06.08.2019

Præsident Trump ville være manden, der løste konflikten på Koreahalvøen. Men sidste år er længe siden.

Af Liselotte Odgaard

Siden topmødet mellem USA’s præsident, Trump, og Nordkoreas, leder Kim Jong-un, i Hanoi i Vietnam den 27. februar 2019 har de internationale medier været fulde af, hvad der ses som en forfejlet amerikansk strategi. En strategi, der ikke gør kål på Nordkoreas forsøg på at fifle sig til sikkerhedsgarantier fra USA uden at tilbyde substantielle indrømmelser vedrørende deres atomvåbenprogram. Topmødet i Hanoi endte med, at Trump udvandrede efter fire en halv times forhandlinger uden at deltage i den forberedte arbejdsfrokost.

Washington Posts kommentator Simon Denyer pegede på, at det efter topmødet stod lysende klart, at der er kæmpestor afstand mellem de to forhandlingspartnere, og at substantielle nordkoreanske indrømmelser, der indebærer en reel afnuklearisering, er lige så langt fra at være i hus, som da krisen mellem Trump og Kim Jong-un var på sit højeste. Kim Jong-un bærer ved til dette bål ved at udtale, at vi hurtigt kan være tilbage til situationen i 2017, hvor de retoriske bølger mellem Trump og Kim gik højt, og mange reelt frygtede, at der kunne udbryde krig – om ikke andet så som følge af misforståelser. For at vi ikke skal tro, at der er tale om tomme trusler, har Kim Jong-un truet med at svare igen på USA’s og Sydkoreas fortsatte militærøvelser. I starten af maj gennemførte Nordkorea to gange tests af kortdistancemissiler for at understrege, hvor let Nordkorea kan ramme Sydkorea og amerikanske soldater udstationeret på den koreanske halvø.

I mellemtiden har satellitovervågning afsløret, at Nordkorea har missilbaser, som aldrig er blevet omtalt, og Nordkorea er stadigvæk i gang med at producere atomvåben. Desuden har Pyongyang testet et nyt våben, og Nordkorea er begyndt at genopbygge et missiltestcenter, som ellers var ved at blive nedlagt. Dertil kommer kravet om, at den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, fjernes fra forhandlingerne. Kim har givet USA frem til slutningen af 2019 til at imødekomme Nordkorea så meget, at forhandlinger mellem Washington og Pyongyang kan genoptages. Den overlegne attitude anlægger et svagt regime kun over for USA, hvis det har andre stærke magter i ryggen.

 

Den overlegne attitude anlægger et svagt regime kun over for USA, hvis det har andre stærke magter i ryggen
_______

 

Som Putin ser det
Nordkoreas Kim Jong-un holdt topmøde med Ruslands præsident, Putin, i Vladivostok den 25. april 2019. Topmødet cementerede Nordkoreas tilknytning til den russisk-kinesiske duos parløb på den koreanske halvø. I forbindelse med topmødet med Kim udtalte Putin, at det for ti år siden var USA, der fik de såkaldte sekspartsforhandlinger til at bryde sammen – på trods af at en aftale var på bordet i 2005. Sekspartsforhandlingerne havde til formål at få Nordkorea til at opgive sine atomvåben, og de brød sammen, da Nordkorea udvandrede. Forhandlingerne omfattede foruden de to Korea’er USA, Rusland, Kina og Japan. I årene derefter gjorde Nordkorea betydelige fremskridt i udviklingen af atomvåben og missiler, og siden 2017 menes de at kunne ramme hele det amerikanske fastland med atomvåben.

Dengang som nu er den primære forhindring for varig fred – ifølge Nordkorea – at USA ikke er villig til at levere troværdige sikkerhedsgarantier over for Kim Jong-uns regime. Dermed udskydes den formelle afslutning på Korea-krigen, der fandt sted 1950-53 og endte med en våbenhvile, der fastholdt grænsen, som den så ud ved krigens start.

En fredsaftale vil fjerne det officielle ræsonnement bag de næsten 30.000 amerikanske tropper, der er stationeret i Sydkorea. Det vil også give Nordkorea, Rusland og Kina ammunition til at argumentere for, at USA’s militær skal væk fra den koreanske halvø – eller som minimum: USA’s strategiske våben, fx bombefly og ubåde. Af samme grund ønsker hverken USA, Sydkorea eller Japan at bevæge sig ned ad den vej. Det ville nemlig give Nordkorea mulighed for at genforene den koreanske halvø med militære midler, og den risiko har ingen af disse lande lyst til at løbe.

