20.02.2019

.

Tillad mig at sætte tingene på spidsen: Regeringens talentstrategi er ikke meget mere værd end det papir, den er skrevet på. I stedet bør vi investere i stærke undervisnings- og forskningsmiljøer, hvor de mest talentfulde så kan få mest muligt ansvar så tidligt som muligt.

Kronik af Lene Tanggaard

Regeringen har for nylig lanceret en talentstrategi på skole- og uddannelsesområdet. Det er værd at bemærke: Vi stræber kort sagt ikke længere efter lige muligheder for alle i skolen, men efter det unikke. Et historisk egalitært skolesyn erstattes af en elitær bestræbelse.

”Vi er alle individualister”, som det lød i Monty Python-klassikeren ”Life of Brian”. ”Nuvel, det er jeg ikke”, var der kun en blandt publikum, der turde at sige. På samme vis vil jeg i det følgende tillade mig at forsøge at dæmpe begejstringen for talentstrategier på skole- og uddannelsesområdet. Jeg har ikke noget imod talent, men en bestandig italesættelse af talent er for mig at se mest et dække over, at vi savner en reel indsats for at opbygge miljøer på vores skoler og uddannelser, hvor man faktisk kan blive dygtig. I det forgange år har jeg publiceret to forskningsrapporter om talentudvikling. I begge undersøgelser går det igen, at talent defineres som en særlig ihærdighed, en indsigt eller et engagement på et område. Talent er noget, som ledere og undervisere lægger mærke til. De hæfter sig ikke så meget ved rå evner, men først og fremmet ved en vurdering af flid, vilje til at arbejde med et eventuelt talent og et mod til at lære.

Det viste sig også, at talenter indimellem først viser sig, når man engageres i en opgave, som man er motiveret for. Nogle skal bogstaveligt talt flyttes fra en opgave til en anden for, at deres talent viser sig. Andre skal modnes, inden de selv og andre får øje på det, de kan. Det er nemlig ret uinteressant med rå evner, som ikke bliver udfoldet. Den internationale forskning i talentudvikling, som vi konsulterede undervejs, lærte os, at investeringen i stærke miljøer vil trække både de dygtigste og de helt almindelige op på et højere niveau. Talentudvikling skal integreres i en organisations øvrige virke, for her kan talenterne bidrage meget mere, end vi måske tror.

I stedet for talentstrategier bør man derfor efter min opfattelse investere mere substantielt i stærke undervisnings- og forskningsmiljøer, hvor de mest talentfulde så kan få mest muligt ansvar så tidligt som muligt. Derudover er jeg alvorligt bekymret for, at den lancerede strategi vender forkert – eller under alle omstændigheder vil kunne tolkes sådan. I stedet for at isolere de stærkeste, som en talentstrategi nok desværre lægger op til, så vil det give meget mere effekt for samfundskronerne at sørge for, at så mange som muligt får adgang til at lære af de bedste. Det vender altså forkert, når man ser på talentet frem for på opbygningen af stærke skole- og uddannelsesmiljøer. Derudover slører talentstrategien for en manglende politisk investeringsvilje i skole og uddannelse over en bred kam, ligesom den vil indebære en risiko for, at de dygtigste fikseres i deres eget eventuelle talent alt for tidligt.

 

I stedet for talentstrategier bør man derfor efter min opfattelse investere mere substantielt i stærke undervisnings- og forskningsmiljøer, hvor de mest talentfulde så kan få mest muligt ansvar så tidligt som muligt
_______

 

Hvad talent skal forløse
”Det skal være lige så sejt at være god til et fag som at være god til fodbold”, sagde undervisningsministeren, da hun var med til at lancere den nye talentstrategi. En enhed i undervisningsministeriet skal lave en national talentstrategi. Undervisningsministeren ser gerne, at flere danske grundskoleelever præsterer i top i PISA-målingerne i naturfag og læsning. Forsknings- og innovationsministeren lancerede samtidig et talentprogram på de videregående uddannelser målrettet de dygtigste 2 pct. af de studerende med såkaldte ekstraordinære evner og topmotivation. Baggrunden er, at de videregående uddannelser aldrig har optaget flere studerende. Man er nervøs for middelmådigheden, når de videregående uddannelser bliver for folkelig. Som om det trækker ned at være sammen med de almindeligt motiverede.

Argumenterne for en talentindsats er antagelser om, at det ikke duer at skulle bruge tid på at forklare de mest basale begreber. Talenterne har brug for at komme i dybden med de sværeste dele af en teori. Derudover har lektorerne og professorerne mindre tid per studerende, og derfor bruger de naturligvis også mindre tid på de dygtigste studerende. Men har man egentlig undersøgt, om det er tilfældet? Det kunne jo også være, at talenterne kan lære noget af at forklare teorier til de andre, og så vidt jeg ved, bruger vi meget tid på de dygtigste. De skal nok sørge for at melde sig på banen. De 2 pct. svarer vel egentlig meget godt til dem, vi allerede nu rekrutterer ind i Ph.d.-forløb eller ansætter som studentermedhjælpere undervejs i studiet. Vi har faktisk allerede et velfungerende talentarbejde på de videregående uddannelser. Der er ofte en rekrutteringsfase allerede på kandidatstudiet, hvor de potentielle Ph.d.-studerende langsomt sluses ind i fx et forskningsmiljø, ligesom man uden problemer kan deltage i offentlige forelæsninger på flere andre studier end ens eget. Vi forbyder heller ikke studerende at læse ud over pensum.

Så hvorfor er jeg skeptisk? Det kan forklares ret enkelt på grundskoleområdet. Hvis man fjerner den stadigt eksisterende overstyring af skolen og i øvrigt investerer i, at alle børn går på en skole med nære, stabile lærerkræfter, omsorgsfulde pædagoger til at hjælpe med det sociale, og giver lærerne tid til at forberede højkvalitetsundervisning, så skal I bare se talenterne blomstre. Ud over det er der ikke noget, der tyder på, at vi allerede i 2. eller for så vidt 8. klasse kan se den kommende Eske Willerslev eller Svend Brinkmann. Intet af den forskning, jeg kender til, har konkluderet, at stjerner nødvendigvis avles i talentforløb. Det ville også være meget mærkeligt, hvis det altid gavnede de dygtigste. Man kan så sige, at vi måske ville få flere ”stjerner”, hvis vi havde talentprogrammer? Dertil er mit enkle svar, at vi bestemt ville få flere stjerner, hvis man investerede vedvarende i at opbygge stærke uddannelses- og forskningsmiljøer. Så ville stjernerne helt sikkert poppe op. Nogle af dem ved jo ikke, at de er kommende stjerner, så de ville aldrig melde sig til et talentforløb. Desuden udvikles talenter i arbejdet med det, talentet handler om – i laboratoriet eller i felten. Et talent udvikler sig ikke i et talentprogram.

Det gavner derimod alle at lære at gøre sig umage, tænke kritisk og selvstændigt og at kunne være sammen med andre. Nogle gange gavner det faktisk også at blive ladt i fred, så man får tid til at fordybe sig uden konstante voksenøjne i nakken. Hvis man får at vide, at man er særlig talentfuld, så risikerer man desuden at blive fikseret i sit talent. I sin bog ”Genius: A Very Short Introduction” beretter forfatteren Andrew Robinson om forsøg med at inddele elever på talenthold i musik. Man her har man fundet ud af, at en placering på et talenthold ikke er afgørende for, om man ender med at komme til at spille et musikinstrument på højt niveau. Det mest afgørende er, at man som elev selv finder det stimulerende og interessant at spille musik. Det er det afgørende for at udvikle et eventuelt talent. Det har ingen effekt i sig selv at være på et talenthold. Skab i stedet betingelserne for en skole med højkvalitetsundervisning, hvor man bliver inspireret til at fordybe sig – så kommer talenterne. Tillad mig at sætte tingene på spidsen: En talentstrategi på grundskoleområdet er ikke meget mere værd end det papir, den er skrevet på.

 

Alle studerende skal nemlig ideelt set have adgang til at lære af de bedste. Det kræver, at man investerer i uddannelse og forskning over en bred kam, hvilket det kniber med i øjeblikket
_______

 

Talentforløb virker ikke – skab betingelser for mesterlære i stedet
På de videregående uddannelser giver det ingen mening at skulle bruge tid på at administrere talentindsatser, som risikerer at lægge sig oven på en tynd bund af besparelser på den helt almindelige kapacitetsopbygning gennem undervisning og vejledning. Send i stedet flere penge til at fastholde de dygtige forskere og undervisere, vi har, og til at lave forsøg og eksperimenter med undervisningsudvikling. Alle studerende skal nemlig ideelt set have adgang til at lære af de bedste. Det kræver, at man investerer i uddannelse og forskning over en bred kam, hvilket det kniber med i øjeblikket.

Der er meget både erfaring og forskning, der taler for, at hvis man vil udvikle talenter, skal man skabe nogle stærke forskningsmiljøer, hvor talenterne kan gro og vise sig. Min amerikanske kollega Sasha Barab har formuleret det temmelig signende på engelsk. Han skriver, at vi skal gå fra at tænke i ”Smart people” til at tænke i ”Smart contexts”. Talent udvikler sig i en transaktion med omgivelserne og ikke på en isoleret ø. Giv os derfor tid og ro til at lave ekstraundervisning og at få de studerende med ind i mesterlærelignende forløb, hvor man lærer forskning eller fx et konsulenthåndværk ved at gøre det sammen med nogle, der allerede mestrer det.

I den mest sublime form for mesterlære vil mester gradvist overlade ansvar til den, der kan – ’svendene’ vil i praksis stå for meget oplæring, ligesom de mest talentfulde naturligvis vil få mest ansvar., men skån os for kunstighed og eksklusivitet. Jeg kan ikke forestille mig noget mere dræbende for talentudvikling end at skulle sidde på et kursus og blive undervist i, hvordan man udvikler sit talent. De dygtigere skal ikke gå rundt med hinanden i en boble konstrueret til lejligheden. Det ligner en opskrift på ensomhed og arrogance. Nej, man udvikler sit talent ved fx at deltage i artikelskrivning, på konferencer, hvor man fremlægger sin forskning eller ved at deltage i seminarer, hvor man kan få kritik på fremlagt forskning. Det er i øvrigt heller ikke altid, at vi undervisere er i stand til at opdage talenterne. Skal vi gå rundt og udpege dem tidligt, så reproducerer vi sandsynligvis blot små kopier af os selv.

Så tak til regeringen for at ville skabe betingelser for, at vi alle sammen bliver dygtige. Lad os så komme i gang med det, der vil gøre en forskel. Det gør en talentstrategi ikke. ■

 

De dygtigere skal ikke gå rundt med hinanden i en boble konstrueret til lejligheden. Det ligner en opskrift på ensomhed og arrogance
_______

 

Lene Tanggaard (f. 1973) er uddannet cand.psych., Ph.d. og er professor og viceinstitutleder med særligt ansvar for forskning på Institut for Kommunikation og Psykologi ved Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet. Hun er forfatter til adskillige forskningsartikler, bøger og formidlende tekster om læreprocesser, mesterlære, talentudvikling og kreativitet. ILLUSTRATION: Studerende læser op til eksamenen [foto: Ditte Valente/Scanpix]
Artiklen er redigeret af David Rischel og Jakob Kromann.