11.02.2019

Integrationsbegrebet er her, der og alle vegne i den offentlige debat. Begrebet har imidlertid en række uhensigtsmæssige konsekvenser og risikerer at være med til at udbygge de problemer, det sigter mod at adressere.

Af Mikkel Rytter, leder af MIAU – Center for Migration og Integrationsforskning, Aarhus Universitet

I september 2017 vakte det en del røre da politikerne Naser Khader (K) og Mattias Tesfaye (S) foreslog, at vi skippede eksisterende ambitioner om ‘integration’ og i stedet sigtede mod ‘assimilation’ af indvandrere og flygtninge. Efter vedtagelsen af finansloven i december 2018 fejrede toppen af Dansk Folkeparti til gengæld det nye såkaldte ‘paradigmeskifte’ med dåseøl og citronmåne. Nu skulle det være slut med at have fokus på integration i Danmark – i stedet skulle vi begynde at tale om ‘hjemsendelse’.

Jeg deler denne skepsis overfor integrationsbegrebet. Integration er hverken et neutralt eller uskyldigt begreb. Ikke alene optegner og manifesterer det skel mellem majoriteter og minoriteter, danskere og indvandrere, ‘os’ og ‘dem’, men integrationssnak indebærer også altid nogle særlige måder at forestille sig det danske folk, velfærdsstat og nation. Men hvad taler vi egentlig om, når vi taler om integration – og hvorfor er begrebet så problematisk? Det vil jeg forsøge at besvare i tre scenarier.

Velfærdsstaten som gave
Den franske antropolog Marcel Mauss udgav i 1924 et essay om gaver og deres indbyggede logik, der forpligter os til at give, modtage og gengælde. Gaver er således ikke neutrale engangsfænomener, men spinder os ind i gæld og gensidige forpligtelser. Tilsvarende kan den danske velfærdsstats økonomiske omfordeling fra rige til fattige og dens forsikring af alle borgernes skolegang, sundhed og eksistensminimum anskues som en gave, vi giver til hinanden. Fra vugge til grav er vi omsluttet af velfærdsstaten, og groft sagt er vores liv formet af forskellige faser, hvor vi enten yder eller nyder godt af de fælles goder.

Men i hvilket omfang er flygtninge og indvandrere berettigede til at modtage velfærdsydelser? Eftersom de ofte først er kommet til Danmark midt i livet, har de ikke bidraget til fælleskassen og er således ikke nødvendigvis berettigede til alle goderne.

Da velfærdsstatens tog form i 1930’erne, var det Socialdemokratiets slogan og formand Thorvald Staunings ambition at skabe et ‘Danmark for folket’. Denne vision kom til at tegne op- og udbygningen af velfærdstaten i årtierne efter anden verdenskrig. De sidste to-tre årtier har Dansk Folkeparti omvendt efterlyst et ‘Danmark for danskerne’, hvilket understreger, at det alene bør være de borgere, der har bidraget til at op- og udbygge den danske velfærdsstat, som bør nyde godt af dens goder. Bekymringerne er knyttet til idéen om velfærd som et begrænset gode. Det er forestillingen om samfundet som et nulsumsspil. Velfærdsstaten præsenteres som et begrænset gode, hvor gammeldanskeres del af kagen bliver mindre, jo flere indvandrere og flygtninge de skal dele den med.

Problemet her er, at der altid vil være brodne kar blandt indvandrere og flygtninge – såvel som blandt gammeldanskere – der reelt ikke ønsker at deltage i samfundet eller yde deres bidrag. Udfordringen er imidlertid også, at der som et vilkår ved globaliseringen hele tiden kommer nye grupper af flygtninge og indvandrere til landet. Der vil derfor altid være et anseeligt antal mennesker her til lands, der endnu ikke har ydet deres del og derfor står i gæld til velfærdsstaten og fællesskabet. Disse grupper mødes følgelig af forskellige grader af skepsis og mistro – uanset om det er berettiget eller ej.

 

Der vil altid være et anseeligt antal mennesker her til lands, der endnu ikke har ydet deres del og derfor står i gæld til velfærdsstaten og fællesskabet. Disse grupper mødes følgelig af forskellige grader af skepsis og mistro – uanset om det er berettiget eller ej
_______

 

Værter og gæster
Generelt taler og forstår vi ofte flygtninge og indvandrere ud fra en kulturel model om ‘værter og gæster’. Det er en model, som vi alle kender og anvender i privatlivet. Værten sætter reglerne i hjemmet: Tager vi skoene af i entreen, ryger vi inde eller ude, skal der diskuteres politik eller tales om vejret? Gæsterne derimod skal optræde høfligt, afventende og i det hele taget tale og opføre sig ordentligt og civiliseret.

Denne kulturelle model afspejles på nationalt niveau i talemåden: “Skik følge eller land fly”. Flygtninge og indvandrere vil næsten altid være i en underdanig position over for et lands oprindelige befolkning, som vil forvente, at de nyankomne indordner sig under gammeldanskernes ønsker og luner. For “hvis ikke de kan lide lugten i bageriet, kan de jo bare skrubbe af”.

De senere år har en del studier vist, hvordan flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund ofte forsøger at indordne sig vært-gæst-modellen ved at gøre sig mindre synlige. Denne strategi har mange ligheder med den engelske sociolog Beverley Skeggs studier af personer fra den britiske arbejderklasse, der ønsker at blive set som middelklasseborgere og derfor hele tiden er nødt til at yde det, hun kalder ”ekstra arbejde”. Anerkendelsen er dog først mulig, når de har tillært sig de sociale koder og handlemønstre, der netop kendetegner landets middelklasse og fx klæder sig tækkeligt, motionerer med måde, spiser grønt og tager i teateret.

Herhjemme har antropolog Birgitte Romme Larsen studeret, hvordan kvoteflygtninge, der får anvist bolig i danske landkommuner, accepterer at udføre ‘ekstra arbejde’ i bestræbelsen på at blive anerkendt som ordentlige mennesker af deres nye naboer. Fx sørger de for nøje at følge naboernes anvisninger og påbud om at klippe hækken og trimme græsset i forhaven, ruller gardinerne op i dagtimerne og smører madpakker med rugbrød i stedet for kridhvide krydderboller. Trods velmenende intentioner får gammeldanskernes mange anvisninger karakter af, at de vil afrette og civilisere landsbyens nye beboere.

Udfordringen er imidlertid, at flygtninge og indvandrere ofte bittert må erfare, at de hele tiden skal opfylde nye krav. De skal konstant forcere nye ”usynlige hegn” i forsøget på at blive set, accepteret og anerkendt som ligeværdige samfundsborgere. Det er det evige dilemma: Indvandrere er ikke integrerede, før de er ligesom os, mens de ikke er ligesom os, før de er fuldt integrerede. Ligesom Sisyfos, der i græsk mytologi dømmes til at rulle en sten op ad et bjerg alene for at se den rulle ned igen og så starte forfra, således kan indvandrere og flygtninge aldrig imødekomme værternes skiftende krav. Nok er aldrig nok.

 

Det er det evige dilemma: Indvandrere er ikke integrerede, før de er ligesom os, mens de ikke er ligesom os, før de er fuldt integrerede
_______

 

Danskerne som et indfødt folk
Endelig tager det tredje scenarie udgangspunkt i verserende forestillinger om gammeldanskerne som et oprindeligt eller indfødt folk: Hr. og fru Jensen fremstilles som ærværdige efterkommere af de forfædre, der i årtusinder har beboet netop det geografiske territorium, som omkring år 1000 blev til Danmark. Dermed mobiliseres idéen om autoktoni: Et fint ord for antagelsen om, at det danske folk nærmest er groet ud af den danske muld.

Eksponent for dette perspektiv er fx Dansk Folkeparti, der præsenterer sig i pamfletter, interviews og valgplakater som folkets stemme og repræsentant i kampen mod ‘eliten’ i form af intellektuelle meningsdannere, kulturradikale kunstnere, direktører og andre velhavere. Siden dets stiftelse i 1995 har partiets kamp mod indvandring været dets altoverskyggende mærkesag. Det tidligere folketingsmedlem, sognepræsten Søren Krarup, har flere gange sidestillet muslimer i Danmark med den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig og opfordret det danske folk til at yde modstand – hvilket givet var hans egen motivation for i årene 2001-2011 at udskifte prædikestolen med Folketingets talerstol. Islam og muslimer fremstilles som en absolut modsætning til danskheden og danske værdier. En femte kolonne eller en trojansk hest rullet ind midt iblandt os.

I dette tredje scenarie fremstår integration mere eller mindre umulig at opnå. Flygtninge og indvandrere – samt deres efterkommere trods dansk statsborgerskab – har svært ved at fremsætte legitime krav på at tilhøre den danske nation og det danske samfund. De er per definition aldrig ‘rigtige’ danskere, hvilket Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, under en direkte tv-debat i 2016 fik fortalt den 18-årige elevrådsformand fra Langkjær Gymnasium, Jens Phillip Yazdani. Blot fordi Yazdani er født i Danmark af en dansk mor fra Vestjylland, har gået i dansk folkeskole og går på dansk gymnasium, var han i Henriksens optik ikke automatisk ‘rigtig’ dansker: Hans far var jo tre årtier tidligere kommet til landet som flygtning fra Iran.

 

Flygtninge og indvandrere – samt deres efterkommere trods dansk statsborgerskab – har svært ved at fremsætte legitime krav på at tilhøre den danske nation og det danske samfund. De er per definition aldrig ‘rigtige’ danskere
_______

 

Tænke og tale IMOD integration
De tre ovenstående scenarier om forholdet mellem majoriteter og minoriteter optræder meget ofte som underliggende figurer, når vi taler om integration. Uanset om vi ønsker det eller ej, får vi således løbende skabt og genskabt nogle uoverstigelige modsætninger alene ved at anvende begrebet ‘integration’. Jeg vil følgelig foreslå tre konkrete strategier til at tale, tænke og skrive imod integration.

For det første bør vi fremover stille flere kritiske spørgsmål, hver gang vi ser eller hører ordet ‘integration’ i medier, politiske debatter, til foredrag eller ved middagsselskaber: Hvem er det, der i det konkrete tilfælde kræver integration – og af hvem? Fra hvilken magtposition udtaler de sig, og med hvilke virkemidler fremsætter og legitimerer de deres krav om integration? Og med hvilke formål mobiliserer de begrebet? En sådan kritisk tilgang vil udstille begrebets iboende logikker og synliggøre, hvem der efterspørger, tilstræber eller kræver integration af specifikke borgere med familiebaggrund i Mellemøsten, Sydasien eller Afrika. Det vil blive tydeligt for alle, at måden, vi rammesætter spørgsmål og udfordringer omkring flygtninge og indvandrere som ’integration’, er groft generaliserende. Integrationssnak er på mange måder som en karklud, der suger alle former for betydninger til sig. Hvis vi ikke kan henvise til ’integration’ som diffust koncept, bliver vi tvunget til at være meget mere konkrete i vores udsagn, analyser og handlinger.

For det andet skal vi gøre en aktiv indsats for at problematisere integrationsbegrebets evige problematisering af flygtninge og indvandreres liv, gøren og laden. Dette kan ske ved at eksplicitere og tydeliggøre nogle af de ideer om forholdet mellem folk, nation og velfærdsstat samt relationerne mellem minoritet og majoritet, fx de verserende ideer om værter, gæster og et indfødt folk med ubestridelig ret til at tale og definere virkeligheden, der ligger bag megen integrationssnak. En sådan øget opmærksomhed på vores fælles danske forestillinger vil synliggøre nogle af de antagelser, som ofte fremsættes som naturlige og selvindlysende. Og det vil måske få os til at reflektere en ekstra gang over, hvorfor vi tilsyneladende accepterer, at asylansøgere på flugt fra krig må leve i mudrede teltlejre, at forældre med indvandrerbaggrund i udvalgte boligområder tvinges til at sende deres børn i vuggestue, eller at nye statsborgere skal give hånd til en person af det modsatte køn? Umiddelbart ikke hvad vi normalt forbinder med danske værdier, ret eller rimelighed. Vi ville næppe godtage lignende tiltag, hvis det handlede om andre grupper af medborgere. Det sker alene, fordi det handler om ‘integration’.