Dermed er det også vanskeligt at se, hvordan USA vil kunne overtale Nordkorea til at give betydelige indrømmelser på atomområdet. For uden troværdige sikkerhedsgarantier i form af en betydelig nedskalering af det amerikanske militære engagement på den koreanske halvø vil Nordkorea simpelthen ikke opgive de atomvåben, der sikrer landets overlevelse. En genstart af sekspartsforhandlingerne er i øvrigt næppe heller realistisk, eftersom Trump-administrationen – som med alle de forhandlinger, den prioriterer – insisterer på at køre forhandlingerne med Nordkorea bilateralt.

 

Den trinvise tilgang, hvor USA og Nordkorea giver noget til den anden, har hele vejen igennem været den metode, Kina og Rusland har været fortalere for
_______

 

Fiasko for: Sydkorea
Ved topmødet i april nævnte Putin en række fremtidige muligheder for økonomisk samarbejde mellem Rusland og Nord- og Sydkorea. Fx en direkte togforbindelse fra Sydkorea gennem Nordkorea med forbindelse til den transsibiriske jernbane samt muligheden for etablering af olie- og gasrørledninger og elnet. Putin understregede, at disse samarbejder kun ville kunne realiseres, når en diplomatisk løsning på konflikten mellem Nordkorea og USA foreligger, og for at nå frem til det er en gradvis afnukleariseringsproces nødvendig.

Den trinvise tilgang, hvor USA og Nordkorea giver noget til den anden, har hele vejen igennem været den metode, Kina og Rusland har været fortalere for. Det har også været den, Nordkorea har forsøgt at lægge sig op ad. Spørgsmålet er så, hvor meget begge parter skal give, og det spørgsmål er aldrig blevet præciseret.

Putin fik i sine kommentarer til topmødet antydet, hvorfor han mener, at den diplomatiske løsning udebliver: amerikansk indblanding i Sydkoreas suverænitet, der fastholder processen i et dødvande. Udtalelserne passer som fod i hose til Kim Jong-uns påstande om, at amerikansk fjendtlighed og mistillid er det, der står i vejen for afnukleariseringsprocessen.

Med sin kommentar pirker Putin til det skrøbelige amerikansk-sydkoreanske forhold, der lider under betydelig uenighed om, hvilken linje der skal lægges i forhandlingerne mellem Nordkorea og USA. USA holder hårdt på, at Nordkorea skal give betydelige indrømmelser på atomområdet, før USA kan gå med til at lempe på sanktionerne. Det tilbud, Kim Jong-un i Hanoi gav om at lukke for dele af atomforskningsstationen Yongbyon, bliver ikke anset for at være en tilstrækkelig indrømmelse. Yongbyon er et stort kompleks, der omfatter mere end 300 bygninger fordelt på cirka otte kvadratkilometer.

Sydkorea var derimod fortaler for, at USA skulle tage imod tilbuddet og lempe på sanktionerne, således at præsident Moon Jae-in kan komme i gang med en genoplivning af den såkaldte ’solskinspolitik’, der vil betyde økonomisk samarbejde og genoplivning af de mellemfolkelige relationer mellem Nord- og Sydkorea.

USA’s manglende vilje til at lempe på sanktionerne betyder, at Sydkorea og præsident Moon står som de store tabere efter topmødet i Hanoi. Moons popularitet på hjemmefronten har netop været båret af hans løfter om at kunne skabe varige forbedringer i forholdet mellem Nord og Syd, og disse løfter ser nu ud til at falde på gulvet med kun et år til det sydkoreanske parlamentsvalg. Det styrker den konservative oppositions argument: at Nordkoreas plan fortsat er en indlemmelse af Sydkorea i Kim Jong-uns regime, om nødvendigt med brug af militære midler, og at en fredsaftale blot vil bringe det nordkoreanske styre tættere på dette mål. Putins udtalelser rammer lige ned i dette åbne sår i forholdet mellem Seoul og Washington.

Det passer til gengæld godt til Japans dagsorden. Premierminister Abes besøg i USA 26.- 27. april gav japanerne lejlighed til – endnu en gang – at argumentere for, at Trump skal fastholde den hårde kurs over for Nordkorea. Samtidig har Japan foreslået et bilateralt topmøde med Pyongyang for at få Nordkorea til at frigive de japanere, der blev bortført i 1950’erne og 60’erne for at uddanne nordkoreanske spioner. Officielt har Nordkorea blankt afvist at mødes med Japan, med henvisning til at Tokyo ikke har ændret på sin hårde kurs over for Nordkorea.

 

Nordkoreas regime kan nemlig fortsætte med at udbygge sit atomvåben- og missilprogram, så længe Kina og Rusland støtter Nordkorea økonomisk. Der har aldrig været tale om en reel overholdelse af sanktionerne fra de to store naboers side
_______

 

Succes for: det russisk-kinesiske parløb
Putin sagde også, at det vil være uklogt at satse på en aftale, der kun omfatter USA samt Nord-og Sydkorea. Ifølge ham er Rusland og Kina uomgængelige partnere i sådan en aftale. Selvom det ikke betyder en genstart af sekspartsforhandlingerne, peger Putin på nødvendigheden af en eller anden form for internationalisering af forhandlingsprocessen, såfremt USA og Nordkorea når frem til en aftale. Og det har Putin helt ret i.

Nordkoreas regime kan nemlig fortsætte med at udbygge sit atomvåben- og missilprogram, så længe Kina og Rusland støtter Nordkorea økonomisk. Der har aldrig været tale om en reel overholdelse af sanktionerne fra de to store naboers side. Enhver besøgende ved grænsen mellem Nordkorea og Kina har kunnet forvisse sig om, at der er betydelig økonomisk interaktion mellem de to lande til lands. Til søs har USA beslaglagt flere skibe, der overtræder sanktionerne, og det er som oftest vanskeligt at spore, hvilke aktører der har været involveret i sanktionsbruddene. Efter sammenbruddet i forhandlingerne i Hanoi er det helt åbenlyst, at Moskva og Beijing mangler vilje til at opretholde sanktionerne. Uofficielt bliver nordkoreansk kul ekspederet gennem Ruslands fjernøstlige havne og videre ud på det internationale marked, og russerne fortsætter med at sælge nordkoreansk olie. Desuden er der stadig ca. 10.000 nordkoreanske gæstearbejdere i det russiske Fjernøstens byggeindustri, der tjener hård valuta hjem til regimet, og Putin udtalte ved topmødet i Vladivostok, at de får lov til at blive.

Det succesrige parløb mellem Rusland og Kina hviler på russernes accept af, at Kina spiller førsteviolin i spørgsmålet om den koreanske halvøs fremtid. Til gengæld har Beijing givet Moskva en række diplomatiske sejre som den i Vladivostok.

Men topmødet kommer på et tidspunkt, hvor Kina prioriterer handelsforhandlinger med USA og ikke har lyst til at kaste grus i det maskineri ved åbenlys opbakning til Kim Jong-un. Derfor er bolden p.t. spillet videre til Putin, og topmødet viste, at Rusland ligesom Kina bakker op om Nordkorea, og at USA derfor må tage både Moskva og Beijing i ed.

Til gengæld sluttede Vladivostok-mødet uden et slutdokument. Det viser, at Moskva ikke har tænkt sig at overtage den diplomatiske førertrøje fra Beijing.

Hvad med USA? For tiden fokuserer Trump – ligesom Kina – på handelskrigen mellem Washington og Beijing. Det tager lidt af opmærksomheden væk fra den koreanske halvø, men det ændrer ikke synderligt på de involverede landes Nordkorea-politik. Kina deler i realiteten Nordkoreas opfattelse af, at en afnuklearisering ikke blot omfatter Nordkorea, men også vil kræve, at Sydkoreas missilforsvar skal fjernes, og allerhelst skal der gennemføres en fredsslutning, der helt fjerner amerikansk militær fra den koreanske halvø. Sydkorea presser på for at få endnu et topmøde mellem Trump og Kim, men det kræver, at Nordkorea tilbyder USA flere indrømmelser på det atomare område. Om han får det, må tiden vise. Indtil da betyder den nordkoreanske afhængighed af Moskva og Beijing, at Kim kan blive nødt til at forholde sig nogenlunde i ro. Dette forstærkes af, at der er hungersnød i Nordkorea og akut behov for fødevarehjælp. Sydkorea har allerede besluttet at sende fødevarehjælp til en værdi af 8 mio. dollars til Nordkorea. Humanitær bistand er ikke omfattet af sanktioner, og politisk kan Sydkorea bruge hjælpen som middel til at lokke Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet.

Historisk har gulerodsmetoden med at overføre humanitær bistand ikke haft den store effekt. Nordkorea har da heller ikke uddelt mange roser til Seoul for hjælpen. Spillet handler om Nordkoreas regimes overlevelse, og her vil våben, der kan beskytte Nordkorea mod et amerikansk angreb, altid have førsteprioritet, medmindre der kan findes en løsning, der forsikrer Nordkorea om, at USA ikke vil bruge militære midler for at løse konflikten. Men i det mindste er der forholdsvis roligt nu på den koreanske halvø. Dermed har de fire regionale stormagter trods alt opnået en stabilisering af spændingerne omkring den koreanske halvø – langt at foretrække for den situation, man havde for lidt over et år siden. Og USA har gode grunde til at tro, at Rusland og Kina – selvom de vil holde liv i Kim Jong-uns regime – næppe accepterer en tilbagevenden til det høje spændingsniveau fra 2017 med nordkoreanske tests af langdistancemissiler og atomprøvesprængninger. ■

 

Spillet handler om Nordkoreas regimes overlevelse, og her vil våben, der kan beskytte Nordkorea mod et amerikansk angreb, altid have førsteprioritet
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden