01.11.2019

.

Man må spørge sig selv, hvornår vi erkender, at der rent faktisk allerede er en krig i gang mellem Putins Rusland og Europa. I den situation kan det næppe være klogt at åbne døren på vid gab for, at Putin kan bruge den russiske gas som et endnu stærkere våben. Det har vi nu gjort. Putin vil takke os for det.

Kommentar af Lasse Bork Schmidt

ONSDAG DEN 30. OKTOBER 2019 blev dagen, hvor Danmark kapitulerede overfor Putins stadigt mere ekspansionsivrige Rusland. Ganske vist uden at der er løsnet skud. I stedet med en praktisk løsning, hvor Rusland ikke overskrider dansk territorie, men i stedet får lov til at føre ekspansionen udenom – med dansk tilladelse.

Det er ikke regulære kampstyrker, denne ekspansion drejer sig om, men i stedet noget så fredeligt som en gasledning. Bortset fra at gasledninger slet ikke er så fredelige i vore dage. Det er det omstridte Nord Stream 2-projekt, som giver Rusland øget mulighed for – via egen gasledning – at sende (billig) russisk gas direkte til Europa – i første omgang til Tyskland.

Projektet har længe været et politisk problem for såvel Danmark som EU, og for så vidt har Danmark – som frontlinjestat i konfrontationen – holdt stand længe. Og vel at mærke ikke kun et energipolitisk problem (som Tyskland har rodet sig ud i med den uovervejede beslutning om at skrotte atomkraft) med betydning for klimaet – men også et væsentligt sikkerhedspolitisk problem.

Energi – og energiforsyning – er ganske enkelt den nye tids sikkerhedspolitiske slagmark. Det er her, der kan udkæmpes veritable slag, uden at nogen decideret får blod på hænderne. Og så er det en krigsteknik, som Rusland har stor erfaring med – og ikke mindst har mange ressourcer til at udkæmpe.

 

Energi – og energiforsyning – er ganske enkelt den nye tids sikkerhedspolitiske slagmark. Det er her, der kan udkæmpes veritable slag, uden at nogen decideret får blod på hænderne
_______

 

LIGE PRÆCIS DET FAKTUM har man i Ukraine, som i mange år har været fuldkommen afhængige af gas fra Rusland, stor erfaring med. Her har Rusland skrupelløst brugt skruen på gasledningen til at tvinge Ukraine til at makke ret. Når man lever i et land, hvor minus 20 grader er normen om vinteren, så er man ganske afhængig af, at der er varme i radiatoren.

Og når den gas, der giver varmen, er helt og holdent i hænderne på en fremmed fjendtligtsindet magt, så bliver det pludselig til et effektivt våben.

Og det virkede i mange år, hvor skiftende ukrainske præsidenter kun spurgte ”hvor højt?”, når Putin sagde ”hop”. Pudsigt nok skulle der en decideret krig mellem de to lande til – en krig, der stadig raser og dagligt koster menneskeliv – førend magtbalancen skiftede, for pludselig gik det op for både Rusland og Ukraine, at afhængigheden gik begge veje. Nok var – og er – Ukraine afhængigt af russisk gas, men i og med at en stor del af de russiske gasforbindelser til resten af Europa går igennem Ukraine, så er russerne også afhængige af, at ukrainerne ikke kommer til at prikke hul på de rør.

Den russiske gasledning gennem Ukraine skaber altså en stand-off-situation mellem de to lande, som indebærer, at begge parter har en interesse i at finde en fælles løsning på energiforsyningen. Rusland tjener masser af penge på at sælge gas til Vesteuropa gennem de ukrainske forbindelser – Ukraine henter en afgift ind, som de kan bruge til at købe gas i Rusland.

 

Dermed bliver gasledningen gennem Ukraine af mindre betydning – på sigt måske endda overflødig – og Rusland kan igen benytte gasskruen som et effektivt krigsvåben
_______

 

SÅDAN VAR SITUATIONEN indtil 30. oktober 2019. Nu har Putin fået en ny trumf i hånden. Så det var helt forståeligt, at han var glad.

Med Nord Stream 2-gasledningen kan der nu sendes endnu mere russisk gas igennem Østersøen og til Tyskland og videre ud i verden derfra, end det er tilfældet med den eksisterende forbindelse. Dermed bliver gasledningen gennem Ukraine af mindre betydning – på sigt måske endda overflødig – og Rusland kan igen benytte gasskruen som et effektivt krigsvåben mod de ukrainere, som har svært ved at anerkende Putin som deres overherre.

Danmark var det sidste forsvarsværn mod den russiske krigsenergi. Og det forsvarsværn er nu faldet.

Som nævnt har vi dog holdt ud i mange år. Og det vil mange sikkert rose os for. Vi har også undskyldningerne parat, fordi det russiske Gazprom blev presset ud i at sende en tredje ansøgning tidligere i år, hvor gasledningen ikke længere gik igennem dansk territorialfarvand, men alene over den danske del af kontinentalsoklen.

Det lyder teknisk, men dækker i bund og grund blot over, at de danske myndigheder på den måde – med henvisning til internationale regler – kunne slippe for at tage politisk stilling til sagen. Som Energistyrelsen, der har givet tilladelsen, så smukt formulerer det:

”Tilladelsen meddeles i henhold til kontinentalsokkelloven og med udgangspunkt i Danmarks forpligtelser efter FN’s havretskonvention. Her er Danmark forpligtet til at tillade anlæggelse af transitrørledninger med respekt for ressourcer og miljø og eventuelt anvise, hvor på kontinentalsoklen sådanne rørledninger skal lægges”.

Af samme årsag kan udenrigsministeren slippe afsted med et ”ingen kommentarer”, mens klima- og energiministeren kan gentage sangen om, at ”Danmark [har] været forpligtet af international lov til at give tilladelse. Det er en rent administrativ afgørelse”.

 

Putin sidder nu og griner højt af de dekadente europæere, som opgiver deres eget forsvarsværk med henvisning til internationale paragraffer – som de selv har hentet frem til lejligheden
_______

 

JEG SKAL IKKE ANFÆGTE, at man har formået at GØRE den her sag til en administrativ afgørelse. Ganske enkelt fordi det giver de implicerede politikere en god mulighed for at vaske hænder. Og givetvis er det juridisk korrekt, at man har KUNNET gøre sagen til noget rent administrativt.

Problemet er bare, at vi har at gøre med et Rusland, som ikke spiller på samme bane, hvad angår jura og demokrati. Putin sidder nu og griner højt af de dekadente europæere, som opgiver deres eget forsvarsværk med henvisning til internationale paragraffer – som de selv har hentet frem til lejligheden.

Man må spørge sig selv, hvornår vi erkender, at der rent faktisk allerede er en krig – altså en rigtig krig – i gang mellem Putins Rusland og Europa. Det er russisk militær og russiske våben, der fører krig mod det europæiske land Ukraine. Bevares, Ukraine ligger i Europas periferi, så det er nok ikke alle, der har opdaget det. Men vi har vel opdaget, at de baltiske lande er en del af Europa? Og at vi er tvunget til at sende regulære danske styrker til netop de baltiske lande for at afholde Putin fra fristelsen til at ekspandere den vej.

I den situation kan det næppe være klogt at åbne døren på vid gab for, at Putin kan bruge den russiske gas som et endnu stærkere våben. Det har vi nu gjort. Putin vil takke os for det. ■

 

Vi har vel opdaget, at de baltiske lande er en del af Europa? Og at vi er tvunget til at sende regulære danske styrker til netop de baltiske lande for at afholde Putin fra fristelsen til at ekspandere den vej
_______

 

Lasse Bork Schmidt (f. 1972) er uddannet økonom. Fra 2005 til 2017 arbejdede han i Rusland og Ukraine med projekter indenfor grøn omstilling og landbrug. Fra 1998-1999 var han landsformand for Konservativ Ungdom og sad i en periode i Odense Byråd. I 2019 stillede han op til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Nu arbejder han som seniorrådgiver i Lindskov Communication. ILLUSTRATION: Ruslands præsident Putin overværer en militærøvelse i Donguz-øvelsesanlægget i Orenburg-regionen, 20. september 2019 [foto: kremlin.ru]