For det tredje må vi – gamle og nye danskere – bestræbe os på at udvikle et nyt sprog med henblik på at skabe en mere rummelig, nuanceret og ligeværdig debat. Og nej, jeg taler ikke om ‘tonen’, men om selve måden, vi taler sammen på, og om de asymmetriske magtrelationer, vi løbende skaber via sproget. Det er måske et naivt forslag, og alle mennesker skal naturligvis have ret til at mene og sige, hvad de vil, men hvis blot vi fremsætter vores synspunkter og visioner uden at anvende begrebet ‘integration’, vil vi på en simpel, effektiv vis afmontere det enestående uklare integrationsbegreb og dets evne til ukritisk at skøjte mellem forskellige problematikker. Samtidig vil det være en reel udfordring for politikere, journalister, debattører og forskere at skulle tale og skrive om sociale, økonomiske og kulturelle problemer uden at anvende begrebet integration og dets mange associationer og medbetydninger. Jeg drømmer derfor om den dag, hvor Clement Kjersgaard på Debatten på DR2, hver gang én af debattørerne i studiet siger ’integration’, afbryder og beder dem forklare, hvem og hvad de konkret sigter mod, og om de vil uddybe, hvad de mener, uden at bruge i-ordet.

 

Tilsvarende rejser idéen om ’assimilation’ den konkrete udfordring til Khader, Tesfaye og deres ligesindede at besvare ét basalt spørgsmål: Assimileres i hvad?
_______

 

Grundliggende deler jeg Naser Khader, Matias Tesfaye og DF-toppens skepsis overfor integration, om end vores skepsis har forskelligt afsæt. Paradigmeskiftets fokus på ’hjemsendelse’ vil – uagtet DF-ledelsen fejringer – gælde et relativt lille antal flygtninge, der ikke får deres opholdstilladelse forlænget. Men det vil næppe mindske behovet for interkulturel forståelse og sameksistens mellem borgere her i landet fremover. Tilsvarende rejser idéen om ’assimilation’ den konkrete udfordring til Khader, Tesfaye og deres ligesindede at besvare ét basalt spørgsmål: Assimileres i hvad? Vi har jo netop ikke én fundamentalistisk model for, hvad det vil sige at være dansk eller medborger i Danmark. Det kan vel aldrig blive vores målsætning?

Integrationsbegrebet har de sidste to-tre årtier været her, der og alle vegne, og det har været gammeldanskernes foretrukne begreb til at diskutere hverdagsliv og trospraksisser blandt landets (muslimske) minoriteter. Men som forklaret er ’integration’ et ret problematisk begreb. Mads og Mette har aldrig skullet forholde sig til ’integration’, mens Muhammad og Muniza stiltiende må acceptere, at alle aspekter af deres liv og hverdag løbende måles og vejes som mere eller mindre vellykket ’integration’. Hver gang de ’slår en skævert’ – fx kører for hurtigt, springer over i køen i supermarkedet, dumper til eksamen eller larmer, når Inger Støjberg er i biografen – så udbasuneres det som et integrationsproblem. Det er grundlæggende problematisk, at vi i Danmark har et allestedsnærværende integrationsbegreb, der systematisk problematiserer og udgrænser dele af befolkningen og afskærer dem fra at deltage i den offentlige samtale på lige fod med resten. Måske er ‘integration’ således med til at skabe en række af de udfordringer, som det sigter mod at løse? Det må vi kunne gøre bedre.

Lad os derfor fortsat have en offentlig og politisk debat, hvor alle har mulighed for at fremføre deres holdninger og synspunkter – men lad os gøre det uden brug af det enestående uklare og forskelsskabende i-ord. Handsken er kastet. ■

 

Det er grundlæggende problematisk, at vi i Danmark har et allestedsnærværende integrationsbegreb, der systematisk problematiserer og udgrænser dele af befolkningen og afskærer dem fra at deltage i den offentlige samtale på lige fod med resten
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt