12.08.2019

”Gælden er vokset og har aldrig været højere. I øjeblikket skylder verdens virksomheder, husholdninger og stater i alt 247.000 mia. dollars. Det er tre gange større end det globale BNP – og væsentlig mere end før finanskrisen. Og kimen til større finansielle kriser er nærmest altid privat gæld, særligt blandt husholdninger.”

I denne serie interviewer RÆSONs chefredaktion en række iagttagere om den aktuelle situation i verdensøkonomien. Dette interview er med debatredaktør på Finans, Magnus Barsøe.

RÆSON: Længe har masser af iagttagere forudset, at den igangværende vækst (som begyndte langsomt i årene efter finanskrisen) ville gå ned i gear, og nogle har advaret om risikoen for en brat nedtur. Betyder mandagens aktieuro, at det sker nu?
BARSØE: Lad os slå en ting helt fast: Der kommer med garanti en økonomisk eller finansiel krise igen. Der er intet i vores historie, der tyder på, at vi er blevet krisefri. Spørgsmålet er, hvor dyb og hvor omfattende den bliver, samt hvornår det kommer til at ske. Aktieuro er dog ikke nødvendigvis et godt pejlemærke for det præcise tidspunkt. Vi skal huske, at aktierne de fleste steder er tordnet i vejret siden finanskrisen. Det toneangivende amerikanske indeks, Dow Jones, er tredoblet siden 2009, og det andet store indeks, S&P 500, er steget endnu mere. Det danske C20-indeks er mere end firdoblet. På de niveauer skal der meget lidt til for at ryste korthuset.

RÆSON: Hvad taler for, at krisen kommer nu? Hvad taler imod?
BARSØE: USA er nu officielt inde i det længste økonomiske opsving nogensinde, så recessionen nærmer sig. Den amerikanske centralbank har netop sat renten ned. Dens argument for at gøre det var, at inflationen endnu ikke er steget tilstrækkeligt, og at rentesænkningen skulle altså være en form for præventivt angreb for at modvirke en lurende recession. De konkrete faretegn og økonomiske usikkerheder begynder også at tårne sig op: Handelskrigen mellem Kina og USA eskalerer, krise i Iran, et hårdt Brexit truer, og den italienske regering er i konflikt med sig selv og EU’s budgetbisser.

Det mest markante krisetegn kommer nok fra de hastigt faldende renter, som på alle måder er historiske. Der er nu ingen danske statsobligationer i markedet med positiv rente, hvilket aldrig er sket før. Hvis man som investor låner penge til Schweiz i 50 år, taber man med garanti penge hvert eneste år. Den globale pulje af negativt forrentede obligationer er svulmet til rekordhøje 15.000 mia. dollars. Selv lande som Grækenland og Portugal begynder at flirte med negative renter på de korteste statsobligationer. Det kan man kun tolke således, at investorerne desperat søger mod sikre havne, og at markedet direkte opfordrer politikerne til at sætte gang i offensive investeringer, der skaber vækst

 

Den største og altoverskyggende finansielle udvikling i moderne tid har være centralbankernes ultralempelige pengepolitik siden finanskrisen, og den ekstreme pengepolitik er på mange måder et svimlende eksperiment
_______

 

RÆSON: Over de senere år har verdensøkonomien ikke udviklet sig, som mange forudså (fx: Renten er forblevet lav, inflationen er udeblevet, aktiestigningerne er ikke bremset op). Hvad er det udtryk for? I årevis efter finanskrisen har centralbankerne afventet, at lønniveauet og inflationen ville stige (hvorefter man ville hæve renten). Hvorfor er det ikke sket? (Og sker det nu? Lønnen fx er steget i USA i juli)
BARSØE: Opsvinget efter finanskrisen har i vid udstrækning været opdelt i to fortællinger. I USA ramte hammeren hårdt, men politikerne fik hurtigt ryddet op i bankerne, og den amerikanske centralbank sænkede aggressivt renten. I Europa var historien helt anderledes: Politisk modvilje og manglende erkendelse af problemernes omfang har gjort, at vi 10-11 år efter finanskrisen stadig står med en ret skrøbelig banksektor. Særligt de italienske banker vakler, og en gigant som Deutsche Bank, en af verdens 20. største banker, er også fanget i en nærmest permanent krise. De negative renter har på ingen måde gavnet bankernes forretningsmodel. Tværtimod. Og det er svært at få vendt økonomien, hvis negative renter og dårlige lån tvinger store dele af finansielle sektor i knæ.

Der er en tommelfingerregel i økonomisk teori, der siger, at ledighed hænger sammen med inflation. Det vil sige, at når ledigheden falder, så stiger presset på jobmarkedet og lønningerne, hvilket slår i gennem som inflation. Denne sammenhæng har dog været overraskende svag siden finanskrisen. Lønvæksten i USA er accelereret på det seneste, men inflationen er ikke fulgt med. De fleste økonomer tolker det på den måde, at det økonomiske opsving både i USA og Europa har manglet saft og kraft. Vi kan tage Danmark som eksempel: Selvom vi officielt er et godt stykke inde i et opsving, har vi stadig 145.000 ledige danskere. I 2008 var tallet blot 92.000. Vi har næsten ingen inflation, og lønvæksten har været historisk svag de senere år. Væksten har heller ikke været prangede. Der er altså på ingen måde tale om et buldrende opsving, og der er heller ikke generelle tegn på overophedning af økonomien.

Den største og altoverskyggende finansielle udvikling i moderne tid har være centralbankernes ultralempelige pengepolitik siden finanskrisen, og den ekstreme pengepolitik er på mange måder et svimlende eksperiment, som vi ikke helt forstår konsekvenserne af. Den lempelige pengepolitik reddede formentlig Vesten fra et totalt økonomisk kollaps i finanskrisens første år – men medicinen har bivirkninger, som den egyptisk-amerikanske topøkonom Mohamed El-Erian argumenterer for i sin bog The Only Game in Town.

På den ene side stimulerer man væksten og holder hånden over gældsatte
virksomheder og husholdninger. Omvendt risikerer man at tilskynde til yderligere opbygning af gæld, som på sigt kan efterlade de vestlige økonomier i en endnu dybere vækstkrise og gøde jorden for yderligere finansiel ustabilitet. Meget tyder på, at den grænse er overskredet. Pengepolitikken har medvirket til at puste prisen på stort set alle aktiver op til svimlende højder – aktier, obligationer og ejendomme. Den globale gæld er heller ikke skrumpet. Tværtimod.

Gælden er vokset og har aldrig været højere. I øjeblikket skylder verdens virksomheder, husholdninger og stater i alt 247.000 mia. dollars. Det er tre gange større end den samlede værdi, som planetens 7,6 mia. mennesker skaber på et år – altså det globale BNP. Det er væsentlig mere end før finanskrisen, og det er netop truslen fra denne enorme gældsboble, som bankdirektør Kim Fournais fra Saxo Bank advarede imod i Berlingske forleden. Det er svært at være uenig. Forskning efter finanskrisen har også slået fast, at kimen til større finansielle kriser nærmest altid er privat gæld – særligt blandt husholdninger.

RÆSON: I nogle lande koster det penge at købe statsobligationer – med andre ord: Kunderne betaler så at sige staterne for at opbevare deres penge. Hvad er det udtryk for?
BARSØE: Investorerne søger mod en sikker havn, da truslen fra en recession tager til. Man vurderer simpelthen, at det er bedre at have penge i et likvidt aktiv, hvor risikoen for et større pludseligt værditab er begrænset i forhold til at holde penge i mere risikable aktiver som eksempelvis aktier. Samtidig er det også et desperat råb til politikerne om at sætte gang i investeringer, der stimulerer væksten. I Tyskland har man nu en negativ rente på omkring -0,5 procent. Lande som Tyskland, Danmark og Holland, der har solide statsfinanser og store overskud på betalingsbalancen, bør investere langt mere i vækst. Det er nu, at man skal slå til og investere i alle de problemer, vi ved, der kommer: Klima- og energiomstilling er de mest åbenlyse. Markedet – og Den Europæiske Centralbank – har faktisk råbt efter mere vækst i årevis. Politikerne har bare ikke lyttet.

 

Man skal for det første udnytte de lave renter og højkonjunkturen til gøre økonomien mere finansielt solid. Kræv mere egenkapital i bankene, opsplit de største monopollignende banker, udfas de afdragsfrie lån, og drop usunde rentefradraget
_______

 

RÆSON: Hvem vil nedturen ramme, hvis den kommer?
BARSØE: En økonomisk krise rammer altid det private jobmarked – typisk de svageste på kanten af arbejdsmarkedet – hårdest. Når manglen på arbejdskraft tager til, bliver dem på kanten af jobmarkedet suget ind. De er altid de første, der mister deres job igen, når nedturen rammer. Det har historisk været en god investering at have penge i boligmarkedet, men også her skal man ikke foretage alt for risikable dispositioner. Man risikerer nemt at blive fartblind og gældsætte sig til skorstenen, når renten er nul, og boligpriserne stiger.

RÆSON: Med meget lave renter er spørgsmålet: Hvad skal centralbanker og politikere – herunder i EU og Danmark – gøre, hvis nedturen sætter ind?
BARSØE: Man skal for det første udnytte de lave renter og højkonjunkturen til gøre økonomien mere finansielt solid. Kræv mere egenkapital i bankene, opsplit de største monopollignende banker, udfas de afdragsfrie lån, og drop usunde rentefradraget, der puster gældsætningen i vejret og koster omkring 17-18 mia. kr. årligt i tabt provenu.

Det forekommer mere og mere sandsynligt, at vi i Europa kommer til at tumle ind i en økonomisk krise med en negativ ECB-rente. ”Pengepolitikken er fuldstændig stendød”, som Nationalbankdirektør Lars Rohde sagde september 2018. Netop derfor er der et voksende kor af økonomer, der argumenterer for langt mere drastiske midler, når den næste krise rammer. Dels at vi satser mere på ekspansiv finanspolitik – altså investeringer i veje, klimaforbedringer, energi, tog mv. Og dels at vi forsøger det, som indtil for nylig var utænkeligt: direkte pengeoverførsler til borgerne. Når inflationen og væksten i årevis har været langt under det mål, som centralbankerne sætter sig på to procent, så bør man nemlig tage mere drastiske midler i brug. Helt konkret vil det foregå ved at centralbanken overfører et beløb til borgerne på fx 100 eller 200 euro månedligt for at sparke gang i forbruget og dermed inflationen. Det er bestemt kontroversielt, men økonomer som den tidligere britiske finanstilsynschef Adair Turner har argumenteret for det, fordi vi må erkende, at det, vi har gjort indtil nu, ikke har været synderlig effektivt. Man skal også forstå, at Den Europæiske Centralbank lige nu gør nogenlunde det samme bare for stater og virksomheder. ECB køber deres gæld for helt nyprintede penge og presser deres renter ned. Helikopterpenge vil i sidste ende være et politisk spørgsmål, da hverken Nationalbanken eller Den Europæiske Centralbank har mandat til det. ■

 

Det forekommer mere og mere sandsynligt, at vi i Europa kommer til at tumle ind i en økonomisk krise med en negativ ECB-rente
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne