden, da en eventuel indblanding vil give bagslag og bidrage til Maduros narrativ om den imperialistiske storebror mod nord. At indsætte et nyt styre er aldrig nemt, og det vil være både naivt og farligt at tro dette. Der vil stadig være tro støtter til Maduro, der vil modarbejde det nye styre, og interne stridigheder om, hvordan det nye styre skal se ud, vil herske. Skal Guaidó være den nye leder, bare fordi USA siger det? Ifølge en ny måling af The Washington Office on Latin America (WOLA) og den venezuelanske survey-virksomhed Dataánalisis er den venezuelanske befolkning også selv imod en militær løsning. Kun 35 pct. af de adspurgte ville støtte en international militær intervention, mens hele 54 pct. var direkte imod. Det er altså langt fra alle venezuelanere, som desperat håber på international indblanding, selvom det ofte er dette billede, der tegnes i medierne.

Et andet scenarie er et internt militærkup, hvor det venezuelanske militær vender ryggen til Maduro og selv overtager magten. Et militærkup er et mere sandsynligt scenarie end en international intervention, men indtil videre har Maduro formået at holde militærledelsen tilfredse og bevare dens loyalitet. Der er dog enkelte militærafhoppere, og den 21. januar forsøgte en gruppe på 27 angiveligt at angribe og besætte en militær bygning i landet. Som reaktion på oprøret har Maduro arresteret militærafhopperne og udtalt, at de vil føle “den fulde kraft” af lovens lange arm. Samtidig har han tilbageholdt flere civile personer, som han anklager for at sympatisere med militærafhopperne.

 

Selv et internt kup er en farlig løsning. Det rejser svære spørgsmål: Hvem skal lede landet efterfølgende? Skal Venezuela være et militærstyre eller et demokrati?
_______

 

Et militærkup er også en farlig løsning. Det kan umiddelbart fremstå som en bedre og mere ”intern” national løsning på konflikten, men det forudsætter, at kuppet ikke sker med USA og fremmede magters direkte indblanding. Det ville igen være at gentage en frygtelig historie og tale ind i Maduros antiimperialistiske narrativ. Men selv et internt kup er en farlig løsning. Det rejser svære spørgsmål: Hvem skal lede landet efterfølgende? Skal Venezuela være et militærstyre eller et demokrati? Militærjuntaer er ikke et fremmed fænomen i Latinamerika – men ikke noget kontinentet har de bedste erfaringer med. Endvidere er der store problemer med korruption i militæret, og man risikerer blot at få et korrupt og undertrykkende militærstyre i stedet. Man skal ikke tænke længere tilbage end til det arabiske forår for at se, at militærkup ikke er en problemfri løsning. Indtil videre har der ikke været tegn på, at Guaidó har militærets støtte, og det vil igen være naivt at tro, at militæret vil overdrage magten til ham uden videre. Der vil være magtkampe.

Flere eksperter anbefaler derfor i en ny WOLA-rapport, at der arbejdes for en “ikke-voldelig forhandlet tilbagetrædelse”. En løsning, som venezuelanerne også selv foretrækker ifølge rundspørgen. Denne løsning indebærer en blanding af internationalt pres i form af sanktioner samt en politisk aftale, som reducerer exit-omkostningerne for magthaverne. Men først skal Venezuelas opposition stå sammen, så der er en overgangsregering klar til at tage over. I dag består oppositionen af forskellige fraktioner, som ikke kan blive enige om vejen frem. Guaidó fremstår i medierne som den klare leder af oppositionen. Men hvorfor lige ham? Der er flere andre potentielle kandidater. Guaidó er blot kandidaten, som det internationale samfund har kastet deres kærlighed på. Det er denne type spørgsmål, der skaber problemer. Hvis der ikke er er en samlet opposition, er der ikke et legitimt alternativ til det nuværende styre. Guaidó kan dog henvise til, at han har forfatningen på sin side, da formanden for parlamentet overtager posten, hvis landet ikke har en præsident. Eftersom valget var illegitimt, er posten fri ifølge Guaidó. Man kan samtidig håbe, at den internationale omfavnelse af Guaidó kan få resten af oppositionen til at samle sig bag ham. Men det altoverskyggende stridspunkt er selvfølgelig, om Maduro overhovedet kan blive presset nok til at indgå en sådan aftale. Spørgsmålet er derfor, om en ikke-voldelig overgang er en utopi? Noget tyder desværre på, at Venezuela befinder sig en blindgyde uden nogen vej frem. ■

 

Spørgsmålet er derfor, om en ikke-voldelig overgang er en utopi? Noget tyder desværre på, at Venezuela befinder sig en blindgyde uden nogen vej frem
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden